Kunsten at elske

Til dig, Rina, fordi du foreslog mig at skrive et indlæg om kunsten at elske.

I’ve looked at love from both sides now
From give and take, and still somehow
It’s love’s illusions I recall
I really don’t know love at all

På Valentins dag gik jeg en lang tur. Jeg nød kulden, vinteren og den skarpe vintersol.

Sol på sne

Det faldt mig da ind, at der ligger en frihed i at være alene, i ikke at have en specifik person at elske på en romantisk måde. Det er ellers den romantiske kærlighed, der dyrkes på denne dag. Men kærlighed er bare så meget mere end den romantiske kærlighed.

Jeg tænkte, at det er muligt at elske i et meget større spektrum når kærligheden ikke er bundet i den romantiske kærlighed. Naturligvis er det at sætte det på spidsen. For også når man elsker én person på den romantiske måde, elsker man jo også sine børn, sin familie, sine venner og sin kat. Det er blot andre aspekter af kærligheden.

Det er dog min påstand, at når vi taler om kærlighed, så taler vi ofte om lige præcis dén kærlighed. Så meget litteratur, film, musik handler om kærlighed, og vores søgen efter den. Men jeg tror, at det er få mennesker, der reelt forstår kunsten at elske.

Jeg stiller mig ikke op her, og fortæller om kunsten at elske, fordi jeg bilder mig ind at jeg mestrer kunsten at elske til fulde. Faktisk er det snarere omvendt. Jeg skriver som altid for at søge en forståelse, for at blive klogere, for at se sagen fra forskellige vinkler.

For at søge visdom og i en ydmyg erkendelse af, at jeg på ingen måde mestrer kunsten at elske. Og at jeg måske aldrig kommer til det, endsige forstånoget som helst af kærlighedens væsen.

Og på en eller anden måde bizar måde, betyder dét ikke så meget mere, processen og den stykkevise forståelse er god nok.

Jeg har tænkt og skrevet meget om længsel og kærlighed på denne blog. Og jeg er kommet til en erkendelse af at begge dele er meget anderledes end jeg troede. På mange måder er kærlighed stadig noget, der gemmer sig, undviger forståelse.

Som ild, som man kan næres sig ved, læse ved – men når man rører ved flammen – brænder man sig – eller den går ud.

Jeg aner nu, at kærlighed er så meget anderledes end jeg troede. Hvorfor overhovedet beskæftige sig med den? Fordi den synes at være svaret på vores dybeste længsel, og fordi vores søgen efter den dybest set handler om vores søgen efter os selv.

Jeg tror, at vi er kærlighed. vi har været det siden tidernes morgen, og vi vil være det til tidernes ende.

Det er det, jeg tror at mange mennesker har glemt. Vi er allerede kærlighed, og dermed er der ingen grund til at søge den i andre. Vi søger kærligheden, fordi vi har glemt hvordan vi selv skal elske.

I den romantiske kærlighedsrelation har vi det med at lægge vores kærlighed over i den elskede, og vi ønsker samtidigt at modtage kærlighed fra det elskede menneske. Det er en velkendt sandhed, at forelskelse dybest set handler om at spejle sig om projektion og refleksion, og det kan gøre forfærdeligt ondt  når spejlet går itu og illusionen brister.  At det faktisk ikke har så meget med kærlighed at gøre. Men at vi får en mulighed for at finde hjem til os selv, hvis vi kan erkende, at det vi lagde over i den elskede var fragmenter af os selv.

Når der ikke er en genstand for denne kærlighedslængsel, og når projektionen er taget tilbage, er der pludselig en mulighed for en ny begyndelse. For at se på selve kærlighedens kilde fremfor det den søger.

At se på lyset fremfor lærredet. I en regnbue splintres lys igennem vanddamp, og lyset brydes i forskellige bølgelængder og giver forskellige farver. Kærligheden kan ligeledes antage mange farver og former. Men kilden er den samme, og kilden er i os selv. Jeg vil ikke sige, at kilden er os selv. Og jeg ved ikke, hvad denne kilde er. Men jeg tror, at vi tager del i den, og dermed er vi kærlighed.

Vi er en tåge eller dis af dråber som lyset brydes i.

Dobbelt regnbue

Det paradoksale for mit eget vedkommende var, at jeg først forstod, hvad det vil sige at elske, da jeg blev forladt. Og jeg skulle mærke følelsen af tab, af forladthed, af skam, af ydmygelse ikke mindre end 3 gange, før jeg forstod bedre.

