selverkendelse Arkiv ~ Prima Materia

Ereshkigals blik

Then Ereshkigal fastened on Inanna the eye of death

Ereshkigal ser på Inanna med “Dødens øje”. I følge Sylvia Brinton Perera kan dette blik være hadets, depressionens og psykosens blik. Men det kan også være det blik, der lader os se os selv og omstændighederne præcis som de er:

“[T]hey can suggest a capacity to be objective, an urelatedness to the other that is life- and self-affirmation at its basic demonic level – not what we like to think is feminine in our culture” (p. 31)

Blikket – at se direkte på noget eller nogen uden at slå øjnene ned – er en aggressiv gestus, som ganske rigtigt ikke er socialt accepteret. Vi ser sjældent på hinanden i mere end få sekunder ad gangen. Og at fastholde et blik kan være utroligt provokerende.

These eyes of death are implacable and profound, seeing an immediate is-ness, that finds pretense, ideals, even individuality and relatedness irrelevant … they perceive with an objectivity like that of nature itself and our dreams boring into the soul to find the naked truth, to see reality beneath all its myriad forms and the illusions and defenses it displays” (p. 32)

Such seeing is radical and dangerously innovative … It feels monstrous and ugly and even petrifying to the non-initiate. for it shears us of our defenses and entails a sacrifice of our collective understandings and of the hopes and expectations of looking good and safely belonging. It is crude, chaotic, surprising, giving a view of the ground below ethics and aesthetics and the opposites themselves.

Dette blik tilhører ud over Ereshkigal, også Kali, Baba Yaga, og Medusa. Som bekendt er disse skikkelser alle billeder på det mørke feminine.

Dette blik repræsenterer evnen til at se gennem alle slør, alle idealer og prætentioner. At se den nøgne sandhed hos os selv og andre. Er vi i stand til at se virkeligheden i øjnene på den måde? Tør vi se på os selv dette gennemborende blik, tør vi møde dette blik hos os selv? Tør vi se det hos andre?

Inanna går ned i Underverdenen dødsriget netop for at blive mødt med dette blik af sin skyggesøster, sit mørke selv. Symbolsk set kan det være selve grunden til at hun går derned – for at møde sit mørke, sit kaos, sit dæmoniske selv (p. 31).

Dette blik implicerer også for kvinder at vi gøre os færdige med den pæne pige, at vi holder op med at tilpasse os forventninger og idealer, som ikke er vores egne, og at uanset hvad vi gør – hvis vi gør det ud fra en basal selverkendelse og selvaccept – vil vi komme til at såre. Spørgsmålet er ikke om det vil ske, men på hvilken måde og i hvilken grad. Denne erkendelse giver os en visdom og en viden, der:

“[R]elativizes all principles and opens a woman to the paradoxes involved in living with the Self.” (p.33-34)

Litteratur: Sylvia Brinton-Perera: Descent to the Goddess.

Passion

Det slog mig, at der mangler et P i tilgift til de tre P’er. Det fjerde P er P for Passion. Passion som den blå ild, der brænder varmest og dybest. Vores pulserende, røde hjerteblod.

Ligesom vi dagligt kan hylde de tre andre p’er er det en god idé at hylde og huske på hvad vores passion er. Hvad der virkelig betyder noget? Hvad er vores inderligste længsler, ønsker og drømme? Hvad brænder vi for? Eller rettere hvad brænder for os, i os? Nogle gange vælger vi ikke selv vores passioner, de synes at vælge os, som om vi på hver vores individuelle måder bedst kan udtrykke bestemte passioner, der brænder gennem os.

Passion kommer af passio – at lide. Tænk blot på Kristi passion og Via Dolorosa. Jeg har på fornemmelsen at vi nogle gange glemmer dette aspekt, når vi taler om at være passioneret for noget eller nogen. Passion har altså i høj grad med smerte at gøre.

Hvor er smertepunktet, brændpunktet i vores sind. Hvad er vi villige til at brænde for, at lide for?

