Tag: ensomhed

Is & ild

“Some say the world will end in fire,
Some say in ice.
From what I’ve tasted of desire
I hold with those who favor fire.
But if it had to perish twice,
I think I know enough of hate
To say that for destruction ice
Is also great
And would suffice” Frost

At slå koldt vandt i blodet. At holde hovedet koldt. At have is i maven.

Alle er udtryk for hvad vi tilrådes at gøre når vi føler os overvældet af livet – eller vrede, bange eller kede af det. Der er dage,  hvor det er nødvendigt, som i dag.

Jeg forsøger at have is i maven. Men det føles som at have en syl i hjertet.

Jeg er træt. Jeg er træt af at være ene, stærk og fri. Jeg savner at kunne læne mig ind i en stærk favn, jeg savner at høre en stemme, der siger, at det hele nok skal gå. At jeg skal slippe, at jeg kan give efter, så jeg ikke brækker midt over. Jeg har brug for ikke at behøve at være stærk.

Fornylig skrev jeg til en slægtning om, at jeg egentlig befinder mig i en underlig situation, at jeg pludselig finder mig selv i en underlig situation.  Jeg har mine børn, og jeg har venner og slægtninge. Men jeg har ingen far eller mor, eller bedsteforældre eller søskende eller en mand.  På een og samme tid giver det en umådelig frihed, og en umådelig ensomhed.

Som en mønt med to sider. Nogle gange gange er det den ene side, der vender op og andre gange den anden.

Det er som om der er en cirkel, der mangler i spiralen, i labyrinten. Måske som en meget bred sti i midten.

concentricFaktisk er denne “labyrint” et æg.
Et symbol på frugtbarhed.

Somme tider tænker jeg, at der må være en mening med det. Andre gange føles det meningsløst.

Ensomheden føles som kulde.

Og friheden føles som ild, varme, som begær, som eros i form af relation. Ikke som jeg havde forestillet mig det, men som mulighed for at skabe og være kreativ. Og at forbinde mig med mennesker på et dybere plan.

Med friheden kommer et andet ansvar. Friheden var en vild længsel, men friheden findes i det indre, i labyrintens midte, i skæringspunktet, hvor alle veje, alle stier, alle muligheder mødes. I hjertet, i ildstedet.

I friheden ligger et ansvar. Ansvar betyder at svare an – at svare når skæbnen eller Gud eller tilværelsen eller tilstedeværelsen kalder. Nogle gange kender vi ikke svaret – og heller ikke spørgsmålet.

Måske havde Frost ret i at verden kan gå under to gange; i ild og i is. Og i den gamle nordiske mytologi er Helvede jo lig Fimbulvinteren. Helvede kan være at lade sig brænde op, at give efter for sine begær, sine afhængigheder, sine lyster – og helvede kan være ikke at turde føle noget.

Helvede kan være ansvarsløs frihed, et svimlende fald, som Ikaros’ fald fra solen, og helvede kan være ubodelig ensomhed.

I Thomasevangeliet og Lukasevangeliet hedder det at Himmerige er indeni os selv. Og det er Helvede også.

Ensomhed

I sin dejlige lille bog Den Himmelske Vej, skriver Lars Muhl om ensomhed. Det vækker genklang hos mig, der hvor jeg er nu.

For Muhl er ensomhed en indstilling, som er uundgåelig, hvis man har valgt at træde uden for overfladen og larmen. Ensomheden kan være angstprovokerende og uudholdelig til at starte med.

Men den er

Et nødvendigt frirum, man frygtløst må gå ind i for at kunne gøre sig til et med alt. Ensomheden er ikke et mål i sig selv, men et middel, der tjener et overordnet formål. I ensomhed opleves først altings modsætning. Vi får øje på vores egen lidenhed.

Det vækker associationer til Jung, der mente at vi i individuationen både må erkende vores særegenhed og vores lighed, og dermed fællesskab, med alle andre.

I ensomheden er vi både helt os selv og helt ydmyge.

Og det er i denne ydmyghed at vi gennem ensomheden kan møde det større, ved at tømme os selv i stilhed, tømme bægeret for det, der fylder eller hidtil har fyldt.

Måske er det utopisk at forestille sig en fuldstændig stilhed, en fuldstændig afsondret ensomhed i det moderne samfund. Men det er netop derfor, tror jeg, gavnligt for sjælen at opsøge den tilstand fra tid til anden.

Forbandede menneskelighed

Fornyligt stillede jeg mig udenfor et fællesskab, som har betydet meget for mig i mange år.

[Måske er det derfor jeg pludselig drømmer om at verden går under]

Det gjorde ondt. Og jeg kom til at tænke på den måde vi mennesker finder hinanden i fællesskaber, i ideologier, i verdenssyn.

Den samme mekanisme der giver trøst og tryghed – og det er smukt – kan resultere i modbydelige handlinger.

Vi vil søge og finde fællesskaber at iklæde os. Men vi vil altid dybest set være alene.

Pludselig slog det mig at det eneste virkelige fællesskab er vores menneskelighed.

Vores sårbarhed, vores smerte, vores angst, vores vrede, vores skam og vores ensomhed.

Men også vores latter, vores leg, vores kreativitet, vores empati, vores berøring, vores kærlighed.

Når vi tør vise den, kærligheden – og alt det andet –  er vi ikke længere alene.

I vores forbandede, ubodeligt ensomme menneskelighed.