En aften i kærlighed

“My mind must be free
To learn all I can about me”

Friheden synes at være et tveægget sværd. Enten bundet i vågen selvberoenhed eller i bitter ensomhed. Det er ikke et klart valg mellem den ene eller anden stemning. Nogle gange føles det på den ene måde. Andre gange på den anden.

Ikke desto mindre var budskabet fra mine drømme denne morgen, meget direkte udtrykt:

“Hvad er problemet?”

Underforstået med den situation, du er i nu. Som et venligt, men bestemt spark i røven. Vågn op, vær den du er, nyd det åbne felt, tag ansvar for dig selv, dit liv, din kreativitet, elsk dig selv, så du ikke kommer til at elske ud fra en følelse af mangel eller længsel. Det er min tolkning af budskabet.

For nylig skete der der at jeg mærkede at længslen efter denne fantasifigur, som jeg har kaldt Elskeren, pludselig var væk. Ikke eksisterende. Som om min længsel var vendt tilbage til mig selv. Eller opløst, og kærligheden nu atter kunne blive konkret, manifesteret i det jordbundne, almindelige – eller som U2 synger:

Cause we can’t fall any further if
We can’t feel ordinary love
And we can not reach any higher,
If we can’t deal with ordinary love

Når den manifesterer sig.

I aften manifesterer kærligheden sig som selv-kærlighed, besøg i en boghandel (det var dyrt), sol, jazz i radioen, ro til at skrive, og derigennem reflektere over forholdet mellem frihed og kærlighed. I virkelighed er der ikke nødvendigvis et modsætningsforhold.

bøger2

Så er der den underlige erkendelse af at det er muligt at længslen er væk, men der er opstået et savn, og for mig er savn bundet til det specifikke, det kropslige, det konkrete, det personlige. Hvor længsel er abstrakt og mere diffus.

Kunsten er at acceptere savnet og adskillelsen, at slippe det menneske, jeg savner og ikke henfalde i neediness. Det er fint at savne. Selv når jeg ikke bliver mødt i savnet.

Det er godt at være i det som er. Kærlighed, savn, ensomhed. Engang var der en klog kvinde, der lærte mig at der er forskel på at være ensom – og Al-Ene. I det at være alene er man både Alt og Een på samme tid.

Frihed er ikke længere et spørgsmål om at flyve ud, men i friheden til at hengive mig til det, der er. Nu.

Gail Sher skriver – om at lytte indad og at skrive, men jeg tænker at det også kunne være relevant for længsel og kærlighed, og dybest set handler om væren:

“Don’t even picture your body more narrow, your mind more agile, your soul more stout. Don’t go there. Don’t go anywhere. Simply stay where you are”

Døren er på indersiden

Døren er på indersiden

Det er en vending som jeg godt kan lide, og som jeg bruger ofte.

Jeg har lånt den af Lars Muhl. Jeg vil tilstå at jeg ikke forstod det til at starte med, da jeg først læste den i bogen Gral. Det gjorde figuren Lamu, heller ikke, da en indre stemme giver ham beskeden.

red door

Så hvad betyder det?

Når tiøren er faldet er det indlysende, men jeg tror faktisk ikke at det er nemt at forklare i rationelle vendinger. Og som Lamu erkender er det ikke muligt at finde en løsning på det i tankerne, fordi “tankerne var som hundrede vilde heste, der for afsted i alle retninger”.

Det kan ikke forstås mentalt eller regnes ud af egoet. Det er gådefuldt, og det kalder på en intuitiv forståelse af, at vejen ind til essensen eller Selvet er på indersiden af os. I sindet. Det er paradoksalt, at vejen til det indre allerede er i det indre. Lige her.

*

I viljen til at starte med os selv, og vende blikket indad. Og det kræver en opgivelse af egoets ønske om at forstå og regne ud, en given slip på det rationelle og det vi tror at vi ved om os selv.

En kasten sig indad i tillid til at det som er derinde faktisk viser sig at være en åbning, en dør indtil en endnu dybere væren eller væsenskerne, som vi dårligt turde drømme om eller håbe på eller kunne forestille os.

*

Der er en tendens til at vi i vores vestlige præstationsfikserede kultur hellere vil bestige et bjerg, eller springe ud med faldskærm eller løbe et marathon for at føle os i live. Eller rejse jorden rundt 17 gange eller i det hele taget ty til noget ydre for opleve en følelse af fylde; de sædvanlige stimulanser; materialisme, alkohol, eller en ny forelskelse. At blive set, elsket og anerkendt – udefra.

