forvandling Arkiv ~ Prima Materia

Om sommerfugle

“Happiness is like a butterfly; the more you chase it, the more it will elude you, but if you turn your attention to other things, it will come and sit softly on your shoulder.” ~ Henry David Thoreau

Nåde er at kunne møde og slippe øjeblikke, mennesker og situationer med lethed uanset om disse øjeblikke eller mennesker bereder os glæde eller sorg. At se på såvel glæde og lyst, men også sorg og smerte som en sommerfugl, som vi ikke kan fange eller holde fast.

Til tider søger vi det smertefulde og holder fast i det smertefulde, selvom det er muligt at slippe det. Og det er også sådan, at vi nogle gange skal acceptere, at vi ikke kan slippe noget, uanset hvad vi gør. Men i stedet for at vende os fra det og forsøge at løbe væk fra det, ville det måske være en hjælp at vende os imod det og byde det velkomment. At bære det, så længe det sidder på vores hånd eller skulder. At løbe væk fra noget eller at forsøge at undgå noget, der hænger som en skygge i sjælen, er at være fange af det.

Uanset om vi forsøger at flygte fra dæmonen eller på selvpinerisk vis stikker hånden ind i flammen, bliver vi selv som sommerfuglen, der er fanget, forgiftet med æter og sat på en pind.

Jeg øver mig i ikke at fange og holde sommerfuglene i mit liv fast, men at være taknemmelig for dem. Både for dem, der bliver siddende, og for dem, der flyver igen.
Jeg øver mig i at møde livet med et let og åbent sind, der byder velkommen og ikke holder fast.

Sommerfugle er smukkest, når de er fri og levende

Jeg er holdt op med at søge glæden eller kærligheden uden for mig selv. Ikke fordi jeg tror at glæde eller kærlighed ikke er derude, snarere tværtimod. Jeg tror at begge dele er der i rigt mål til os alle.

Det er af samme årsag, som i citatet: Det vi søger, undflyr os, hvis det at søge bliver en jagt. Det kommer til os i livets strøm, hvis vi tør acceptere, at vi ikke kan styre det.

Det betyder ikke at jeg ikke indleder kontakt eller er åben overfor kontakt. Det betyder bare at jeg møder livet med et åbent blik, og et blødt punkt i sindet, uden en forudfattet idé om, hvad noget skal blive til, eller hvad nogen skal være.

Jeg er overbevist om, at vi altid har muligheden for glæde eller nåde i os, at det strømmer ud indefra. Hvis vi sidder stille og lytter, eller har opmærksomheden rettet mod det liv, som vi skal leve under alle omstændigheder, så kommer sommerfuglen ud indefra, fra hjertet.

Sommerfuglen er det ultimative symbol på forvandling: Larven gemmer sig i puppen, undergår en ændring af alle molekyler og bliver til noget helt andet end det den var før, på magisk og forunderlig vis.

Lad glæden sidde stille ikke blot på din hånd, eller din skulder. Lad den også bo i dit hjerte. Uanset livets øvrige omstændigheder.

Alt er forandring. Nåden er i dansen, i at lade sommerfuglen flyve frit.

Fuck letting go

There ain’t no cure for love

Jævnligt møder jeg på Facebook gode råd om hvordan man giver slip. Letting go.

Og jeg er efterhånden kommet til en tilstand af modstand mod selve tanken om at give slip.

Som min veninde siger, “Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvordan man slipper noget.”

Anyway. Livet er et konstant flux, flow, foranderlighed, så det som vi kan/skal/bør give slip på, vil nok på et eller andet tidspunkt undslippe os. Vi behøver ikke at arbejde på det bevidst. (Medmindre det er en dårlig vane som fx rygning vi vil slippe.)

Jeg tænker naturligvis på hjertets given slip. Jeg har efterhånden opgivet tanken om at det er muligt at give slip på kærlighed (eller sorg, eller frygt) bare ved at beslutte mig for at gøre det.

