styrke Arkiv ~ Prima Materia

Om at stille sig ud

“Udsat på hjertets bjerge”

Der er nogle dage hvor jeg føler, at jeg er for meget. For sensitiv, for stærk, for underlig, for åben, for sårbar, for klog, for bange. For alt. For meget.

Dybest set ved jeg at det bare handler om i hvilken grad jeg tør række min hånd, mine ord, mit venskab ud til verden.

Men alene det at gøre det, kan virkelig helt uoverskueligt frygteligt. At være mig. At risikere at blive afvist.

Der var en gang én der spurgte mig, hvorfor jeg ville udstille mig? At stille mig ud. Jeg blev meget ked af det spørgsmål. Men det var et godt spørgsmål at få.

Måske er det fordi jeg ønsker at blive modtaget. Måske er det fordi jeg ønsker at give, det jeg har og det jeg kan. Og det kan virke kvalmende frygtindgydende.

Men jeg har besluttet mig for at frygten for at være i verden ikke skal få bugt med mig. Eller med dig. For jeg tænker, at vi alle har det på den måde.

At vi i forskellig grad er bange for, at det vi er og det vi kan tilbyde vil blive afvist. Og at vi derfor holder igen på os selv, i forskellige situationer. Også i de nære relationer, hvor det burde være muligt at turde være åben.

Det er derfor jeg stiller mig ud. Skiller mig ud. Tillader mig at eksponere mig selv i al min sårbarhed – og min styrke.

Måske giver det mod.

Traume

“Thi stykkevis erkender vi … “

Det er først nu, at jeg begynder at forstå det fulde omfang af hændelserne i min barndom. Det har været en lang proces, der er kommet stykkevist. Men det har givet mig en stor indsigt i mit eget sind – og den menneskelige tilstand, kan jeg sige uden at blinke.

For længe siden læste jeg, at det at have en alkoholiseret forælder kan afføde et traume på samme vis som krigsoplevelser, overgreb og ulykker. Dengang blev jeg overrasket over at det kunne være “så slemt”, og tog det ikke helt alvorligt – måske fordi jeg ikke ville erkende det.

I disse dage har jeg af forskellige årsager følt at jeg hang i en meget tynd snor. For andre, udenforstående, ville det forekomme uforståeligt, for det der sket i den foregående uge har blot været en ekstrem travlhed. Men samtidig med at der har været travlhed hjemme har der været omorganisering på arbejdet, og begge dele er triggere for stress.

Derfor fik det mig til at tabe luft. Jeg var på nippet til at blive stresset. For et år siden udløste private omstændigheder en akut stress, der fik mig til at gå kortvarigt ned med flaget. Heldigvis var det kortvarigt, og jeg kom op igen.

Jeg er stærk, en overlever, som voksne børn af alkoholikere ofte er.

Både nu og for et år siden var min umiddelbare reaktion derfor, at jeg burde kunne klare det. Men det kan jeg ikke, og erkendelsen af, at jeg ikke skal klare alt, men at det er okay – at erkende at jeg ikke kan, medfødte heling. Måske netop fordi jeg med tiden har lært at række ud og bede om hjælp – istedet for som da jeg var ung, at overleve – og lide – i stilhed. Jeg føler en intens sorg over den unge pige og kvinde, som dengang stod alene i kaoset.

Min pointe med alt dette er, at jeg har erkendt at jeg bærer på en post traumatisk stress, der kan udløses, når mit rolige, naturlige habitat udfordres – når der sker for mange ting på een gang. Og det er naturligvis ikke på nogen måde for at gøre mig selv til offer, at jeg skriver dette, snarere tværtimod. Mit liv er godt, jeg er – sædvanligvis – stærk, sund og glad.

Men min pointe har naturligvis også et videre perspektiv. Vi kan aldrig helt kan vide, hvad der foregår hos og i andre, og hvorfor de reagerer som de gør, og at vi derfor må være overbærende, opmærksomme og omsorgsfulde.

At bære over med – måske kunne det strækkes til at betyde, at vi hjælper andre med at bære deres byrde – at bære med. Jeg har heldigvis oplevet, at mange gode mennesker bærer over med mig.

At være opmærksomme – at se tegnene hos andre, når de er på nippet til at krakelere.

At være omsorgsfulde – måske er det blot at lytte, at sidde sammen med i stilhed – det kan betyde alt.

Og vilje og evne til omsorg er nødvendige i disse tider, vi har brug for det, vi har brug for hinanden, vi har brug for godhed og kærlighed.

Og uanset om vi tror på en højere magt eller ej, så kan kærligheden og det at være kendt jo betyde at vi simpelthen vælger at kende os selv i den Anden, og føler os kendte af den Anden:

“Nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.