Passionens ild er som et tveægget sværd. Den brænder, og den ild føles god og varm, nærende og inciterende. Den brænder og sårer os også i processen. Men vi kan ikke nøjes med kun den “positive” del af passionens ild, og vi kan ikke forblive uberørte. Vi forandres af ilden, Vi brænder og brænder op, men det er også det, der giver livet mening og dybde. Og som fortæller os hvem vi er, og ultimativt fører til selverkendelse.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Hvordan fungerer Tarot?

Tarot et symbolsprog, som vi forstår intuitivt, og med hvilket vi kommunikerer med det ubevidste for at få en større forståelse af de muligheder, der ligger i nuet.

Jeg har tidligere beskrevet tarot som et symbolsprog, og vil derfor skrive lidt om de andre elementer i den ovenstående definition, nemlig intuition, det ubevidste og nuet.

Intuition
Mit udgangspunkt for at læse tarot er min viden om kortenes symbolsprog og struktur, numre, elementer og så videre. Det er fundamentet, grundstenen. Og det er nogle af de de ting, jeg kommer ind på i selve tarotkuset, der begynder den 3. maj.

Derudover arbejder jeg med at læse kortene intuitivt, i et flow. Det vil sige at opdyrke en umiddelbar viden om og forståelse af, hvad et givent kort betyder i et oplæg. Efter at have arbejdet med kortene i et stykke tid, vil du opdage, at du besidder en intuitiv forståelse af den betydning kortet og tarotlæsningen har for dig. Du har selv viden om dit liv og du kender dine egen fortællinger – men kortene er det der skal til for at tricke din forståelse og starte dit intuitive flow.

Det ubevidste
Spørgsmålet er hvad er det vi kommunikerer med, når vi læser tarot?

Jeg mener, at det vi kommunikerer med er Det ubevidste, vores skjulte ressourcer og potentialer, der kan lede til en større forståelse af en situation, fordi det rækker ud over vores ego, og måske giver nogle andre perspektiver. Symbolerne i tarot viser os vejen til Det ubevidste og til en større forståelse af dette.

Det drejer sig imidlertid ikke om at dyrke det ubevidste men om at opnå mere bevidsthed, selverkendelse – og visdom.

Nuet
Tarot viser et øjebliksbillede – dvs. tarot viser de muligheder for udvikling, der er i øjeblikket, på det bevidste såvel som på det ubevidste plan:

“Hvis vi erkender, at meningen i livet kommer indefra og ud, og ikke omvendt, på grund af Selvets evne til at ordne de forskellige elementer i vores tilværelse i en samlet symbolsk fortælling, får vi et andet syn på sagen: Det tilfældige mønster præsenterer os for en mulighed for at undersøge meningen med det der allerede eksisterer i det specifikke øjeblikke, snarere end at fortælle os, hvad der sker i fremtiden”. Rachel Pollack

Tarot handler om Nuet og dets umiddelbare kvaliteter. Tarot giver os mulighed for at forstå dette øjebliks potentiale og muligheder. Jeg ser altså ikke Tarot som spådomskunst. Jeg foretrækker ordet divination – at tale med guderne – eller med det guddommelige – i os selv.

waterscrying — Waterscrying er også en form for divination

Det er vigtigt for mig at understrege, at Intet er sat i sten. Du kan altid vælge, hvordan du vil handle.

Hvis du ikke kan vælge omstændighederne i en given situation, kan du vælge hvordan du vil forholde dig til dem:

God grant me the serenity
to accept the things I cannot change;
courage to change the things I can;
and wisdom to know the difference

Tarot giver dig altså et billede af en bestemt situation, men du bestemmer hvordan du vil forholde dig til den viden. Du har selv ansvaret for dig selv, dine handlinger og dine tanker. Derfor er det også vigtigt at være etisk i sin omgang med tarot – især når man læser for andre.

Meningen med livet

“[B]ecause of this I no longer wonder about the meaning of “my life” because I do not feel that “I” have a life, but that life has me.”

Nogen kom med ovenstående kommentar til dette fantastiske blogindlæg om meningen med livet (Life is a dot in case you should not know).