Måske ligger det i tiden, at det at have nye oplevelser, ikke blot kærlighedsmæssige, betyder mere end erfaringen, som den tyske sociolog Hartmut Rosa udtrykker det.

At vi giver slip på det gamle for at opleve noget nyt, “komme videre” , som vi siger. Der er måske en triumf i at bevise at vi er kommet videre efter et forlist forhold. Men måske glemmer vi at mærke, hvad det gør ved os. At drage erfaringen, at lade det synke ind.

Måske er der en grund til at forliste forhold og kærlighedsrelationer ikke bare er noget vi kan eller skal slippe. Måske skal vi give det lov til at virke dybt i sindet. Jeg tror ikke at noget af det vi oplever på den front er tilfældigt eller ligegyldigt. Og jeg tror at vi fratager os selv muligheden for at lade tingene betyde noget, hvis vi konstant skal videre, skal give slip etc.

De alkymistiske processer giver mening i denne sammenhæng. Fx. Calcinatio; renselse ved ild, Solutio; opløsning ved vand eller Mortificatio; død.

calcinatio

The Red King is on Fire

Kærligheden kan brænde os, den kan opløse vores ego og den kan få os til at føle det som om noget af sjælen dør, når den hører op. Men alle disse processer er forvandlede, transformerende. Det vil sige, hvis vi tør tillade det at virke, at tage den tid, som det tager. Så vil vi opleve, at noget har ændret sig.

Måske oplever vi en hjertes modning, en visdom, en dybde ved at turde erfare det vi oplever, frem for at give slip og komme videre, komme over noget.

Vejen går altid igennem. Ikke over, ikke udenom, ikke under.

Og måske mærker vi pludselig en dag, ikke at vi er kommet videre, men at det som føltes tungt eller smertefuldt har forladt os, fordi det simpelthen har forandret os, forvandlet os.

Det giver ikke mening at tale om at “jeg” giver slip eller kommer videre, når der er tale om en dyb forvandling af dette “jeg”. Det er meningsløst at tale om at det er det samme “jeg”, når først kærligheden har gjort sit nådesløst omkalfatrende arbejde.

There is nothing pure enough to be a cure for love.

Andet end kærligheden selv.

Solutio – opløsning i vand

“Dissolve and coagulate”

Så enkelt kan hele det alkymistiske værk opsummeres.

Solutio er en af de væsentligste procedurer i alkymien. I vandet opløses den alkymistiske substans og bringes tilbage til dens oprindelige form – til Prima Materia. Solutio er den proces at likvidificere solide stoffer, at opløse dem, at opbløde dem. Psykologisk set handler det om en tilbagevenden til urtilstanden eller et møde med det ubevidste – begge kan både være skræmmende – men også livgivende.

Der er mange symboler og symbolsystemer der knytter sig til Solutio; symboler, der har at gøre med bad, dåb, opløsning, oversvømmelse, fertilitet/kreativitet etc. Her er jeg naturligvis nødt at foretage et udpluk.

Edinger skriver:

“The solutio has a twofold effect: it causes one form to disappear and a new regenerated form to emerge. The dissolution of the old one i often described in negative imagery and is associated with the nigredo” (Edinger p. 49)”

Dåben som et solutio symbol kan fx psykologisk ses som afvaskningen af skyggeegenskaber, om hvilke man er ubevidst;

“Psychological cleanliness means not literal purity, but awareness of one’s own dirt. If one is psychologically clean one will not contaminate ones environment with shadow projections” (Edinger p. 72-73)

Et velkendt alkymistisk symbol er kongen, der drukner (se i baggrunden på billedet nedenfor) – igen for at en ny bevidsthed – i form af en ny ung konge – kan fødes.

Den gamle konge repræsenterer senex, og de gamle aspekter af personligheden, vores stivnede attituder, baseret på vanetænkning, og en ydre autoritet, der afløses af en ægte, ny “kongelighed”, der kommer indefra.

