proces Arkiv ~ Prima Materia

Transparens

Når vi lader slørene falde, af-slører os, bliver vi transparente.
Og det er en proces, en oprigtighedsprøces; en ærlighedsproces; en søgen efter sandheden. Ikke Sandheden, den store forkromede, men sandheden om os selv. Det er måske den eneste sandhed, vi nogensinde kan opnå at (er)kende.

Den sandhed, der netop betyder, at vi ser smertepunkterne, sårethederne, skyggerne, uformåenhederne, fejltagelserne og løgnene i øjnene.

Når vi lader slørene falde vil vi for hvert slør, der falder, opleve os selv og verden som mere gennem-sigtig. Vi bliver gennem-skuet og gennem-lyst, og vi bliver oplevet som værende mere transparente. Dét kan virke skræmmende på andre.

Sommerfuglen er symbol på sjælen.
På græsk er det samme ord – Psyche.
Her ses den transparente sjæl.

Det kan tage et helt liv, det kan tage flere liv.

Det er ikke et projekt, men en proces. Det er en snirklet, labyrintisk, spiralisk proces, hvor vi i frygt vil lukke ned og vi i tillid vil åbne op – igen og igen. Vi vil blive sårede, vi vil miste håbet, vi vil føle for meget og blive overvældede. Vi vil åbne os helt, for dernæst at lukke lidt ned. Det er ikke et spørgsmål om frem eller tilbage, men om op og ned, ud og ind.

Vi vil åbne igen, af-sløre os igen. For når du, når jeg, først ser at det er måden for os at være i verden, så er der ikke nogen anden vej. Det er på sin vis et spørgsmål om at tage springet ud i det blå.

Som Narren.

Når vi lader slørene falde og vi gradvist bliver mere og mere nøgne i verden vil det knuste hjerte blive gennemlyst indefra og udefra. Uden frygt . Først vil vi åbne og lukke i mange gange, men der vil være flere perioder, hvor vi tør være åbne, helt.

Transparent, åbent lysende.

Soulmaking III

Jeg tror måske at det er forkert spørge hvor sjælen er?” For det er ganske rigtigt meget svært at beskrive, hvor sjælen befinder sig.

Måske er det fordi spørgsmålet er forkert. Måske er det mere relevant at spørge, hvad sjælen er.

Og da jeg grundede over dette i løbet af dagen, faldt det mig ind, at sjælen måske mest af alt er en dimension eller en proces, vi kan befinde os i, eller som vi kan træde ud og ind ad. Lidt som klædeskabet i Narnia-serien.

At den ikke bor inde i os, men at vi kan træde ind i den, gennem det, som Hillman kalder Soulmaking:

The potential for soulmaking is revealed by psychic images to which a person is drawn and apprehends in a meaningful way. Indeed the act of being drawn to and looking deeper at the images presented creates meaning – that is, soul.

Dermed bliver det at skabe sjæl en kreativ meningsskabende proces, hvor vi er i kontakt med vores drømme, fantasier og vores passion, og hvor vi tør træde ind i de mere skyggeagtige, smertende, svampede områder af sindet – og gå i dialog med disse sider af os selv. Ikke for at analysere dem, men for at skabe en relation til dem.

For at skabe mening. Det betyder ikke at vi forstår alt, eller at alt bliver belyst af pludselig indsigt. Måske betyder det en anerkendelse af at mørket, at dybet, at stemningen – being blue – vitterligt tilhører os, er os, vores sandeste essens.

Det betyder ikke at smerten mirakuløst forsvinder eller at den eksistentielle lidelse slipper sit tag i os, men at vi kan bære den som en del af os.

Det giver sjæl og dybde til et menneske.

Aspiration: Eros

Hvad er så min aspiration – eller min passion? Hvad er det, jeg vil puste liv i?

Jeg har givet slip på det at leve efter bestemte mål. Og det betyder også at jeg ikke ønsker at leve efter bestemte systemer.

Derfor ved jeg ikke helt hvad det er, jeg nu vil forsøge at beskrive. Måske et indre landskab. Et landskab som jeg endnu ikke kender og som jeg er ved at udforske, spiralisk og søgende.

