Tag: kvindelighed

Kødkrogen

Jeg elsker, når hedenske elementer optræder i fx populærkulturen. Jeg synes, at det er storartet at der optræder en mænade i anden sæson af True Blood, der driver hele Bon Temps til vanvid – også selvom det er skræmmende. Naturligvis skal man tage det med et gran salt – for det bliver jo ofte gjort temmelig spektakulært og forvrænget – men det er spændende når de elementer kommer i spil.

En grund til, at jeg er tiltrukket af disse myter og symboler er naturligvis, at det kvindelige har en plads i her – fx i myten om Inanna og Ereshkigal – som det har mistet i kristendommen. Kristendommen – især i den lutherske version – er temmelig gold set fra det feminines synspunkt, ikke engang Maria har nogen særlig betydning – men det er jo ikke noget nyt.

Inanna i sit aspekt af krigergudinde med foden på en løve

En anden problematik er adskillelsen af ånd fra materie. Jeg kom til at tænke på da jeg læste følgende i Descent to the Goddess af Sylvia Brinton Perera (om Ereshkigals krog):

“This sense of the pole suggests an aspect of the impersonal feminine yang energy. It makes firm, nails down into material reality, embodies and grounds spirit into matter and the moment. It it thus supportive, a peg to hang onto through life’s flux. […]”

Materien, det første (prima materia), det konkrete, det som er os – det som inkarnerer os – vores krop, især den kvindelige krop, er ildeset i kristendommen og i patriarkatet. Der er sket en adskillelse mellem ånd og materie, en adskillelse, som er som et sår, både for mænd og kvinder, og som måske først er ved at heles nu, psykologisk og kulturelt.

Denne splittelse betyder, at kvinder kan have svært ved at forbinde sig med verden, at findes vores kraft og tage den i besiddelse. Vejen ned i dødsriget til skyggesøsteren (det kvindeliges skyggesider, ildeset af patriarkatet), døden og det at blive hængt på en kødkrog, som Inanna bliver det af sin søster, fortæller symbolsk om at dykke ned, ned for at finde den styrke, der skal til for at forene ånd og materie.

Accepten af kroppen, kroppen som den er – ikke den idealiserede krop, der burde være og som vi repræsenteres for i kulturelle normer og skønhedsidealer – er svær. Kvindernes lod har været menstruationer, graviditet, vold, voldtægter, fødsler, barselsdød og barrnedød, sygdomme, udslidthed og tidlig aldring og død. Vi er – kulturelt – blevet identificeret med kroppen og gjort til objekter – og det er svært at tage den besiddelse, at elske den som vores egen, fordi der i de sidste 2000 år har været skam, skyld, synd og urenhed forbundet med kroppen. Og der er stadigvæk dobbelte standarder for kvinder fx i forhold til seksualitet – make no mistake.

Hvad jeg søger er en anerkendelse af det feminines kraft – som vi finder den i myter som den om Inanna og Ereshkigal – og som vi må tilbage til de ældgamle fortællinger om Gudinderne for at finde. Og naturligvis kræver det også balance – og en anerkendelse af at det feminine ikke blot handler om kvinder – men også mænds kvindelige aspekter.

Det jeg efterlyser er naturligvis ikke kontrollerende bitterfisser – men ægte rå kvindelig kraft, hvor der er fundet en helhed – hvor kvinder er i kontakt med og forbundet til deres maskulinitet og kan bruge den kontruktivt og afbalanceret.

Tilsyneladende kræver det en tur på Ereshkigals kødkrog …

Ingen regler

Kampdag? Hmm – jeg må indrømme at jeg ikke har celebreret kvindernes internationale kampdag idag.

Jeg har en snert af dårlig samvittighed over det – og jeg synes, at det er noget fis at ville afskaffe den, som vores såkaldte ligestillingsminister har foreslået.  Med tanke på hvor mange kvinder der stadig på globalt plan sulter, er plaget af fattigdom, sygdom og vold, og ikke mindst at kvinder stadig bliver handlet som sexslaver og bliver stenet eller udstødt, at de (vi) stadig ikke er frie seksuelt, økonomisk og på mange andre måder.