Nogle gange føles det som om vores personlighed må gå i opløsning og desintegrere for at vi kan transformeres. Noget må dø for at noget nyt kan gro frem, og det kan være ganske smertefuldt.

At det gør ondt er et tegn på at udvikling finder sted. Hvis vi er lykkelige i en given proces af opløsning, kan det i stedet være tegn på regression, på tilbagevenden til noget dejligt, barnagtigt, en slags ukrævende urtilstand. Som ikke udfordrer egoet, gør det stærkere og gør det muligt at skabe relation til Selvet.

Kilder:
Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical Symbolism in Psychoterapy.
Henderson & Sherwood: Transformation of the Psyche : The Symbolic Alchemy of the Splendor Solis.

Alkymi – en fortælling om lidenskab

Hvad er det egentlig ved alkymien, der er så fascinerende?

Hvad er det disse – dragende, mørke – billeder fortæller om, som betyder at jeg vender tilbage igen og igen, og aldrig bliver færdig med dem?

Det er en fortælling om passion, om lidenskab – om evnen til at lide.

Lidenskab handler om at have stærke følelser for noget, og om at være villig til at lide for det. Lidenskab er både lidenskab som lidelse (fx Kristi lidelse), og lidenskab som intense følelser af kærlighed – typisk af erotisk art.

Lidenskab/passion har denne dobbelte betydning, som vi synes at glemme, når vi vore moderne tider taler om passion. I virkeligheden er passion og lidenskab ofte ilde set – fordi det bringer intens forstyrrelse i den almindelige orden – medmindre det handler om at gå målrettet (passioneret) efter noget. Men det er efter min mening en problematisk udvanding af begrebet og dets dobbelte betydning.

Pointen er at de to elementer – smerte, sorg og glæde, kærlighed – i lidenskaben ikke er modsætninger, men netop er dybt forbundne, uadskillige, og det er også tilfældet i alkymien.

Alkymien er dybest set en lidelseshistorie, en fortælling om intens smerte og intens glæde, og hvordan disse to er spundet sammen – som dobbeltslangen om Caduceus – Hermesstaven.

Om at vejen til helhed går igennem helvede – eller som Jung udtrykte det:

“There is no birth of consciousness without pain.”

Den vibrerende, levende, mørkt skinnende Prima Materia må undergå en række processer for at blive forvandlet til guld, til livseliksiren, eller til De vises sten. Disse processer er meget smertefulde:

Det handler om opløsning, om død, om forrådnelse, og om at forsvinde, for at vende tilbage igen. Konkret om at blive brændt (calcinatio), blive opløst (solutio) om at fordampe (sublimatio), om at stivne (coagulatio), om at blive delt (seperatio), og om at dø (mortificadio).

Til sidst om at blive sat sammen til en ny helhed – Conjunctio.

Altsammen metaforer for og symboler på den proces, vi må gennemgå i livet for at blive hele, og bevidste – på det indre, såvel som det ydre plan. Det er vores Major Opus.

Alkymien er fortællingen om en erkendelsesproces, der omfatter både smerte og glæde. Om en tilblivelsesproces; om fødslen af en ny helhed. Og om en kærlighedsproces, der også indbefatter sorg og accepten af at kærlighed kræver villighed til at ofre sig for noget større end én selv.

Om at brænde op for at blive genfødt og opstå levende af flammerne – og flyve som Fugl Fønix.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Alkymistiske operationer

“Ride your horse along the edge of a sword; hide yourself in the middle of flames”

Vi brænder og brænder op. Passionens ild fortærer os, hvis vi er villige til at gemme os i, danse i flammerne. Nogle gange gør vi det frivilligt – nogle gange har vi ikke et valg og må overgive os til processen. Betingelsesløst. Og håbe at vi er hele, når vi er færdige med at brænde.

