Is & ild

“Some say the world will end in fire,
Some say in ice.
From what I’ve tasted of desire
I hold with those who favor fire.
But if it had to perish twice,
I think I know enough of hate
To say that for destruction ice
Is also great
And would suffice” Frost

At slå koldt vandt i blodet. At holde hovedet koldt. At have is i maven.

Alle er udtryk for hvad vi tilrådes at gøre når vi føler os overvældet af livet – eller vrede, bange eller kede af det. Der er dage,  hvor det er nødvendigt, som i dag.

Jeg forsøger at have is i maven. Men det føles som at have en syl i hjertet.

Jeg er træt. Jeg er træt af at være ene, stærk og fri. Jeg savner at kunne læne mig ind i en stærk favn, jeg savner at høre en stemme, der siger, at det hele nok skal gå. At jeg skal slippe, at jeg kan give efter, så jeg ikke brækker midt over. Jeg har brug for ikke at behøve at være stærk.

Fornylig skrev jeg til en slægtning om, at jeg egentlig befinder mig i en underlig situation, at jeg pludselig finder mig selv i en underlig situation.  Jeg har mine børn, og jeg har venner og slægtninge. Men jeg har ingen far eller mor, eller bedsteforældre eller søskende eller en mand.  På een og samme tid giver det en umådelig frihed, og en umådelig ensomhed.

Som en mønt med to sider. Nogle gange gange er det den ene side, der vender op og andre gange den anden.

Det er som om der er en cirkel, der mangler i spiralen, i labyrinten. Måske som en meget bred sti i midten.

concentricFaktisk er denne “labyrint” et æg.
Et symbol på frugtbarhed.

Somme tider tænker jeg, at der må være en mening med det. Andre gange føles det meningsløst.

Ensomheden føles som kulde.

Og friheden føles som ild, varme, som begær, som eros i form af relation. Ikke som jeg havde forestillet mig det, men som mulighed for at skabe og være kreativ. Og at forbinde mig med mennesker på et dybere plan.

Med friheden kommer et andet ansvar. Friheden var en vild længsel, men friheden findes i det indre, i labyrintens midte, i skæringspunktet, hvor alle veje, alle stier, alle muligheder mødes. I hjertet, i ildstedet.

I friheden ligger et ansvar. Ansvar betyder at svare an – at svare når skæbnen eller Gud eller tilværelsen eller tilstedeværelsen kalder. Nogle gange kender vi ikke svaret – og heller ikke spørgsmålet.

Måske havde Frost ret i at verden kan gå under to gange; i ild og i is. Og i den gamle nordiske mytologi er Helvede jo lig Fimbulvinteren. Helvede kan være at lade sig brænde op, at give efter for sine begær, sine afhængigheder, sine lyster – og helvede kan være ikke at turde føle noget.

Helvede kan være ansvarsløs frihed, et svimlende fald, som Ikaros’ fald fra solen, og helvede kan være ubodelig ensomhed.

I Thomasevangeliet og Lukasevangeliet hedder det at Himmerige er indeni os selv. Og det er Helvede også.

Taknemmelighed

This one goes out to the one I loved,
this one goes out to the one I left behind

Det er godt at værdsætte det gode vi har. Det er imidlertid ganske nemt at være taknemmelig over de gode ting i livet.

Men er det muligt at være taknemmelig over de svære ting? Kan vi være taknemmelig over vores fejltagelser og fiaskoer? Og over skuffelser, sårede følelser, svigt, smerte, stik?

Ikke destomindre var det lige præcist det jeg blev spurgt om i går: Kan jeg være taknemmelig over det, som er sket i mit liv i løbet af de sidste år? Ville jeg have gjort noget anderledes?

Jeg ville have gjort det anderledes, hvis jeg kunne. Men det kunne og gjorde jeg ikke – så svaret må være, at jeg ikke ville have gjort det anderledes – så havde jeg gjort det. Ergo svaret er nej.

Men jeg kan ønske, at jeg havde haft bevidsthed og evne til at have ageret og talt anderledes i adskillige situationer.

Ville jeg så gøre det hele igen? Igen er svaret nej. Jeg ville ikke ønske at opleve det igen. Det er forbi, caput, finito. Done.

Jeg er hvor jeg er nu. Og selvom det føles som limbo, er det her jeg er.

Den kvinde jeg er blevet.

Kan jeg være taknemmelig over det jeg har oplevet og erfaret? Kan jeg se på alle mine oplevelser og erfaringer –  også det som er kommet til mig udefra, positivt og negativt, med taknemmelighed over at have modtaget det?

Som en gave?

Følelsen af blive afvist (i min seksualitet, i min spiritualitet, i min sårbarhed) er således en gave, fordi jeg istedet for at få den Anden til at bære det, tvinges til selv at rumme, og tage ansvar for seksualitet, spiritualitet og sårbarhed. Tak for det, også selvom det gjorde modbydeligt ondt i processen.

Kan jeg se med taknemmelighed på det, og også tage ansvar for min andel i det, der er gået galt i mine relationer?

Bliver det da muligt at se, ikke på skyld, men på ansvar?