Også det at søge spiritualitet eller selvudvikling kan være et high, som i virkeligheden er drevet af ønsket om at blive anerkendt som være i “udvikling”, eller i balance eller bevidst. Dét kaldes spirituel materialisme.

Alt kan bruges som  en flugt fra at træde ind igennem døren på indersiden.

Der er en tendens til at vi hellere søger ud end ind, fordi det at søge ind opleves som en endnu større trussel mod overlevelse, ego og selvopfattelse end det vi møder derude. Eller længslen, denne udefinerbare, store længsel kan forlede os til at tro at døren faktisk er i det ydre.

*

Men dybest set, tror jeg, handler det dels om at der skal en meget kritisk ydre situation til, før vi erkender at vi skal søge indad; fallit, skilsmisse, sammenbrud, tomhed, depression, sygdom, død, arbejdsløshed, traumer etc.

Og her er det på sin plads at minde om Jungs ord, om at hvad vi ikke er bevidste om i det indre, møder os udefra som skæbne: “What is not brought to consciousness, comes to us as fate”. Så Selvet kan finde på, så at sige, at skabe kritiske situationer, alene for at få os til at begive os ud (eller ind) på rejsen imod det.

Dels handler det om, at når noget i det det ydre først har sendt os den vej så skal der at der også mod til faktisk at søge indad. At tage turen ned i dybet. Fordi det der møder os “derinde” i sindet kan faktisk være frygteligt og skræmmende. Vores skyggesider, der betyder, at når vi først tager dem til os som vore egne, er vi nødt til at tage ansvar for dem. Vores indre dæmoner. Vores angst, vores ensomhed, det faktum at vi eksistentielt set er alene, at vi skal dø en dag. I psyken kan vi risikere at møde monstre, der er værre end at bevæge sig på ydersiden et helt liv. Ganske enkelt fordi de er vores egne monstre.

*

Så, hvorfor skal jeg dog gøre det, kan du spørge? Hvorfor skal jeg dog søge og træde ind ad den dør, der er på indersiden? Hvis den overhovedet nogensinde vil åbne sig. Hvis jeg kan finde den. Hvis jeg vil opdage at den er dér, hvor den er, for mig?

Jeg tænker at det første valg vil være, om du overhovedet ønsker at søge den dør. Det er selvfølgeligt ikke sikkert, og måske heller ikke nødvendigt for os alle. Men. Det er min overbevisning, at det at leve i det ydre, så i det ydre og udelukkende høste i det ydre i det lange løb er smertefuldt og tomt, og det i sig selv er nok til at ønske at åbne døren. Hvis vi ikke netop dulmer smerten og tomheden, istedet for at turde mærke dem.

*

Dernæst, om du kan finde den. Døren. Jeg tror at alle mennesker har en længsel – på et dybere niveau end egoets – der kalder os først ud og så hjem. Så selv når vi søger i det ydre, vil selve længslen være et kald tilbage mod døren.

Fx – igen for at bruge et jungiansk begreb – så vil forelskelser i den ene nye kvinde efter den anden i det ydre være Animas (mandens indre kvindelighed) kald om at forbinde sig med hende på et indre plan og blive bevidst om den indre kvindelighed, for i det ydre at kunne forbinde sig med virkelige kvinder på en dybere og mere moden måde. Det kan være at man så møder hende i drømme i form af den ene kvindelige seksuelt udfordrende skikkelse efter den anden, og det kan være at disse skikkelser skifter karakter, således at man både kommer i kontakt med feen, troldkvinden og den onde mor, for at et få et modent forhold til det indre kvindelige og dets mørke sider.

*

Og så kan det jo også være, at du ikke finder døren til at starte med, eller at du skal ind igennem den mange gange. At vågne, at skabe bevidsthed, at tænde lys i mørket kræver flere forsøg, og følelsen af at gå vild, og mødet med de samme temaer på dybere og dybere planer, efterhånden som du bevæger sig ned eller op igennem spiralen.

escher

Og hvad får du så ud af det, udover smertefulde oplevelser i mødet med det indre?

Selve villigheden til at møde det indre og modet til det, skaber – er min oplevelse – en forfinelse i erfaringen, der netop selvom jeg går vild og falder tilbage og tager fejl, betyder at jeg oplever noget nyt, hver gang jeg tager fejl.

Neediness fx er et ydre udtryk for neediness i sig selv – troen på at tomheden kan fyldes og fixes af noget ydre, men jeg har også oplevet det som et enkelt og konkret savn, og som en stærk, vild længsel  – og senest som en sårbarhed, der giver tryghed, når jeg faktisk tager den på mig og hviler i den – i den grad jeg tør det.

