Tag: give slip

Superpowers

“The world can’t give that serenity,” he said. “The world can’t give us peace. We can only find it in our hearts.”
“I hate that,” I said.
“I know. But the good news is that by the same token, the world can’t take it away.”

Jeg er vist verdens mest utålmodige menneske.

Fornylig var jeg i situation, hvor jeg ventede på, at tre ting skulle ske, og hver især af disse ting var afhængige af tre forskellige mennesker.

Jeg ventede på at en skulle komme fra Tyskland.
Jeg ventede på at min eksmand Mark skulle få tid til at hjælpe mig med min ovn.
Og jeg ventede på et svar, en eller anden form for svar …

Og da jeg sad der og ventede, gik det op for mig at jeg havde sat mig selv i et tomrum, hvor jeg ikke var i fred, glad eller tilfreds, for lejeren kom, ovnen var fixet og der var kommet et svar, en afklaring. Et eller andet.

Sagen er bare, at det er en ufed følelse at sidde med. Fordi jeg i den situation fik uddeleget følelsen af fred eller tilfredshed eller glæde til nogle andre omstændigheder eller nogle andre personer.

Min kraft lå udenfor mig.

Intet af det havde jeg magt over. Flyet kunne være forsinket, måske har Mark først tid på tirsdag og ovnen skal alligevel have en ny låge, eller jeg sal have en helt ny ovn … eller …

Måske får jeg ikke noget svar. (Det fik jeg da jeg bad om det, og selvom jeg blev meget, meget ked af det, gav det alligevel en afklaring.)

Anyway. Det er sådan set ligegyldigt, hvad problemet er. Det kan være alt mellem himmel og jord, og guderne skal vide, at folk har meget større problemer end disse.

Det er selve det at gøre sin indre fred afhængig af noget eller nogle andre. Og det handler også om at være udspændt, anspændt, spændt på noget. Istedet for rolig.

Jeg tænkte på, hvad jeg bedst kan lide at lave. At læse eller at skrive. Jeg besluttede mig for at give slip på alle tre dele og sige – Pyt. At finde fred og glæde i mig selv lige nu.

Give slip.

Følelser af sorg, utålmodighed, tristhed, irritation, vrede er trods alt blot skyer på himlen – og det er uhensigtsmæssigt at tillægge dem og ydre omstændigheder for stor betydning. Det er som at afgive sine superpowers; følelsen af kraft og autoritet til ydre omstændigheder, istedet for selv at bestemme, hvad der fylder i sindet.

hero

Det er svært. Og nogle gange skal man bare føle dem, og acceptere dem. Og græde, hvis det er det man har brug for.

Jeg har aldrig været god til at slippe, men jeg øver mig, og jeg vil sige at det landede lidt dybere den dag. Lidt.

Citatet er fra Anne Lamott:  Bird by bird : some instructions on writing and life.

Fuck letting go

There ain’t no cure for love

Jævnligt møder jeg på Facebook gode råd om hvordan man giver slip. Letting go.

Og jeg er efterhånden kommet til en tilstand af modstand mod selve tanken om at give slip.

Som min veninde siger, “Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvordan man slipper noget.”

Anyway. Livet er et konstant flux, flow, foranderlighed, så det som vi kan/skal/bør give slip på, vil nok på et eller andet tidspunkt undslippe os. Vi behøver ikke at arbejde på det bevidst. (Medmindre det er en dårlig vane som fx rygning vi vil slippe.)

Jeg tænker naturligvis på hjertets given slip. Jeg har efterhånden opgivet tanken om at det er muligt at give slip på kærlighed (eller sorg, eller frygt) bare ved at beslutte mig for at gøre det.

Måske ligger det i tiden, at det at have nye oplevelser, ikke blot kærlighedsmæssige, betyder mere end erfaringen, som den tyske sociolog Hartmut Rosa udtrykker det.

At vi giver slip på det gamle for at opleve noget nyt, “komme videre” , som vi siger. Der er måske en triumf i at bevise at vi er kommet videre efter et forlist forhold. Men måske glemmer vi at mærke, hvad det gør ved os. At drage erfaringen, at lade det synke ind.

Måske er der en grund til at forliste forhold og kærlighedsrelationer ikke bare er noget vi kan eller skal slippe. Måske skal vi give det lov til at virke dybt i sindet. Jeg tror ikke at noget af det vi oplever på den front er tilfældigt eller ligegyldigt. Og jeg tror at vi fratager os selv muligheden for at lade tingene betyde noget, hvis vi konstant skal videre, skal give slip etc.

De alkymistiske processer giver mening i denne sammenhæng. Fx. Calcinatio; renselse ved ild, Solutio; opløsning ved vand eller Mortificatio; død.

calcinatio

The Red King is on Fire

Kærligheden kan brænde os, den kan opløse vores ego og den kan få os til at føle det som om noget af sjælen dør, når den hører op. Men alle disse processer er forvandlede, transformerende. Det vil sige, hvis vi tør tillade det at virke, at tage den tid, som det tager. Så vil vi opleve, at noget har ændret sig.

Måske oplever vi en hjertes modning, en visdom, en dybde ved at turde erfare det vi oplever, frem for at give slip og komme videre, komme over noget.

Vejen går altid igennem. Ikke over, ikke udenom, ikke under.

Og måske mærker vi pludselig en dag, ikke at vi  er kommet videre, men at det som føltes tungt eller smertefuldt har forladt os, fordi det simpelthen har forandret os, forvandlet os.

Det giver ikke mening at tale om at “jeg” giver slip eller kommer videre, når der er tale om en dyb forvandling af dette “jeg”. Det er meningsløst at tale om at det er det samme “jeg”,  når først kærligheden har gjort sit nådesløst omkalfatrende arbejde.

There is nothing pure enough to be a cure for love.

Andet end kærligheden selv.