Kunsten at leve

Jeg afsluttede mit essay om Kunsten at elske med en pointering af, at livet er også det mirakel at være i live og at tage del i livet i alle livets facetter. Kunsten at leve er også en disciplin, og den starter ved at værdsætte selve livet. Og derefter bevidst at vælge, hvad vi vil give opmærksomhed:

The only thing that’s capital-T True is that you get to decide how you’re going to try to see it. You get to consciously decide what has meaning and what doesn’t. You get to decide what to worship.

Livet er et mirakel, bevidsthed er et mirakel, at have et godt helbred og være ved sin forstands fulde brug er et mirakel. Forleden dag kom jeg til at tænke på, hvor tæt jeg er på ikke at være i live – ihvertfald ikke i min nuværende tilstand – fordi jeg er født med en stofskiftelidelse, der kræver at jeg tager medicin hver dag for at kunne fungere.

Og hvor taknemmelig, jeg egentligt er, over at det er muligt – uden at jeg faktisk tænker særligt meget over det i min hverdag.

Der er en masse ting, vi tager for givet i vores hverdag – og det er der ikke noget galt med. Vi må gerne tage ting for givet, uden at vi behøver at være dybt taknemmelige hele tiden. Nogle gange lægger vi mere vægt på og mærke til det, som mangler, end til det som fylder.

Det vigtige er ikke, om vi ser på tilværelsen med taknemmelighed eller ej, eller om vi skiftevis opfatter glasset som værende halvt tømt eller halvt fyldt.

Men om vi gør det med bevidsthed; Om vi har en form for meta-perspektiv på livet og vores levevis.

Der er fx en masse ting i min helt almindelige tilværelse, der kan drille mig i hverdagen. Sagen er bare den, at hvis ikke jeg hver dag kunne tage to små hvide piller, så ville det hele være fuldstændigt ligegyldigt. Det sætter det hele i perspektiv.

Erkendelsen af at jeg faktisk ikke kan tage noget for givet – heller ikke de to små hvide piller – betyder at jeg får mulighed for at standse op og se på livet på en anden og ny måde.

Red or blue?I The Matrix er forskellen mellem viden og illusion
symboliseret af valget mellem den røde og den blå pille,
som Morpheus sætter Neo overfor

Det er det, jeg mener med bevidsthed og perspektiv.

Det er okay at opfatte livet som irriterende og mangelfuldt. At være ærgerlig, ked af det og fortryde ting. Ubehagelige situationer og konflikter vil opstå. Ting bliver væk, eller går itu. Relationer bliver brudt, eller løber ud i sandet. Vi mister mennesker, som vi holder af etc.

Hele forskellen består i, hvordan vi ser på disse ting. Om vi kan træde et skridt tilbage og se det hele, herunder vores egen andel og ansvar i dem udefra, med bevidsthed – istedet for at blive overvældet og identificeret. Istedet for at give andre skylden – eller omvendt tillægge os selv for stort et ansvar og betydning – i forhold til tingenes gang.

Der er to begreber her, som er værd at have in mente:

1. Det indiske begreb for ikke-viden; avidya – som betyder at ikke vide, ikke forstå, ikke se. Det opfatter jeg som værende ikke-bevidsthed eller ubevidsthed – og ikke mindst en manglende vilje til at blive (mere) bevidst. Det er ikke en dyd – og det er bestemt ikke en undskyldning! Selvom det tit anvendes som en undskyldning.

2. Det almindelige begreb interesse – som kommer af det latinske verbum inter-esse; at befinde sig midt i – men som almindeligvis betyder at tillægge noget positiv opmærksomhed.

Og hvis vi kombinerer disse to begreber, kan det hele handle om at være positivt interesseret i, hvordan livet udfolder sig, at tillade sig at blive opslugt, at leve sig ind i noget, at leve med. Og samtidigt kunne se, forstå og vide, hvilken andel, vi selv har i tingene. At kunne træde et skridt tilbage, og observere os selv og andre.

Det handler om balancen mellem at leve sig ind i levet, og se på det udefra – en kontinuerlig vekselvirkning.

Så for mig at se er livskunsten, kunsten at leve, overordnet set det at værdsætte selve livets mirakel, at kunne indtage et bevidst meta-perspektiv, at balancere mellem indlevelse og observation. Og endelig – og ikke mindst at vælge, hvad vi vil fokusere på. Hvad vi vil bruge vores dyrebare tid, frihed og opmærksomhed på:

The really important kind of freedom involves attention, and awareness, and discipline, and effort, and being able truly to care about other people and to sacrifice for them, over and over, in myriad petty little unsexy ways, every day. That is real freedom. The alternative is unconsciousness, the default-setting, the “rat race” — the constant gnawing sense of having had and lost some infinite thing.

I løbet af det næste stykke vil jeg skrive en række indlæg om det at leve – og hvad der er vigtigt for mig i livet. Det vil sige, dét jeg har valgt at fokusere på. Det er ment som inspiration, perspektivering og reflektion.

