savn Arkiv ~ Prima Materia

Lykkelig nu

Hvad er lykke?

Den kommer og går, lykken. Men den kan vise sig som en dyb vedvarende glæde, en følelse af nåde.

Jeg har skrevet meget om længsel og savn på denne blog. Og mens længslen er blevet stille(t), er savnet en realitet. Men det er fint og smukt at savne. Det kan bæres.

Jeg troede naivt at lykken opstår ved at blive opfyldt udefra – ved at længslen bliver stillet. Jeg søgte ud. Længtes vildt.

Men nu ved jeg at det er den anden vej rundt. Længslen stilles ved at vi bliver opfyldt indefra. Gennem den kilde, der udspringer i det inderste, men som dog ikke er os.

Men noget større og dybere. Den udspringer i vores gudommelige sjæl.

Helhed. Længslen stilles når vi heles og bliver hele. Dét er lykkens kilde.

Denne stille, boblende kilde af glæde, kærlighed, kreativitet.
Den kan ikke kompromitteres, den er en urtilstand.

Jeg er lykkelig nu.

Hjertets sorg

Hvornår går jeg itu? Nu? Ja.

Nogle gange føler jeg, at jeg er kronisk defekt. Som om mit hjerte kontinuerligt brister, for så at skulle klistres helt igen.

Som om min bevidsthed splintres i tusinde stykker. Skrøbelig og skør som glas.

Alligevel – der er ikke noget galt med mig. Jeg er et helt menneske, en kvinde, der lever sit liv fuldt.

Mit hjerte lever sit liv.

Og nogle gange føles det som en melankoli, en hjertets sorg, når jeg vågner om morgenen – som et savn, der aldrig helt slipper sit tag.

Jeg spekulerer på, hvorfor jeg føler denne smerte. Men der er intet svar.

Det er.

Jeg besluttede mig for at give slip på modstanden. At byde det velkommen. At lade være med søge trøst, lindring og substitutter.

At lade være med at spørge, hvornår det holder op. Det holder ikke op. Savnet, denne skurrende sult vil aldrig forlade mig. Sorgen over det der ikke blev, smerten og ensomheden.

Det gør mig stærkere og blidere på én og samme tid. Spejlblank og blød.

Det skaber et åbent felt. Lader lyset strømme ind og ud. Det giver mulighed for genkendelse, erkendelse – og paradoksalt nok – frihed.

Der er en mening med sorgen.

Jeg savner dig

Tidlig morgen. Regn. Kaffe. Jazz. Morgenritualer.

Igen sneg daggryet sig ind på mig. I mørket kunne jeg observere striberne fra billygter, der flød hen under loftet i mit værelse.

Daggryet kom med savn.

I modsætning til neediness, der hidrører en mangel i én selv, og er forbundet med smerte, og længsel, der er diffus – er savn konkret, og mere rent og ærligt. Det handler om den person, jeg specifikt savner.

Dig.

Omstændighederne i mit liv kan være forskellige; gode, dårlige, jeg kan være glad eller jeg kan være ked, det kan være regnvejr eller solskin. Savnet handler ikke om, hvordan jeg har det, men om dig, dig som jeg savner i de grå morgentimer.

Den måde, du taler, ler eller gestulerer på, det jeg ville sige til dig, hvis jeg kunne. De steder vi har været eller har talt om tage hen. Emner vi talte om, og emner vi ikke talte om. Eller stilhed. Berøringer, blikke. Kys. Sol i en have.

Det, der var og kunne have været.

Savnet efterlader ikke et hul i mig. Jeg er hel. Men savnet er her, og det er fint. For uden det, ville jeg ikke være hel.

Alt er som det skal være. Der er blot een ting at gøre.

“Accept loss forever” (Jack Kerouac)

En aften i kærlighed

“My mind must be free
To learn all I can about me”

Friheden synes at være et tveægget sværd. Enten bundet i vågen selvberoenhed eller i bitter ensomhed. Det er ikke et klart valg mellem den ene eller anden stemning. Nogle gange føles det på den ene måde. Andre gange på den anden.

