At være langsom og at give sig tid, har for mig at gøre med nydelse og sensualitet.
” … kroppens rundhed skaber en rundhed og langsomhed i hendes bevægelser og gester. Der udgår en sødmefuld ladhed fra hende. Hun er i besiddelse af langsomhedens visdom og behersker den teknik at sagte farten”
Jeg bilder mig i min forfængelighed ind at beskrivelsen af en kvindes krop i Kunderas roman Langsomheden kunne være en beskrivelse af min egen krop.
Jeg elsker at være langsom. At dvæle i tiden, at hvile i hver en bevægelse. At nyde nuet. Og lad det strække sig ud. Så for mig ligger der, som hos den franske Madame, helt klart et erotisk og æstetisk element i langsomheden. Måske har vi i vores tid mistet forståelsen af nydelse som noget dvælende, baseret på kunsten at være langsom.
Kundera beskriver – som altid fremragende – i romanen dels det modernes menneskes latterlige forfængelighed, og vores tab af langsomheden og langsomhedens visdom. Og den nydelse og følelse, der er forbundet hermed.
At være langsom gør det muligt at forme tiden:
“At formgive et stykke tid – det er skønhedens fordring, men også erindringens. For det, som ingen form har lader sig ikke indfange, lader sig ikke erindre, For dem [la Madame og hendes elsker] var det ganske særlig vigtigt at undfange deres møde som en form, i betragtning af at deres nat måtte være foruden en morgendag, og kun ville kunne gentages i mindet”.
Kundera forsætter med at pointere forholdet mellem langsomhed og erindring, hurtighed og glemsel; “Der er en hemmelig forbindelse mellem langsomheden og erindringen og mellem hurtigheden og glemslen”. En mand, der ønsker at erindre noget, sagtner farten, mens en mand, der ønsker at glemme, sætter derimod farten op.
“I den eksistentielle matematik tager denne erfaring form af to elementære ligninger; graden af langsomhed er ligefrem proportional med erindringens intensitet; graden af hurtighed er ligefrem proportional med glemslens intensitet.”
Og senere vender han denne ligning om og argumenterer for at vores epoke er besat af begæret efter glemsel og at det er derfor at den forfalder til “hurtighedens dæmon”.
Mens hurtighedens dæmon skyldes at vi søger glemslen, har det at være langsom at gøre med nydelse, æstetik og at forme tiden, således at den kan erindres.
Jeg tænker, at Kundera har ret, vi har glemt at være langsomme for at kunne være nydende og nærværende i nuet. Mange mennesker ønsker noget andet, længes efter en anden fylde – men det er kollektivet, som Kundera adresserer, mens hans fine roman taler til individet.
For mit eget vedkommende oplever jeg i disse dage nødvendigheden af at være langsom, at rumme langsomheden. Igen at indse at acceptere at ting skal modnes og at de tager tid for at blive til de, det skal eller kan blive. Som indholdet i den alkymistiske kolbe, der simrer og bobler.
Intet kan forceres. Heller ikke Nuet.
Så er det godt at huske mig selv på, at med til Kunsten at leve hører det at være langsom.
Milan Kundera: Langsomheden. 4. udgave. Gyldendal, 2013.
