lys Arkiv ~ Prima Materia

Guru

“Everything in the universe is within you. Ask all from yourself.” Rumi

En guru er den der viser dig lyset. Det betyder “mod lyset”.

En guru behøver ikke at være en vis mand eller kvinde i lotusstilling. Nogle såkaldte “guruer” har det med at blive frygteligt inflaterede af deres gurustatus. En guru-figur er ofte et almindeligt menneske på hvem, der projiceres en masse lys. De færreste kan bære dette uden at blive inflaterede.

Din guru er den person du møder på din vej, som lærer dig noget væsentligt om dig selv, og dermed illuminerer dit indre mørke. Dette foregår ofte gennem smerte og konflikt.

Det kan være en person, der vækker din vrede, en person der trigger et kompleks, en person, i hvis hænder du lægger dit guld, en person du bliver forelsket i. Veninden, der siger fra, kollegaen, der irriterer dig, den sidste hjerteknuser.

Når vi trækker guldet eller mørket tilbage og tager ansvar for det – og ikke mindst tager vare på det indhold vi hældte over i en anden, så får vi mulighed for at blive en smule stærkere, en smule mere hele, en smule viisere.

Det er en vej mod oplysning, ét skridt, én erkendelse ad gangen. Rom blev ikke bygget på én dag. Livet har lært mig, at nogle mennesker er konstante i ens liv. Andre mennesker er forbipasserende.

Alle skyller hen over dig som vand over en klippe. Nogle bølger bliver ved med at skylle. De gør forskelligt indtryk, efterlader forskellige indtryk og aftryk. Men de betyder alle sammen noget.

bølge
De sætter sig spor.

Livet er spiralisk, evigt foranderligt. Relationer ophører, forandres eller genoptages i nye konstellationer.

Elsk de mennesker, der bliver guruer på din vej. Elsk dem for det, de gav dig mulighed for at forstå om dig selv. Og elsk dem for det de er i dem selv. Og ønsk dem god vind og gode bølger.

Transparens

Når vi lader slørene falde, af-slører os, bliver vi transparente.
Og det er en proces, en oprigtighedsprøces; en ærlighedsproces; en søgen efter sandheden. Ikke Sandheden, den store forkromede, men sandheden om os selv. Det er måske den eneste sandhed, vi nogensinde kan opnå at (er)kende.

Den sandhed, der netop betyder, at vi ser smertepunkterne, sårethederne, skyggerne, uformåenhederne, fejltagelserne og løgnene i øjnene.

Når vi lader slørene falde vil vi for hvert slør, der falder, opleve os selv og verden som mere gennem-sigtig. Vi bliver gennem-skuet og gennem-lyst, og vi bliver oplevet som værende mere transparente. Dét kan virke skræmmende på andre.

Sommerfuglen er symbol på sjælen.
På græsk er det samme ord – Psyche.
Her ses den transparente sjæl.

Det kan tage et helt liv, det kan tage flere liv.

Det er ikke et projekt, men en proces. Det er en snirklet, labyrintisk, spiralisk proces, hvor vi i frygt vil lukke ned og vi i tillid vil åbne op – igen og igen. Vi vil blive sårede, vi vil miste håbet, vi vil føle for meget og blive overvældede. Vi vil åbne os helt, for dernæst at lukke lidt ned. Det er ikke et spørgsmål om frem eller tilbage, men om op og ned, ud og ind.

Vi vil åbne igen, af-sløre os igen. For når du, når jeg, først ser at det er måden for os at være i verden, så er der ikke nogen anden vej. Det er på sin vis et spørgsmål om at tage springet ud i det blå.

Som Narren.

Når vi lader slørene falde og vi gradvist bliver mere og mere nøgne i verden vil det knuste hjerte blive gennemlyst indefra og udefra. Uden frygt . Først vil vi åbne og lukke i mange gange, men der vil være flere perioder, hvor vi tør være åbne, helt.

Transparent, åbent lysende.

Samhain

Vi er på vej
ind i mørket
i vinterilden

Mørket er over os, vi er netop gået bort fra sommertid, og indtil Vintersolhverv vil det blot blive endnu mørkere.

I morgen er det det Samhain – hvilket betyder sommerens slutning – den sidste af tre keltiske høstfester, der markerer enden på det lyse halvår og starten af det mørke halvår.

