“Mindfullness er det spirituelle svar på spelt. Egentlig er det bare hvede, men nu kalder vi det for spelt, og straks føler vi os mere mætte. Egentlig er det bare en mental pause, men nu kalder vi det Mindfullness, og pludselig er det ikke et udtryk for dovenskab, men en værdifuld handling at sidde med lukkede øjne og trække vejret.” Nikolai Lang i Information
Er mindfulness gammel vin på nye flasker?
Det tror jeg egentlig at det er. Og det er også okay. Mindfulness er ganske rigtigt blevet brandet rigtigt godt. Og det gør måske ikke så meget.
Da vi var til foredrag med Lars Muhl i efteråret sagde han noget i retning af ” Og i denne sæson kalder vi det Mindfulness” – og antydede altså dermed at der ikke er noget nyt i det. Intet nyt under solen.
Det er måske snarere noget gammelt, der bliver ved med at komme tilbage på nye måder. Fordi det er værdifuldt. At øve bevidst og autentisk nærvær og fokusere på at være i nuet. Og nødvendigt fordi det modvirker stress.
Pakket ind, så vi senmoderne mennesker kan fordøje det bedre. Som en ny trend.
Gør det noget? Jeg har tænkt over det og jeg er kommet frem til at det gør ikke noget. for vi har faktisk brug for at hoppe ud af trædehjulet og holde en pause. Og hvis mindfulness er det der skal til, så fint nok.
Faren er så blot at fordi det netop kan opfattes som blot en trend kan der være en tendens til at smide det overbord når det næste nye kommer – og så er vi jo lige vidt.
Med mindre det er kommet for at blive, eller kommer tilbage i en ny form.
Det håber jeg. For det er vigtigt. Uanset hvad der står på etiketten.