frihed Arkiv ~ Prima Materia

Is & ild

“Some say the world will end in fire,
Some say in ice.
From what I’ve tasted of desire
I hold with those who favor fire.
But if it had to perish twice,
I think I know enough of hate
To say that for destruction ice
Is also great
And would suffice” Frost

At slå koldt vandt i blodet. At holde hovedet koldt. At have is i maven.

Alle er udtryk for hvad vi tilrådes at gøre når vi føler os overvældet af livet – eller vrede, bange eller kede af det. Der er dage, hvor det er nødvendigt, som i dag.

Jeg forsøger at have is i maven. Men det føles som at have en syl i hjertet.

Jeg er træt. Jeg er træt af at være ene, stærk og fri. Jeg savner at kunne læne mig ind i en stærk favn, jeg savner at høre en stemme, der siger, at det hele nok skal gå. At jeg skal slippe, at jeg kan give efter, så jeg ikke brækker midt over. Jeg har brug for ikke at behøve at være stærk.

Fornylig skrev jeg til en slægtning om, at jeg egentlig befinder mig i en underlig situation, at jeg pludselig finder mig selv i en underlig situation. Jeg har mine børn, og jeg har venner og slægtninge. Men jeg har ingen far eller mor, eller bedsteforældre eller søskende eller en mand. På een og samme tid giver det en umådelig frihed, og en umådelig ensomhed.

Som en mønt med to sider. Nogle gange gange er det den ene side, der vender op og andre gange den anden.

Det er som om der er en cirkel, der mangler i spiralen, i labyrinten. Måske som en meget bred sti i midten.

Faktisk er denne “labyrint” et æg.
Et symbol på frugtbarhed.

Somme tider tænker jeg, at der må være en mening med det. Andre gange føles det meningsløst.

Ensomheden føles som kulde.

Og friheden føles som ild, varme, som begær, som eros i form af relation. Ikke som jeg havde forestillet mig det, men som mulighed for at skabe og være kreativ. Og at forbinde mig med mennesker på et dybere plan.

Med friheden kommer et andet ansvar. Friheden var en vild længsel, men friheden findes i det indre, i labyrintens midte, i skæringspunktet, hvor alle veje, alle stier, alle muligheder mødes. I hjertet, i ildstedet.

I friheden ligger et ansvar. Ansvar betyder at svare an – at svare når skæbnen eller Gud eller tilværelsen eller tilstedeværelsen kalder. Nogle gange kender vi ikke svaret – og heller ikke spørgsmålet.

Måske havde Frost ret i at verden kan gå under to gange; i ild og i is. Og i den gamle nordiske mytologi er Helvede jo lig Fimbulvinteren. Helvede kan være at lade sig brænde op, at give efter for sine begær, sine afhængigheder, sine lyster – og helvede kan være ikke at turde føle noget.

Helvede kan være ansvarsløs frihed, et svimlende fald, som Ikaros’ fald fra solen, og helvede kan være ubodelig ensomhed.

I Thomasevangeliet og Lukasevangeliet hedder det at Himmerige er indeni os selv. Og det er Helvede også.

Transformation

Der ligger en lige så stor frihed i ikke at ønske at den Anden skal ændre sig for ens skyld, som ikke at ønske sig at ændre sig for den Andens skyld.

Vi kender alle Stings smukke sang om at sætte den elskede fri: “If you love somebody set them free.”

Men aldrig har ambivalensen på den ene side og de højtflyvende idealer været så store som nu i vores kultur og kollektive psykologiske mix-up. Sjældent har vi stillet så høje krav til os selv og hinanden, ikke blot i relation til kælighed, men også i relation til sundhed, skønhed, styrke og spiritualitet.

Den indledende sætning blev hvisket til mig i dag – guderne må vide hvorfra: “Der ligger en lige så stor frihed i ikke at ønske at den Anden skal ændre sig for ens skyld, som ikke at ønske sig at ændre sig for den Andens skyld”.

Jeg har været igennem en turbulent tid, og måske er erkendelsen af og muligheden for at leve den sandhed, prisen jeg har vundet for at drikke bittersødt af Livet:

“I caught the darkness,
Drinking from your cup.
I said is this contagious?
You said just drink it up.” Cohen

Jeg vil sige det til livet og til de mennesker, livet er så nådigt at lade mig møde.