Men her kommer det:

Min aspiration er at hylde eros, at dyrke eros, at skabe mere rum for eros, – og for sjælen.

Guderne skal vide, at jeg ikke ved, hvad det betyder og hvordan, jeg gør det. Det finder jeg ud af, hen ad vejen. Shapiro skriver, at det gerne må være svært at definere og at gøre, det er slet ikke sikkert at man opnår det.

Det er ikke det vigtige – det vigtige er at leve det – Her&Nu.

Mit tema – indtil videre – er som tidligere beskrevet hengivelse eller overgivelse. Så det jeg hengiver mig til Eros – i alle dets afskygninger. Og da landskabet er totalt ukendt og min aspiration abstrakt, har jeg behov for nogle pejlemærker – herma – på vejen. Det er naturligvis de fire P’er: Presence, Process, Paradox & Passion.

Endelig er der mit motto; mine modi vivendi, mine levemåder; Be. Shine. Love.

Jeg har forsøgt at beskrive forskellige niveauer af abstraktion fra det højeste – det mest abstrakte – til det mest konkrete; i Be ligger der blot det at give mig hen til nuet, at trække vejret.

Det lyder indviklet. Det er det ikke. Der ikke nogle mål, nogle krav eller forventninger til perfektionisme i det. Det er alt sammen et eksperiment og der er rig mulighed for at “fejle”, at forvilde mig dybt ind ad krogede stier.

Det er mit håb at dette kan være en inspiration for dig, der ønsker at være passioneret – mål løs.

The Four P’s Tarot Spread

The inspiration for this spread I got from James Wells, and through him from Marion Woodman. I added the position of Passion, since I think Passion is what it is really all about.

Choose a deck, shuffle it, and then separate the cards into four piles. Shuffle each pile four times. From each pile choose or draw one card, and place them all four in a matrix as illustrated below.

You can ask one or all of the question for the four positions, or make up your own questions relevant for the positions:

Presence

How am I right now?
How do I celebrate the presence?
How do I become better at being in the presence – and thereby attend better to those people I am with at any moment?
How do I live in the Now, and let go of the past and the future, which is not Now?
How do I accept and love my self as I truly and deeply am?
How do I accept and relate to my current conditions?

Process

Which (kind of) process am I going through in this phase of my life?
Where in the process am I now – in or out, up or down?
How do I let go of the goal to focus intead on being in the process?
How do I enjoy the ride and let go of frustrations and fear?
How do I let go of my urge of controlling everything and everyone?
How do I manage not knowing what the next step is?

Paradox

What is the Paradox in or of this situation?
What is my Paradox?
Which opposites do I contain and how do I balance them?
How do I hold the tension of Paradox, instead of falling back into opposites and extremes?
How do I cope with other people’s ambivalence, frustration, or extremes?
How do I keep my cool&calm?

Passion

How do I honour Eros in my life?
What is my Passion and how do I express it/live it/communicate it?
What is the Passion of the Other?
How do I nurture and stay true to my passion (my shine, my fire) in this (or any) situation?
Where is or what are the hot spots of this situation? Where is the fire burning hottest right now?
How do prevent my Passion to be stolen or disminished by others?

Pay attention, if the same suits or numbers show up, and where. It will mean that there is a connection, for example between where you are now and af what your are passionate about. Pay especially attention to the majors.

Let my know how it works and your thoughts.

Overgivelse

Temaet for mig her i begyndelsen af 2011 er Overgivelse – eller Hengivelse.

Hengivelse til livet: Til nuet, til processen, til paradokset og til passionen.

Overgivelsen er selv et paradox; i det at overgive mig ligger accepten af at jeg skal give slip. Det jeg overgiver mig til i ét nu, må jeg kunne slippe i et andet.

Noget må dø, for at noget nyt kan gro frem og leve. I overgivelsen ligger accepten af livets cykliske natur; liv – død – liv.

Det gælder også for relationer. I hengivelsen til et andet menneske, ligger også accepten af at måtte give dette menneske fri. Måske forandres jeg selv, noget i mig dør for at noget ny kan gro frem. Eller det menneske jeg holder af forandres. I nogle tilfælde overlever relationen, selv ikke uforandret, transformeret.