På dette tidspunkt af året er sløret mellem vores verden og “Den anden side” – Underverden i følge traditionen tyndt, og derfor ærer vi de døde.

Ud fra en moderne betragtning er det, når vi ærer og husker de døde, måske på sin plads også at ære livet og de levende.

Mørket og døden får os til at påskønne livet desto mere.

Samhain er også en nytårsfest, der markerer starten på det nye år. Så lad os roligt se fornyelsen af livet og året i møde – også selvom det begynder i mørket …

Imbolc

Dette tidspunkt af året kaldes Imbolc i den hedenske kalender – i den kristne kendes dagen som kyndelmisse, lysmesse eller Mariæ renselsesdag.

I den hedenske tradition fejres lysets og forårets fremkomst og Gudinden Brigid – samt hunfårenes graviditet og forårslammenes komme.

Hvis det er koldt og frysende denne dag betyder det i folketraditionen, at foråret kommer hurtigt. Hvis der derimod er mildere bliver vinteren lang endnu. I den irske og skotske traditon samler vinterens dronning, den gamle heks, the Cailleach, brænde til resten af vinteren på denne dag. Hvis vejret er mildt er hun ude at samle meget brænde, og det betyder at vinteren varer længe endnu. Hvis vejret omvendt er hårdt bliver hun hjemme og foråret kommer snart.

For mig er det et betydningsfuldt tidspunkt. Alting vender, alting bliver lettere. Det er blevet lysere, og januar har sluppet sit barske greb.

Vi kan glæde os til foråret, lyset, varmen og ny energi.

Blue

Jeg har sat lys i fyrfadsstager, i Askovstager, og ikke mindst i adventskransen. Nu må julen gerne komme.

Jeg er lidt blue for tiden. Måske er det vinteren, kulden, mørket. Måske er det bare der, hvor jeg er.

Men Blue er fint. Det er et godt sted at være. Det er nede i dybderne, i skyggerne, i vandet. Her er mørkt og stille og køligt. Ikke koldt, men lindrende. Der er en mørk, stille glød af længsel, ikke efter noget bestemt, andet end blot at være til. Træk vejret. Være stille, ære sjælen og det feminine princip.

Jeg behøver ikke at stræbe ud eller opefter. Jeg behøver ingen mål, ikke at bevise noget, ikke andet end at være den eller det, jeg er i ethvert givent øjeblik. Jeg behøver ikke længere stræbe højt opad for at blive fri. Jeg kan trække nedad, dykke ned i dybet, og ud, som vand i underjordiske huler. Brede mig over et større område, istedet for at stige op i en spids. Ikke være afhængig af eufori, men lade den komme når den vil – og det vil den. Istedet vente – og gløde i mørket.

Det er en befrielse, at give slip, at turde give slip, på mål, perfektionisme, indre krav, forventninger og fordringer. Naturligvis er det en proces; Kritikeren og frk. Dygtig lader sig ikke bare ignorere, men hvis jeg lytter til dem, og så lader dem tie, så kværner de ikke så afsindigt højt og hurtigt som de før har gjort. Faktisk er de bemærkelsesværdigt tyste lige for tiden. Dejligt.

Så er der er ro til nogle andre stemmer, fx drømmenes, symbolernes, bøgernes, børnenes, musikkens, julens, lysenes og skyggernes stemmer.

Det blås inciterende stemme.

Kaffe, spiraler og helhed

Jeg hælder mælk i min kaffe og ser at den danner en hvid spiral i den brune kaffe.

Jeg tænker på livet som en spiral. Vi møder de samme temaer og konflikter igen og igen på forskellige måder og på forskellige planer. Men de er dybest set de samme grundtemaer, der går igen. Nogle gange føles det som om spiralen fører os i svimlende højder, ind i himmelen, og andre gange ned i dybe, mørke steder. Hjertets lønkamre.

Hjertet bliver knust på forskellige måder, men hjertet bliver også stærkere. Det knuste hjerte ser temaerne, ser meningen, forstår mere og bliver mere viist. Det er ihvertfald mit håb – for lige nu føler jeg mig ikke særlig viis, må jeg ærligt indrømme.

Men jeg tænker at hvis vi ærer Eros. Hvis vi tænder en ild i egne og andres hjerter så vil hjertets eksistentielle knusthed betyde, at den ild lyser op for os selv og andre. Fordi den så kan ses, hvis vi ikke er bange for at vise den.

Måske kan vi kun være hele ved at turde blive og forblive knuste?

