heling Arkiv ~ Prima Materia

Den brændende hånd

“The closer you get to the fire the more you get burned”

Jeg drømte at jeg mødte en kvinde på en strand (en kvinde som jeg i det virkelige liv ikke har et nemt forhold til, men jeg tror drømmen gav en form for lysis).

Hun sagde: Jeg er ked af det. Jeg har tabt en ørering og jeg var vred.
Jeg sagde: Det er helt i orden. Men bliv i feltet.

Hvad vil det sige at blive i feltet? Og hvorfor siger jeg det til hende? Hvis vi ser hende som et aspekt af mig selv (som vrede) handler det om at jeg siger til min vrede, at den er okay at føle.

At blive i feltet. Det vil sige at være med det der er, alle de svære følelser, uanset om det handler om sorg, vrede eller sårethed.

firehand
Det kan føles som at brænde. Som at holde hånden i ilden istedet for at flytte den. Det kan føles dumt, mod-intuitivt. De fleste af os gør alt hvad vi kan for at undgå smerten. Vi flygter videre, ind i noget andet eller ud i noget andet. Eller vi holder fast i den person, der trigger følelsen i håbet om at han eller hun vil ændre sig eller skifte mening, istedet for at slippe personen og blive i følelsen.

Det at holde fast i en person, et mønster eller en aktivitet i håb om et andet resultat er temmelig dumt. Men vi gør det hele tiden. Stikker hånden ind i flammen, trækker den tilbage, stikker hånden ind i flammen, finder en anden flamme etc. Leger med ilden. Selvom det ikke føles som en leg, men som en smertefuld dans på glødende kul.

Vi kan ikke holde fast i et andet menneske, men vi kan holde (af og om) os selv, og vi kan eje os selv og vores følelser. Tage vare på os selv. Vi kan holde flammen selv. Lade den danse på vores hånd.

Vi kan blive i feltet og lade såret hele gennem smerten. Ofte gør vi det ikke, vi bypasser smerten, og dog vi vender tilbage til de samme erfaringer igen og igen, hvorfor?

Fordi vi skal lære at blive i feltet. At det er i erkendelsen af såret og sårbarheden at vi bliver hele. Vores komplekser bliver trigget igen og igen, vores sår åbnes i mødet med andre mennesker, det er en forudsætning for dyb intimitet. Og i den grad, vi er i stand til at holde vores flamme selv og kende konturene af vores sår, kende vores hjertes topografi, holder vi op med at blive taget af komplekserne. Gradvist stille, skridt for skridt. Det er en lang snørklet rejse.

Da jeg vågnende efter den drøm følte jeg en form for fred, forsoning, tilgivelse. At holde sin flamme selv er også et spørgsmål om at kunne tilgive og give fri. At tilgive er ikke at glemme det, der er sket. Hvis vi glemmer lærer vi intet, hvis vi glemmer det vi tilgiver os selv og andre for, er tilgivelsen lige-gyldig.

“Forgiving is not forgetting; its actually remembering. Remembering and not using your right to hit back. Its a second chance for a new beginning. And the remembering part is particularly important. Especially if you dont want to repeat what happened.” Tutu

At tilgive er for mig ikke så meget et spørgsmål om at til give nogen noget. Det er mere et spørgsmål om at forsone, at give fri: Det, der har været er endegyldigt slut, jeg giver dig og dermed også mig selv fri.

At holde flammen selv, at kunne bære flammen selv giver en stille men dyb forandring. Jeg er den samme, men alligevel en Anden nu.

Det er du også.

Sår

“There’s a hole in my soul you can see it in my face”

Jeg kender ikke et menneske, og har ikke mødt det menneske, der ikke bærer på noget. Noget der på en eller anden måde præger dem. Det kan være en fysisk sygdom som diabetes, sklerose eller en diskusprolaps, der er invaliderende eller en psykisk sygdom som depression eller angst. Det kan være en sorg, der forkrøbler indefra.

Nogle gang er det åbenbart, nogle gange en intuitiv fornemmelse og nogle gange får du det først at vide, når du giver dig til at lytte.

Nogle af de ting, der sker tidligt i livet får konsekvenser hele livet, og vi bærer dem med os. Vi har alle vore sår. Fysiske eller psykiske. Mine egne er af psykisk karakter, ikke i form af psykisk sygdom, men i form af sår på sjælen, forårsaget af svigt og misbrug. Det er det jeg kalder eros sår, og det har ikke noget med seksualitet (ihvertfald ikke direkte) men med relation at gøre.

Fornyligt gik det op for mig at, jeg trods alle forsøg på heling, aldrig bliver hel. Det er et paradoks, og accepten eller erkendelsen af dette paradoks, var – paradoksalt nok – i sig selv helende, befriende.

Erkendelse af at jeg ALDRIG bliver hel, og at jeg ikke kan hele mig selv, men blive mere hel ved at acceptere at jeg ikke er det, at jeg må bære de sår jeg nu engang har. På en måde føles det som en lettelse, og som kærlighed, vendt mod mig selv, at acceptere dét.