Det er en fintuning af den menneskelige erfaring, en mulighed for at se, føle, sanse og mærke flere farver i spektret, en forøgelse af intuition og sentitivitet, der – fornemmer jeg, kan virke skræmmende på både mig selv og andre, fordi at jo flere lag jeg kommer ned i, jo mere modig jeg tør være, jo mere utilsløret er energien også, fordi egoet bliver skrællet af til fordel for det essentielle, Selvet. Og det betyder, håber jeg, at jeg bedre er i stand til at give det jeg selv ønsker – nærhed og omsorg.

Der vil være en fare for at det forfalder til inflation og forfængelighed. Men så skal der nok være noget, der sparker døren op – igen. Så jeg tager turen en gang til.

Det handler netop ikke at blive til mere end vi er, men at blive til mere af det vi er. Og selvom rejsen dertil og omstændighederne, der førte os på vej, kan være dramatisk, så er det meget enkelt:

Before enlightenment chop wood, carry water.
After enlightenment chop wood, carry water

Det symbolske liv II

Vi lever i en logos-kultur. Det er der ikke noget galt med – den har givet os pencillinen og adskillige andre ting, der har været forskellen på liv og død for utallige mennesker. Alligevel er det som om at der mangler noget. Det er det, efterlyste i mit indlæg En bøn for Eros.

Der er en måde at dyrke Eros. Det er at leve det symbolske liv.

Læs blot hvad Murray Stein skriver om det symbolske liv i Spring Journal (Temanummeret):

“The secular world is even more rational and technological today … and the deep cleavages and splits in our contemporary culture have not been bridged and to any significant extent since Jung’s day.”

Og:

“Jung was no happier or more content with modernity than we are today since it offers so little in the way of a personal meaning in a mechanistic universe and blocks all routes of access to the transcent”

Så hvordan lever vi det symbolske liv?

Murray Stein beskriver det således:

“What this entails is a specific attitude toward the psyche, especially toward the unconsious. For it is to the unconscious that one look for hints and cues toward the symbolic, if one follows the classic methods described by Jung. The religious traditions may also offer useful images and motifs, since they are ultimately products of the psyche … Such images may suggest possible hints of transcendence, as do numinous images from other sources such as dreams, personal visions ad intuitions, and synchronistic experiences. This way means opening the door to a vast array of personal and traditional manifestations of the spirit and the human soul. It is this proces of receiving and reflecting on such images that one would to today designate as “a symbolic life”.

Hvad er forbindelsen mellem at hylde eros og at leve det symbolske liv? For mig at se handler det om at acceptere det smukke, det tvetydige, det ikke-kvantificér eller forklarbare i tilværelsen. Det der ikke har en logisk, rationel forklaring, kan have en dyb, vild, skøn mening, som findes på det symbolske plan. Det er er uhyre svært at komme med eksempler, og det er svært at at vise nogen vejen – for – i dette felt – går vi alle vore egne snørklede veje.

Det kan være et billede, der dukker op i en drøm og som får en bestemt betydning for os – for eksempel et hus. Da min mor døde sidste år og jeg skulle sælge hendes hus – drømte jeg adskillige gange om huset og min mor – da huset var solgt og boet gjort op, holdt dette symbol eller tema op med at dukke op i mine drømme. Naturligvis havde det sin forklaring i nogle helt konkrete problemtillinger i mit liv, men det havde naturligvis også noget at gøre med at sige farvel og løsrive mig på et mere fundamentalt plan. (At ens forældre dør gør noget særligt ved én, det er måske i virkeligheden først da, at man bliver voksen?)

Murray Stein skriver også:

“Once an image establishes itself as a symbol for a person it occupies a more permant place in consciousness … A symbol holds a place of privilege and may be active and effective over long periods of time … An attitude of respect for the numinous presence of the Divine, akin to worship, belongs inherently to the symbolic life. To live with a symbol means to come back to it often and, in return, to renew its energy and to be renewed by its profound connections to the Source, the Self.”

Det er en væsentlig pointe at han her skriver om bevidsthed. Symbolerne dukker frem af det ubevidste, men det er ved at indtage en bevidst attitude, en opmærksomhed og åbenhed – awareness – at vi kan leve det symbolske liv og forny os igennem symbolerne. Det er gennem den bevidste opmærksomhed, at symbolerne gives mening og dybde, og at de bliver levende, og fyldte med energi.

Hvordan fungerer Tarot?

Tarot et symbolsprog, som vi forstår intuitivt, og med hvilket vi kommunikerer med det ubevidste for at få en større forståelse af de muligheder, der ligger i nuet.

Jeg har tidligere beskrevet tarot som et symbolsprog, og vil derfor skrive lidt om de andre elementer i den ovenstående definition, nemlig intuition, det ubevidste og nuet.