Jeg tror, at det er rigtigt. Altså; Vi har ikke et liv, men det er livet der har os eller som udtrykker sig gennem os og vil leves gennem os. Eller en form for bevidsthed (tør jeg sige Gud eller Det hellige?) bevidstgøres gennem os, på hver vores helt unikke, individuelle måde.

Her kommer jeg til at tænke på en giraf. Nogle gange leger jeg med tanken om, at giraffen ser ud som den gør fordi Moder Natur syntes det kunne være sjovt at noget ser sådan ud. Og er så utrolig graciøs som en giraf og så helt igennem smuk og forunderlig at se på. Hun udtrykker et aspekt af sig selv gennem giraffen.

På samme måde udtrykker universet sig gennem os:

“Når først du forstår, hvem og hvad du er, indser du at du ikke er adskilt fra universet, men at du udgør et felt, hvor igennem universet har mulighed for at komme til udtryk. Jo mere lysende dette felt er, desto højere bevidsthed akkumuleres der.” Lars Muhl, Det knuste hjertes visdom.

Universet er en matrix, hvor alt og alle er forbundet med alt i et netværk af relationer. Vi oplever os selv som værende unikke og specielle, fordi vi hver især udtrykker et unikt og specielt aspekt af universet. Det er ikke dig eller mig der *har* denne højere bevidsthed, disse kvaliteter, men de udtrykkes gennem os.

Det giver ikke mening at måle bevidsthed i forhold til andre, for det er jo ikke os der besidder bevidsthed, men den samme universelle bevidsthed, der udtrykkes gennem os på forskellige måder. Et billede på det kan være den måde lyset brydes i farvespektret som rødt, blåt og violet.

At et lysere felt betyder højere bevidsthed, betyder at vi skal være klarere. Sådan at lyset lettere kan brydes igennem os. Hvordan bliver vi klarere, hvordan lyser vi klarere? Jeg tror at det handler om lære os selv at kende, som de vi nu er, med det vi indeholder af både godt og skidt. Selverkendelse.

Derudover tror jeg det handler om ikke at være bange for at begå fejl og for at vise hvem vi virkelig er, for at overgive os, og bare være dem vi nu er, lige her og nu. At give slip på kontrol og tanker om, hvordan tingene burde være eller have været eller måske vil blive.

Og det er derfor meningen med livet er at det er en prik (dot). Det er NU. Det er lige her og nu vi kan vælge at at være klare og lade universet og livet lyse igennem os – som dem vi er. Og lade andres lys skinne lige så klart.

“Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. “Matt. kap. 5, v. 15.

Damebladsspiritualitet

Er det egoet eller selvet der er målet for en given udviklingsproces?

Jeg faldt over en interessant artikel om moderne spiritualitet på Information. Den stiller kristendommen over for den såkaldte “damebladsspiritualitet”, som vi finder i fx ALt for Damerne og Femina.

Iben Krogsdal, postdoc ph.d ved afdeling for religionsvidenskab på Aarhus Universitet citeres i artiklen for at sige blandt andet disse ting om den nye spiritualitet:

“Den religiøse mode kredser om alt andet end Gud, kirke og kristendom. Det handler i stedet om at være optaget af ånd, krop, spiritualitet, buddhisme, zen og tantra. Alt, der lugter lidt af noget østligt, og som handler om at finde ind til et eller andet i selvet. Men hvor Østens religioner jo dybest set handler om, at man skal komme væk fra sig selv, handler det i damebladene om, at man skal finde sin egen kerne. Om at rejse ind i sig selv og være dér, og så vil tingene lykkes for dig.”

Det ser ud til, at der sker der en lille forskydning i formålet med udviklingsprocessen, der betyder at egoet kommer i centrum – når de østlige spirituelle strømninger overføres til det vestlige moderne menneskes liv.

Jeg ser ikke noget problem i at hente genuin inspiration i østlige traditioner – som fx yogaen. Faren ligger i, hvordan de bliver anvendt, når de er modtaget og optaget i den vestlige kontekst. Jeg behandlede dette, da jeg skrev om Tacey-artiklen om Jung og New Age. Der ligger den fare i New Age, at hele projektet kommer til at handle om at udvikle egoet, og ikke sjælen – eller Selvet.