Lys i mørket

Traditionelt er det i aften, d. 4.maj, at vi sætter lys i vinduet for at mindes befrielsen. Som symbol på at mørket forsvandt. Konkret i form af at mørklægningsgardinerne ikke længere var nødvendige og fordi mørket i form af besættelsen omsider var til ende. Som symbol på frihed, menneskeværd og ånd.

Tænk blot på disse smukke linjer af sange, der blev skrevet før og under krigen:

P.H. (1940)

“Man binder os på mund og hånd/men man kan ikke binde ånd/ og ingen er fangne når tanken er fri”

“Den som holder sjælen rank/ ka’ aldrig blie træl.”

Nordahl Grieg (1936):

“Her er dit vern mot vold/her er dit sverd:/troen på livet vårt/menneskets verd”

“Solskin og brød og ånd/eies av alle”

“Skaper vi menneskeverd/ skaper vi fred”

Vi sætter lys i vinduet for aldrig at glemme hvorfor det er (og altid vil være) nødvendigt at huske disse år under krigen. Jeg kan ikke huske dem, for jeg var der ikke, og min mor, som var tre år i 1940 er nu død, og kan ikke længere fortælle om det.

Der er ikke længere så mange tilbage som kan fortælle om, hvordan de selv oplevede krigsårene. Desto større grund er der til at mindes. Jeg tror det er vigtigt at holde de værdier i hævd, som fik folk igennem krigen og som stradig har gyldighed og altid vil have det – dengang, nu og i morgen.

Der er stadig mennesker i verden for hvem disse værdier ikke er en selvfølge og der er stadig mennsker, der lever og husker og ved at disse værdier skal beskyttes.

Så lysene er også en tilkendegivelse af, at selvom vi ikke selv var der, så værner vi stadig om erindringen om befrielsen og dens betydning og de værdier, som vi er nødt at beskytte for at historien ikke skal gentage sig.

Måske har Sting ret (selvom han nok ikke selv ønsker det):

History will teach us nothing

Måske giver lysene et håb om at det er lidt mindre sandt, og at vi – som menneskehed og enkeltmennesker – alligevel kan lære af erfaringen og historien.

Ja, jeg ved det godt, jeg har ikke været særlig sød ved disse sange men du kan læse dem i deres helhed i Højskolesangbogen (17. udg., 9. opl. , nr. 430 og 475).

Meningen med livet

“[B]ecause of this I no longer wonder about the meaning of “my life” because I do not feel that “I” have a life, but that life has me.”

Nogen kom med ovenstående kommentar til dette fantastiske blogindlæg om meningen med livet (Life is a dot in case you should not know).

Jeg tror, at det er rigtigt. Altså; Vi har ikke et liv, men det er livet der har os eller som udtrykker sig gennem os og vil leves gennem os. Eller en form for bevidsthed (tør jeg sige Gud eller Det hellige?) bevidstgøres gennem os, på hver vores helt unikke, individuelle måde.

Her kommer jeg til at tænke på en giraf. Nogle gange leger jeg med tanken om, at giraffen ser ud som den gør fordi Moder Natur syntes det kunne være sjovt at noget ser sådan ud. Og er så utrolig graciøs som en giraf og så helt igennem smuk og forunderlig at se på. Hun udtrykker et aspekt af sig selv gennem giraffen.

På samme måde udtrykker universet sig gennem os:

“Når først du forstår, hvem og hvad du er, indser du at du ikke er adskilt fra universet, men at du udgør et felt, hvor igennem universet har mulighed for at komme til udtryk. Jo mere lysende dette felt er, desto højere bevidsthed akkumuleres der.” Lars Muhl, Det knuste hjertes visdom.

Universet er en matrix, hvor alt og alle er forbundet med alt i et netværk af relationer. Vi oplever os selv som værende unikke og specielle, fordi vi hver især udtrykker et unikt og specielt aspekt af universet. Det er ikke dig eller mig der *har* denne højere bevidsthed, disse kvaliteter, men de udtrykkes gennem os.

Det giver ikke mening at måle bevidsthed i forhold til andre, for det er jo ikke os der besidder bevidsthed, men den samme universelle bevidsthed, der udtrykkes gennem os på forskellige måder. Et billede på det kan være den måde lyset brydes i farvespektret som rødt, blåt og violet.

