“Turning and turning in the widening gyre
The falcon cannot hear the falconer;
Things fall apart; the centre cannot hold”
Yeats skrev sandsynligvis de ovenstående linjer som et replik til verdensituationen efter 1. verdenskrigs rædsler, og som et forvarsel om den fascisme der lurede og som blev årsag til den genopvakte gru under 2. verdenskrig.
Linjerne taler til et sted dybt i mig, og jeg tænker at ikke nok med at de er relevante i disse tider, er de måske også relevante for os på et indre plan.
Falken er falkonerens udvidede bevidsthed, hans overordnede, udvidede sanseapparat. Men der skal være et kontakt, en synkronicitet, imellem dem. Hvis falken mister orienteringen mister den også forbindelsen til sin mester. Og så falder tingene fra hinanden.
Jeg læser det som en metafor, hvad der sker med os, hvis vi mister kontakten til vores center, vores essens, vores sjæl eller vores Selv. Hvis vi er ude af os selv, hvis vi hvirvles for meget omkring af strømmene i det ydre.
I denne verden er der en masse muligheder for distraktion, for forstyrrelse, for fristelse. For at søge i det ydre, hvad der skal findes i det indre. Vi kan søge og søge i det ydre, vi kan jage duen, men hvis vi ikke ved, hvortil den skal bringes hjem, er vi på Herrens Mark.
Måske er tingene ved at glide fra hinanden, måske er vi ved at falde i dybet. Måske er det en evig erfaring i det menneskelige felt, som vi har følt til alle tider. Vi trækkes i forskellige retninger, vi slides op i ambivalens, vi trækkes rundt i manegen af vores drifter, vi opfylder egne eller andres behov – uden at spørge om det er Godt?
I vores indre topografi – kortet som Jung ville tegne det – har vi et center, Selvet, og en række komplekser, hvoraf Egoet er det væsentligste. Egoet skal være stærkt for at kunne relatere til Selvet. Der skal være en styrke eller stamina i Egoet, der gør det i stand til at være i kontakt med uden at blive inflateret, og undgå at blive hvirvlet omkring i det ydre. Det skal holde spændingen mellem indre og ydre bud. I sidste ende skal det være i dyb og stærk udveksling med Selvet.
Men det forekommer mig, at der finder fragmentering af strukturer sted; samfundsmæssige, kollektive, psykologiske. Som om vi – samlet set – er blevet mere skrøbelige.
Jeg tror vi har mistet en fundamental orientering. I vores iver efter at rationalisere, søge mål, kvantificere etc. har vi glemt vores eget center. Åh, jo bevares, vi er optaget af os selv, vores udseende, vores udvikling, vores sociale og erotiske kapital etc. Men det er ikke det samme som at være i relation til vores Selv, og igennem dét til andre.
Når fundamentet i det enkelte menneske krakelerer, krakelerer også samfundets fundament. Og omvendt. Vi bliver fremmede for os selv og hinanden. Vi mister og selv og hinanden i hvirvelstrømmen, malstrømmen.
Er det sandt? Eller er det blot mit sortsyn? Jeg ved det ikke.
Jeg ved dog, at svaret for mig altid vil være at søge indad og nedad – i vores eget indre dyb. Jeg tror at det er herigennem at vi kan finde en ældgammel visdom, som sjælen besidder, og som når vi genetablerer relationen til denne visdom, vil vi finde en ro i os selv, en korrespondance mellem ego og Selv, med vores sjæl.
Og selvom vi flyver derude i verden, vil der være en tråd tilbage. Der vil være kontakt og korrespondance mellem falk og falkonér.
Der vil være en mulighed for at relatere på et dybere plan til andre sjæle.