Ikke højt – måske vil jeg blot hviske det stille og tyst i mit hjerte: Du skal ikke ændre dig for mig – jeg vil ikke ændre mig for dig. Jeg har kæmpet hårdt for at blive den jeg er, og jeg vil give mig selv generøst til dig, hvis du lader mig.

Det er for mig en meget stor sandhed. Det er en meget stor ydre og indre frihed. Det er en meget stor mulighed for kærlighed, og det er en meget stor mulighed for kreativitet, fordi jeg ikke skal tage hensyn til nogen. Mine ord skal bruges til at skabe poesi – i den videste betydning af det ord – ikke for at påvirke nogen til at gøre noget eller være noget bestemt. Det betyder ikke, at jeg som digter ikke ønsker at gøre indtryk gennem mine ord, eller jeg som menneske ikke ønsker at gøre indtryk gennem mine handlinger eller som kvinde gennem mine følelser. Men det er uden beregning.

Det betyder ikke, at vi ikke transformeres i mødet med hinanden. I kærligheden, og i venskabet. Men det er en mystisk proces, der skal udfolde sig – ikke uden bevidsthed og årvågenhed.

Det er en stor gave. Vi kan ikke tage det. Vi kan kun give det. Vi kan ikke tage den anden. Vi kan give os selv.

Det er det dette billede handler om; transformationen og etableringen af det 3. sted. Feltet. Det er rosen, mandalaen. Og det er i mødet mellem de to at denne proces kan finde sted. Og her taler vi om Eros som relation, i den videste betydning af ordet – men naturligvis også i det passionerede kærlighedsmøde.

Det er den proces, Jung hentyder til her:

“The meeting of two personalities is like the contact of two chemical substances: if there is any reaction, both are transformed.”

Frihed

Tænk at frihed kunne være:

At gå tidligt i seng uden længsel efter at være et andet sted. End i stilheden.

At jeg for første gang i mit liv sætter mig selv fri til ikke at skulle leve op til noget eller nogen.

At være helt mig selv og at omfavne mig selv som sådan – og sige velkommen til ALT det jeg er.

At opleve, hvad det gør ved mig at føle mig afvist.

Tænk at friheden kan bestå i at gå ind i og FØLE den smerte og det savn og den sorg og den længsel, der opleves i afvisningen. Forsigtigt.

Tænk at friheden kunne bestå i at være sober, istedet for at kompensere for smerten med en uklar rus, der blot efterlader et endnu større hul.

Tænk at friheden kunne bestå i at finde et ordløst sted, gennem smerten, savnet, sorgen og længslen. Et åndedrag ad gangen.

Tænk at friheden kunne bestå i at lade slør falde.

Tænk at tillade mig selv at føle mig nøgen.

Tænk at friheden kunne bestå i at give mig selv omsorg – det bløde flydende punkt i mig, såret som skal hele.

Tænk at friheden består i at tage mine indre skikkelser til mig, dem alle, istedet for at lægge dem ud i verden og lade andre bære dem. Selv at bære dem, selv min skam.

Selv de stunder hvor jeg fejler, og kommer til kort.

Tænk at friheden kunne bestå i at afstå fra at elske og blive elsket erotisk af en mand, at lade sensualitet og sårbarhed, eros og kyskhed smelte sammen til eet. At være
jomfruelig – i betydningen uafhængig.

At lade længslen vibrere som en tone i min sjæl og lade den blive en del af mit væsen.

At elske indefra og ud.

Tænk at friheden var så anderledes end jeg så naivt havde forestillet mig. At den ikke handler om fald, men om dybere forbundethed.

Tænk at friheden er oplevelsen af at være kærlighed, således at jeg ikke behøver at søge den derude.

Tænk at turde være denne lysende klarhed.

Daggry

Jeg er begyndt at vågne meget tidligt. Ligeledes denne morgen.