Den Grønne Løve

På min væg hænger en tegning som en kvinde ved navn Rosa Raptor malede til mig for snart 3 år siden. Den betyder meget for mig.

Det forestiller en grøn løve, i en cirkel. Cirklen er en mandala, og et symbol på helhed. Løven har til opgave at bevogte cirklens grænser. Om den har gjort det særlig godt de sidste år kan jeg spørge mig selv om. Og det gør jeg ofte. For løven er jo en del af mig.

Jeg har forsøgt og forsøger til stadighed at gøre mig til venner med denne her grønne løve. Leo Viridis. Men istedet for at passe på min cirkel har den det med at løbe om hjørner med mig.

I alkymien, nærmere defineret i det alkymistiske værk Rosarium Philosophorum, optræder der en grøn løve som spiser solen. Løven symboliserer i den forstand egoets trang til at ville have det hele.

Vi kender alle dette her med at ville have det hele: I want it all, and I want it now!

Der er en god del Delusion of Grandeur i denne indstilling, og det er det som den grønne løve, der spiser solen betyder. Den her barnagtige trang til at ville være berømt, rig, dygtig, smuk, sexet, feteret, at have en fantastisk kæreste, et smukt hus, en lækker bil, diamanter – etc.

At ville bemægtige sig hele verden og æde den. Selveste solen. Løven står for vort begær, vores libido, vores sult. Og det er ikke nogen hemmelighed at den sult kan føre os lige lukt i Helvede, hvis ikke vi passer på. På den måde er det ønsket om at få hullet lukket. Vores længsel efter helhed, der maskerer sig som sult og afhængighed af sex, stoffer, alkohol, penge etc.

Begrebet helhed er centralt her, for ifølge Marie-Louise Von Franz er der ikke noget galt med selve ønsket om at ville have det hele, at være hel, fordi det i virkeligheden er et udtryk for at procijere Selvet ud på verden. Ønsket, begæret er legitimt – det er måden vi gør det på, som er problemet, og som faktisk kan lede til afhængighed. Ønsket er i sig selv dybt spirituelt fordi det er en længsel efter harmoni og conjunctio – foreningen af modsætninger til en ny helhed.

Et andet aspekt ved den alkymistiske løve er raseri, vrede, vold. Og et symbolsk billede i alkymien (og moderne menneskers drømme) er at løvens poter bliver skåret af for at afvæbne den, så at sige. Det kan ses som en indikation af at vores begær og vrede frustreres.

Ideen med at lade løven bevogte grænserne istedet for at lade den løbe lystent rundt udenfor grænserne kom fra min psykolog i sin tid, og da jeg fortalte Rosa om den grønne Løve, som jeg skulle lære at blive venner med, at styre fremfor at blive styret af, inspirerede det hende til at tegne billedet til mig.

Det er sgu ikke lykkedes mig specielt godt at blive venner med den.
Men jeg taler med den næsten hver dag, og forsøger at komme overens med den, min ven Leo Viridis.

Det er muligt gennem kærlighed.

Robert Place har bidraget med en for mig vigtig forståelse af, hvordan jeg/vi tæmmer vores løve. I hans smukke tarot The Alchemical Tarot (netop udkommet i en ny smuk udgave) fremstiller han Styrken som en jomfru, der rider på løven, og højt holder symbolet på Conjunctio. Det flammende hjerte, der forener det maskuline og det feminine i form af Solen og Månen. Jomfruen symboliserer her kærlighed og Selvet. Og det netop igennem kærligheden at løven kan tæmmes gennem kærlighedens styrke.

Meget smukt skriver Robert Place at

“Strengths power is love. She loves the lion, the lions loves her back, and he does her biding. Power comes when we loves overselves, control our cravings, and take on hardships for the sake of others”

The image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, is used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Ambivalens

At leve med ambivalens er som at have en glassplint i hjertet. Altid.

For nyligt delte jeg et link på Facebook, der handler om de vanskeligheder voksne børn af alkoholikere har. Der var ti punkter, og jeg kunne genkende mig selv i dem alle, og det var egentligt ikke særligt sjovt – men tankevækkende.

Men der mangler ét punkt på den liste: Ambivalens. Jeg kender den. Jeg har følt ambivalens i forhold til alt; min krop, min rolle som mor, og da jeg var gift til at være hustru, til sex, til kærlighed, til at være alene og mange andre ting.

Ambivalens i forhold til min eksistens.

Det er at være fanget i spændingsfeltet mellem to eller flere muligheder, uden at kunne holde den spænding ud. At slippe ambivalens handler ikke om at vælge én pol, én ekstrem, for det fører lige lukt i ekstremens modsætning. Men at udholde spændingen i sig selv – og den sætning kan jo igen forstås på to måder …

Jeg har nogle gange taget nogle beslutninger, der bunder, ikke i et reelt ønske, men i min manglende evne til at udholde den spænding. At erkende det nu er trist, men sådan har det været.