I andre tilfælde er sådanne forandringer ubærlige. Relationen selv må dø, for at nye relationer kan udvikles.

DCHangedMan — Den Hængte Mand fra The DruidCraft Tarot

Jeg må også slippe selve forbeholdet mod og frygten for overgivelsen. Samt trangen til at ting skal ske. Jeg må altså slippe min utålmodighed og mine forudfattede meninger og forventninger.

Overgivelse er at hengive mig betingelsesløst til det, som er, uden at forsøge at kontrollere, definere eller rationalisere det. Det lyder nemt. Men det er det ikke. Det er derimod temmelig angstprovokerende at slippe behovet for kontrol. Men når det lykkes, er muligheden der for blot at lade ting og begivenheder ske og udvikle sig – udfolde sig – og tage imod det som kommer med et åbent sind.

Det er en proces, hvor jeg ikke kender – ikke kan og ikke skal – kende udfaldet, formålet eller målet.

Det er ikke let, og der er hele tiden faldgruber, og risiko for at igen at falde tilbage i kontrolfeberen, men det er også en del af det. Det er okay. At turde hengive mig er en livslang rejse mod at turde åbne mig og give slip.

Jeg beslutter mig ikke for hengivelsen for at springe ud i den som i de 70.000 favne. Det er en spiralisk proces, ud fra og ind mod midten. Et skridt frem og to tilbage, og så endnu et skridt frem. Ud i det åbne. Men jeg kan beslutte mig for til stadighed at lade overgivelsen være en mulighed, en ny åbning, en ny horisont mod det ukendte.

Sandheden er at sådan er tilværelsen under alle omstændigheder. Men erkendelsen af det kan være så smertefuld og angsfremkaldende at vi foretrækker at lukke øjnene for det. Istedet forsøger vi netop at kontrollere alting hele tiden og mister så muligheden for at oplevelse og nærvær og fordybelse.

Alkymistiske operationer

“Ride your horse along the edge of a sword; hide yourself in the middle of flames”

Vi brænder og brænder op. Passionens ild fortærer os, hvis vi er villige til at gemme os i, danse i flammerne. Nogle gange gør vi det frivilligt – nogle gange har vi ikke et valg og må overgive os til processen. Betingelsesløst. Og håbe at vi er hele, når vi er færdige med at brænde.

Jeg tror ikke altid at vi er hele. Men måske er vi noget andet og måske er vi hele på en ny måde – forvandlede. Tænk på ord som Metamorfoser og metafor – de betyder forvandling, transformation.

Megen såkaldt selv-udvikling handler om at ændre og forandre os, for at opnå et eller andet ideal, en perfektionisme, som er os fremmed og som intet har med vores sjæl at gøre. Transformation betyder derimod at vi forvandler vores kerne – at vi går fra Prima Materia til Lapis Philosophorum – for at bruge alkymiens terminologi. At vi bliver det, vi egentlig allerede er.

alchemicallab — En alkymist arbejder i sit laboratorium

Vi kan naturligvis bevidst indgå i nogle processer, hvor disse forvandlinger vil finde sted, andre gange bliver vi udsat for operationer i det alkymistiske værksted, som livet udgør.

Hændelser steder eller personer øver indflydelse på os som kemiske – måske også hemmelige – agenter. Agenten er i kemien det virksomme stof, som skaber forvandlingen, men agenten bliver ikke selv forvandlet i processen, og er uforvarende eller tilfældig, ubevidst eller indifferent.

Nogle gange stiller vi os selv til rådighed for processen: hopper gladeligt i med begge ben, og bliver chokerede når vi ser på os selv bagefter – eller når vi opdager er processen ikke udelukkede er frydefuld, men også fyldt med smerte. Så føler vi os dumme og naive – fools – men vi kan ikke benægte, at vi har forandret os – hvis vi tør se det i øjnene og reflektere over det. Og derpå tage ansvaret for den, vi nu er. Og også føle smerten, sorgen, ked-af-det-heden og vreden.

I nogle tilfælde såres vi ikke blot selv men sårer også andre. Den ild vi brænder med brænder ikke blot os os, selv, men også andre kan blive mærket af flammerne. Og det må vi så bøde for. Gennem ægte ydmyghed.