Det grå daggry smøg sig ind imellem gardinerne som en klæbrig levende substans. Jeg ønskede det ikke, blot mørket, søvnen, og (selv)forglemmelsen. Jeg tænkte over, hvor jeg var og hvad, der var sket i løbet af de sidste 5 år af mit liv. Intet er så bittert som fortrydelse. Og det var netop den følelse, der greb mig dér i det grå daggry. Fortvivlelse.

Jeg er i et underligt limbo i denne tid. Jeg ved ikke, hvor længe det vil vare, som er jeg faldet i en tornerosesøvn. Jeg føler en trang til at forbinde mig med noget større end mig selv, noget der samtidigt har det med at unddrage sig mine hænder, som selve den grå lysende substans. Men jeg føler, at jeg fejler. Jeg føler ambivalens i stort set alle aspekter af mit liv, skal jeg gå den ene vej, eller den anden vej.

Ambivalensen føles som en skruestik.

Hvad giver mening?

Frihed? Jeg besøgte nogle gode mennesker forleden aften, venners venner, og vi talte om alt mellem himmel og jord. (Faktisk talte vi også om kabbalah og om Livets træ, der jo netop forbinder Himmel og Jord) Men vi talte også om frihed. Om hvordan frihed, som jeg har måttet sande, ikke giver nogen som helst mening i sig selv. Frihed er et Dyb, som det er fristende at lade sig falde i, men det er netop et dyb. Der skal være noget, der binder og forbinder, et net, knudepunkter, et væv, noget der griber os, holder os sammen.

Hvad forbinder os? Som mennesker. En kop kaffe? Og en lynhurtig afluring.
“Vil du have kakao på?”
“Ja, det ville da være dejligt, hvis det var” Eller noget.
Han ler af mig og efteraber mig. Jeg ler og siger direkte:
“Ja, jeg vil gerne have kakao på”. “Ja, jeg vil gerne have sukker i”.

Nogle gange handler det om at vide, hvad man vil. Nogle gange kan vi ikke vide det, men må famle os frem. Nogle gange handler det om at tage et skridt, på trods af angst. Også selv om man ikke er helt sikker. Et tøvende skridt på en tynd line spændt ud over dybet.

Nogle gange findes forbindelserne i de små ting, en kop kaffe, og en lunhurtig spejling af det indirekte, det pæne, det tilbageholdende. Nogle gange er det godt at blive gennem-skuet.

Nogle gange giver intet mening. Andet end at acceptere at det er sådan.

Det grå kvælende daggry er nu blevet til overskyet aften. Underlige aftenlufte.

En aften i kærlighed

“My mind must be free
To learn all I can about me”

Friheden synes at være et tveægget sværd. Enten bundet i vågen selvberoenhed eller i bitter ensomhed. Det er ikke et klart valg mellem den ene eller anden stemning. Nogle gange føles det på den ene måde. Andre gange på den anden.

Ikke desto mindre var budskabet fra mine drømme denne morgen, meget direkte udtrykt:

“Hvad er problemet?”

Underforstået med den situation, du er i nu. Som et venligt, men bestemt spark i røven. Vågn op, vær den du er, nyd det åbne felt, tag ansvar for dig selv, dit liv, din kreativitet, elsk dig selv, så du ikke kommer til at elske ud fra en følelse af mangel eller længsel. Det er min tolkning af budskabet.

For nylig skete der der at jeg mærkede at længslen efter denne fantasifigur, som jeg har kaldt Elskeren, pludselig var væk. Ikke eksisterende. Som om min længsel var vendt tilbage til mig selv. Eller opløst, og kærligheden nu atter kunne blive konkret, manifesteret i det jordbundne, almindelige – eller som U2 synger:

Cause we can’t fall any further if
We can’t feel ordinary love
And we can not reach any higher,
If we can’t deal with ordinary love

Når den manifesterer sig.

I aften manifesterer kærligheden sig som selv-kærlighed, besøg i en boghandel (det var dyrt), sol, jazz i radioen, ro til at skrive, og derigennem reflektere over forholdet mellem frihed og kærlighed. I virkelighed er der ikke nødvendigvis et modsætningsforhold.

Så er der den underlige erkendelse af at det er muligt at længslen er væk, men der er opstået et savn, og for mig er savn bundet til det specifikke, det kropslige, det konkrete, det personlige. Hvor længsel er abstrakt og mere diffus.