Ambivalensen er også ikke at kunne holde flertydighed ud. Normalt er det ikke et problem, men for nogle måneder siden oplevede jeg at blive “drillet” i en selskabsleg, hvor der pludselig gjaldt nogle særlige, men uudtalte regler for mig. Og det kunne jeg simpelthen ikke være i, selvom drilleriet i udgangspunktet var kærligt ment. Og jeg tror det har at gøre med den usikkerhed der ligger i aldrig at vide, hvor jeg havde min mor.

Det handler om ikke at vide, om jeg er voksen eller barn. Børn af alkoholikere har det med at enten forblive barnlige (puer aeternus) eller at blive for voksne for tidligt (senex). Men jeg oplever det ikke som et enten eller, jeg oplever det som en fundamental usikkerhed på min rolle i verden. For mit eget vedkommende er jeg barnlig, men jeg blev også følelsesmæssigt voksen tidligt, idet jeg lærte at mærke min mor og hendes behov knivskarpt, at have radaren og antennen dér nonstop.

Noget som nu viser sig som en veludviklet evne til at tune ind på andre mennesker og deres aktuelle mood, og den stemning, der hersker i en given situation, i et rum, i en samtale, i et blik. Med andre ord, empati. Kunsten består i ikke at gøre det til mit ansvar. Det at blive voksen for tidligt indebærer også at være kontrollerende og perfektionistisk – og dét bunder dybest set i frygt.

Først sent har jeg lært at føle min krop, at acceptere min vrede, ikke at skamme mig over at hun drak. Skammen er del af billedet; barnet af alkoholikeren skammer sig over ikke at blive elsket; “for hvis mor/far elsker mig ville hun/han da ikke drikke, vel? Jeg må være u-elsk-værdig”.

Børn af alkoholikere, der selv bliver forældre kan have en følelse af at fake. Fake it till you make it. At fake at være en ansvarlig, voksen forælder . Vi “leger” far, mor og børn. Børn af alkoholikere, der selv får børn, kan opleve en stærk længsel efter selv at blive holdt af en god mor eller far, men den forælder eksisterer ikke, og den forælder eksisterer heller ikke på det indre plan, for den indre forælder er bare ikke blevet bygget op i opvæksten af de egentlige forældre, der havde den psykologiske opgave at skabe en internaliseret, moden ansvarlig voksen i barnet i det rette tempo.

Voksne børn af alkoholikere har det med til stadighed at føle at de bevæger sig i et minefelt. At verden er et minefelt, selvom omstændigheder og livssituation har ændret sig til det meget bedre. Voksne børn af alkoholikere kan opleve at være sårbare, skrøbelige, og sensitive; en børnevoksen, der ikke rigtig har fundet sig selv i verden.

Voksne børn af alkoholikere er også benstærke.

Det gode ved det er at der ligger en smuk mulighed for at blive åben og empatisk i forholdet til andre mennesker. Det smertefulde er, at det kan opleves som en konstant sårethed.

At se og an-erkende mig selv med dette sår har både været en lettelse og en forklaring af mange ting (her var jeg ved at skrive sting (stik), og det er også sandt), der er sket i mit liv. Fx hvorfor jeg kan have det svært ved at føle mig låst fast, hvorfor jeg har behov for at føle mig intellektuelt dygtig og anerkendt for dette, hvorfor jeg føler at mine projekter kuldsejler, hvorfor min stresstærskel er lav, hvorfor jeg føler angst i nogle situationer, hvorfor jeg har svært ved at styre min vrede etc.

Det har været en lettelse at se i øjnene at sådan ser de kort nu ud, som jeg er blevet givet. Ikke at se det sådan, og føle at jeg var værdiløs, og det var min skyld, har været ekstremt pinefuldt i perioder. Dette er ikke skrevet for at forklare alt med en svær barndom, og at lægge ansvaret for mig selv fra mig. Det er skrevet for at sige, at det at se, mærke og være i såretheden og se at det, såret, ambivalensen, skammen, altid vil være en del af mig, af min kompleksitet. Og at dét faktisk er en vej til helbredelse og heling – en måde at blive større end såret. Det er ikke hele mig, jeg er ikke dét.

Skabes der bevidsthed i dette sårede felt er det muligt at transcendere såretheden, at leve med den og acceptere, at sådan er jeg, at tage min søgende åbenhed på mig, og turde blive i dét felt. Og dermed har jeg lært at bedre at turde være i det ambivalente felt, istedet for at forfalde til ekstremer.

Det tager tid, tillid og tilgivelse.