Jeg tænker på at i enhver relation er helheden altid mere end summen af to dele. Når to mennesker relaterer til hinanden opstår et tredje sted, et højere selv, eller det som Jung kaldte Den Transcendente Funktion, som er mere end de to menneskers kærlighed, erfaringer, ønsker, skuffelser, forventninger, drømme, håb, bevidsthed og ubevidsthed tilsammen.

Nogle gange er det ikke blot smukt, men også frygteligt svært og sårbart.

Kan jeg se på det forgangne med vidt åbne øjne? I ansvar, erkendelse, bevidsthed – taknemmelighed?

Betyder det så at taknemmelighed bliver til tilgivelse? Ja, det tror jeg faktisk, og til tilgivelse, frisættelse og frihed af både den Anden og mig selv.

Nøjsomhed

Da jeg for 20 år siden boede i Århus, boede min veninde på Nøjsomhedsvej i Brabrand.

Det var pudsigt, for hun var virkelig nøjsom, grundet sin daværende livssituation og det er hun endnu. Jeg har tænkt meget på begrebet nøjsomhed på det sidste, fordi jeg nu selv er i en situation, hvor jeg må vælge at være nøjsom.

Nu bor jeg også på “Nøjsomhedsvej”. Nøjsomhed er ikke noget der falder mig let, må jeg indrømme. Min naturlige tendens er expansion og udfoldelse, hvilket snarere gør mig til et pengesvin end en sparegris – hvis jeg altså havde uanede midler. Og jeg har en naiv, optimistisk tro på at det “hele nok skal gå”.

Ashmolean-piggy-bank

Dette er en antik sparegris. Jeg tænker at grunden til at det netop er grisen, der bruges til opbevaring af penge er, at den er et gammelt frugtbarhedssymbol. En af den nordiske gudinde Frejas skikkelser var således en so. Denne ser dog lidt olm ud. Måske får den ikke penge nok?

Men som jeg har talt med den samme veninde om for nylig, så handler det jo ikke udelukkende om at være nøjsom af nød (selvom det desværre er virkeligheden for mange mennesker), men fordi jeg har valgt det på det nuværende tidspunkt i mit liv. Alle livets valg medfører nogle bestemte konsekvenser, og de valg, jeg har gjort hidtil mit liv har ført til den situation, jeg er i nu. Jeg tager selv det fulde ansvar for det, der er jo ikke andre, der kan/skal/vil.

Nøjsomhed handler om at prioritere. Jeg har taget det valg at blive boende i mit hjem efter skilsmissen for at skabe tryghed for mig selv og børnene. Et valg medfører fravalg af andre ting; ferier, forbrugsgoder etc.

Du kan ikke både havde en kæmpevilla, og tage på adventureferier hvert andet år for at bestige Kilimanjaro (Hov nu dukkede det op igen!) og samtidig beklage dig over at du ikke har råd til en lystyacht. Jo – der vil altid være mennesker, der kan det hele. Men for de fleste af os handler det om at prioritere, at vælge.

Og det handler igen om værdier. Du kan jo også vælge at være nøjsom af moralske årsager; fordi det er bedre for miljøet (ja, det er nok et valg, som vi er nødt til at foretage fremover). Eller det kan være et valg, der handler om simple living eller minimalisme, at leve så enkelt som muligt, fx af æstetiske årsager, eller fordi du sætter mennesker, relationer og nærvær højere end ting og oplevelser.

Så det handler om værdier; ikke udelukkende om de jordiske – som bolig, aktier, smykker etc. – men om de etiske; hvad betyder noget i dit liv nu og på længere sigt. Og det er ikke overraskende, at dette forandrer sig gennem livet.

Men det er måske værd at stoppe op engang i mellem og spørge dig selv, hvad der egentlig betyder noget, og har værdi for dig, og så sætte kompasset derefter. Hvad er dine værdier og hvilke handlinger skal det afføde, udfra den konkrete livssituation du er i nu, og de muligheder, du har?

Så: Hvad er dine værdier – og hvilke valg og konsekvenser har de for dig nu?

Magt

“If you love somebody set them free.”

Tager Du ansvar for hvordan du har det? Hvordan du lever dit liv? Hvad der betyder noget? Hvem der har magten i dit liv?

Jeg kom til at tænke på det i forlængelse af indlægget om de Fire Bægre og det med, hvilket perspektiv, man har på tingene.

Er glasset halvt fyldt eller halvt tomt? Hvis du mener at glasset er halvt fyldt, vil jeg tro, at du har en grundlæggende optimistisk tilgang til livets foreteelser og selv tager ansvaret for, hvordan du har det. Hvis du derimod mener at glasset er halvt tomt, vil jeg tro, at du har en tendens til at lægge ansvaret – og skylden og ikke mindst din energi over i andre eller ydre omstændigheder (chefen, konen/manden, jobbet etc).

Det med energien er meget væsentligt, fordi det er en energidræner at lade andre bære ansvaret for, hvordan du har det. For hvordan skal du selv kunne handle, hvis det hele kommer an på de Andre? Så har du jo malet dig op i et hjørne.