Paradokset er at jeg muligvis bliver mere hel ved at acceptere at jeg ikke kan blive det. Måske kan jeg godt blive hel – men jeg kan ikke ville det.

I den græske mytologi møder vi den sårede healer, kentauren Chiron, som igen paradoksalt healer andre, men som ikke kan hele sit eget sår, som han har pådraget sig ved at blive skudt med en forgiftet pil. Nogle gange ligger helbredelsen i mørket:

Chiron, the centaur and wounded healer of anciet Greece, expresses consciousness rooted in the darkness, and reveals the medical seeds of light in the psycosomatic darkness”

Vi har alle vores gift i systemet. Vi går ikke uskadte gennem livet, og nogle gange er den største frygt, som min elskede veninde sagde til mig, ikke at blive såret – men frygten for ikke at blive det. Vi er nødt til at gøre os sårbare, at give andre mennesker muligheden for at komme ind i det sårbare felt. Ikke alle, men dem, der har fortjent det.

Vi har alle vores gift, vi har alle sammen en arkilleshæl eller en mistelten, der fordi den ikke blev taget i ed, kan dræbe os. Og vi kan ikke tage alt i ed, vi kan ikke gardere os imod sygdom, pine, hjertesorg og smerte. Det er prisen for at være i live, at være menneske. Men netop denne gift kan være medicinen i mørket, som slangens gift bærer kimen til sin egen modgift.

I erkendelsen af vores sår, sårethed og sårbarhed finder vi vores ultimative menneskelighed, og selvom vi ikke skal lukke alle mennesker helt ind til kilden, så er det i åbenheden, at vi virkelig kan nå hinanden, og derigennem finder vi en måde at hele os selv og hinanden på.

Ved at turde stå i det åbne, sårbare felt.

Ambivalens

At leve med ambivalens er som at have en glassplint i hjertet. Altid.

For nyligt delte jeg et link på Facebook, der handler om de vanskeligheder voksne børn af alkoholikere har. Der var ti punkter, og jeg kunne genkende mig selv i dem alle, og det var egentligt ikke særligt sjovt – men tankevækkende.

Men der mangler ét punkt på den liste: Ambivalens. Jeg kender den. Jeg har følt ambivalens i forhold til alt; min krop, min rolle som mor, og da jeg var gift til at være hustru, til sex, til kærlighed, til at være alene og mange andre ting.

Ambivalens i forhold til min eksistens.

Det er at være fanget i spændingsfeltet mellem to eller flere muligheder, uden at kunne holde den spænding ud. At slippe ambivalens handler ikke om at vælge én pol, én ekstrem, for det fører lige lukt i ekstremens modsætning. Men at udholde spændingen i sig selv – og den sætning kan jo igen forstås på to måder …

Jeg har nogle gange taget nogle beslutninger, der bunder, ikke i et reelt ønske, men i min manglende evne til at udholde den spænding. At erkende det nu er trist, men sådan har det været.

Ambivalensen er også ikke at kunne holde flertydighed ud. Normalt er det ikke et problem, men for nogle måneder siden oplevede jeg at blive “drillet” i en selskabsleg, hvor der pludselig gjaldt nogle særlige, men uudtalte regler for mig. Og det kunne jeg simpelthen ikke være i, selvom drilleriet i udgangspunktet var kærligt ment. Og jeg tror det har at gøre med den usikkerhed der ligger i aldrig at vide, hvor jeg havde min mor.

Det handler om ikke at vide, om jeg er voksen eller barn. Børn af alkoholikere har det med at enten forblive barnlige (puer aeternus) eller at blive for voksne for tidligt (senex). Men jeg oplever det ikke som et enten eller, jeg oplever det som en fundamental usikkerhed på min rolle i verden. For mit eget vedkommende er jeg barnlig, men jeg blev også følelsesmæssigt voksen tidligt, idet jeg lærte at mærke min mor og hendes behov knivskarpt, at have radaren og antennen dér nonstop.

Noget som nu viser sig som en veludviklet evne til at tune ind på andre mennesker og deres aktuelle mood, og den stemning, der hersker i en given situation, i et rum, i en samtale, i et blik. Med andre ord, empati. Kunsten består i ikke at gøre det til mit ansvar. Det at blive voksen for tidligt indebærer også at være kontrollerende og perfektionistisk – og dét bunder dybest set i frygt.

Først sent har jeg lært at føle min krop, at acceptere min vrede, ikke at skamme mig over at hun drak. Skammen er del af billedet; barnet af alkoholikeren skammer sig over ikke at blive elsket; “for hvis mor/far elsker mig ville hun/han da ikke drikke, vel? Jeg må være u-elsk-værdig”.

Børn af alkoholikere, der selv bliver forældre kan have en følelse af at fake. Fake it till you make it. At fake at være en ansvarlig, voksen forælder . Vi “leger” far, mor og børn. Børn af alkoholikere, der selv får børn, kan opleve en stærk længsel efter selv at blive holdt af en god mor eller far, men den forælder eksisterer ikke, og den forælder eksisterer heller ikke på det indre plan, for den indre forælder er bare ikke blevet bygget op i opvæksten af de egentlige forældre, der havde den psykologiske opgave at skabe en internaliseret, moden ansvarlig voksen i barnet i det rette tempo.

