Savnet blev afløst af en følelse af tomhed.
Delvist, for savnet vil altid være en tone i min klang, en dråbe i mit hav, en nuance i mit spektrum. En del af den jeg er nu, og altid vil være.
Men. Jeg blev også opmærksom på at savnet peger på en bagvedliggende tomhed, der mere har at gøre med en længsel efter at være fyldt af noget – altså efter selve følelsen af fylde i sig selv.
Og jeg blev opmærksom på at jeg nu kan vælge bevidst at møde tomheden.
Det føles som at dø.
Sandheden er at det føles som at dø, hvilket er grunden til at vi har så travlt med at fylde os op med alt muligt; sex, alkohol, shopping, slik etc, så vi undgår at mærke tomheden under vores længsel.
Der er nogle døre, der er lukkede nu i mit liv. Lige nu er det som om at de stadig lokker, selvom de er og forbliver lukkede – og jeg bliver hængende foran dem, istedet for at slippe og gå videre.
For den næste dør er den hvorpå der står Tomhed. Accepten af savn og længsel, og accepten af det min veninde kalder essenshullet – uden at fylde det op med noget nyt (eller noget gammelt for den sags skyld).
Det er svært ikke at følge impulsen til at fylde det igen, når følelsen af tomhed melder sig. Men jeg har besluttet mig for at jeg denne gang vil træde ind igennem den dør.
Sufierne har en metafor for livet, hvor mennesket fra starten er et bæger, der er fyldt med stilhed og ordløs visdom, men dette fyldes i løbet af livet med støj – eller det vi nu har valgt at fylde os med – og nu skal bægeret så tømmes igen, for at der igen kan blive plads til stilheden og visdommen.
Denne gang vil jeg således lade bægeret forblive tomt.
Nej, dette bæger er ikke tomt, men sagen er, at hvis man undlader
at fylde op udefra, fyldes det indefra …
