Tag: jul

Julefreden sænker sig

Det er omsider blevet fredag inden jul og jeg har nu juleferie. Jeg sidder i min sofa, er alene hjemme, børnene sover. Jeg drikker en liquorice stout og lader julefreden sænke sig. Hører julemusik med Placido Domingo og Michael Bolton. Jeg har besluttet mig for at denne jul skal være stille og rolig, det skal handle om de små ting, om nærhed og kærlighed.

I går eftermiddags var jeg inde i byen for at købe en julegave og pludselig blev jeg ramt af julelede og en form for meningsløshed og træthed. Hvad skal det hele til for?

Hvorfor løber vi rundt som hovedløse høns og køber en masse gaver, som vi dybest set ikke har brug for, og bruger en masse penge, som vi måske slet ikke har? Spiser en masse mad, drikker for meget etc. Nogle mennesker, læste jeg et sted, bliver sågar (mere) deprimerede i december. Fordi det ikke er perfekt, fordi de er alene, fordi tingene ikke er som de burde være? Jeg ved det ikke.

Hvad er den dybereliggende mening egentlig med julen? Hvori består gaven? Altså hvis man ikke er kristen?

Jeg tænker at gaven ligger i relationen, i kærligheden til de mennesker, vi er sammen med til hverdagen og i julen. Det er naturligvis dejligt at skabe rammerne for at lade julefreden sænke sig, men det er jo ikke rammerne, der er det væsentligste.

Det er vintersolhverv, årets korteste dag. Den dag hvor jorden går under (?). Jeg tror på det symbolske lag i det, muligheden for noget nyt kan måske opstå, hvis vi kollektivt og individuelt slipper det uvæsentlige, det overfladiske, det ligegyldige, og finder ind til det som virkelig betyder noget – hvad dét så er?

Glædelig jul.

Julelede

I dag, da jeg var ude at købe ind, blev jeg overfaldet af et akut anfald af julelede.

Over alt  det (jeg føler) der skal gøres, købes, laves etc før julefreden kan indfinde sig. Det kom sig af – og det føles faktisk lidt latterligt – at det juleslik, man kan få ikke er som det vi havde da jeg var barn. Som om om alting var bedre dengang.

Tingene var ikke altid bedre dengang – heller ikke i julen, men måske vil jeg gerne tro det.

Jeg er nok ikke den eneste der har det sådan, og måske er det derfor vi alle sammen kollektivt har så travlt med at nå alt muligt inden jul. Fordi vi har en eller anden forestilling om hvordan tingene skal være. Og vi pisker rundt for at få det at blive sådan. En nostalgisk længsel efter det som var eller forestillingen om det.

For hvis skyld? For børnenes skyld. For vores egen skyld? Måske for vores eget  indre barns skyld?


Jeg greb mig selv i at tænke, at jeg bare gerne vil have, at det er pænt, trygt og godt. Måske skal jeg bare droppe det med det pæne. Det vigtigste er at vi har det trygt og godt – det behøver ikke at være perfekt.

Julens sande budskab er fred, fred i det indre, fred med det som er, og fred med andre. Mere kompliceret behøver det ikke at være. Og det vil jeg forsøge at huske i julen.

Jeg ønsker jer en fredelig og glædelig jul og et godt nytår.

Der vil også være fred her på bloggen indtil første uge af januar.

Julen

Først og fremmest vil jeg råbe hurra, fordi jeg har vundet en bog hos Katrine, som skriver en rigtig dejlig og indsigtsfuld blog om kærlighed og parforhold. Også de svære ting.

Dernæst vil jeg sige, at jeg går igang med The Sacred Days of Yule Spread 2010 her til aften, og det løber helt til Nytårsaften. Det kommer til at ligge på min engelske blog Lapis Philosophorum. Måske – måske – vil der så blive blive mere stille her …

Men i det nye år vil jeg gå igang med den lovede serie om alkymistiske processer, og tarotkurset er jo heller ikke færdigt endnu, så der er masser af læsestof at se frem til her i det nye år.

Under alle omstændigheder ønsker jeg alle en glædelig jul og et godt nytår.

Knus!

