Er det egoet eller selvet der er målet for en given udviklingsproces?
Jeg faldt over en interessant artikel om moderne spiritualitet på Information. Den stiller kristendommen over for den såkaldte “damebladsspiritualitet”, som vi finder i fx ALt for Damerne og Femina.
Iben Krogsdal, postdoc ph.d ved afdeling for religionsvidenskab på Aarhus Universitet citeres i artiklen for at sige blandt andet disse ting om den nye spiritualitet:
“Den religiøse mode kredser om alt andet end Gud, kirke og kristendom. Det handler i stedet om at være optaget af ånd, krop, spiritualitet, buddhisme, zen og tantra. Alt, der lugter lidt af noget østligt, og som handler om at finde ind til et eller andet i selvet. Men hvor Østens religioner jo dybest set handler om, at man skal komme væk fra sig selv, handler det i damebladene om, at man skal finde sin egen kerne. Om at rejse ind i sig selv og være dér, og så vil tingene lykkes for dig.”
Det ser ud til, at der sker der en lille forskydning i formålet med udviklingsprocessen, der betyder at egoet kommer i centrum – når de østlige spirituelle strømninger overføres til det vestlige moderne menneskes liv.
Jeg ser ikke noget problem i at hente genuin inspiration i østlige traditioner – som fx yogaen. Faren ligger i, hvordan de bliver anvendt, når de er modtaget og optaget i den vestlige kontekst. Jeg behandlede dette, da jeg skrev om Tacey-artiklen om Jung og New Age. Der ligger den fare i New Age, at hele projektet kommer til at handle om at udvikle egoet, og ikke sjælen – eller Selvet.
Spiritualitet er blevet et marked – det er ikke en ny tanke – hvor vi kan vælge til og fra. Og hvor kristendommen i disse tider vælges fra. Men som det siges, både i selve artiklen og i kommentarerne, er kristendommen ikke så dogmatisk og kedelig som det udlægges af main stream spiritualiteten. Kristendommen er jo også Grundtvig og Kierkegaard. Og netop Kierkegaard sættes i følge artiklen frem på hylden, som et substantielt svar på et moderne menneskes søgen.
I kristendommen – også i Kierkegaards kristendom – er det jo netop ikke egoet, men næstekærligheden, der er budskabet.
Hertil kommer at der i den vestlige tradition, såvel i kristendommen som udenfor den kan findes spirituelle strømninger, som vi har glemt og som trænger til at blive genoplivet – eller genoplevet. Det kan være alkymi, gnosis eller det jeg kalder visdomstraditionen – med reference til Lars Muhl. Traditioner, der også peger på Jesu liv, men som læser dette i en anden kontekst end den dogmatiske kristne. Og det finder jeg jo virkelig interessant!
Min pointe er altså: Hvorfor gå over åen efter vand, når vi allerede har skatten her i vesten, gemt i traditionen?