Den brændende hånd

“The closer you get to the fire the more you get burned”

Jeg drømte at jeg mødte en kvinde på en strand (en kvinde som jeg i det virkelige liv ikke har et nemt forhold til, men jeg tror drømmen gav en form for lysis).

Hun sagde: Jeg er ked af det. Jeg har tabt en ørering og jeg var vred.
Jeg sagde: Det er helt i orden. Men bliv i feltet.

Hvad vil det sige at blive i feltet? Og hvorfor siger jeg det til hende? Hvis vi ser hende som et aspekt af mig selv (som vrede) handler det om at jeg siger til min vrede, at den er okay at føle.

At blive i feltet. Det vil sige at være med det der er, alle de svære følelser, uanset om det handler om sorg, vrede eller sårethed.

firehand
Det kan føles som at brænde. Som at holde hånden i ilden istedet for at flytte den. Det kan føles dumt, mod-intuitivt. De fleste af os gør alt hvad vi kan for at undgå smerten. Vi flygter videre, ind i noget andet eller ud i noget andet. Eller vi holder fast i den person, der trigger følelsen i håbet om at han eller hun vil ændre sig eller skifte mening, istedet for at slippe personen og blive i følelsen.

Det at holde fast i en person, et mønster eller en aktivitet i håb om et andet resultat er temmelig dumt. Men vi gør det hele tiden. Stikker hånden ind i flammen, trækker den tilbage, stikker hånden ind i flammen, finder en anden flamme etc. Leger med ilden. Selvom det ikke føles som en leg, men som en smertefuld dans på glødende kul.

Vi kan ikke holde fast i et andet menneske, men vi kan holde (af og om) os selv, og vi kan eje os selv og vores følelser. Tage vare på os selv. Vi kan holde flammen selv. Lade den danse på vores hånd.

Vi kan blive i feltet og lade såret hele gennem smerten. Ofte gør vi det ikke, vi bypasser smerten, og dog vi vender tilbage til de samme erfaringer igen og igen, hvorfor?

Fordi vi skal lære at blive i feltet. At det er i erkendelsen af såret og sårbarheden at vi bliver hele. Vores komplekser bliver trigget igen og igen, vores sår åbnes i mødet med andre mennesker, det er en forudsætning for dyb intimitet. Og i den grad, vi er i stand til at holde vores flamme selv og kende konturene af vores sår, kende vores hjertes topografi, holder vi op med at blive taget af komplekserne. Gradvist stille, skridt for skridt. Det er en lang snørklet rejse.

Da jeg vågnende efter den drøm følte jeg en form for fred, forsoning, tilgivelse. At holde sin flamme selv er også et spørgsmål om at kunne tilgive og give fri. At tilgive er ikke at glemme det, der er sket. Hvis vi glemmer lærer vi intet, hvis vi glemmer det vi tilgiver os selv og andre for, er tilgivelsen lige-gyldig.

“Forgiving is not forgetting; its actually remembering. Remembering and not using your right to hit back. Its a second chance for a new beginning. And the remembering part is particularly important. Especially if you dont want to repeat what happened.” Tutu

At tilgive er for mig ikke så meget et spørgsmål om at til give nogen noget. Det er mere et spørgsmål om at forsone, at give fri: Det, der har været er endegyldigt slut, jeg giver dig og dermed også mig selv fri.

At holde flammen selv, at kunne bære flammen selv giver en stille men dyb forandring. Jeg er den samme, men alligevel en Anden nu.

Det er du også.

Sår

“There’s a hole in my soul you can see it in my face”

Jeg kender ikke et menneske, og har ikke mødt det menneske, der ikke bærer på noget. Noget der på en eller anden måde præger dem. Det kan være en fysisk sygdom som diabetes, sklerose eller en diskusprolaps, der er invaliderende eller en psykisk sygdom som depression eller angst. Det kan være en sorg, der forkrøbler indefra.

Nogle gang er det åbenbart, nogle gange en intuitiv fornemmelse og nogle gange får du det først at vide, når du giver dig til at lytte.

Nogle af de ting, der sker tidligt i livet får konsekvenser hele livet, og vi bærer dem med os. Vi har alle vore sår. Fysiske eller psykiske. Mine egne er af psykisk karakter, ikke i form af psykisk sygdom, men i form af sår på sjælen, forårsaget af svigt og misbrug. Det er det jeg kalder eros sår, og det har ikke noget med seksualitet (ihvertfald ikke direkte) men med relation at gøre.

Fornyligt gik det op for mig at, jeg trods alle forsøg på heling, aldrig bliver hel. Det er et paradoks, og accepten eller erkendelsen af dette paradoks, var – paradoksalt nok – i sig selv helende, befriende.

Erkendelse af at jeg  ALDRIG bliver hel, og at jeg ikke kan hele mig selv, men blive mere hel ved at acceptere at jeg ikke er det, at jeg  må bære de sår jeg nu engang har. På en måde føles det som en lettelse, og som kærlighed, vendt mod mig selv, at acceptere dét.

Paradokset er at jeg muligvis bliver mere hel ved at acceptere at jeg ikke kan blive det. Måske kan jeg godt blive hel – men jeg kan ikke ville det.

chiron

I den græske mytologi møder vi den sårede healer, kentauren Chiron, som igen paradoksalt healer andre, men som ikke kan hele sit eget sår, som han har pådraget sig ved at blive skudt med en forgiftet pil. Nogle gange ligger helbredelsen i mørket:

Chiron, the centaur and wounded healer of anciet Greece, expresses consciousness rooted in the darkness, and reveals the medical seeds of light in the psycosomatic darkness”

Vi har alle vores gift i systemet. Vi går ikke uskadte gennem livet, og nogle gange er den største frygt, som min elskede veninde sagde til mig, ikke at blive såret – men frygten for ikke at blive det. Vi er  nødt til at gøre os sårbare, at give andre mennesker muligheden for at komme ind i det sårbare felt. Ikke alle, men dem, der har fortjent det.

Vi har alle vores gift, vi har alle sammen en arkilleshæl eller en mistelten, der fordi den ikke blev taget i ed, kan dræbe os. Og vi kan ikke tage alt i ed, vi kan ikke gardere os imod sygdom, pine, hjertesorg og smerte. Det er prisen for at være i live, at være menneske. Men netop denne gift kan være medicinen i mørket, som slangens gift bærer kimen til sin egen modgift.

I erkendelsen af vores sår, sårethed og sårbarhed finder vi vores ultimative menneskelighed, og selvom vi ikke skal lukke alle mennesker helt ind til kilden, så er det i åbenheden, at vi virkelig kan nå hinanden, og derigennem finder vi en måde at hele os selv og hinanden på.

Ved at turde stå i det åbne, sårbare felt.