Skulle vi så ikke brænde? Når vi såres og sårer os selv og andre? Jo, naturligvis – for uden at investere os selv i ilden – bliver vi ikke os selv. Kommer vi ikke til os selv, til bevidsthed.

Den proces, jeg taler om, handler netop om at føle smerten og alle de grimme følelser også, at tage dem på os. Også de brænder også i flammerne og de – flammerne – lutrer os. Rub og stub ryger i processen.

Det jeg taler om er Calcinatio, som er den første af de alkymistiske processer, jeg vil skrive om her på bloggen hen over vinteren. De andre er Solutio, Coalgulatio, Sublimatio, Mortificatio, Separatio og Coniunctio.

[NB Det bliver snarere et sommer/efterårsprojekt]

Pejlemærker

Sjovt nok har jeg tidligere skrevet et indlæg om pejlemærker, nemlig om oldtidens herma, der stod som pejlemærker for de rejsende. I det indlæg var det 3 I’er: intention, intuition og inspiration, og indlægget handlede om, at hvis man lader sig lede af processen og ikke målet, er det godt at have nogle pejlemærker … selvom man helt ikke ved hvor de leder en hen. De tilhørerer jo trods alt Hermes’ domæne og ham ved man ikke helt hvor man har, han er flygtig.

Og det er faktisk lidt det samme, dette indlæg handler om, nemlig at lade de 3 P’er være ens pejlemærker. Husker du dem?

P for Presence, Process og Paradox.

Ideen er så at du dels kan gøre det til en vane dagligt at mærke efter hvor du er i forhold til de 3: Hvordan har du det nu? Hvor er i du processen? Er du oppe eller nede, ude eller inde? Og paradokset – hvilke modsætninger rummer du? Hvor ligger spændingen lige nu, kan du føle den, kan du holde (til) den?

En anden idé er at bruge dem som udgangspunkt for et tarotoplæg med 3 kort, hvilket jeg vil gøre i løbet af de næste dage med et kort pr. dag. Du kan selvfølgelig trække alle tre kort på en gang for helhedens skyld.

Her vil jeg bruge Robert M. Place’s fabelagtige Alchemical Tarot.

De tre P’er

“The 3 P’s of the Feminine” er et et begreb Marion Woodman har introduceret. De står for Presence, Proces og Paradox:

Presence: Vær til stede her og nu. Der er intet andet end dette nu, og det du bidrager med. Du er selv dit liv.

Proces: Processen er målet. Der er intet andet. James Wells skriver:

“The path is fluid, winding, meandering. Like walking the labyrinth, process sometimes takes us close to the centre, then away from it again, dancing between the two. Let’s detach from specific outcomes and allow what needs to be to emerge.”

Paradox: Er nok den største udfordring af de tre. At acceptere “både og” istedet for “enten-eller”. At acceptere det paradoksale, det komplicerede, det modsætningsfyldte. Igen citerer jeg James Wells:

“To be able to hold the tension of both or all perspectives is a holy and powerful act. To be able to contain paradox, even for a moment, is wholeness-making.”

Paradokset er skræmmende, fordi vi har en tendens til at forenkle, for at gøre tingene nemmere at forstå. Men sagen er, at tingene ikke er enkle. Vi er ikke enkle. Vi er selv paradoksale væsener. Men kan vi acceptere og forholde os til paradokset – blot et øjeblik – kan vi skabe mere bevidsthed, om hvem vi er og indeholder. Og dermed rum til at være dem, vi også er.

Alle tre P’er giver stof til eftertanke. Jeg må indrømme, at jeg ikke pt kan gennemskue hvorfor de netop knytter sig til det feminine. Jeg vil prøve at finde det sted hvor Woodman skriver/taler om dem.

Men det er måske en mere feminin måde at forholde sig til eksistensen på – både for kvinder og mænd.

Inspirationen til og citaterne i dette blogindlæg kommer fra James Wells’ Circle Ways. Tak til James for inspirationen!

Vaner

I dag er det så at jeg starter på en frisk. Da jeg vågner tænker jeg på, at der ikke er nogen krukke med guld for enden af regnbuen. Ihvertfald ikke aften i form af et stykke chokolade (eller flere).

