kroppen Arkiv ~ Prima Materia

Om at nære sjælen

“When the amount is right the end result is growth. Love demands that we nurture and give what is needed – not to much and not too little. Love can not be forced on someone; true love is to what is needed, to nurture, to create strenght and to allow for growth.” Robert Place.

Jeg har altid været god til at forkæle mig selv. Det er vigtigt. Det er derfor at jeg skriver om den mad, jeg spiser, hvad enten det er bagte jordbær med fløde eller ørredsalat.

Det er derfor jeg er optaget af nydelse, hvile, stilhed, litteratur, spadsereture og gode, dybe samtaler med folk, jeg holder af – 1:1.

For jeg kan tydeligt mærke, at mit fokus er anderledes nu end tidligere når det kommer til selvforkælelse. Det handler nu ikke kun om at forkæle mig selv, fx i forhold til nyt makeup, tøj, bøger etc. Det handler ikke om at lægge til, men at trække fra.

Less is more.

Og selvom jeg altid sætter en ære i at gøre mig så smuk, som jeg kan – er reglen nu K.I.S.S. – keep it simple, sweetie.

At relatere dybt og leve enkelt.

Nu, hvor jeg føler mig (mere) hel, er mit formål at nære sjælen. At nære sjælen ved at nære kroppen og dyrke det sanselige, nærværet, samtalen, øjenkontakten, latteren, berøringen, pausen.

At mærke kroppen og røre sjælen. At være sammen med mennesker, der gør mig godt. Og ikke mindst ønsket om at gøre andre godt. At nære min sjæl ved at nære andre.

Det væsentlige er ikke min sjæl – for dybest set er det ikke mig der har den, men den, der har mig – men at dyrke sjæl – sammen med den Anden – hvad enten denne er en ven eller veninde – eller en potentiel mand/kæreste, når dét kommer til udfoldelse i mit liv.

Nydelse

Hvis jeg kan forkynde nydelse i betydningen sanselighed, krop, sensualitet, farver, skønhed, poesi, sjæl, og hvis det på nogen måde lykkes for mig in persona at udtrykke disse kvaliteter, så er jeg lykkelig. Så er mit formål opfyldt.

For det har med alle tre dele af mit credo at gøre. At have det godt i min væren, at stråle og at elske og blive elsket.

At elske livet.

Jeg har længe advokeret for kroppen som sjælens beholder, og for skønhed og sanselighed for deres eget skyld, og ikke som led i et projekt, for det at udvise puritansk kontrol. Det er et af mine budskaber, at vi har mistet kontakt med sjæledybderne til fordel for ånd og transcendens.

Nydelse er ikke et spørgsmål om at dykke ned i en sø af fristelser, at blive opslugt og opløst i opfyldelsen af fx seksuelle og materialistiske behov. Det er derfor, at jeg med vilje ikke medtager det seksuelle, men det sensuelle i min definition af nydelse.

Der er en subtil forskel mellem at være nydelsessyg – og nydelsesfuld. Eller det, jeg forstår som at være sanselig.

At være nydelsessyg er netop at være draget, på en ufri måde mod nydelse. I dette scenarie kan implicit ligge at man misbruger både sig selv og andre. Det nydelsesfulde derimod søger at skabe velvære for både krop og sjæl. Umiddelbart er formålet med dyrkelsen af den sanselige skønhed at dyrke og ære sjælen gennem sanserne. Det er ikke perfektionisme, puritanisme eller performance.

Det handler om at gøre det for min krop og sjæl som føles godt. At sole mig, at spise en dejlig dessert, at høre god musik, at finde hvile, at læse. Der er mange måder at omfavne nydelsen på.

Jeg søger beruselse, der bunder i livsglæde – joie de vivre – eller sensuel arousal. Jeg søger at være bevidst, klar og uforgiftet i min beruselse. Det handler om at mærke indefra hvad ønsket er, og så dyrke det som en sensuel gave til mig selv.