Du har foretaget andre valg. Det vigtige er bare, efter min mening, at det er bevidste valg.

Citater fra David Foster Wallace: This is water.

Lad døren stå

Life needs a point of entry, a crack in our defenses

skriver Thomas Moore i sin fine lille bog Original self. Og han forsætter med at beskrive hvordan vi kan blokere for livet, fordi vi er bange for at nogen skal bryde ind og “stjæle” fra os, og hvordan dette er et hyppigt motiv i drømme.

Den låste dør.

Hermes er den som i klassisk forstand har rollen som tyv, som sjælefører, som den der bryder igennem vores forsvar og stjæler fra os; “by taking away the very thing we do most want, but do not need … [but] … One experiences the loss of health or a loved one and mysteriously life takes a promising course”.

HermesBSO
Hermes er på samme tid tyven og den, der laver hul i forsvaret og skaber liv og forandring. Han er tyv, trickster og tryllekunstner. Og budbringer, bringer af liv. Eros, den lille fede kerub med vinger og tilfældets pile, har den samme rolle.

Ingen kan vide sig sikker.

Lad døren stå på klem, lad tyven komme ind, lad livet. Lad være med at være bange for at leve det, for at blive såret, for at nogen bryder ind. At lade døren stå, måske lukket, men ikke låst, eller endda på klem.

At tillade dig at være og forblive sårbar – at være åben og turde blive såret – betyder at du tør livet og det som det bringer.

En klog kvinde sagde til mig, at

Jeg er mere bange for ikke at blive såret end at blive såret, for det betyder at livet er blevet levet”.

Ja.

The image is from the Burning Serpent Oracle, copyright Robert M. Place, and used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website for further information. Also visit Roberts campaign on Indiegogo for the fourth version of the Alchemical Tarot.

Samhain

Vi er på vej
ind i mørket
i vinterilden

Mørket er over os, vi er netop gået bort fra sommertid, og indtil Vintersolhverv vil det blot blive endnu mørkere.


I morgen er det det Samhain – hvilket betyder sommerens slutning – den sidste af tre keltiske høstfester, der markerer enden på det lyse halvår og starten af det mørke halvår.

På dette tidspunkt af året er sløret mellem vores verden og “Den anden side” – Underverden i følge traditionen tyndt, og derfor ærer vi de døde.

Ud fra en moderne betragtning er det, når vi ærer og husker de døde, måske på sin plads også at ære livet og de levende.

Mørket og døden får os til at påskønne livet desto mere.

Samhain er også en nytårsfest, der markerer starten på det nye år. Så lad os roligt se fornyelsen af  livet og året i møde – også selvom det begynder i mørket …

Døden, minderne og det levede liv

I dag ryddede jeg op i de sidste af kasserne fra min mor.  De har stået længe og ventet, det er jo snart to år siden at hun døde, Det var bevægende og glædeligt og sørgeligt på en gang.

Jeg fandt en masse billeder fra 1970’erne af mine forældre, af mig som baby, og af tiden før jeg blev født, hvor min mor så ung smuk og glad ud, blandt andet fra en tur til Sydtyskland, fra 1960, hvor hun har været 23.

Nogle gange glemmer vi at vores forældre har et liv før og udenom om os, og måske bliver vi selv – som forældre – overraskede når vores børn har svært ved at forstå, at vi selv er så meget andet end deres forældre.

Oprydningen fik mig på én gang til at føle mig forældreløs, som et barn – og endelig som voksen.  Oprydningen fik mig til at slutte en cirkel, at sige farvel. Det føles meget mærkeligt at rydde op i et andet menneskes ting, som jeg har ryddet op i min mors i løbet af de sidste to år.

Hun er den der på godt og ondt har stået mig nærmest, men døden og afstanden skaber en fremmedhed, som gør det både mærkeligt og nemt, at “lukke det ned”, at reducere fem kasser med fotografier og gamle papirer til  én, som jeg så kan gemme væk.

Jeg fandt et portrætfoto af min far, som jeg troede var gået tabt. Men det er ikke min far, blot et billede af ham, som jeg er glad for at at have genfundet. Jeg blev på én gang glad og  chokeret, for jeg havde ikke regnet med at se det billede nogensinde igen. Min far døde i 1987.

Minderne om mine forældre flakser rundt som sommerfugle, svære at fange, men lige pludselig sidder de der bare, i hjertet, og jeg husker enkelte ting meget tydeligt.

Det får mig til at tænke på at fotografier og artefakter netop blot er minder. Døden er uigenkaldelig, på et tidspunkt ender udvalgte genstande, fotografier, dagbøger og breve, der repræsenterer os, i en kasse, og det er en anden – et barn, en ægtefælle – der definerer, hvad der hører til i den kasse, og hvad der skånselsløst bliver smidt ud. Utallige mennesker efterlader sig absolut ingenting, når de går bort, eller der er er ingen, der kerer sig om at udvælge de genstande, der repræsenterer dem.