At et lysere felt betyder højere bevidsthed, betyder at vi skal være klarere. Sådan at lyset lettere kan brydes igennem os. Hvordan bliver vi klarere, hvordan lyser vi klarere? Jeg tror at det handler om lære os selv at kende, som de vi nu er, med det vi indeholder af både godt og skidt. Selverkendelse.

Derudover tror jeg det handler om ikke at være bange for at begå fejl og for at vise hvem vi virkelig er, for at overgive os, og bare være dem vi nu er, lige her og nu. At give slip på kontrol og tanker om, hvordan tingene burde være eller have været eller måske vil blive.

Og det er derfor meningen med livet er at det er en prik (dot). Det er NU. Det er lige her og nu vi kan vælge at at være klare og lade universet og livet lyse igennem os – som dem vi er. Og lade andres lys skinne lige så klart.

“Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. “Matt. kap. 5, v. 15.

Trial-and-error

“You don’t have a soul. You are a Soul. You have a body.”
C.S. Lewis

Hvem er vi egentlig vi mennesker? Er vi kroppe med sjæle eller sjæle med kroppe? Eller er kroppen en manifestation af vores sjæl? Er vi her bare eller er vi her for at lære noget?

Er vi her for at lære eller blive dem vi virkelig er, og kan vi blive det ved at turde være menneskelige, sårbare?

Leonard Cohen synger

“There is a crack in everything
That’s how the light gets in.”

Det gælder også – eller måske især – for os mennesker.

I Det knuste hjertes visdom skriver Lars Muhl – med afsæt i ovenstående citat:

“[P]å samme måde som lyset kan trænge ind udefra når hjertet brister, kan dets iboende lys også skinne ud og oplyse din tilværelse indefra.”

Hvor vil jeg hen med alt dette?

Jeg vil faktisk sige Ja til det hele. Vi starter med at være så fine og sarte og uskyldige og rene, så bliver vi socialiseret ind i en bestemt kultur og norm, oglærer hvordan vi kan og skal og bør være.

Og det prøver vi så. For ikke at blive udelukket og forkastet. Vi fejler og vi prøver og vi fejler igen. Og måske bilder vi os ind at vi skal være succesfulde og lykkelige og perfekte. Og så er det jo ikke så svært ikke at lykkes.

Men vi glemmer undervejs, hvad disse ting virkelig betyder for os, og vi måler os selv med de forkerte alen, der slet ikke er vores, og som intet har at gøre med dem vi egentlig er og som det er meningen at vi skal blive. Vores telos.

rays_of_light — Nogle gange ser det ud som som on lyset skinner ud af himlen

Det er menneskeligt at fejle, men tør vi, kan vi, virkelig fejle? Vi skammer os og føler skyld. Vi opdager slet ikke at jo flere ridser, der kommer i lakken, jo flere knubs, vi får – jo større er muligheden for at det vi egentlig er og startede med at være skinner igennem. Og det betyder, at vi kan acceptere at livet – tilværelsen er netop dette; en trial-and-error proces, hvor vi nogle gange farer vild og føler os fortabte og forladte.

Og erkendelsen af at dette er en del af tilværelsen (et grundvilkår) får os endelig til at forstå, at vi faktisk er der hvor vi skal være. Lige nu og her.

Fordi det vi skal lære er at blive os selv. Mig. Dig. Vi kan jo ikke rigtigt blive til andre, vel?

Det er som en labyrint hvor det ikke handler om at komme ud – men ind til lyset.

Jeg ved ikke om dette giver mening. Jeg håber det. Du må gerne sige hvad du synes.

Det som fik mig ansporet til at skrive dette indlæg – inspirationen – var dette link, som er ti sjove og tankevækkende regler for det at være menneske, sendt til mig af Julia. Tak!

Kyndelmisse

Jeg kom til at tænke på at det er Kyndelmisse i dag i den vestlige kristne tradition, og så kom jeg til at tænke på Blichers digt:

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

I år er Kyndelmisse skam overmåde hvas og hård.

I den hedenske tradition falder Imbolc sammen med Kyndelsmissen. Eller mon ikke det er omvendt?
Det er en tid for at tænde lys, for de første tegn på forår (eller måske mere for håbet om, at vinterens dage snart er talte) og for vejrvarsler.
Et gammelt varsel siger faktisk, at hvis det sner Kyndelmissedag kommer våren tidligt, og det kan vi jo så håbe på, som Blicher tilsyneladende gjorde det …