Jeg ville gerne have hørt Erica Jong i den sorte diamant. Tilgengæld har jeg læst denne artikel om moderskab af hende. Kvinder er på vej tilbage til det store altopslugende Moderskab (uvist af hvilke grunde). Moderskabet der definerer kvinder udfra ganske få parametre, og sætter nogle bestemte standarder for vores ageren – fx at man nu skal have babyen med sig overalt – åbenbart (Gud fri mig vel!).

Ja gu’ er vi bundet af vores biologi og evne til at bære og føde børn, men det er jo ikke det hele, vel?

Selv er jeg mor til to vidunderlige børn, men jeg er ikke mor med stor M – det definerer ikke hele min virkelighed – jeg er også andet end mor.

Hvis jeg skal være helt ærlig havde jeg svært ved at vænne mig til at være nogens mor. Og jeg kan stadig blive overrasket når jeg bliver omtalt af andre til mine børn som “Mor”; “Spørg Mor” – “Hvem”, tænker jeg så . “Nå det er mig – Mig?!”.

Tænk på at kvindelighed ikke kun handler om moderskab. Gudinden er ikke blot modergudinden, selvom hun også er det. Der er Afrodite, kærlighedsgudinden. Der er Athene, Zeus datter, der sprang ud af hans pande. Der er Persefone, underverdens dronning. Der er Lilith og Hekate. Der er Inanna-Ishtar og hendes søster, den mørke gudinde Ereshkigal – og ikke mindst Kali – ødelæggeren. Der er Sophia – personifikationen af Visdom.


Alt dette for at sige at kvinder – og det kvindelige – er meget andet end moderskab. Og at vi skal vogte os vel for ikke (igen) udelukkende at blive defineret af vores evne som mødre. Lad os ikke hoppe på myten om den perfekte mor, men holde os til “den gode nok mor”.

Lad os være os selv; Kvinder i kød og blod, sjæl og ånd.

Erica Jong afslutter artiklen med følgende ord:

“We need to be released from guilt about our children, not further bound by it. We need someone to say: Do the best you can. There are no rules.”

Jeg tænker, at det ikke blot har med moderskab/forældreskab at gøre – men kan bruges i alle livets forhold:

Vær dig selv. Gør det så godt du kan. Der er ingen regler.

Kurtisanen

Kurtisanen – eller hetæren – bliver ofte misforstået og opfattet som slet og ret en prostitueret. Jeg vil prøve at nuancere billedet lidt og se på, hvad kurtisanen eller hetæren som (arke)type kan sige os i dag.

Den oprindelige betydning af ordet kurtisane er simpelthen en kvinde, der lever ved hoffet, en hofdame (Courtisan ~ court, to court). Det er også herfra vi har verbet at kurtisere.

(Måske er der her en forbindelse helt tilbage til 1200 tallets høviske kærlighed (eng. “courtly love”), hvor en mand ridderligt beundrede og elskede en kvinde i en blanding af erotisk og spirituel passion – men ikke nødvendigvis udlevet i fysisk seksuel nydelse, selvom jeg har svært ved at tro at dét ikke også fandt sted).

Mange kendte kurtisaner var hofkvinder, der var knyttet til en magtfuld mand, samtidig med at de også kunne være udøvende kunstnere eller digtere.  Ofte var disse kvinder selv magtfulde. Ved middelalderens og renæssancens hoffer levede fyrsten og hans hustru ikke nødvendigvis sammen, istedet havde han en kvindelig partner, ofte en fri, veluddannet kvinde, der tilbød ham selskab i bytte for økonomisk understøttelse. Herfra blev betydningen af kurtisane gradvist degraderet til at være en holdt kvinde og i sidste ende en prostitueret. Men i udgangspunktet var kurtisanen mandens partner, hans companion, og i forholdet udveksledes erotik,  inspiration og viden.

