I dag, da jeg var ude at købe ind, blev jeg overfaldet af et akut anfald af julelede.
Over alt det (jeg føler) der skal gøres, købes, laves etc før julefreden kan indfinde sig. Det kom sig af – og det føles faktisk lidt latterligt – at det juleslik, man kan få ikke er som det vi havde da jeg var barn. Som om om alting var bedre dengang.
Tingene var ikke altid bedre dengang – heller ikke i julen, men måske vil jeg gerne tro det.
Jeg er nok ikke den eneste der har det sådan, og måske er det derfor vi alle sammen kollektivt har så travlt med at nå alt muligt inden jul. Fordi vi har en eller anden forestilling om hvordan tingene skal være. Og vi pisker rundt for at få det at blive sådan. En nostalgisk længsel efter det som var eller forestillingen om det.
For hvis skyld? For børnenes skyld. For vores egen skyld? Måske for vores eget indre barns skyld?
Jeg greb mig selv i at tænke, at jeg bare gerne vil have, at det er pænt, trygt og godt. Måske skal jeg bare droppe det med det pæne. Det vigtigste er at vi har det trygt og godt – det behøver ikke at være perfekt.
Julens sande budskab er fred, fred i det indre, fred med det som er, og fred med andre. Mere kompliceret behøver det ikke at være. Og det vil jeg forsøge at huske i julen.
Jeg ønsker jer en fredelig og glædelig jul og et godt nytår.
Der vil også være fred her på bloggen indtil første uge af januar.