Ikke desto mindre var budskabet fra mine drømme denne morgen, meget direkte udtrykt:

“Hvad er problemet?”

Underforstået med den situation, du er i nu. Som et venligt, men bestemt spark i røven. Vågn op, vær den du er, nyd det åbne felt, tag ansvar for dig selv, dit liv, din kreativitet, elsk dig selv, så du ikke kommer til at elske ud fra en følelse af mangel eller længsel. Det er min tolkning af budskabet.

For nylig skete der der at jeg mærkede at længslen efter denne fantasifigur, som jeg har kaldt Elskeren, pludselig var væk. Ikke eksisterende. Som om min længsel var vendt tilbage til mig selv. Eller opløst, og kærligheden nu atter kunne blive konkret, manifesteret i det jordbundne, almindelige – eller som U2 synger:

Cause we can’t fall any further if
We can’t feel ordinary love
And we can not reach any higher,
If we can’t deal with ordinary love

Når den manifesterer sig.

I aften manifesterer kærligheden sig som selv-kærlighed, besøg i en boghandel (det var dyrt), sol, jazz i radioen, ro til at skrive, og derigennem reflektere over forholdet mellem frihed og kærlighed. I virkelighed er der ikke nødvendigvis et modsætningsforhold.

Så er der den underlige erkendelse af at det er muligt at længslen er væk, men der er opstået et savn, og for mig er savn bundet til det specifikke, det kropslige, det konkrete, det personlige. Hvor længsel er abstrakt og mere diffus.

Kunsten er at acceptere savnet og adskillelsen, at slippe det menneske, jeg savner og ikke henfalde i neediness. Det er fint at savne. Selv når jeg ikke bliver mødt i savnet.

Det er godt at være i det som er. Kærlighed, savn, ensomhed. Engang var der en klog kvinde, der lærte mig at der er forskel på at være ensom – og Al-Ene. I det at være alene er man både Alt og Een på samme tid.

Frihed er ikke længere et spørgsmål om at flyve ud, men i friheden til at hengive mig til det, der er. Nu.

Gail Sher skriver – om at lytte indad og at skrive, men jeg tænker at det også kunne være relevant for længsel og kærlighed, og dybest set handler om væren:

“Don’t even picture your body more narrow, your mind more agile, your soul more stout. Don’t go there. Don’t go anywhere. Simply stay where you are”

Det tømte bæger

Savnet blev afløst af en følelse af tomhed.

Delvist, for savnet vil altid være en tone i min klang, en dråbe i mit hav, en nuance i mit spektrum. En del af den jeg er nu, og altid vil være.

Men. Jeg blev også opmærksom på at savnet peger på en bagvedliggende tomhed, der mere har at gøre med en længsel efter at være fyldt af noget – altså efter selve følelsen af fylde i sig selv.

Og jeg blev opmærksom på at jeg nu kan vælge bevidst at møde tomheden.

Det føles som at dø.

Sandheden er at det føles som at dø, hvilket er grunden til at vi har så travlt med at fylde os op med alt muligt; sex, alkohol, shopping, slik etc, så vi undgår at mærke tomheden under vores længsel.

Der er nogle døre, der er lukkede nu i mit liv. Lige nu er det som om at de stadig lokker, selvom de er og forbliver lukkede – og jeg bliver hængende foran dem, istedet for at slippe og gå videre.

For den næste dør er den hvorpå der står Tomhed. Accepten af savn og længsel, og accepten af det min veninde kalder essenshullet – uden at fylde det op med noget nyt (eller noget gammelt for den sags skyld).

Det er svært ikke at følge impulsen til at fylde det igen, når følelsen af tomhed melder sig. Men jeg har besluttet mig for at jeg denne gang vil træde ind igennem den dør.

Sufierne har en metafor for livet, hvor mennesket fra starten er et bæger, der er fyldt med stilhed og ordløs visdom, men dette fyldes i løbet af livet med støj – eller det vi nu har valgt at fylde os med – og nu skal bægeret så tømmes igen, for at der igen kan blive plads til stilheden og visdommen.

Denne gang vil jeg således lade bægeret forblive tomt.

