Den brændende hånd

“The closer you get to the fire the more you get burned”

Jeg drømte at jeg mødte en kvinde på en strand (en kvinde som jeg i det virkelige liv ikke har et nemt forhold til, men jeg tror drømmen gav en form for lysis).

Hun sagde: Jeg er ked af det. Jeg har tabt en ørering og jeg var vred.
Jeg sagde: Det er helt i orden. Men bliv i feltet.

Hvad vil det sige at blive i feltet? Og hvorfor siger jeg det til hende? Hvis vi ser hende som et aspekt af mig selv (som vrede) handler det om at jeg siger til min vrede, at den er okay at føle.

At blive i feltet. Det vil sige at være med det der er, alle de svære følelser, uanset om det handler om sorg, vrede eller sårethed.

firehand
Det kan føles som at brænde. Som at holde hånden i ilden istedet for at flytte den. Det kan føles dumt, mod-intuitivt. De fleste af os gør alt hvad vi kan for at undgå smerten. Vi flygter videre, ind i noget andet eller ud i noget andet. Eller vi holder fast i den person, der trigger følelsen i håbet om at han eller hun vil ændre sig eller skifte mening, istedet for at slippe personen og blive i følelsen.

Det at holde fast i en person, et mønster eller en aktivitet i håb om et andet resultat er temmelig dumt. Men vi gør det hele tiden. Stikker hånden ind i flammen, trækker den tilbage, stikker hånden ind i flammen, finder en anden flamme etc. Leger med ilden. Selvom det ikke føles som en leg, men som en smertefuld dans på glødende kul.

Vi kan ikke holde fast i et andet menneske, men vi kan holde (af og om) os selv, og vi kan eje os selv og vores følelser. Tage vare på os selv. Vi kan holde flammen selv. Lade den danse på vores hånd.

Vi kan blive i feltet og lade såret hele gennem smerten. Ofte gør vi det ikke, vi bypasser smerten, og dog vi vender tilbage til de samme erfaringer igen og igen, hvorfor?

Fordi vi skal lære at blive i feltet. At det er i erkendelsen af såret og sårbarheden at vi bliver hele. Vores komplekser bliver trigget igen og igen, vores sår åbnes i mødet med andre mennesker, det er en forudsætning for dyb intimitet. Og i den grad, vi er i stand til at holde vores flamme selv og kende konturene af vores sår, kende vores hjertes topografi, holder vi op med at blive taget af komplekserne. Gradvist stille, skridt for skridt. Det er en lang snørklet rejse.

Da jeg vågnende efter den drøm følte jeg en form for fred, forsoning, tilgivelse. At holde sin flamme selv er også et spørgsmål om at kunne tilgive og give fri. At tilgive er ikke at glemme det, der er sket. Hvis vi glemmer lærer vi intet, hvis vi glemmer det vi tilgiver os selv og andre for, er tilgivelsen lige-gyldig.

“Forgiving is not forgetting; its actually remembering. Remembering and not using your right to hit back. Its a second chance for a new beginning. And the remembering part is particularly important. Especially if you dont want to repeat what happened.” Tutu

At tilgive er for mig ikke så meget et spørgsmål om at til give nogen noget. Det er mere et spørgsmål om at forsone, at give fri: Det, der har været er endegyldigt slut, jeg giver dig og dermed også mig selv fri.

At holde flammen selv, at kunne bære flammen selv giver en stille men dyb forandring. Jeg er den samme, men alligevel en Anden nu.

Det er du også.

Fundament

“Den modne person når da måske det stadium, hvor han er sin egen moder og fader.”

At være min mors datter var svært. Få dage før hun døde skældte hun mig ud i telefonen og lagde røret på. Heldigvis nåede vi at blive forsonede inden hun døde. At hun døde var traumatisk, som alle pludselige dødsfald. Da hun var død, skete der en grundlæggende forandring med mig. Og faktisk var jeg lettet. Det lyder grimt at sige det, men det er ikke desto mindre sandheden. Jeg blev et andet menneske, en energi var sat fri. Jeg følte mig fri.

Siden er der sket mange ting i mit liv. Og nu er jeg her. I en helt anden livssituation end forventet.

I den forløbne uge ramte jeg pludselig en følelse af savn efter at have en mor og en far. Stadig at have min mor og far. En form for fundament. En følelse af mangel, ensomhed, rodløshed.

Min vrede imod dem har fyldt meget i mit liv, min følelse af blive svigtet af fravær og misbrug. En grundlæggende følelse af blive afvist, ikke at være god nok, en følelse af skam over at være blevet afvist. Vrede ikke blot imod dem, men også en paradoksal vrede mod mig selv over at blive afvist, over ikke at være god nok.