Kunsten er at acceptere savnet og adskillelsen, at slippe det menneske, jeg savner og ikke henfalde i neediness. Det er fint at savne. Selv når jeg ikke bliver mødt i savnet.

Det er godt at være i det som er. Kærlighed, savn, ensomhed. Engang var der en klog kvinde, der lærte mig at der er forskel på at være ensom – og Al-Ene. I det at være alene er man både Alt og Een på samme tid.

Frihed er ikke længere et spørgsmål om at flyve ud, men i friheden til at hengive mig til det, der er. Nu.

Gail Sher skriver – om at lytte indad og at skrive, men jeg tænker at det også kunne være relevant for længsel og kærlighed, og dybest set handler om væren:

“Don’t even picture your body more narrow, your mind more agile, your soul more stout. Don’t go there. Don’t go anywhere. Simply stay where you are”

Taknemmelighed

This one goes out to the one I loved,
this one goes out to the one I left behind

Det er godt at værdsætte det gode vi har. Det er imidlertid ganske nemt at være taknemmelig over de gode ting i livet.

Men er det muligt at være taknemmelig over de svære ting? Kan vi være taknemmelig over vores fejltagelser og fiaskoer? Og over skuffelser, sårede følelser, svigt, smerte, stik?

Ikke destomindre var det lige præcist det jeg blev spurgt om i går: Kan jeg være taknemmelig over det, som er sket i mit liv i løbet af de sidste år? Ville jeg have gjort noget anderledes?

Jeg ville have gjort det anderledes, hvis jeg kunne. Men det kunne og gjorde jeg ikke – så svaret må være, at jeg ikke ville have gjort det anderledes – så havde jeg gjort det. Ergo svaret er nej.

Men jeg kan ønske, at jeg havde haft bevidsthed og evne til at have ageret og talt anderledes i adskillige situationer.

Ville jeg så gøre det hele igen? Igen er svaret nej. Jeg ville ikke ønske at opleve det igen. Det er forbi, caput, finito. Done.

Jeg er hvor jeg er nu. Og selvom det føles som limbo, er det her jeg er.

Den kvinde jeg er blevet.

Kan jeg være taknemmelig over det jeg har oplevet og erfaret? Kan jeg se på alle mine oplevelser og erfaringer – også det som er kommet til mig udefra, positivt og negativt, med taknemmelighed over at have modtaget det?

Som en gave?

Følelsen af blive afvist (i min seksualitet, i min spiritualitet, i min sårbarhed) er således en gave, fordi jeg istedet for at få den Anden til at bære det, tvinges til selv at rumme, og tage ansvar for seksualitet, spiritualitet og sårbarhed. Tak for det, også selvom det gjorde modbydeligt ondt i processen.

Kan jeg se med taknemmelighed på det, og også tage ansvar for min andel i det, der er gået galt i mine relationer?

Bliver det da muligt at se, ikke på skyld, men på ansvar?

Jeg tænker på at i enhver relation er helheden altid mere end summen af to dele. Når to mennesker relaterer til hinanden opstår et tredje sted, et højere selv, eller det som Jung kaldte Den Transcendente Funktion, som er mere end de to menneskers kærlighed, erfaringer, ønsker, skuffelser, forventninger, drømme, håb, bevidsthed og ubevidsthed tilsammen.

Nogle gange er det ikke blot smukt, men også frygteligt svært og sårbart.

Kan jeg se på det forgangne med vidt åbne øjne? I ansvar, erkendelse, bevidsthed – taknemmelighed?

Betyder det så at taknemmelighed bliver til tilgivelse? Ja, det tror jeg faktisk, og til tilgivelse, frisættelse og frihed af både den Anden og mig selv.

Mit værd

Walk the fucking talk

Jeg må indse at for skrive om værdier, må jeg vove pelsen, bringe mig selv i spil og gøre det personligt. Ved at fortælle om, hvordan jeg oplevede at mine værdier svigtede mig.

