Superpowers

“The world can’t give that serenity,” he said. “The world can’t give us peace. We can only find it in our hearts.”
“I hate that,” I said.
“I know. But the good news is that by the same token, the world can’t take it away.”

Jeg er vist verdens mest utålmodige menneske.

Fornylig var jeg i situation, hvor jeg ventede på, at tre ting skulle ske, og hver især af disse ting var afhængige af tre forskellige mennesker.

Jeg ventede på at en skulle komme fra Tyskland.
Jeg ventede på at min eksmand Mark skulle få tid til at hjælpe mig med min ovn.
Og jeg ventede på et svar, en eller anden form for svar …

Og da jeg sad der og ventede, gik det op for mig at jeg havde sat mig selv i et tomrum, hvor jeg ikke var i fred, glad eller tilfreds, for lejeren kom, ovnen var fixet og der var kommet et svar, en afklaring. Et eller andet.

Sagen er bare, at det er en ufed følelse at sidde med. Fordi jeg i den situation fik uddeleget følelsen af fred eller tilfredshed eller glæde til nogle andre omstændigheder eller nogle andre personer.

Min kraft lå udenfor mig.

Intet af det havde jeg magt over. Flyet kunne være forsinket, måske har Mark først tid på tirsdag og ovnen skal alligevel have en ny låge, eller jeg sal have en helt ny ovn … eller …

Måske får jeg ikke noget svar. (Det fik jeg da jeg bad om det, og selvom jeg blev meget, meget ked af det, gav det alligevel en afklaring.)

Anyway. Det er sådan set ligegyldigt, hvad problemet er. Det kan være alt mellem himmel og jord, og guderne skal vide, at folk har meget større problemer end disse.

Det er selve det at gøre sin indre fred afhængig af noget eller nogle andre. Og det handler også om at være udspændt, anspændt, spændt på noget. Istedet for rolig.

Jeg tænkte på, hvad jeg bedst kan lide at lave. At læse eller at skrive. Jeg besluttede mig for at give slip på alle tre dele og sige – Pyt. At finde fred og glæde i mig selv lige nu.

Give slip.

Følelser af sorg, utålmodighed, tristhed, irritation, vrede er trods alt blot skyer på himlen – og det er uhensigtsmæssigt at tillægge dem og ydre omstændigheder for stor betydning. Det er som at afgive sine superpowers; følelsen af kraft og autoritet til ydre omstændigheder, istedet for selv at bestemme, hvad der fylder i sindet.

hero

Det er svært. Og nogle gange skal man bare føle dem, og acceptere dem. Og græde, hvis det er det man har brug for.

Jeg har aldrig været god til at slippe, men jeg øver mig, og jeg vil sige at det landede lidt dybere den dag. Lidt.

Citatet er fra Anne Lamott:  Bird by bird : some instructions on writing and life.

Køkken

Jeg er kommet hjem fra  arbejde. Jeg er træt. Jeg drikker kaffe. Jeg hører Orientering om flygtninge der forsøger at at nå over Middelhavet til Europa.

Jeg sidder ved mit spisebord med den rød- og hvidternede dug. Jeg ser på kaffen, på kaffekanden, på lysestagerne og alle cd’erne der ligger og flyder, min søns tegninger af familien som dinosaurer eller familien som biler, på colaen, på brødet der skal i ovnen.

konkret

Jeg lytter til lydene fra børnene, til radioen, til regnen. Undrer mig over hvor stille kattene er.

Pludselig mærker jeg en komplet mangel på længsel efter noget som helst andet end at være lige her og nu, en fred, en glæde ved det konkrete, de banale hverdagsting i mit køkken og mit liv.

Nogle gange er det konkrete alt nok. Nogle mennesker sætter deres liv på spil for at nå et køkken i Europa.

Lys i mørket

Traditionelt er det i aften, d. 4.maj, at vi sætter lys i vinduet for at mindes befrielsen. Som symbol på at mørket forsvandt. Konkret i form af at mørklægningsgardinerne ikke længere var nødvendige og fordi mørket i form af besættelsen omsider var til ende. Som symbol på frihed, menneskeværd og ånd.

Tænk blot på disse smukke linjer af sange, der blev skrevet før og under krigen:

P.H. (1940)

“Man binder os på mund og hånd/men man kan ikke binde ånd/ og ingen er fangne når tanken er fri”

“Den som holder sjælen rank/ ka’ aldrig blie træl.”

og

Nordahl Grieg (1936):

“Her er dit vern mot vold/her er dit sverd:/troen på livet vårt/menneskets verd”

“Solskin og brød og ånd/eies av alle”

“Skaper vi menneskeverd/ skaper vi fred”

Vi sætter lys i vinduet for aldrig at glemme hvorfor det er (og altid vil være) nødvendigt at huske disse år under krigen. Jeg kan ikke huske dem, for jeg var der ikke, og min mor, som var tre år i 1940 er nu død, og kan ikke længere fortælle om det.

Der er ikke længere så mange tilbage som kan fortælle om, hvordan de selv oplevede krigsårene. Desto større grund er der til at mindes. Jeg tror det er vigtigt at holde de værdier i hævd, som fik folk igennem krigen og som stradig har gyldighed og altid vil have det – dengang, nu og i morgen.

Der er stadig mennesker i verden for hvem disse værdier ikke er en selvfølge og der er stadig mennsker, der lever og husker og ved at disse værdier skal beskyttes.

Så lysene er også en tilkendegivelse af, at selvom vi ikke selv var der, så værner vi stadig om erindringen om befrielsen og dens betydning og de værdier, som vi er nødt at beskytte for at historien ikke skal gentage sig.

Måske har Sting ret (selvom han nok ikke selv ønsker det):

History will teach us nothing

Måske giver lysene et håb om at det er lidt mindre sandt, og at vi – som menneskehed og enkeltmennesker – alligevel kan lære af erfaringen og historien.

Ja, jeg ved det godt, jeg har ikke været særlig sød ved disse sange men du kan læse dem i deres helhed i Højskolesangbogen (17. udg., 9. opl. , nr. 430 og 475).