Det er interessant, at hedonisme populært opfattes som en tøjlesløs jagt på nydelse. Men vi har glemt, hvad det egentlig dækker over. For selvom Epikur kaldte “nydelse det højeste gode”, var vejen til nydelse at leve beskedent, at opnå viden om verden, og at begrænse ens begær og ønsker. Dette ledte til opnåelsen af fredfyldthed, og ideelt til fravær af fysisk [og kunne jeg tilføje psykisk] smerte. Og kombinationen af disse to er glæde i sin højeste form, ifølge Epikurærerne.

Så der ligger også en ydmyghed i det, og et ønske om at tage udgangspunkt i der er muligt, her & nu. At skabe glæde i ordets dybeste betydning.

Punktum

Be gorgeous

En person, jeg har kær, spurgte mig, hvorfor der er en rød prik på min nederdel. Tjah, det er der bare.

Senere tænkte jeg, at den er et punktum.

Et kæmpestort rødt punktum for hele mit teenage- og voksenlivs kamp for at acceptere mig selv og min krop som den er. Da jeg købte nederdelen, som var dyr og som jeg har ønsket mig længe, stod jeg og tænkte på om jeg skulle tage en mindre størrelse, for jeg vil jo gerne tabe mig.

Og så tænkte jeg: Fuck det. Jeg taber mig ikke. Jeg gider ikke længere kæmpe den kamp. Jeg accepterer min krop, som den er lige nu, og slutter her, og køber nederdelen til den fantastiske kvinde jeg er NU.

Da jeg kom hjem tog jeg en tur i mit klædeskab. Jeg fandt en flot lilla vest jeg havde glemt alt om, jeg prøvede mine sorte og hvide jeans, dem kunne jeg godt passe. Jeg prøvede to kjoler, som jeg engang kunne passe, men ærmerne har altid været et problem. Jeg gider ikke glo på de kjoler mere, så jeg har sat dem til salg.

Jeg lovede mig selv da jeg stod der og prøvede den nye nederdel, at jeg accepterer mig selv 100 % nu, at jeg holder mit løfte til mig selv om at spise sundere, sove godt og spadsere.

Da jeg spadserede i dag så jeg et citat i en butik af Sophia Loren:

“Nothing makes a woman more beautiful than the belief that she is beautiful.”

Min fede krop

“Cultivate your curves,
They may be dangerous,
But they won’t be avoided”

Jeg er gået i hi. Eller min krop er. Pr. instinkt. Egentlig ville den helst sove til påske, men det er ikke muligt. Istedet skruer den ned for energiforbruget, og vil bare hvile, vegetere.

Jeg har besluttet mig for at lade den gøre det i år. Og acceptere at mine former er blevet rundere, mine bryster større. Når foråret kommer vil den ud og svinge formerne, og så ryger det overskydende energilager af.

For første gang nogensinde er det ikke mit “nytårsforsæt” at tabe mig. Jeg har iøvrigt skilt mig af med badevægten. Jeg tænker at det er imod kroppens natur at tabe sig i januar og februar. I gamle dage var det i den mørke tid, at vi havde brug for fedt til at stå imod vinteren med.

Jeg tror på, at kroppen er sjælens manifeste udtryk. Men at vi i vores præstations- og kontrolprægede kultur glemmer at se kroppen som sjæl, og istedet opfatter den som sjælløst kød, som produkt. Noget vi kan måle og veje, og bliver vurderet på.

Jeg kom til at tænke på det første juledag, da vi gik en tur i det fuldstændigt blændende smukke vintervejr. Isnende, skærende smukt var det. Og så alle disse mennesker, der tonsede derud ad, som om de ikke hurtigt nok kunne ryste julesulet af, som om de ikke kunne nyde roen i hviledagen, og bare duve afsted i takt med sjælen. Jeg tænkte at de gjorde vold på sjælen. På mig virkede det næsten forceret, ulystigt. Som om julen er et irritationsmoment, der kan løbes væk.

Én kvinde skilte sig ud. Rødt flagrende hår, sorte løbebukser, lædervest, solbrændte, muskuløse, bare arme med tatoveringer. Hun kom løbende som en kugle af ild. Hun var smuk og stærk og udtryksfuld. Hun havde sjælen med sig.