Spiritualitet er blevet et marked – det er ikke en ny tanke – hvor vi kan vælge til og fra. Og hvor kristendommen i disse tider vælges fra. Men som det siges, både i selve artiklen og i kommentarerne, er kristendommen ikke så dogmatisk og kedelig som det udlægges af main stream spiritualiteten. Kristendommen er jo også Grundtvig og Kierkegaard. Og netop Kierkegaard sættes i følge artiklen frem på hylden, som et substantielt svar på et moderne menneskes søgen.

I kristendommen – også i Kierkegaards kristendom – er det jo netop ikke egoet, men næstekærligheden, der er budskabet.

Hertil kommer at der i den vestlige tradition, såvel i kristendommen som udenfor den kan findes spirituelle strømninger, som vi har glemt og som trænger til at blive genoplivet – eller genoplevet. Det kan være alkymi, gnosis eller det jeg kalder visdomstraditionen – med reference til Lars Muhl. Traditioner, der også peger på Jesu liv, men som læser dette i en anden kontekst end den dogmatiske kristne. Og det finder jeg jo virkelig interessant!

Min pointe er altså: Hvorfor gå over åen efter vand, når vi allerede har skatten her i vesten, gemt i traditionen?

Spirituel praksis

I dag kom jeg ad om omveje til at læse yogalærer Julian Walkers kritik af filmen The Secret (2006). Jeg har ikke set filmen eller læst bogen, og jeg har ingen intention om at gøre noget af det. (Af samme grund er dette indlæg heller ikke en kritik, da man jo ikke kan kritisere noget man ikke har set.)

Men jeg kom til at reflektere over begrebet Spiritualitet og hvad jeg egentlig selv forstår ved det, da jeg læste Julians indlæg og hvad han foreslår at man sætter i stedet (for The Secret).

Han peger på tre ting:

Kritisk tænkning og refleksion:

Educating the mind by studying actual philosophy, psychology, literature and art that grapples with the universal spiritual themes that great minds have been expressing since at least the ancient Greeks.

At man erkender at ens skygge er ens ven:

Your so called “negative emotions” have value and meaning. They are communications from your psyche. Be curious about them. Compassionate. Follow a path of inquiry into what lies beneath the surface of your reactions, fears, anger-triggers, unsatisfied feelings, sadness etc. The way to be free of these is to embrace them and listen to what they might be telling you about your shadow – the part of you that you have disowned and disconnected from.

Spirituel praksis:

Spiritual practices actually require that you do the work. That you sit down and meditate. That you start a yoga practice. That you journal. That you dance your demons and shake your Buddha. That you be present to your emotions, your body, your mental patterns and learn the art of self observation, introspection and that most harrowing of skills – honest communication. Spiritual practice requires that you turn to face your shadow. That you get real about your social conditioning, your political situation, the distinction between what you have power over and what has power over you.

Spiritual practice is inspiring, but it’s also deeply humbling. It does not tell you that you can have anything, be anything, do anything, without limit. … But real practice does give you tools and resources to deal with the inevitable disasters, disappointments and struggles that make up every human life.

Ligesom med begrebet Selvudvikling har jeg ofte tænkt at det er nemt at sige at man er Spirituel. Det er nemt for mig at sige, at jeg interesserer mig for spiritualitet. Det er næsten gratis og politisk korrekt. Men hvad betyder det? Og hvad kræver det? Jeg finder således Julian Walkers differentiering mellem spirituelle ideer og spirituel praksis meget frugtbar.

I sidste ende er spørgsmålet, hvad formålet er. Og her er svarene fra min side igen; Forøget bevidsthed og selverkendelse. Tør jeg skrive visdom?

Så hvad er min spirituelle praksis, så, egentlig?

Drømme- og skyggearbejde i en jungiansk forståelsesramme, dagbogsskrivning og tarot.

Det sidste har været en del af mit liv siden jeg var 17-18 år, og det bringer mig ind i den kategori, som af mange kendes som New Age. Sagen er blot den, at jeg stiller mig kritisk overfor denne bevægelse. Og det vil et senere indlæg handle om.