Jeg tror ikke altid at vi er hele. Men måske er vi noget andet og måske er vi hele på en ny måde – forvandlede. Tænk på ord som Metamorfoser og metafor – de betyder forvandling, transformation.

Megen såkaldt selv-udvikling handler om at ændre og forandre os, for at opnå et eller andet ideal, en perfektionisme, som er os fremmed og som intet har med vores sjæl at gøre. Transformation betyder derimod at vi forvandler vores kerne – at vi går fra Prima Materia til Lapis Philosophorum – for at bruge alkymiens terminologi. At vi bliver det, vi egentlig allerede er.

alchemicallab — En alkymist arbejder i sit laboratorium

Vi kan naturligvis bevidst indgå i nogle processer, hvor disse forvandlinger vil finde sted, andre gange bliver vi udsat for operationer i det alkymistiske værksted, som livet udgør.

Hændelser steder eller personer øver indflydelse på os som kemiske – måske også hemmelige – agenter. Agenten er i kemien det virksomme stof, som skaber forvandlingen, men agenten bliver ikke selv forvandlet i processen, og er uforvarende eller tilfældig, ubevidst eller indifferent.

Nogle gange stiller vi os selv til rådighed for processen: hopper gladeligt i med begge ben, og bliver chokerede når vi ser på os selv bagefter – eller når vi opdager er processen ikke udelukkede er frydefuld, men også fyldt med smerte. Så føler vi os dumme og naive – fools – men vi kan ikke benægte, at vi har forandret os – hvis vi tør se det i øjnene og reflektere over det. Og derpå tage ansvaret for den, vi nu er. Og også føle smerten, sorgen, ked-af-det-heden og vreden.

I nogle tilfælde såres vi ikke blot selv men sårer også andre. Den ild vi brænder med brænder ikke blot os os, selv, men også andre kan blive mærket af flammerne. Og det må vi så bøde for. Gennem ægte ydmyghed.

Skulle vi så ikke brænde? Når vi såres og sårer os selv og andre? Jo, naturligvis – for uden at investere os selv i ilden – bliver vi ikke os selv. Kommer vi ikke til os selv, til bevidsthed.

Den proces, jeg taler om, handler netop om at føle smerten og alle de grimme følelser også, at tage dem på os. Også de brænder også i flammerne og de – flammerne – lutrer os. Rub og stub ryger i processen.

Det jeg taler om er Calcinatio, som er den første af de alkymistiske processer, jeg vil skrive om her på bloggen hen over vinteren. De andre er Solutio, Coalgulatio, Sublimatio, Mortificatio, Separatio og Coniunctio.

[NB Det bliver snarere et sommer/efterårsprojekt]

Rum

For nylig skrev jeg om spirituel praksis.

Og jeg skrev om, hvad jeg anser for min egen spirituelle praksis; drømme- og skyggearbejde, dagbogsskrivning og tarot.

Jeg tror faktisk det handler om at finde de rette kanaler, så at sige, og det der passer til dit temperament og interessser. Og at finde de rum, indenfor hvilke din spirituelle praksis kan finde sted. Der er nogle, der dyrker wicca, yoga, mediterer, danser, skriver, etc.

Kreativt og psykologisk arbejde er også spirituelt arbejde. Nogle gange er arbejde spirituelt i sig selv, eller det spirituelle er ikke anderledes end det almindelige daglige arbejde:

Before enlightenment; chop wood, carry water. After enlightenment; chop wood, carry water.

For at bruge en metafor: Jeg ser spiritualitet som et hus med mange indgange. Nogle af dem er de store religiøse og spirituelle traditioner, andre er mindre og måske mere skjulte og svære at finde. Måske er de vokset til eller har været lukket til. Måske er de først indenfor de sidste få år blevet åbnet op, og derfor forsøger alle at komme ind i de samme rum ad de samme indgange. Og så bliver der lidt trangt. Eller også viser det sig at ikke være det du søgte alligevel, for populært, for lidt substans.