Hun var en moderne valkyrie.

I vikingetiden holdt man blót til ære for guderne Odin og Thor ved vintersolhverv. Man åd og drak og ofrede og festede for at fejre lysets tilbagevenden. Der var ikke megen kontrol over det.

Kontrol er kodeordet. Eller dets modsætning; overgivelsen, hengivelse til kroppens egen rytme og lyst, i bred forstand. På den måde opfatter jeg det at acceptere min krop om den er som en form for oprør imod kontrol og imod neglecering af sjælen. Den måde vi behandler kroppen i vores kultur er ikke så meget et udtryk for kontrol af kroppen, som et symptom på et dybere tab af sjæl.

Jeg vil være god ved min krop og acceptere dens rytme, men jeg vil også gerne bruge den, bevæge den, blidt og nænsomt. Jeg accepterer dens kurver og kultiverer dem. Min krop er fed som den er og smuk og frodig. Og jeg gør hvad jeg kan for at følge dette råd:

“[Y]ou must make the absolut best of what you have, you must present yourself as the most delicious, enticing and well-wrapped package as you can possibly manage.”

Dybere

I tomheden finder vi døren. Døren fører til fordybelse.

Muligheden for at nå dybere. Dybere ind, dybere ned, dybere op, dybere ud.

Døren kan være alt. Eller intet.

Lader vi tomhed være tomhed, uden frygt, uden modstand, uden at give efter for trangen til at fylde bægeret igen, sker der det magiske at det fyldes op af sig selv – men stille, tyst, næsten umærkeligt og ikke målbart.

Sjælen fylder selv sit bæger. Sjælen hvisker til os når vi er parate, når den er klar over, at vi lytter. At nu lytter vi.

I weekenden gik jeg tur med min veninde i skoven.

Jeg oplevede at skoven var levende, vibrerende, bevægelig – besjælet. At den hviskede til mig om sin magi. At den blidt legende pustede blade i kaskader fra træerne, i et frit fald, som vi alle oplever det før eller siden. At solen sang i træerne, og lyste skoven op.

Det forankrede mig i en følelse, som jeg ikke har mærket længe, at krop og sjæl blev ét, og at kroppen igen blev sjælens bolig, som det altid var meningen den skulle være.

En følelse af ro, tyngde og rummelighed, og af bevægelse, sitrende liv, en følelse af at cellerne danser i kroppen, og at der egentlig ikke er en adskillelse mellem mig og skoven.

Kroppen blev det tomme bæger, hvori sjælen kan begynde at brænde med sin stille ild.

Skoven var døren.

Ude at svømme

I går var jeg ude at svømme, i mere end een forstand, men også sådan helt bogstaveligt, i et cirkulært bassin. Jeg kan godt lide at svømme i cirkler. Fordi det væsentligste ikke er hvor langt jeg svømmer, men AT jeg svømmer.

Det gode ved at svømme er det kan blive en meditativ tilstand, hvor tankerne bare kommer og går, lidt som i yoga. Min yogalærer sagde at yoga er en proces.

Naturligvis tænkte jeg en masse tanker. Blandt andet på at jeg bedre kan lide at bevæge mig i en proces, eller cyklisk, organisk, som i svømning, yoga, vandring eller cykling.

At der er meget, der er blevet projekter, snarere end processer. At vi orienterer os lineært, snarere end cirkulært.

At have en krop fx. Alene dén formulering viser en kroppen som objekt og os som ejere af den krop. Subjekt-objekt dikotomien igen.

Vi gør ting ved vores kroppe så de skal performe bedst muligt, eller vi undlader at lytte til kroppen indtil det er for sent. Især hvis vi med opmærksomheden mest er i vores tanker. Derfra kan man sende en masse beskeder til kroppen om at den skal opføre sig på bestemte måder, være på bestemte måder – og kritisere den og sig selv hvis den ikke er sådan.

Uanset om vi perfektionerer kroppen eller helt neglicerer den kan det være et udtryk for at sind og krop ikke har forbindelse. At vi ikke ER vores krop.