Voksne børn af alkoholikere har det med til stadighed at føle at de bevæger sig i et minefelt. At verden er et minefelt, selvom omstændigheder og livssituation har ændret sig til det meget bedre. Voksne børn af alkoholikere kan opleve at være sårbare, skrøbelige, og sensitive; en børnevoksen, der ikke rigtig har fundet sig selv i verden.

Voksne børn af alkoholikere er også benstærke.

Det gode ved det er at der ligger en smuk mulighed for at blive åben og empatisk i forholdet til andre mennesker. Det smertefulde er, at det kan opleves som en konstant sårethed.

At se og an-erkende mig selv med dette sår har både været en lettelse og en forklaring af mange ting (her var jeg ved at skrive sting (stik), og det er også sandt), der er sket i mit liv. Fx hvorfor jeg kan have det svært ved at føle mig låst fast, hvorfor jeg har behov for at føle mig intellektuelt dygtig og anerkendt for dette, hvorfor jeg føler at mine projekter kuldsejler, hvorfor min stresstærskel er lav, hvorfor jeg føler angst i nogle situationer, hvorfor jeg har svært ved at styre min vrede etc.

Det har været en lettelse at se i øjnene at sådan ser de kort nu ud, som jeg er blevet givet. Ikke at se det sådan, og føle at jeg var værdiløs, og det var min skyld, har været ekstremt pinefuldt i perioder. Dette er ikke skrevet for at forklare alt med en svær barndom, og at lægge ansvaret for mig selv fra mig. Det er skrevet for at sige, at det at se, mærke og være i såretheden og se at det, såret, ambivalensen, skammen, altid vil være en del af mig, af min kompleksitet. Og at dét faktisk er en vej til helbredelse og heling – en måde at blive større end såret. Det er ikke hele mig, jeg er ikke dét.

Skabes der bevidsthed i dette sårede felt er det muligt at transcendere såretheden, at leve med den og acceptere, at sådan er jeg, at tage min søgende åbenhed på mig, og turde blive i dét felt. Og dermed har jeg lært at bedre at turde være i det ambivalente felt, istedet for at forfalde til ekstremer.

Det tager tid, tillid og tilgivelse.

No trespassing

For en uge siden vågnede jeg op og følte bitterhed og fortrydelse. Fortvivlelse.

Den forløbne uge har ikke ligefrem været nem. Snarere er følelsen blevet forøget.

Men fortrydelsen er for bitter.

Jeg har tænkt på hvad det modsatte af fortrydelse er. Og jeg tænker at det er taknemmelighed.

Taknemmelighed over de fejl jeg har begået, den smerte, jeg har påført mig selv, (men ikke den smerte, jeg har opført andre). Og de lærestreger, jeg har fået.

Livet er ikke en lige vej. Og heller ikke tydeligt det ene eller det andet, lige så lidt som kærligheden. Nogle gange farer man vild, eller tager en omvej. Måske er det slet ikke en omvej.

Jeg ved hvor stor glæde jeg er i stand til at føle og dele, også. Jeg ved hvor stor glæden har været, og jeg kan se, hvor dyb forandringen har været, og jeg kan se at jeg faktisk midt i det hele er blevet mere hel. At jeg er blevet helet. At nogle sår er blevet lægt.

En væsentlig brik er faldet på plads. Den brik i puslespillet, som jeg hele tiden troede forestillede noget andet. Og derfor lagde tilbage i æsken. Indtil nogen pludselig kom forbi, vendte den lidt rundt, holdt den op mod lyset og næsten uforvarende lagde den på den rigtige plads, så motivet blev tydeligere.

Det er en meget stor gave at få.

Så jeg vil ikke fortryde min vej. At fortryde er at svigte den jeg er blevet, og dem jeg har mødt på vejen. Og det vil jeg ikke.

En anden modsætning til fortvivlelse og fortrydelse er tro. En tro på at det hele har en dybere mening, som jeg ikke kan forstå nu. Men den er der.

Jeg håber at meningen er at jeg bliver bedre i stand til at forstå. At min medfølelse med mine medmennesker bliver større.

På et tidspunkt blev jeg spurgt om jeg ikke gerne ville forstås, men jeg sagde nej, jeg ville accepteres. Er det overhovedet modsætninger? Vil vi ikke allesammen gerne forstås og accepteres, og dybest set elskes som dem vi er?

Jeg føler, at det nu er meningen at jeg skal lutres, at guldet skal igennem en proces, hvor det bliver renere, på indre alkymistisk vis.

Det vil tage et stykke tid.

Mens hjertet forbliver åbent, flydende, lysende – men samtidigt utilgængeligt i den periode. Som et eventyrligt sted, der på magisk vis ikke kan betrædes.

No trespassing. Please.