Hvordan kan jeg ellers skrive om værdier på en måde, som gør det vedkommende og spændende? For det er et abstrakt emne, som kan blive formidlet uvedkommende og kedeligt. At have værdier er jo fint og godt. Helt konkret kan begrebet værdi defineres som en kvalitet vi sætter højt, kollektivt og individuelt. Men hvordan kan vi vide, hvad vores værdier er, og ikke mindst, hvordan kan vi leve efter dem? That is the question.

Here goes:

Da jeg levede i et åbent forhold, var mine værdier i forhold til at navigere i det; ærlighed, respekt og frihed.

Det er jo smukt, ikke?

Men på en eller anden måde begyndte det at smuldre, føles hult. Helt korte eksempler:

Ærlighed; Jeg stødte på (små) punkter af uærlighed, og blev fx konfronteret med det under en date, hvor den person jeg datede indrømmede, at have løjet om sin alder, og var bare no go for mig. Ikke så meget selve genstanden (alderen) for uærligheden, men uærligheden i sig selv. (Det var et tema, jeg i forvejen havde været i berøring med, og nu ramte det så fra en anden kant).

Dét fik mig til at reflektere over, hvornår jeg selv lyver og er uærlig, og hvorfor? For at beskytte mig selv? For at sætte et slør mellem verden og min sårbarhed?

Respekt; Hvordan skal jeg forvente at andre respekterer mig, når jeg ikke holder egne grænser og sælger (mig) ud? Hvordan kan jeg respektere andre, når jeg ikke respekterer mig selv? Dét starter der; respekt for egne grænser og direkte kommunikation.

Frihed; Frihed er fint, og ja det er smukt at give sin elskede fri til at elske andre; men en følelse begyndte at snige sig ind på mig; Måske kan friheden bruges som alibi for manglende følelsesmæssig intimitet? Måske bliver intimiteten og den dybe samhørighed ofret på frihedens alter? I nogle sammenhænge …

Hermed vil jeg ikke sige at det ikke er muligt at leve åbent, det fungerer for nogle, men ikke for alle, og det kræver en meget høj grad af bevidsthed. Her bruger jeg det blot som eksempler på værdier, der syntes at smuldre imellem hænderne på mig. (Efterfølgende har jeg (naturligvis) reflekteret og redefineret – men det må komme i et senere indlæg).

Min pointe er, at udover at det var gode, bevidsthedsskabende og – smertefuldt – dyre erfaringer, så er en værdi ikke mere værd end den person, der har den. Svigtede mine værdier mig eller svigtede jeg dem? Svaret svæver i vinden.

Der kan være en diskrepans mellem det vi sætter højt – og vores evne til at leve det. Vi begår fejl, farer vild, er menneskelige. Nogle gange synes hullerne i vejen uoverstigelige, nogle gange er det umuligt at tænke på værdier uden at fare vild i et virvar af abstrakte begreber, ord, betydninger, som ikke synes særligt brugbare i det virkelige liv.

Så hvordan finder vi ud af, hvad der er vores værdier? Måske er vejen frem at lege med begreberne og forestillingen, om hvordan vi gerne vil leve?

Fx ærlighed – hvad betyder det for dig, hvornår er du ærlig, hvornår er du ikke? Overfor hvem, i hvilke sammenhænge. Hvordan er du ærlig? Bruger du ærligheden til at fortælle andre Sandheden (som Damen med de blå tænder), men har du svært ved at være ærlig overfor dig selv, eller modtage ærlig respons fra andre?

Test din værdi, leg med, sæt den – og dig selv på prøve. Uanset hvad er det lærerigt, hvis du er villig til at være hudløs og reflekterende i din selvransagelse.

En værdi er ikke så meget værd, hvis den forbliver et ideal. Den skal gøres til en vane, en livsindstilling, en modus vivendi, for at have nogen reel forandrende betydning. Så jeg er nået frem til en erkendelse af, at jeg ikke har en værdi, men jeg er den. At det handler om at leve den, at være værdi(g).

Og at når jeg svigter mine værdier, svigter jeg mig selv. Og accepten af dét er en del af at oplevelsen, at det ikke altid “virker”. At jeg kommer til kort.

Det er her bevidstheden kommer ind i billedet; at jeg ser det og tager det på mig.