Og pludselig dér i bassinet, mens jeg svømmede rundt og rundt, besluttede jeg mig for, een gang for at alle at slutte fred med min krop. At indstille kampen mod kroppen. At bebo den og glædes over den, fremfor at vurdere og kritisere og forvente ting af den i mit ikke så stille sind. At give den kærlighed og omsorg.

At vende tilbage til Mit credo: Be. Shine. Love.

At skrive som det eneste jeg ønsker at GØRE (som i ambition, villen) – men hvor processen igen er det væsentlige.

Da jeg kom ind i saunaen, faldt det mig ind, at kroppen ikke tilhører os som objekter, men er instrumenter for at der kan le’s, danses, leves og elskes igennem dem. Og at det er ikke er os, der gør det, men universet. Og det egentligt er ligeglad med om vi er perfekte, for vi er perfekte når vi stiller os til rådighed for dets latter, dets liv, dets lyst, dets leg.

K for krop

Du kan starte dagen med at fundere over hvad du vil gøre af godt for din krop i dag. Det behøver ikke at være noget stort og det behøver ikke at tage lang tid – hverken at tænke over det eller at gøre det. Jeg sidder gerne i s-toget og tænker over det.

(Jeg har startet en lille serie om de 4 K’er. Det er såvel fire punkter for opmærksomhed, Her handler det om kroppen, i første omgang blot som et punkt for opmærksomhed. Du behøver ikke at tænke over alle de fire punkter hver dag men kan vælge et nyt fra dag til dag).

Her er nogle ideer.

Jeg vil undlade at spise søde sager.
Eller jeg vil spise/drikke en god ting, – et godt stykke chokolade, en appelsin, et glas vin – og nyde det, uden dårlig samvittighed.
Jeg vil gå en tur i frokostpausen, jeg vil cykle eller jeg vil stå af bussen/toget et stoppested før og gå det sidste stykke hjem.
Jeg vil gå tidligere i seng og få en god nats søvn.
Jeg vil træne eller dyrke yoga.
Jeg vil gå i svømmehallen.
Jeg vil være opmærksom på mit åndedræt.
Jeg vil være opmærksom på spændinger i kroppen, og lave øvelser der afhjælper dem.
Jeg vil meditere.
Jeg vil danse, synge eller le.
Jeg vil dyrke god sex.

Det væsentligste er kun at lave én ting, og at gøre den med størst mulig opmærksomhed og nydelse. Målet er ikke at føle at du “bør” gøre noget. Men at NYDE det, du vælger at gøre. Derudover – og det er meget vigtigt: Det handler IKKE om kontrol af kroppen, men at mærke den og mærke verden gennem den, at sanse og nyde. Læs fx dette indlæg om kroppen, for en uddybning.

Soulmaking IV

“Mor, hvad er en sjæl?”

Det spurgte min datter mig om. Og jeg måtte være hende svar skyldig, for jeg ved jo ikke hvad en sjæl er, eller hvad sjælen er. Svaret bliver ved med at undvige mig, og sådan må det nødvendigvis være, for sjælen er netop ikke en kvanticiferbar eller rationaliserbar størrelse.

Sjælen er associeret med kvalitet, mørke og uendelig dybde. Det er nogle adjektiver, jeg kan sætte på den, men det fortæller stadig ikke, hvad den eller det er i sin essens.

I det sidste indlæg i serien skrev jeg om sjælen som en proces eller en dimension, og som noget der ikke er i os, men at vi er i den eller kan være det.

Måske kan det næste spørgsmål være hvordan kommer sjælen til udtryk?

Måske bor sjælen ikke i kroppen i bogstavelig forstand – men jeg tror, at den bruger kroppen som instrument for dens udtryk. Det er sjælen, der kommer til udtryk, når vi bliver følelsesmæssigt berørte og kan mærke det i kroppen, som fx at blive tunge om hjertet eller når hjertet hopper af fryd, når vi får hjertebanken. Det er sjælen, der kommer til udtryk når vi bruger vores krop kreativt; fx til at danse eller male eller synge eller elske. Når vi smiler, ler og er i engageret samtale med andre.