Jeg blev pludselig konfronteret med sorg over at de ikke er i mit liv, nu som voksen. Og smerte over at tingene blev som de blev. Men det står ikke til at ændre.

Det er svært at erkende den sorg, netop fordi jeg har været så vred. Men da jeg tillod mig at sørge, blev det klart for mig, at det er okay at føle den sorg, og også vreden, og at det også nu er muligt at tilgive dem og måske se dem, ikke blot som mennesker, der svigtede – men også som mennesker, der sandsynligvis – for det er jo sjældent at mennesker bevidst ønsker at svigte – ønskede at gøre det så godt som muligt. At erkende dem som mennesker, der gjorde og ønskede deres bedste, og som heller ikke svigtede 100 %. De gav mig et godt fundament for at være i verden, selvom det er kan være svært for alle mennesker, dem selv inklusive.

For os alle gælder det, uanset hvordan vores forhold til vores forældre er, at vi på et tidspunkt må slippe dem. Uanset om vi ser dem, om vi har et godt forhold til dem, om vi har et problemetisk forhold til dem, eller vi af en eller anden grund har mistet forbindelsen til dem, eller om de er døde.

Uanset hvad så må vi slippe dem, tilgive dem og se dem som mennesker.

Det at blive voksen handler om dette, at give slip, at slippe ud af deres faktiske, psykologiske og arketypiske skygge. Det at blive voksen handler i sin essens om at skabe sit eget fundament – blive sit eget fundament. At blive sin egen mor og far, som Erich Fromm skrev om det modne menneske i sin fine lille bog Kunsten at elske.

Taknemmelighed

This one goes out to the one I loved,
this one goes out to the one I left behind

Det er godt at værdsætte det gode vi har. Det er imidlertid ganske nemt at være taknemmelig over de gode ting i livet.

Men er det muligt at være taknemmelig over de svære ting? Kan vi være taknemmelig over vores fejltagelser og fiaskoer? Og over skuffelser, sårede følelser, svigt, smerte, stik?

Ikke destomindre var det lige præcist det jeg blev spurgt om i går: Kan jeg være taknemmelig over det, som er sket i mit liv i løbet af de sidste år? Ville jeg have gjort noget anderledes?

Jeg ville have gjort det anderledes, hvis jeg kunne. Men det kunne og gjorde jeg ikke – så svaret må være, at jeg ikke ville have gjort det anderledes – så havde jeg gjort det. Ergo svaret er nej.

Men jeg kan ønske, at jeg havde haft bevidsthed og evne til at have ageret og talt anderledes i adskillige situationer.

Ville jeg så gøre det hele igen? Igen er svaret nej. Jeg ville ikke ønske at opleve det igen. Det er forbi, caput, finito. Done.

Jeg er hvor jeg er nu. Og selvom det føles som limbo, er det her jeg er.

Den kvinde jeg er blevet.

Kan jeg være taknemmelig over det jeg har oplevet og erfaret? Kan jeg se på alle mine oplevelser og erfaringer –  også det som er kommet til mig udefra, positivt og negativt, med taknemmelighed over at have modtaget det?

Som en gave?

Følelsen af blive afvist (i min seksualitet, i min spiritualitet, i min sårbarhed) er således en gave, fordi jeg istedet for at få den Anden til at bære det, tvinges til selv at rumme, og tage ansvar for seksualitet, spiritualitet og sårbarhed. Tak for det, også selvom det gjorde modbydeligt ondt i processen.

Kan jeg se med taknemmelighed på det, og også tage ansvar for min andel i det, der er gået galt i mine relationer?

Bliver det da muligt at se, ikke på skyld, men på ansvar?

Jeg tænker på at i enhver relation er helheden altid mere end summen af to dele. Når to mennesker relaterer til hinanden opstår et tredje sted, et højere selv, eller det som Jung kaldte Den Transcendente Funktion, som er mere end de to menneskers kærlighed, erfaringer, ønsker, skuffelser, forventninger, drømme, håb, bevidsthed og ubevidsthed tilsammen.

Nogle gange er det ikke blot smukt, men også frygteligt svært og sårbart.

Kan jeg se på det forgangne med vidt åbne øjne? I ansvar, erkendelse, bevidsthed – taknemmelighed?

Betyder det så at taknemmelighed bliver til tilgivelse? Ja, det tror jeg faktisk, og til tilgivelse, frisættelse og frihed af både den Anden og mig selv.