oplysning Arkiv ~ Prima Materia

Guru

“Everything in the universe is within you. Ask all from yourself.” Rumi

En guru er den der viser dig lyset. Det betyder “mod lyset”.

En guru behøver ikke at være en vis mand eller kvinde i lotusstilling. Nogle såkaldte “guruer” har det med at blive frygteligt inflaterede af deres gurustatus. En guru-figur er ofte et almindeligt menneske på hvem, der projiceres en masse lys. De færreste kan bære dette uden at blive inflaterede.

Din guru er den person du møder på din vej, som lærer dig noget væsentligt om dig selv, og dermed illuminerer dit indre mørke. Dette foregår ofte gennem smerte og konflikt.

Det kan være en person, der vækker din vrede, en person der trigger et kompleks, en person, i hvis hænder du lægger dit guld, en person du bliver forelsket i. Veninden, der siger fra, kollegaen, der irriterer dig, den sidste hjerteknuser.

Når vi trækker guldet eller mørket tilbage og tager ansvar for det – og ikke mindst tager vare på det indhold vi hældte over i en anden, så får vi mulighed for at blive en smule stærkere, en smule mere hele, en smule viisere.

Det er en vej mod oplysning, ét skridt, én erkendelse ad gangen. Rom blev ikke bygget på én dag. Livet har lært mig, at nogle mennesker er konstante i ens liv. Andre mennesker er forbipasserende.

Alle skyller hen over dig som vand over en klippe. Nogle bølger bliver ved med at skylle. De gør forskelligt indtryk, efterlader forskellige indtryk og aftryk. Men de betyder alle sammen noget.

bølge
De sætter sig spor.

Livet er spiralisk, evigt foranderligt. Relationer ophører, forandres eller genoptages i nye konstellationer.

Elsk de mennesker, der bliver guruer på din vej. Elsk dem for det, de gav dig mulighed for at forstå om dig selv. Og elsk dem for det de er i dem selv. Og ønsk dem god vind og gode bølger.

Kend dig selv

For et stykke tid siden skrev jeg et indlæg om at Vi allerede er oplyste. Og om at det handler mere om at forstå og udvikle sine relationer til andre end at udvikle sig selv.

Selvudvikling er blevet en slags mantra, på linje med Mindfullness og Spiritualitet. Som om de er mål i sig selv. Faktisk bliver der vel set lidt skævt til én hvis man ikke ønsker at udvikle sig selv. Hvis man siger Selvudvikling – nej tak!

Det som jeg har et problem med i forhold til begrebet Selvudvikling er at det må forudsætte at vi ikke er dem vi skal være, at vi på en eller anden måde er uudviklede eller defekte, uperfekte. At vi bør udvikle os for at blive – hvad? Bedre udgaver af os selv? Nogle der opnår det de sætter sig for, perfekte? Eller bedre, mere harmoniske mennesker?

Sofia Manning beskriver det således i sin nye bog Hvad venter du egentlig på?

“Den primære grund til at jeg skriver denne bog, er, at jeg efter at have brugt masser a værdifuld tid, penge og energi på utallige selvudviklingsworkshopper fandt ud af, at alt det, jeg troede, jeg skulle finde udenor mig selv for at opnå det jeg søgte, rent faktisk var inden i mig.”

Jeg kan godt lide tanken om at vi allerede rummer det vi er. At vi er oplyste. Men at det handler om at erkende os selv, selv at tænde lyset, at blive bevidste om dem vi er. For ofte har vi selv lagt en skygge, et klæde, over lampen, og har glemt os selv og dem vi er, det vi rummer af godt og ondt.

At turde se sig selv og sine indre dæmoner i øjnene er svært. Det er en smertefuld proces. Det kræver mod, ærlighed, indsigt og tilgivelse. Måske magter vi ikke at se på os selv og at acceptere os selv som de mennesker vi nu er, ikke kun gode, ikke kun onde. Men bare som mennesker. Måske magter vi ikke at kende os selv og har derfor så travlt med at løbe væk fra os selv, for at “udvikle” os selv.

Selverkendelsen er imidlertid nøglen til skatkammeret, til det helligste. Gnothi Seauton stod der indskrevet ved Apollontemplet i Delphi. For at møde det guddommelige må du kende dig selv.

Også når det gør ondt – også når det at se sig selv i øjnene virkelig smerter. Sagen er at jo mere ondt det gør, jo mere lys tænder du, jo mere bliver du i stand til at se dig selv og det du virkelig rummer af godt og ondt.

Vi er allerede oplyste

I starten af oktober var Mark og jeg til foredrag med Lars Muhl. Det var en dejlig oplevelse. Lars Muhl sagde noget meget tankevækkende; nemlig at “Vi allerede er oplyste”.

Vi behøver ikke at bruge energi på at udvikle os selv. Udviklingsmuligheden ligger i relationen til andre mennesker. Eller i at se på de skygger vi kaster på de andre, med andre ord; udviklingen ligger i at trække vores projektioner hjem, og selv tage ansvaret for dem, så vi kan få et mere ægte forhold til andre mennesker.

“Helvede er de andre”, sagde Sartre. Nej – Helvede er det vi tillægger de andre.

Måske er Himlen de andre?

Himmerige er, siger Lars Muhl, ikke et fjernt sted, men en tilstand, en værenstilstand, som vi selv kan skabe. Ikke ved at trække os tilbage, tænker jeg, men ved at trække vores projektioner tilbage, og være nærværende og se på mennesker og vores relationer til dem som de virkelig er. Istedet for at lade dem blive overskygget af vores eget ubevidste indhold.

Lars Muhl anbefalede en forfatter, som jeg ikke kan huske hvad hedder, men jeg tror at det var Robert Johnson, hvis bøger Inner Work: Using Dreams and Active Imagination for Personal Growth og Owning Your Own Shadow: Understanding the Dark Side of the Psyche, jeg netop har bestilt.

Jeg kan anbefale Lars Muhls egen bog Det knuste hjertes visdom.