Og så er det at vi får en tendens til at kontrollere disse ydre omstændigheder. Men sagen er bare; Guess whatdet kan vi ikke!

Vi kan kun kontrollere hvad vi selv tænker og hvad vi gør; Ikke hvad andre tænker og gør.

Sandheden er, at vi alle sammen gør det mere eller mindre hele tiden – fordi det er nemmere. Ligesom at sige; jeg “kom til at”.  Det hedder “jeg gjorde”, “jeg vil”, “jeg kan”.

Det er en svær vane at aflægge sig. Men det kan skam lade sig gøre. Det er et spørgsmål om Magt . Og her er en glimrende beskrivelse, af hvad det er for en magt det giver at tage ansvaret og magten over, hvordan, du har det, for din energi, for dit liv, din glæde:

“The kind of power I am talking about is entirely different. In fact it makes you less manipulative of those around you , and certainly more loving. I am talking about power within the self. This means power over your perceptions of the world, power over how to react to situations in your life, power to do what is necessary for your own self-growth, power to create joy and satisfaction in your life, power to act and power to love.” Susan Jeffers

På et tidspunkt var der en indre stemme, der hviskede til mig; “Hvis du vil være fri, må du give slip på de andre”. Det er sandt. Det er naturligvis ikke relationerne til andre, men tanken om hvad de tænker og gør, tanken om hvilken betydning det har for mig og hvordan jeg kunne have indflydelse på det. Kontrol, ufrihed, magtesløshed. Faktisk er der en enorm kvalitativ forskel på kontrol og magt, når vi bruger begreberne på denne måde.

Det skete for flere år siden, men det er først nu, at jeg forstår det og forsøger at leve efter det.

Først nu forstår hvilken enorm glæde og kærlighed, der ligger i at give slip.

Hvordan fungerer Tarot?

Tarot et symbolsprog, som vi forstår intuitivt, og med hvilket vi kommunikerer med det ubevidste for at få en større forståelse af de muligheder, der ligger i nuet.

Jeg har tidligere beskrevet tarot som et symbolsprog, og vil derfor skrive lidt om de andre elementer i den ovenstående definition, nemlig intuition, det ubevidste og nuet.

Intuition
Mit udgangspunkt for at læse tarot er min viden om kortenes symbolsprog og struktur, numre, elementer og så videre. Det er fundamentet, grundstenen. Og det er nogle af de de ting, jeg kommer ind på i selve tarotkuset, der begynder den 3. maj.

Derudover arbejder jeg med at læse kortene intuitivt, i et flow. Det vil sige at opdyrke en umiddelbar viden om og forståelse af, hvad et givent kort betyder i et oplæg. Efter at have arbejdet med kortene i et stykke tid, vil  du opdage, at du besidder en intuitiv forståelse af den betydning kortet og tarotlæsningen har for dig. Du har selv viden om dit liv og du kender dine egen fortællinger – men kortene er det der skal til for at tricke din forståelse og starte dit intuitive flow.

Det ubevidste
Spørgsmålet er hvad er det vi kommunikerer med, når vi læser tarot?

Jeg mener, at det vi kommunikerer med er Det ubevidste, vores skjulte ressourcer og potentialer, der kan lede til en større forståelse af en situation, fordi det rækker ud over vores ego, og måske giver nogle andre perspektiver. Symbolerne i tarot viser os vejen til Det ubevidste og til en større forståelse af dette.

Det drejer sig imidlertid ikke om at dyrke det ubevidste men om at opnå mere bevidsthed, selverkendelse – og  visdom.

Nuet
Tarot viser et øjebliksbillede – dvs. tarot viser de muligheder for udvikling, der er i øjeblikket, på det bevidste såvel som på det ubevidste plan:

“Hvis vi erkender, at meningen i livet kommer indefra og ud, og ikke omvendt, på grund af Selvets evne til at ordne de forskellige elementer i vores tilværelse i en samlet symbolsk fortælling, får vi et andet syn på sagen: Det tilfældige mønster præsenterer os for en mulighed for at undersøge meningen med det der allerede eksisterer i det specifikke øjeblikke, snarere end at fortælle os, hvad der sker i fremtiden”. Rachel Pollack

Tarot handler om Nuet og dets umiddelbare kvaliteter. Tarot giver os mulighed for at forstå dette øjebliks potentiale og muligheder. Jeg ser altså ikke Tarot som spådomskunst. Jeg foretrækker ordet divination – at tale med guderne – eller med det guddommelige – i os selv.

Waterscrying er også en form for divination

Det er vigtigt for mig at understrege, at Intet er sat i sten. Du kan altid vælge, hvordan du vil handle.

Hvis du ikke kan vælge omstændighederne i en given situation, kan du vælge hvordan du vil forholde dig til dem:

God grant me the serenity
to accept the things I cannot change;
courage to change the things I can;
and wisdom to know the difference

Tarot giver dig altså et billede af en bestemt situation, men du bestemmer hvordan du vil forholde dig til den viden. Du har selv ansvaret for dig selv, dine handlinger og dine tanker. Derfor er det også vigtigt at være etisk i sin omgang med tarot – især når man læser for andre.