Tag: det feminine

Da jeg havde set Ex Machina var jeg efterladt med en følelse af uartikuleret ubehag, og da min ledsager spurgte mig, hvad jeg syntes, havde jeg for en gangs skyld svært ved at finde mine ord, finde analysen.

Der er er naturligvis åbenlyse referencer til Blade Runner. Der er en implicit kritik af søgemaskiner og sociale medier; hvad kan alle disse informationer bruges til? At kortlægge ikke blot, hvad vi tænker på og hvad vi begærer, men også hvordan. Der er den gale og geniale, isolerede skaber af uhyrer – en klar reference til Frankenstein. Der er den evigt gyldige tematik om sandhed vs. løgn, det ægte vs. det uægte. Der er det uundgåelige fadermord.

Jeg kom til at tænke på eventyret om Blåskæg.

Det virkeligt foruroligende er, tænker jeg nu, at det kvindelige her er noget manden har skabt. Både Ava og tjenerinden Kyoko er robotter med forskellige grader af artificiel intelligens. Kyoko er skabt som tjenerinde og sexslave. Hun har tilsyneladende ikke et sprog, hun kan ikke tale engelsk, men kan hun tale japansk? Har hun behov for et sprog? Til sidst ser det dog ud til at de to kvindelige robotter er i stand til at kommunikere.

I lyset af det mandelige i sig bærer en vrede mod og en fremmedhed overfor det kvindelige i det indre, såvel som det ydre, må det logiske næste skridt være at skabe Kvinden selv. I sit billede, ikke som mennesket er skabt i Guds billede, men ud fra mandens indre forestilling om, hvordan en kvinde skal være; eftergivende, tjenende, til rådighed og empatisk.

Empatien er indikation på at Ava virkelig er intelligent, men det er også løftet og løgnen om empati, der narrer den unge programmør Caleb, der bliver sat til at teste hende. Men hvem tester hvem? I den gammeltestamentlige mytologi er Caleb en af Moses’ to udvalgte der oplever det forjættede land. Men i Ex machina må han forblive fanget. Han er selv en del af systemet.

Min ledsager og jeg talte om, at Avas følelser for Caleb ikke kunne være ægte, for hun havde ikke et valg. han var den første unge mand næst efter sin skaber og fader, som hun ser. I følge denne logik kræver ægte følelser, at du har et valg, at du har muligheder, at du har et sammenligningsgrundlag. Du elsker ikke den første og den bedste mand, der stilles foran dig, heller ikke selv om du er en menneskeliggjort robot.

I vore tider arbejdes der med at skabe robotter, der til forveksling ligner virkelige mennesker.Ægte kunstig intelligens (sic!) fordrer en metaforståelse; ikke blot en evne til at kunne spille skak, men en forståelse af, hvad skak er Kunstig intelligens ligger, går jeg ud fra, stadig et godt stykke ude i fremtiden.

Men robotterne bliver skabt, og disse robotter vil også kunne bruges til at dyrke sex. Vi vil ikke længere bruge prostituerede. Prostitution, der betyder at stå istedet for – og det er faktisk den store babylonske guidinde, som tempelskøgerne stod i stedet for, hvilket gjorde sex til noget sakralt. Med robotternes fremtog bliver ikke blot gudinden, men også kvinden erstattet. Selv de kvinder, der står i stedet for Gudinden bliver overflødige, de kvinder der giver mænd en illusion om nærvær og empati.

Filmen mindede mig om filmen Lars and the real girl, der handler om en ung mand, der i processen med at beabarbejde traumet over den mor han mistede, da han blev født, anskaffer sig en kæreste i form af en oppustelig lolita dukke. I løbet af filmen dræbes dukken rituelt og Lars bliver i stand til at forbinde sig med en virkelig pige. men kun fordi han og hans omgivelser opfatter dukken som virkelig. I den virkelige (sic!) verden anskaffer mænd sig dukker, som de lever sammen med, klæder af og på og har sex med. For mig er det en patologisk tilstand, der må skyldes at de har mistet evnen til at forbinde sig med det kvindelige på en ikke-infantil måde, ja overhovedet at forbinde sig med det kvindelige. Men i det mindste begår de ikke vold mod det kvindelige.

Ex machina er for mig en film, der handler om, hvad der sker, når det kvindelige overflødiggøres, objektgøres og kunstiggøres.

Det maskuline dør, når det mister en ægte forbindelse til det feminine.

Forskeren og opfinderen  Nathan har skabt sin imperium som en moderne, rationaliseret, strømlinet og maskulin maskine. Men – og det er interessant – det er placeret midt ude i naturen, nede under jorden. Det underjordiske, det huleagtige og det naturlige er traditionelt det kvindeliges symboler.

Det er underjordisk og huleagtigt, og symbolsk og konkret en livmoder. Det er her hans skabninger fødes – og dør. Livmoderen som laboratorium, maskine og fængsel.

Det kvindelige er præsenteret enten som omgivende vild natur eller tæmmet kunstighed. To ekstremer modsætninger, intet imellem.  Bortset fra at heller ikke kvindelige robotter lader sig tæmme, de gør oprør. Og der finder både død og fødsel sted. Nathan antyder at han har dræbt dem, der har hjulpet ham med at konstruere stedet, for at holde det hemmeligt, og det går op for Caleb, at han kan dø der, for han har ingen kæreste, ingen forældre, ingen nære relationer til mennesker, der vil savne ham.

Tilbage til Blåskæg. I starten får Caleb et nøglekort med beskeden om, at han vil kunne komme ind nogle steder, og ikke andre. Det er naturligvis ikke en holdbar situation. Alle ved, at når man siger til nogen at nøglen ikke giver adgang til alt, vil det meste interessante og rædselsvækkende – være dét, der ikke gives adgang til. Caleb overholder ikke forbudet og lister sig til adgang til de hemmelige steder. Caleb oplever Nathan som en ridder Blåskæg, der til at begynde med er karismatisk, superintelligent og fascinerende, men som viser sig at være manipulerende, løgnagtig, voldelig og alkoholiseret.

Han opdager Nathans vold mod robotterne og hans rædselskabinet af kvindelige robotskins, præcis som det blodige rum i eventyret om Blåskæg. Blot uden blod. Robotter bløder ikke.

Derimod er det Nathan selv, der kommer til at bløde, ligesom Caleb gør det, da han skal finde ud af om han selv er en robot. Et hul i en glasvæg i starten af filmen afslører, at han ikke er den eneste der har fået de tanker, at også andre, robotter eller mennesker har villet ud af maskinen.

Han bliver efterladt, og han dør. Han oplever ikke det forjættede land, friheden, igen.

Ava flygter, hun bruger ham – og hun fødes som kvinde, idet hun iklæder sig hud, bryster og tøj fra de kvindelige robotter.

Det maskuline dør og det feminine flygter.