Tag: selvudvikling

Damebladsspiritualitet

Er det egoet eller selvet der er målet for en given udviklingsproces?

Jeg faldt over en interessant artikel om moderne spiritualitet på Information.  Den stiller kristendommen over for den såkaldte “damebladsspiritualitet”, som vi finder i fx ALt for Damerne og Femina.

Iben Krogsdal, postdoc ph.d ved afdeling for religionsvidenskab på Aarhus Universitet citeres i artiklen for at sige blandt andet disse ting om den nye spiritualitet:

“Den religiøse mode kredser om alt andet end Gud, kirke og kristendom. Det handler i stedet om at være optaget af ånd, krop, spiritualitet, buddhisme, zen og tantra. Alt, der lugter lidt af noget østligt, og som handler om at finde ind til et eller andet i selvet. Men hvor Østens religioner jo dybest set handler om, at man skal komme væk fra sig selv, handler det i damebladene om, at man skal finde sin egen kerne. Om at rejse ind i sig selv og være dér, og så vil tingene lykkes for dig.”

Det ser ud til, at der sker der en lille forskydning i formålet med udviklingsprocessen, der betyder at egoet kommer i centrum – når de østlige spirituelle strømninger overføres til det vestlige moderne menneskes liv.

Jeg ser ikke noget problem i at hente genuin inspiration i østlige traditioner – som fx yogaen. Faren ligger i, hvordan de bliver anvendt, når de er modtaget og optaget i den vestlige kontekst. Jeg behandlede dette, da jeg skrev om Tacey-artiklen om Jung og New Age. Der ligger den fare i New Age, at hele projektet kommer til at handle om at udvikle egoet, og ikke sjælen – eller Selvet.

Spiritualitet er blevet et marked – det er ikke en ny tanke – hvor vi kan vælge til og fra. Og hvor kristendommen i disse tider vælges fra. Men som det siges, både i selve artiklen og i kommentarerne, er kristendommen ikke så dogmatisk og kedelig som det udlægges af main stream spiritualiteten. Kristendommen er jo også Grundtvig og Kierkegaard. Og netop Kierkegaard sættes i følge artiklen frem på hylden, som et substantielt svar på et moderne menneskes søgen.

I kristendommen – også i Kierkegaards kristendom – er det jo netop ikke egoet, men næstekærligheden, der er budskabet.

Den danske filosof Søren Kierkegaard

Hertil kommer at der i den vestlige tradition, såvel i kristendommen som udenfor den kan findes spirituelle strømninger, som vi har glemt og som trænger til at blive genoplivet – eller genoplevet. Det kan være alkymi, gnosis eller det jeg kalder visdomstraditionen – med reference til Lars Muhl. Traditioner, der også peger på Jesu liv, men som læser dette i en anden kontekst end den dogmatiske kristne. Og det finder jeg jo virkelig interessant!

Min pointe er altså: Hvorfor gå over åen efter vand, når vi allerede har skatten her i vesten, gemt i traditionen?

Kend dig selv

For et stykke tid siden skrev jeg et indlæg om at Vi allerede er oplyste. Og om at det handler mere om at forstå og udvikle sine relationer til andre end at udvikle sig selv.

Selvudvikling er blevet en slags mantra, på linje med Mindfullness og Spiritualitet. Som om de er mål i sig selv. Faktisk bliver der vel set lidt skævt til én hvis man ikke ønsker at udvikle sig selv. Hvis man siger Selvudvikling – nej tak!

Det som jeg har et problem med i forhold til begrebet Selvudvikling er at det må forudsætte at vi ikke er dem vi skal være, at vi på en eller anden måde er uudviklede eller defekte, uperfekte. At vi bør udvikle os for at blive – hvad? Bedre udgaver af os selv? Nogle der opnår det de sætter sig for, perfekte? Eller bedre, mere harmoniske mennesker?

Sofia Manning beskriver det således i sin nye bog Hvad venter du egentlig på?

“Den primære grund til at jeg skriver denne bog, er, at jeg efter at have brugt masser a værdifuld tid, penge og energi på utallige selvudviklingsworkshopper fandt ud af, at alt det, jeg troede, jeg skulle finde udenor mig selv for at opnå det jeg søgte, rent faktisk var inden i mig.”

Jeg kan godt lide tanken om at vi allerede rummer det vi er. At vi er oplyste. Men at det handler om at erkende os selv, selv at tænde lyset, at blive bevidste om dem vi er. For ofte har vi selv lagt en skygge, et klæde, over lampen, og har glemt os selv og dem vi er, det vi rummer af godt og ondt.

At turde se sig selv og sine indre dæmoner i øjnene er svært. Det er en smertefuld proces. Det kræver mod, ærlighed, indsigt og tilgivelse. Måske magter vi ikke at se på os selv og at acceptere os selv som de mennesker vi nu er, ikke kun gode, ikke kun onde. Men bare som mennesker. Måske magter vi ikke at kende os selv og har derfor så travlt med at løbe væk fra os selv, for at “udvikle” os selv.

Selverkendelsen er imidlertid nøglen til skatkammeret, til det helligste. Gnothi Seauton stod der indskrevet ved Apollontemplet i Delphi. For at møde det guddommelige må du kende dig selv.

Også når det gør ondt – også når det at se sig selv i øjnene virkelig smerter. Sagen er at jo mere ondt det gør, jo mere lys tænder du, jo mere bliver du i stand til at se dig selv og det du virkelig rummer af godt og ondt.