Jeg vil foreslå at du læser Walkers blog og at du spørger dig selv hvad din spiritualitet og spirituelle praksis er. Eller hvad du ønsker den skal være, hvis noget? Det er spændende og øjenåbnende.

Skriver du dagbog?

Altså med en pen eller en blyant i en bog eller på en spiralblok? Helt for dig selv?

En blog er en form for online dagbog.
Men det at skrive dagbog er alligevel anderledes. Mere råt og uraffineret. Nogle bloggere mener, at man skal være i stand til at skrive på sin blog, som om det var ens helt personlige dagbog.

Jeg er ikke helt enig. Jeg gerne ville være mere modig som blogger. Imidlertid er der ting, jeg kan skrive i min dagbog, som jeg ikke finder egnet til min blog. Fx hvis jeg er vred eller ked af det, eller hvis jeg skal skrive en drøm ned, eller komplekse eller forvirrende problemstillinger.

På den anden side kan de ideer og tanker, der fødes i min dagbog sagtens anvendes som udgangspunkt for et indlæg på mine blogs.

Jeg har skrevet dagbog jævnligt – det vil sige, ikke hver dag, men ca. en om ugen – siden jeg var 11-12 år.
Det vil nu sige i 25 år, rundt regnet. Jeg har fyldt jeg ved ikke hvor mange kinabøger. Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde vil læse dem igen. Jeg tror, at jeg har haft behov for at have mit eget “virtuelle” rum, hvor jeg kunne øse alt ud.

På bloggen Jung at Heart skriver forfatteren, at hun læser sin dagbog hvert år ved nytårstid. På den måde kan dagbogen fungere som et redskab til introspektion og selverkendelse. Hun startede sin dagbog fordi hun ikke følte at hun kendte sin mor som person, som noget andet end mor og husmor. Hun ville gerne selv efterlade sig noget til sine på det tidspunkt ufødte børn.

Der er utallige udgangspunkter for og grunde til at føre dagbog. Og der er utallige eksempler, fx Anaïs Nins berømte dagbog.

Hvis du har lyst til at dykke ned i dette univers, dit helt eget fabelagtige univers, kan jeg anbefale at du læser Tristine Rainers berømte og klassiske værk The New Diary.

Dagbog, pen og tarotkort er vigtige redskaber til selverkendelse, refleksion og introspektion — Redskaber til selverkendelse

Vær den du er

I 2010 vil jeg prøve at lægge mindre vægt på, hvad jeg tror andre tænker om mig.

To citater begge fundet på bloggen PluginID giver mening i denne sammenhæng:

“What people say about you is none of your business” (Sean Stephenson)

“Be who you are and say what you feel because those who mind don’t matter and those who matter don’t mind” (Dr. Seuss)

Det er alligevel ikke muligt at vide eller kontrollere hvad andre mennesker tænker, og hvis man tillader sig selv at blive intimideret af hvad man tror andre tænker, afskærer man sig fra en masse muligheder for at være, tænke, føle og handle ud fra den man virkelig er.

Så derfor: Spring ud. Vær dig selv. Kend dig selv. Elsk dig selv. Så er det lettere at elske og kende andre som de er.

Endnu engang: Godt nytår!

Selverkendelsens etik

Det er ikke tilfældigt at der i Apollon templet i Delfi var indhugget “Kend dig selv” (gr. gnothi seauton). Når man skal kommunikere med guddommen (divinere) er det væsentligt at vide hvem man er som udgangspunkt. Ellers lærer man nok noget om sig selv i procesen under alle omstændigheder! Men så kan det godt gøre rigtigt ondt!

Der ligger også en væsentlig etisk fordring i det med at kende og erkende sig selv, som også Jung var inde på. Det er det med at erkende skyggen og andre kræfter i sig selv, så de ikke spiller én et puds i det virkelige liv, så man ikke inflateres eller oversvømmes af dem.

