There ain’t no cure for love
Jævnligt møder jeg på Facebook gode råd om hvordan man giver slip. Letting go.
Og jeg er efterhånden kommet til en tilstand af modstand mod selve tanken om at give slip.
Som min veninde siger, “Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvordan man slipper noget.”
Anyway. Livet er et konstant flux, flow, foranderlighed, så det som vi kan/skal/bør give slip på, vil nok på et eller andet tidspunkt undslippe os. Vi behøver ikke at arbejde på det bevidst. (Medmindre det er en dårlig vane som fx rygning vi vil slippe.)
Jeg tænker naturligvis på hjertets given slip. Jeg har efterhånden opgivet tanken om at det er muligt at give slip på kærlighed (eller sorg, eller frygt) bare ved at beslutte mig for at gøre det.
Måske ligger det i tiden, at det at have nye oplevelser, ikke blot kærlighedsmæssige, betyder mere end erfaringen, som den tyske sociolog Hartmut Rosa udtrykker det.
At vi giver slip på det gamle for at opleve noget nyt, “komme videre” , som vi siger. Der er måske en triumf i at bevise at vi er kommet videre efter et forlist forhold. Men måske glemmer vi at mærke, hvad det gør ved os. At drage erfaringen, at lade det synke ind.
Måske er der en grund til at forliste forhold og kærlighedsrelationer ikke bare er noget vi kan eller skal slippe. Måske skal vi give det lov til at virke dybt i sindet. Jeg tror ikke at noget af det vi oplever på den front er tilfældigt eller ligegyldigt. Og jeg tror at vi fratager os selv muligheden for at lade tingene betyde noget, hvis vi konstant skal videre, skal give slip etc.
De alkymistiske processer giver mening i denne sammenhæng. Fx. Calcinatio; renselse ved ild, Solutio; opløsning ved vand eller Mortificatio; død.
The Red King is on Fire
Kærligheden kan brænde os, den kan opløse vores ego og den kan få os til at føle det som om noget af sjælen dør, når den hører op. Men alle disse processer er forvandlede, transformerende. Det vil sige, hvis vi tør tillade det at virke, at tage den tid, som det tager. Så vil vi opleve, at noget har ændret sig.
Måske oplever vi en hjertes modning, en visdom, en dybde ved at turde erfare det vi oplever, frem for at give slip og komme videre, komme over noget.
Vejen går altid igennem. Ikke over, ikke udenom, ikke under.
Og måske mærker vi pludselig en dag, ikke at vi er kommet videre, men at det som føltes tungt eller smertefuldt har forladt os, fordi det simpelthen har forandret os, forvandlet os.
Det giver ikke mening at tale om at “jeg” giver slip eller kommer videre, når der er tale om en dyb forvandling af dette “jeg”. Det er meningsløst at tale om at det er det samme “jeg”, når først kærligheden har gjort sit nådesløst omkalfatrende arbejde.
There is nothing pure enough to be a cure for love.
Andet end kærligheden selv.