Det er sjælen, der kommer til udtryk, når vi er i flow og glemmer os selv. Når vi i positiv forstand er ude af os selv. Så er vi besjælede. Vi er sjæl.

Sjælen udtrykker sig også gennem drømme, fantasier og indre billeder – om det handler et senere indlæg …

Konkylie

Stilheden er havets
brusende susen.
Jeg er nu en konkylie.

Jeg hører en brusende susen i mit venstre øre. Jeg har fået tinnitus som følge af medfødt arveligt høretab. Det betyder dels, at jeg faktisk ikke hører så godt, som jeg troede, dels at jeg altså har denne susende lyd i mit øre, mest det venstre, men også tiltider det højre, og nogle gange diffust – “inde i hovedet”.

Det værste er tabet af stilhed.

Det kommer nok til at tage et stykke tid for mig at acceptere, at stilheden nu er en brusen. Men samtidig må jeg vænne mig til at denne lyd nu er en del af mig selv, og at der trods alt – og heldigvis – ikke er tale om en hyletone.

Men lyden bliver skarpere og mere markant når jeg er træt eller stresset. Derfor må jeg arbejde på indre ro. Kan jeg ikke få stilhed, må jeg forsøge at finde og skabe ro i mig selv, i sindet.

Jeg har før skrevet om ro som en værdi eller et fokuspunkt. Og jeg må også erkende, at mit temperament ofte forhindrer mig i at finde den ro, men nu kan jeg se at det er virkeligt nødvendigt for mig at finde en indre ro, der gør mig i stand til at forholde mig til denne summen. Jeg må simpelthen finde roen inde i mig selv, i sindet og i kroppen, i stedet for i det ydre. Og det er faktisk en udfordring.

Denne konkylie ser nu ikke rolig ud –
snarere lidt vild – og temperamentsfuld …

Det er så her metaforer og symboler kommer mig til hjælp. Selvom rejsen mod indre ro og krop/sind balance er intuitiv og ordløs, så det at bruge sproget, og se mig selv som en konkylie, og at skrive et digt, giver en lindring og accept.

Krop, Sjæl, Ånd

“Kroppen er huset, Sjælen er værten og Ånden er gæsten”

Hvad betyder det så?

Jeg har tidligere skrevet om skønhed, og om kroppen. Kroppen er det hus, hvori sjælen bor, hvori den kan finde udtryk og være i verden, Uden krop, ingen eksistens, ingen følelse, ingen tanke. Kroppen er den måde hvorpå sjælen kommuniker til verden og med verden.

Derfor drager vi omsorg for vores sjæl ved at pleje og drage omsorg for vores krop, og vi giver næring til sjælen ved at give næring til vores sanser. Sjælen har det godt, hvis dens hus er velholdt og i god stand.

For at komme med et helt konkret eksempel: I dag har jeg fx været til træning, føler jeg mig godt tilpas, tilstede i min krop, jeg føler mig klar i hovedet, nærværende, rolig, og jeg kan mærke min krop på en behagelig måde, min sjæl og min krop er i samklang.

At Sjælen er værten betyder altså at sjælen har hjemme i kroppen og kommer til udtryk gennem denne. Men som jeg skrev, har vi – tror jeg – en tendens til at forveksle sjæl og ånd så vi glemmer sjælen. Der er en meget stærk tendens i samfundet til spiritualitet – til at søge det åndelige. I stedet for at søge vores sjæl, at søge selverkendelse, at finde fred med os selv, i vores eget hus, så at sige – faktisk tror jeg at sjælen er os selv, den vi virkelig er.

Sjælen skal så at sige anerkendes for at den kan være tilstede og fylde os ud, være hjemme og klar, når gæsten kommer på besøg, når “Ånden kommer over os”.

Ånden er gæsten. Ånden er en fremmed, noget udefrakommende, der kommer over os fx som en nåde – i kristen forstand Helligånden der kommer over disciplene i Pinsen. Men der findes naturligvis mange forskellige typer af Ånd.

Eros er en anden; Sjælens – Psykens – elskede.