Intuition
Mit udgangspunkt for at læse tarot er min viden om kortenes symbolsprog og struktur, numre, elementer og så videre. Det er fundamentet, grundstenen. Og det er nogle af de de ting, jeg kommer ind på i selve tarotkuset, der begynder den 3. maj.

Derudover arbejder jeg med at læse kortene intuitivt, i et flow. Det vil sige at opdyrke en umiddelbar viden om og forståelse af, hvad et givent kort betyder i et oplæg. Efter at have arbejdet med kortene i et stykke tid, vil  du opdage, at du besidder en intuitiv forståelse af den betydning kortet og tarotlæsningen har for dig. Du har selv viden om dit liv og du kender dine egen fortællinger – men kortene er det der skal til for at tricke din forståelse og starte dit intuitive flow.

Det ubevidste
Spørgsmålet er hvad er det vi kommunikerer med, når vi læser tarot?

Jeg mener, at det vi kommunikerer med er Det ubevidste, vores skjulte ressourcer og potentialer, der kan lede til en større forståelse af en situation, fordi det rækker ud over vores ego, og måske giver nogle andre perspektiver. Symbolerne i tarot viser os vejen til Det ubevidste og til en større forståelse af dette.

Det drejer sig imidlertid ikke om at dyrke det ubevidste men om at opnå mere bevidsthed, selverkendelse – og  visdom.

Nuet
Tarot viser et øjebliksbillede – dvs. tarot viser de muligheder for udvikling, der er i øjeblikket, på det bevidste såvel som på det ubevidste plan:

“Hvis vi erkender, at meningen i livet kommer indefra og ud, og ikke omvendt, på grund af Selvets evne til at ordne de forskellige elementer i vores tilværelse i en samlet symbolsk fortælling, får vi et andet syn på sagen: Det tilfældige mønster præsenterer os for en mulighed for at undersøge meningen med det der allerede eksisterer i det specifikke øjeblikke, snarere end at fortælle os, hvad der sker i fremtiden”. Rachel Pollack

Tarot handler om Nuet og dets umiddelbare kvaliteter. Tarot giver os mulighed for at forstå dette øjebliks potentiale og muligheder. Jeg ser altså ikke Tarot som spådomskunst. Jeg foretrækker ordet divination – at tale med guderne – eller med det guddommelige – i os selv.

Waterscrying er også en form for divination

Det er vigtigt for mig at understrege, at Intet er sat i sten. Du kan altid vælge, hvordan du vil handle.

Hvis du ikke kan vælge omstændighederne i en given situation, kan du vælge hvordan du vil forholde dig til dem:

God grant me the serenity
to accept the things I cannot change;
courage to change the things I can;
and wisdom to know the difference

Tarot giver dig altså et billede af en bestemt situation, men du bestemmer hvordan du vil forholde dig til den viden. Du har selv ansvaret for dig selv, dine handlinger og dine tanker. Derfor er det også vigtigt at være etisk i sin omgang med tarot – især når man læser for andre.

Fascination

Hvorfor interesserer jeg mig for tarot? Hvorfor er jeg fascineret af tarot?

Der er 3 grunde:

Den æstetiske
Kærligheden til tarotkortenes billedsprog, skønhed og variation.

Den eventyrlige
Interessen for fortællingens kraft, det ubevidste, eventyr, mytologi, drømme, symbolik. Tarot er simpelthen et Sted, hvor jeg gerne vil være. Og hvor jeg altid kan være, bare ved at lege med kortene, eller ved at tænke på kortene og skikkelserne på kortene. Fordi det er et sjovt, spændende og uforudsigeligt sted at begive sig hen. Og muligheden for at komme dertil er der altid i kraft af fantasien.

Den eksistentielle
Jeg forsøger via kortene at opnå en forståelse af mig selv og mit liv. I sidste instans handler det om at opnå visdom. Jeg tror at det er den dybereliggende grund. Jeg nærer en forhåbning, eller snarere et ideal, om at opnå visdom. Og at jeg kan blive viis ved at være i kontakt med og kommunikation med mit Ubevidste gennem billederne og symbolerne på kortene. At lære mig selv at kende, som den jeg er her og nu, i min hverdag og mit forhold til andre mennesker.

Det handler også om at nå et spadestik dybere; at komme i kontakt med de dybere lag og årsager til den jeg er, og det der er meningen med livet. På den måde bliver det til noget eksistentielt, en søgen efter en mening med tilværelsen.

Indgang til det ukendte
Indgang til det ukendte

Tarot er for mig en portal til det symbolske liv.

Hvorfor er DU fascineret af og interesseret i tarot?