Regnbuen er derimod lang, men den er vejen til “guld” i form af et slankere, lettere, sundere og forhåbentligt gladere liv. En del af rejsen handler om at slippe vreden og stoppe selvbebrejdelserne over de vaner, der har skabt min overvægt. Et andet aspekt er, at det er ikke noget der er sket fra den ene dag til den anden, og derfor vil rejsen også være lang, og sikkert også sej nogle gange.

Men det er fint. Jeg vil prøve at lægge mærke til, hvad jeg føler og tænker, når det bliver sejt og svært. Der er to fælder; kritikeren, der fortæller mig at jeg umuligt kan tabe 15 kilo. Idealisten, der fortæller mig at jeg stort set er ved målet, og derfor godt liiige kan tage en pause. Begge overser processen i det, begge overser, at der vil være højdepunkter og lavpunkter i enhver lang proces, der handler om at skabe forandring.

Jeg kommer til at tænke på det med “forhindringer” og “belønninger”, og den måde vi tænker på livet og hverdagen. Og den betydning det har vores vaner. Det er virkelig svært at ændre, afslutte eller starte en ny vane. Og en del af det handler om vores overbevisninger, der knyttet til det vi gør. For det meste ubevidst.

Hvis vi, psykologisk og biologisk, har en forventning om en belønning for enden af en lang arbejdsag, kan det være modproduktivt at fjerne belønningen – uanset hvor fjollet det måske er at have den overbevisning. Men at acceptere, at det fungerer sådan er første skridt på vejen. Andet skridt er at ændre belønningens form. Måske er det en speciel kop kaffe med hjemmekværnede bønner istedet for at hive chokoladen ud af køleskabet. Måske er det agurkestave og ferskenbåde fint arrangeret i en skål. Måske har det intet at gøre med noget, der kan indtages i form af mad eller drikke. At gå en tur og få lidt luft, fx.

Så første skridt er ikke at ændre overbevisningen om belønningen, men at ændre belønningens form.

Det er svært at ændre sine overbevisninger, og da jeg ikke er coach, psykolog eller terapeut har jeg ikke umiddelbart noget bud på, hvodan man lige gør det. En mulighed er at kontakte en af disse for at få hjælp, hvis ens overbevisninger er så indgroede, at de ødelægger alle forsøg på at ændre vaner. En anden mulighed er at lytte til de indre stemmer, vi alle har kværnende inde i hovedet (fx kritikeren, som jeg før har skrevet om) for at høre hvad det egentlig er vi fortæller os selv om os selv.

En tredie mulighed er ikke at ville for meget på een gang. Netop for det både er svært at ændre adfærd og attituder, vaner og overbevisninger på een gang. Tag et skridt ad gangen, koncentrer dig om en vane ad gangen. Indarbejd den. Giv dig god tid (rigtig god tid – jeg taler måneder her) – så den bliver en del af din hverdag.

Accepter at regnbuen er lang og processen er langsom. Der er sjældent nogle lette og hurtige løsninger, hvis man virkelig ønsker forandring. Men der er guld.

Øhh – sagde jeg hverdagen?

“Mest holder jeg af hverdagen.” Dan Turèll

Jeg holder også af hverdagen, og den struktur hverdagen giver.

Men denne blog handler bare ikke særlig meget om hverdagen. Dens emner har det med at løfte sig op i et højere luftlag, og det er også fint. I erkendelse heraf har jeg valgt at skrive min Om Hjertes Renhed side om. Det er stadig min intention at vække inspiration og refleksion hos Læseren. Og der findes så mange fine blogs om hverdagen – fx. Det lille Spørgsmål, Vadestedet, Hele 3 ting – som jeg ikke kan matche, men bestemt anbefale varmt!

Så jeg vil tillade mig at gøre det jeg åbenbart alligevel ikke kan lade være med: At miste jordforbindelsen og blive abstrakt, samt at skrive om de ting, som jeg brænder for.

Det minder mig iøvrigt om at blogging er en proces, hvor man starter et sted, og så pludselig bevæger sig et andet sted hen …