Vær det og bær det.

Walk the fucking talk.

Paradokset

Oh girl that feeling of safety that you prize
Well it comes at a hard hard price
You can’t shut off the risk and the pain
Without losing the love that remains
Were all riders on this train

En kedelig regnvejrssøndag.

Jeg sidder og tænker på alle de gange jeg har følt mig sikker og lykkelig på at det var det rette at sætte kærligheden, mig selv og min(e) partner(e) fri. Jeg tænker på lysere tider, og jeg tænker på at have festen med i sit hjerte, som jeg skrev om i går på Facebook.

Jeg tænker også på at det ikke altid er muligt at bevare festen i sit hjerte. Jeg tænker på at jeg netop i går forsøgte at flygte fra en følelse af tristhed og ensomhed ved netop ved at være på facebook og drikke rødvin. Istedet for at føle det jeg nu følte. At det nogle gange er skidesvært at give kærligheden fri, at være i verden.

Jeg kommunikerede med gode mennesker som jeg glæder mig til at gense i kød&blod men det jeg virkelig havde brug for i går var at føle fysisk og kærlig nærhed, eller alternativt virkeligt at mærke længslen, uden at forsøge at abstrahere fra den. Flygte.

Det er min erfaring at længsel, når jeg tillader mig selv at mærke den, transformeres til noget større, der ligger ud over mit umiddelbare behov for at blive holdt om og elsket. En oplevelse af at kærligheden eksisterer og er langt større end noget vi kan begribe eller sætte ord på. Og at den omfatter alt, også det konkrete øjebliks følelse af forlis.

I går var jeg ikke i stand til at mærke længslen og den følelse af ensomhed og forladthed, som den også indeholdt – og heller ikke at lade forvandlingen ske.

Det er min erfaring at når man sætter kærligheden fri, og erkender at man ikke kan være sikker, også må acceptere risikoen ved at miste og smerten, der følger med.

Det er nødvendigt at acceptere begge dele; friheden og frihedens pris. At man nogle gange er usikker, sårbar og trist. At det at være alene, også kan føles som ensomhed.

Dybest set er det en erfaring, der ikke kun har med åben kærlighed at gøre, men med erfaringen af at elske og sætte sig selv på spil i det hele taget (også kreativt). Det er en almenmenneskelig erfaring. Men den åbne kærlighed betyder blot at man hele tiden bliver konfronteret med disse følelser, at det er en vedvarende bevidsthedsproces.

Erkendelsen af at når vi ikke tør friheden, men vil være sikre, fordi vi er bange for at føle smerte, tab, forladthed, ensomhed – så glider friheden og kærligheden os af hænde.

Det vi ikke tør mærke binder os, mens det vi tør mærke, også når det indebærer sårbarhed og smerte, sætter os fri.

Det er kærlighedens og frihedens paradoks.

Jeg aner ikke om dette giver mening, men tillader mig at skrive det alligevel. Jeg blev engang spurgt, hvorfor jeg blotter mig på min blog. Svaret er at hvis jeg ikke tør det, så er det ligemeget. Også her sætter jeg sikkerheden på spil og kommer ud af min comfort zone.

Nogle gange famler jeg i blinde. So be it.

Magt

“If you love somebody set them free.”

Tager Du ansvar for hvordan du har det? Hvordan du lever dit liv? Hvad der betyder noget? Hvem der har magten i dit liv?

Jeg kom til at tænke på det i forlængelse af indlægget om de Fire Bægre og det med, hvilket perspektiv, man har på tingene.

Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt? Hvis du mener at glasset er halvt fyldt, vil jeg tro, at du har en grundlæggende optimistisk tilgang til livets foreteelser og selv tager ansvaret for, hvordan du har det. Hvis du derimod mener at glasset er halvt tomt, vil jeg tro, at du har en tendens til at lægge ansvaret – og skylden og ikke mindst din energi over i andre eller ydre omstændigheder (chefen, konen/manden, jobbet etc).

Det med energien er meget væsentligt, fordi det er en energidræner at lade andre bære ansvaret for, hvordan du har det. For hvordan skal du selv kunne handle, hvis det hele kommer an på de Andre? Så har du jo malet dig op i et hjørne.