I det gamle grækenland var hetæren en blanding mellem en udøvende kunstner og en prostitueret, i nogle tilfælde tempelprostitueret. De kunne som de eneste kvinder deltage i symposier, hvor deres stemme blev hørt på lige fod med de mandlige deltageres. De betalte skat af de penge de tjente på deres kunstneriske og erotiske ydelser.


Toni Wolff ser i en jungiansk kontekst hetæren som en af fire kvindelige arketyper. Man kan så diskutere om der “kun” er fire kvindelige arketyper.

Jeg finder kurtisanen interessant som type,  fordi den giver mulighed for udlevelse af netop den kvindelige eros eller erotiske energi, hvilket de andre rollemodeller og arketyper ikke umiddelbart rummer plads til. Vi har at gøre med en voksen, fri, veluddannet, dygtig,  aktiv kvinde, og altså netop en type, hvorigennem både kvindelig eros og kvindelig logos kan udtrykkes.

Kurtisanens eros og kreative kraft er hendes egen og ikke bundet til nogen bestemt anden opgave. Hun vælger i nogle tilfælde at bruge den for at opnå økonomisk sikkerhed. Både i form af seksuelle ydelser, men også som samtalepartner og udøvende kunstner.

Eros og kreativitet er så at sige hovedopgaven. Den kvindelige eros er lige præcis den energi som kurtisanen som arketype udtrykker, og derfor er hun spændende.

Hvis vi forfalder til at opfatte og misforstå eros som noget seksuelt, misser vi naturligvis pointen og den kraft der ligger i denne arketype.

Kvindelig eros

For nylig læste jeg et par af Emilia van Hauens indlæg om kvinders “erotiske kapital”,  som hun kalder det. Jeg er stort set enig med hende. Det var tankevækkende at læse kommentarerne til den ene, “Får jeg sex i de her sko” på Information, hvor mange – især mænd – kom med nogle ret kritiske kommentarer.

Problemet er, at van Hauens budskab – som handler om at kvinder skal være bedre til at bruge deres erotiske udstråling for at brænde igennem med deres budskab, være livsglade og kreative – alt for let kan fordrejes.

Til at det handler om at bolle sig til tops, at bruge sex til at få magt – og at det er løsningen at købe nye sko.  Okay. det med skoene ligger desværre lige til højrebenet, fordi hun selv nævner det. Det er nok ikke så enkelt. Der skal mere til. Men det handler  om ikke at sætte sit lys under en skæppe ved at gå i direkte kedeligt tøj. Det hjælper hverken på ens vebefindende eller den måde andre opfatter éns budskab på. Lidt glamour skader ingen.

Ifølge Madonna skulle et par disse være lige så gode som sex ...

I det hele taget – og det synes jeg er kernen i Emilia van Hauens budskab – at den kvindelige eros – synes endelig (!) at få rum. Og her mener jeg kvindelig erotisk udstråling, karisma, livsglæde etc. uden at det bliver til reduceret til sex, magtliderlighed eller noget direkte angstfremkaldende.

Den er nu ikke helt home free endnu, desværre (hvilket også kommentarerne på information vidner om).

Men måske er feltet alligevel ved at åbne sig for denne facet af kvindeligheden. Ellers har mulighederne været – og er stadig – deprimerende få og karikerede, som fx Luder, Madonna, Mor, BusinessWoman,  Flower Power Flipper – for nu bare at nævne dem jeg lige kan komme i tanke om.

Ingen af dem appellerer særlig til mig. Måske fordi de har en skæv balance i forholdet mellem eros og logos eller fordi de handler mere om hvordan man (traditionelt) har set kvinder.

Der er en kvindetype, der synes at mangle i dette felt. En type, der har meget at gøre med den både kvindelige eros og den kvindelige logos. Og denne kvindetype handler det næste indlæg om. Jeg tænker naturligvis på kurtisanen.

NB: hvis nogen har et problem med at jeg har lånt disse sko – eller billedet af dem – så sig til, så finder jeg et par andre …