Blue

Jeg har sat lys i fyrfadsstager, i Askovstager, og ikke mindst i adventskransen. Nu må julen gerne komme.

Jeg er lidt blue for tiden. Måske er det vinteren, kulden, mørket. Måske er det bare der, hvor jeg er.

Men Blue er fint. Det er et godt sted at være. Det er nede i dybderne, i skyggerne, i vandet. Her er mørkt og stille og køligt. Ikke koldt, men lindrende. Der er en mørk, stille glød af længsel, ikke efter noget bestemt, andet end blot at være til. Træk vejret. Være stille, ære sjælen og det feminine princip.

Jeg behøver ikke at stræbe ud eller opefter. Jeg behøver ingen mål, ikke at bevise noget, ikke andet end at være den eller det, jeg er i ethvert givent øjeblik. Jeg behøver ikke længere stræbe højt opad for at blive fri. Jeg kan trække nedad, dykke ned i dybet, og ud, som vand i underjordiske huler. Brede mig over et større område, istedet for at stige op i en spids. Ikke være afhængig af eufori, men lade den komme når den vil – og det vil den. Istedet vente – og gløde i mørket.


Det er en befrielse, at give slip, at turde give slip, på mål, perfektionisme, indre krav, forventninger og fordringer. Naturligvis er det en proces; Kritikeren og frk. Dygtig lader sig ikke bare ignorere, men hvis jeg lytter til dem, og så lader dem tie, så kværner de ikke så afsindigt højt og hurtigt som de før har gjort. Faktisk er de bemærkelsesværdigt tyste lige for tiden. Dejligt.

Så er der er ro til nogle andre stemmer, fx drømmenes, symbolernes, bøgernes, børnenes, musikkens, julens, lysenes og skyggernes stemmer.

Det blås inciterende stemme.

Lys

Egentlig tænker jeg mest på julen som en lysets fest. En lysets fest på det tidspunkt af året, hvor mørket er dybest og mest gennemtrængende. Men hvor cyklus vender og vi går mod lysere og mildere tider, og giver mulighed for spirituel fornyelse.

stearinlys

Vi fejrer tilbagevendingen af lyset, og vi gør det ved at tænde lys i mørket. Både i form af stearinlys, der brænder i vintermørket og bringer varme, og i form af det lys, vi tænder i hjertet og sindet, mens vi tålmodigt venter på at lyset – naturens lys – vender tilbage.

Glædelig jul

Så er det blevet juleaftensdag. Lige nu er her dejligt stille og roligt. Vi skal ikke nå noget, dvs. i år vil jeg altså gerne se Disney Juleshow sammen med Mark og børnene, så derfor er der nogle ting, der skal være i orden til kl. 16.00.

Men før de ting skal gøres i orden, vil jeg tænke over, hvad det er jeg holder af ved Julen.

Jeg holder af julesangene. Både salmerne – især “Silent Night” – og  Croonernes fx “I’m dreaming of a white christmas”.

Jeg holder af det med at give. Ikke blot det med at give i et materialistisk perspektiv, men selve det med at give; omsorg, tid, kærlighed, opmærksomhed. Julen er det tidspunkt på året, hvor der –  måske – i højere grad end ellers er mulighed for at give sig selv tid til at give dette til andre og sig selv.

Jeg holder af julemaden og julelysene og julekuglerne og det andet pynt af glas, som vi pyntede træet med i går aftes.

Jeg holder af selve Julens Ånd, hvad den så end er. (Jeg kunne virkelig godt tænke mig at de sendte Dickens Et juleeventyr (som jeg så som barn, og som var virkelig uhyggelig – de andre versioner jeg har set har været udvandede ved siden af  – men på den anden side har jeg ingen ide om hvilken version det var)).

Men i år er der en ekstra dimension ved julen. Min mor er her ikke mere. Og jeg savner hende virkelig meget.  Det betyder også at jeg har taget nogle ting op til revision. Julen skal være rolig og enkel, uden  stress og forventningshalløj, for det vigtigste er at vi fire får en dejlig jul sammen.

Det vigtigste er  – i Julens Ånd – at finde ind til stilheden indeni.