Det er væsentligt at beskytte sine rum og sætte grænser op. Måske nok at definere dine rum for dig selv, men undlade at fortælle hvad der konkret er i dem. Det betyder naturligvis ikke at du ikke kan dele spirituelle rum med andre praktiserende. Men derfor er det stadig vigtigt at sætte grænser op, fx i form af tavshedspligt eller andet, afhængigt af den spirituelle praksis, man deler.

Forvandlingsprocessen kan kun finde sted når beholderen er forseglet og intet siver ud.

Tak

Jeg har fået god respons på mit indlæg Kend dig selv fra Mark, Det lille spørgsmål og på facebook fra Fruen. Tak for det! I får lige en buket tulipaner for det:

Jeg er rigtig glad for den respons, for det indikerer for mig at jeg er på rette vej. At det jeg skriver giver mening og vinder genklang. Jeg synes at de her emner er virkelig interessante og vigtige, men jeg er klar over at det enten kan blive for sukkersødt eller for abstrakt.
Min opgave er finde balancen for at denne blog bliver vedkommende og inspirerende, også på et praktisk niveau.

Fruen skriver blandt andet at det med at kende sig selv er gammel visdom, som skal hentes bagerst i sjælen. Og det er rigtigt for vi besidder den jo netop alle sammen allerede.

Det lille spørgsmål skriver at “vi ikke kan undgå udvikling, hvis vi lever i virkeligheden med øjnene åbne og ikke viger udenom smerten”.

Det er her jeg synes begreber som forandring og forvandling giver mening. Hvis vi går ind i selverkendelsesprocessen og tør se smerten og dæmonerne i øjnene er det som at se ind i den alkymistiske kolbe eller kar, hvor der er nogle processer i gang. Det kan godt være at processen startes af noget udefrakommende. Det kan være et gnist af inspiration eller en indsigt, eller måske – desværre – en traumatisk oplevelse af en eller anden form. Men selve grundmaterialet til forvandlingen er allerede i kolben, i sindet. Vi har allerede det der skal til. Og hvis vi er bevidste om det kan der ske en proces af forvandling eller udvikling.

Vær den forandring du ønsker at se i verden

I forlængelse af et tidligere indlæg om at være sin egen sti kom jeg til at tænke på dette citat af Mahatma Gandhi: “Vær den forandring du ønsker at se i verden”. Vi skaber forandring ved at være forandring.

Anne Christine Hagedorn nævner det også sin bog Dit indre klima:

“At være forandringen vil sige at komme ud af hovedet, strategierne og indfinde sig i hjertet, i nuet og at være tilgængelig for den indre visdom. Det betyder at tage ansvaret for sig selv, at leve i overensstemmelse med det, man siger og selvfølgelig betyder det også at udføre et skabende arbejde”

For mig betyder det at være forandring at finde ind til sit egen bevidsthed; sit ro, sit fokus, sit nærvær. At stille sig selv til rådighed for tilværelsen og andre, og finde sin indre visdom.

At stille sig selv til rådighed, hvad betyder det? At stille mig selv til rådighed for det øjeblik, jeg befinder sig i i dette nu, og være nærværende for de mennesker, jeg er sammen med i dette nu eller den opgave, jeg står over for at løse. Hvad enten det er at katalogisere en bog, lave mad, hente børn eller at skrive et blogindlæg. At stille sig selv tilfreds med det der er lige nu, og tro på at jeg får stillet mine basale behov; sult, tørst, søvn og tøj på kroppen. At jeg får det der er behov for, så jeg kan gøre det, jeg skal gøre.

Det er ikke nemt. Det er nemt at blive distraheret, frustreret, ked af det etc. Men det er hele tiden et skridt nærmere for hver gang man bliver lidt mere fokuseret på bare at være, og tør slippe frygten og tro på forandring.