Nej, dette bæger er ikke tomt, men sagen er, at hvis man undlader
at fylde op udefra, fyldes det indefra …

Bølger

Engang drog jeg ud i verden.

Jeg tilbragte et kort stykke tid med et elsket menneske på en ø, på den anden side af jorden, så langt væk, som jeg nogensinde har været.

Det var et eventyr. Smaragdgrønt hav. Vandet var varmt og salt, og luften kærtegnede huden. Sandet var brændende, himlen var blå. Solen gik hurtigt ned, med ét var den sunket i havet, på vej til Indien. Fakler på stranden og eksotiske drinks. I natten lyste de grønne lys fra blåspruttebådene i horisonten, og der var stjernetegn, aldrig før sete, og sommerfugle og ild i luften.

Dyrebare ord blev sagt og modtaget.

Ild i dine hænder, og ild i sorgen og savnet. Der er ingen vej tilbage, og alle de billeder, jeg har er på indersiden nu. Og det er fint.

De er et net af filigran i sjælen.

Jeg husker lyden af bølger der slog ind mod kysten, og jeg tænker at livet er som havet, med bølger der slår ind mod stranden igen og igen, de breder sig ind over stranden, former den og trækker sig så tilbage til havet i een stor pulserende bevægelse.

Der er ingen anden måde at leve på end at acceptere det, at tage imod og give slip, tage imod og give slip, og være taknemmelig over at tage del i bevægelsen.

I fryden og smerten.

Savn

Jeg vidste ikke at savn kunne føles sådan.

Det er savn på celleniveau. Hver celle i min krop er en magnetsplint orienteret ikke mod nord, men mod sydøst.

Det er min krop, der savner din, og varmen og duften af sol i din hud.

Det er elektrisk spænding der løber under min hud. Rørte du mig nu, ville det slå gnister.

Det er mine læbers længsel, mine hænders længsel, mine øjnes længsel efter at møde dine; dine læber, dine hænder, dine øjne.

Det er en sang i mit blod.

Jeg vidste ikke at savn kunne føles sådan. Det ved jeg nu.

Min mor

For ganske nylig mistede jeg min mor. Hun havde været temmelig syg i et stykke tid, og på den måde var det ikke uforståeligt eller fuldstændigt meningsløst, og ubegribeligt, at hun nu ikke er hos os mere. Men det gør ikke savnet mindre, eller sorgen. Eller chokket over, at det er sket – lige nu.

De sidste par uger er gået med at tage stilling til alle mulige praktiske ting; såsom bisættelse mm. Så kommer afmelding af telefon, avis, bogklub etc. Så kommer mødet i skifteretten, og oprydningen i hendes hus, især dette bliver slemt, og endelig salg af huset. Jeg kan mærke, at selvom jeg er knyttet til huset, fordi jeg boede der i mine teenageår, fra jeg var 11 til jeg var 19-20 år, må jeg give slip på huset, eller det må give slip på mig.

Alt dette bare for at sige, at disse praktiske ting, overvejelser og tanker, har gjort det muligt at distancere mig lidt fra det hele, at lægge afstand til visheden om, at hun bare ikke er her mere. Jeg tror ikke, at det er sundt at blive ved med at distancere sig med henvisning til det praktiske, men det er da en mulighed for at komme igennem de første uger uden at være fuldstændig ødelagt.

Jeg ved af erfaring at savn og sorg tager tid. Det er ikke noget, man bare kommer sig over. Og der er også en masse tanker og følelser, der skal afklares – tanker og følelser, der ikke nødvendigvis er så nemme og ligetil at forholde sig til. Sådan er det nødvendigvis.

Det er også fint. Jeg har besluttet mig for at gøre alting meget langsomt, eller så langsomt, som det nu er mig muligt i denne periode. Det kan næsten ikke være anderledes, så træt som jeg føler mig.

Det betyder også at jeg har suspenderet alle mine hidtidige mål indtil ihvertfald slutningen af dette år. Jeg har tre optikker: Ro, Fokus og Nærvær – så må alt andet komme som det vil.