Det er  skræmmende. Livet er kort, døden venter og tilsidst er der ingenting eller meget lidt tilbage.

Trøsten er det levede liv, at leve, elske, at være i dette nu. Det er ikke en floskel – men en enkel sandhed – Carpe Diem. Grib dagen, nuet. Dette tindrende øjeblik, af smerte, glæde og levet liv. Det der definerer os er dem vi er lige nu – nej, vi har ikke brug for noget til at definere os – vi har kun brug for at være, for nuet og for hinanden, mens vi er her.

Du er selv dit liv.

Du er selv dit liv

Mit yndlingsdigt er dette af Fernando Pessoa fra De Flygtige Roser af Ricardo Reis (et af Pessoas adskillige aliaser):

“Du skal ikke, Lídia, i rummet opføre
Noget fremtidigt, eller love dig selv
Et i morgen. Tag for dig af i dag, vent ikke.
Du er selv dit liv.
Træf ikke beslutninger, der er ingen fremtid.
Hvem ved om ikke skæbnen mellem bægeret du tømmer
Og det du fylder op igen, har åbnet
Afgrunden for dig?”

Især sætningen Du er selv dit liv, gjorde stort indtryk (og gør det stadig) den første gang, jeg læste digtet.  Nogle gange kan en enkelt sætning få det til at løbe én koldt ned ad ryggen – den erfaring har alle læsere – og det gjorde den sætning ved mig.

Sandheden i den er så klar og så enkel. Du – i kød og blod – og den ånd eller bevidsthed – du er i dette nu – er dig. Hverken mere eller mindre. Men det er også meget, når man grunder nærmere over det. Alt det som vi ellers definerer os med (penge, job, interesser, ejendele etc) betyder intet i sammenligning med det liv vi er Her & Nu. Og dét er svimlende alt.

Det er ikke muligt at gribe fat i et i morgen eller i går, for det eksisterer ikke. Tiden, livet, nydelsen er flygtig. Kun nuet, hvor vi oplever nydelse og kærlighed, samt bevidstheden om dette nu,  gælder – om det handler hele digtsamlingen.

Men denne ene sætning opsummerer idéen perfekt.

Du er selv dit liv.

Husk det.

Meningen med livet

“[B]ecause of this I no longer wonder about the meaning of “my life” because I do not feel that “I” have a life, but that life has me.”

Nogen kom med ovenstående kommentar til dette fantastiske blogindlæg om meningen med livet (Life is a dot in case you should not know).

Jeg tror, at det er rigtigt. Altså; Vi har ikke et liv, men det er livet der har os eller som udtrykker sig gennem os og vil leves gennem os. Eller en form for bevidsthed (tør jeg sige Gud eller Det hellige?) bevidstgøres gennem os, på hver vores helt unikke, individuelle måde.

Her kommer jeg til at tænke på en giraf. Nogle gange leger jeg med tanken om, at giraffen ser ud som den gør fordi Moder Natur syntes det kunne være sjovt at noget ser sådan ud. Og er så utrolig graciøs som en giraf og så helt igennem smuk og forunderlig at se på. Hun udtrykker et aspekt af sig selv gennem giraffen.

Det er et fantastisk dyr

På samme måde udtrykker universet sig gennem os:

“Når først du forstår, hvem og hvad du er, indser du at du ikke er adskilt fra universet, men at du udgør et felt, hvor igennem universet har mulighed for at komme til udtryk. Jo mere lysende dette felt er, desto højere bevidsthed akkumuleres der.” Lars Muhl, Det knuste hjertes visdom.

Universet er en matrix, hvor alt og alle er forbundet med alt i et netværk af relationer. Vi oplever os selv som værende unikke og specielle, fordi vi hver især udtrykker et unikt og specielt aspekt af universet. Det er ikke dig eller mig der *har* denne højere bevidsthed, disse kvaliteter, men de udtrykkes gennem os.

Det giver ikke mening at måle bevidsthed i forhold til andre, for det er jo ikke os der besidder bevidsthed, men den samme universelle bevidsthed, der udtrykkes gennem os på forskellige måder. Et billede på det kan være den måde lyset brydes i farvespektret som rødt, blåt og violet.

At et lysere felt betyder højere bevidsthed, betyder at vi skal være klarere. Sådan at lyset lettere kan brydes igennem os. Hvordan bliver vi klarere, hvordan lyser vi klarere? Jeg tror at det handler om lære os selv at kende, som de vi nu er, med det vi indeholder af både godt og skidt. Selverkendelse.

Derudover tror jeg det handler om ikke at være bange for at begå fejl og for at vise hvem vi virkelig er, for at overgive os, og bare være dem vi nu er, lige her og nu. At give slip på kontrol og tanker om, hvordan tingene burde være eller have været eller måske vil blive.

Og det er derfor meningen med livet er at det er en prik (dot). Det er NU. Det er lige her og nu vi kan vælge at at være klare og lade universet og livet lyse igennem os – som dem vi er. Og lade andres lys skinne lige så klart.

“Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. “Matt. kap. 5, v. 15.