Og så er det at vi får en tendens til at kontrollere disse ydre omstændigheder. Men sagen er bare; Guess what – det kan vi ikke!

Vi kan kun kontrollere hvad vi selv tænker og hvad vi gør; Ikke hvad andre tænker og gør.

Sandheden er, at vi alle sammen gør det mere eller mindre hele tiden – fordi det er nemmere. Ligesom at sige; jeg “kom til at”. Det hedder “jeg gjorde”, “jeg vil”, “jeg kan”.

Det er en svær vane at aflægge sig. Men det kan skam lade sig gøre. Det er et spørgsmål om Magt . Og her er en glimrende beskrivelse, af hvad det er for en magt det giver at tage ansvaret og magten over, hvordan, du har det, for din energi, for dit liv, din glæde:

“The kind of power I am talking about is entirely different. In fact it makes you less manipulative of those around you , and certainly more loving. I am talking about power within the self. This means power over your perceptions of the world, power over how to react to situations in your life, power to do what is necessary for your own self-growth, power to create joy and satisfaction in your life, power to act and power to love.” Susan Jeffers

På et tidspunkt var der en indre stemme, der hviskede til mig; “Hvis du vil være fri, må du give slip på de andre”. Det er sandt. Det er naturligvis ikke relationerne til andre, men tanken om hvad de tænker og gør, tanken om hvilken betydning det har for mig og hvordan jeg kunne have indflydelse på det. Kontrol, ufrihed, magtesløshed. Faktisk er der en enorm kvalitativ forskel på kontrol og magt, når vi bruger begreberne på denne måde.

Det skete for flere år siden, men det er først nu, at jeg forstår det og forsøger at leve efter det.

Først nu forstår hvilken enorm glæde og kærlighed, der ligger i at give slip.

Lys i mørket

Traditionelt er det i aften, d. 4.maj, at vi sætter lys i vinduet for at mindes befrielsen. Som symbol på at mørket forsvandt. Konkret i form af at mørklægningsgardinerne ikke længere var nødvendige og fordi mørket i form af besættelsen omsider var til ende. Som symbol på frihed, menneskeværd og ånd.

Tænk blot på disse smukke linjer af sange, der blev skrevet før og under krigen:

P.H. (1940)

“Man binder os på mund og hånd/men man kan ikke binde ånd/ og ingen er fangne når tanken er fri”

“Den som holder sjælen rank/ ka’ aldrig blie træl.”

Nordahl Grieg (1936):

“Her er dit vern mot vold/her er dit sverd:/troen på livet vårt/menneskets verd”

“Solskin og brød og ånd/eies av alle”

“Skaper vi menneskeverd/ skaper vi fred”

Vi sætter lys i vinduet for aldrig at glemme hvorfor det er (og altid vil være) nødvendigt at huske disse år under krigen. Jeg kan ikke huske dem, for jeg var der ikke, og min mor, som var tre år i 1940 er nu død, og kan ikke længere fortælle om det.

Der er ikke længere så mange tilbage som kan fortælle om, hvordan de selv oplevede krigsårene. Desto større grund er der til at mindes. Jeg tror det er vigtigt at holde de værdier i hævd, som fik folk igennem krigen og som stradig har gyldighed og altid vil have det – dengang, nu og i morgen.

Der er stadig mennesker i verden for hvem disse værdier ikke er en selvfølge og der er stadig mennsker, der lever og husker og ved at disse værdier skal beskyttes.

Så lysene er også en tilkendegivelse af, at selvom vi ikke selv var der, så værner vi stadig om erindringen om befrielsen og dens betydning og de værdier, som vi er nødt at beskytte for at historien ikke skal gentage sig.

Måske har Sting ret (selvom han nok ikke selv ønsker det):

History will teach us nothing

Måske giver lysene et håb om at det er lidt mindre sandt, og at vi – som menneskehed og enkeltmennesker – alligevel kan lære af erfaringen og historien.

Ja, jeg ved det godt, jeg har ikke været særlig sød ved disse sange men du kan læse dem i deres helhed i Højskolesangbogen (17. udg., 9. opl. , nr. 430 og 475).