Men tiltider lærer man først disse kræfter (komplekser) at kende, når de giver sig til kende og løber af med én. Og nogle gange møder man dem mange gange før man indser, hvad det er, der har ramt én, og der går måske også et stykke tid før man magter at imødegå det og se på det, istedet for blot at blive overmandet. At stoppe op og se på skeletterne i skabet, at trække dem ud og støve dem af, kræver mod, men giver mulighed for større perspektiv, bevidsthed og forøgede handlemuligheder.

Det betyder at man kan vælge at handle anderledes og mere etisk. At man foreksempel indser at det man tillægger en anden i virkeligheden kommer fra ens selv – fra ens ubevidste og hidtil uerkendte Skygge. Eller simpelthen at “det” ikke er de andres skyld altsammen, men ens eget Ansvar. Eksemplerne er mangfoldige.

Det er vigtigt at acceptere at der hele tiden er mulighed – eller risiko om man vil – for at man glider tilbage, at man begår de samme fejl igen. Det er en del af rejsen. Det er vigtigt ikke at dømme sig selv for hårdt, men at acceptere disse tilbagetrin. Det er jo trods alt ikke en konkurrence, men proces.

Når man begynder sin rejse på selverkendelsens vej og har valgt et jungiansk perspektiv (som jeg) kan det være nyttigt at have et kort med vejen. I den forbindelse kan jeg anbefale disse tre bøger:

Stein, Murray: Jung’s map of the soul : an introduction.
Johnson, Robert A. : Owning Your Own Shadow: Understanding the Dark Side of the Psyche.
Johnson, Robert A. : Inner Work: Using Dreams and Active Imagination for Personal Growth.

Men husk: The Map is not the Territory. Det er du derimod selv.

Kend dig selv

For et stykke tid siden skrev jeg et indlæg om at Vi allerede er oplyste. Og om at det handler mere om at forstå og udvikle sine relationer til andre end at udvikle sig selv.

Selvudvikling er blevet en slags mantra, på linje med Mindfullness og Spiritualitet. Som om de er mål i sig selv. Faktisk bliver der vel set lidt skævt til én hvis man ikke ønsker at udvikle sig selv. Hvis man siger Selvudvikling – nej tak!

Det som jeg har et problem med i forhold til begrebet Selvudvikling er at det må forudsætte at vi ikke er dem vi skal være, at vi på en eller anden måde er uudviklede eller defekte, uperfekte. At vi bør udvikle os for at blive – hvad? Bedre udgaver af os selv? Nogle der opnår det de sætter sig for, perfekte? Eller bedre, mere harmoniske mennesker?

Sofia Manning beskriver det således i sin nye bog Hvad venter du egentlig på?

“Den primære grund til at jeg skriver denne bog, er, at jeg efter at have brugt masser a værdifuld tid, penge og energi på utallige selvudviklingsworkshopper fandt ud af, at alt det, jeg troede, jeg skulle finde udenor mig selv for at opnå det jeg søgte, rent faktisk var inden i mig.”

Jeg kan godt lide tanken om at vi allerede rummer det vi er. At vi er oplyste. Men at det handler om at erkende os selv, selv at tænde lyset, at blive bevidste om dem vi er. For ofte har vi selv lagt en skygge, et klæde, over lampen, og har glemt os selv og dem vi er, det vi rummer af godt og ondt.

At turde se sig selv og sine indre dæmoner i øjnene er svært. Det er en smertefuld proces. Det kræver mod, ærlighed, indsigt og tilgivelse. Måske magter vi ikke at se på os selv og at acceptere os selv som de mennesker vi nu er, ikke kun gode, ikke kun onde. Men bare som mennesker. Måske magter vi ikke at kende os selv og har derfor så travlt med at løbe væk fra os selv, for at “udvikle” os selv.

Selverkendelsen er imidlertid nøglen til skatkammeret, til det helligste. Gnothi Seauton stod der indskrevet ved Apollontemplet i Delphi. For at møde det guddommelige må du kende dig selv.

Også når det gør ondt – også når det at se sig selv i øjnene virkelig smerter. Sagen er at jo mere ondt det gør, jo mere lys tænder du, jo mere bliver du i stand til at se dig selv og det du virkelig rummer af godt og ondt.