Da gav jeg slip på min længsel. Det gik op for mig at kærlighedens gave er en opgave. Det er vigtigere at kunne elske, turde elske end at søge kærlighed for at blive elsket. Der ligger en befrielse i at slippe kærligheden, at lade den være, at lade den sejle sin egen sø.

Paradokset er at der er kærlighed i ikke søge det at elske eller blive elsket. Jeg forstod, at der er hvile, stilhed, frihed og klarhed i det at indstille min søgen. Der er kærlighed i ikke at elske. Hvis vi elsker af de forskellige årsager og på destruktive måder.

Fromm skriver i Kunsten at elske, at det hele ligger i forskellen mellem “Jeg elsker dig, fordi jeg har brug for dig” og “Jeg har brug for dig, fordi jeg elsker dig”.

Det gik op for mig på min vandring i parken, at kærligheden er mulig nu, på en anden måde, fordi jeg er holdt med at holde den som gidsel i mit hjerte, og ikke længere forventer noget af den. Det er muligt at elske ubetinget, indefra og ud, fordi jeg er dens instrument – og jeg synger i mine toner – som del af et større kor.

Fugle i og udenfor et bur.

 

Jeg går ikke itu, hvis jeg ikke modtager kærlighed retur. Jeg er allerede kærlighed – og hvis jeg en dag skulle møde den romantiske kærlighed igen, handler det ikke om at give og modtage – men om at dele, om at tage del i hinandens væren og væsen.

Jeg har indset at kærlighed er så mange ting. Kærlighed er at give næring til og puste aspiration til de ting, der er i ens liv, fællesskaber, relationer, arbejde, kreativitet – og så meget mere, som jeg ikke har ord for nu.

Jeg er ikke så sikker på – som det er tidens løsen – at du “bare” skal elske dig selv, og så er alle problemer løst. Ikke blot fordi det forveksles med narcissisme, om end narcissisme faktisk er det modsatte – en chokerende mangel på evne til at holde af sig selv – og andre. Narcissisme er en sjælelig tomhed, der gør det svært at relatere til såvel indre som ydre skikkelser, og har dermed ikke noget med selv-kærlighed at gøre.

Livet får sin mening i relationer til Andre, og derfor er det ikke nok at elske sig selv. Det er en evig bevægelse mellem kærligheden til dig selv, og kærligheden til andre.
Du skal elske din næste som dig selv, som Kierkegaard skriver. Det betyder at forudsætningen for at kunne elske den Anden er at du kan elske dig selv.

Fromm skriver at “alle, der er i stand til at elske andre, er i stand til at have en kærlig indstilling til sig selv. I princippet er kærligheden udelelig, hvad forbindelsen mellem andre og ens eget selv angår”.

For Fromm handler kærlighed til den Anden såvel som kærligheden til sig selv om at omfatte såvel andre mennesker som sig selv med omsorg, respekt, ansvarsfølelse og viden.

For mig handler det at elske sig selv om selv-erkendelse, selv-omsorg, selv-respekt og viljen til at svare an – at svare skæbnen, når den spørger dig, hvem du er. At tage opgaven, det at være det menneske, du er, på dig.

Og det betyder, at du tager del i livet, uanset hvordan det udfolder sig, og hvad det kræver, og hvor meget smerte, det medfører. Og denne vilje til deltagelse er del af kunsten at elske.

Kunsten at elske er i virkeligheden en kærlighedens disciplin. En vigtig del af den praktiske side af at udøve denne disciplin – som enhver anden disciplin er at beslutte sig, at være aktiv, at øve sig, at møde op.

Det gælder håndværk, det gælder det at skrive og det gælder også for kærlighed.

Maria Magdalene - Da Vinci og Giampietrino

Fromm nævner disciplin, koncentration, nærvær, aktivitet og tro som nogle af de elementer der ligger i udøvelsen af en kunst, og altså også i kunsten at elske.

Når jeg tænker på ordet disciplin, og på kunsten at elske, på kærlighedens udøvelse som en disciplin, kommer jeg uvægerligt til at tænke på forvekslingen med kærlighed som en følelse. Som en følelse af forelskelse, som er fantastisk. Men – banalt og sandt – følelser kommer og går. Og hvis vi ser på kærlighed som en følelse, eller emotion, så bliver grundlaget for vores kærlighed pludselig noget usikker, og flygtig.

Der ligger en forpligtelse i opfattelsen af kærlighed som en disciplin. Det betyder ikke at vi skal elske os til døde, fordi vi elsker “for meget” – men det betyder at kærlighed er en forpligtelse til omsorg, respekt, ansvar og viden – også når vi indser at vejene må skilles.

Jeg kommer også til at tænke på ordet discipel. Ingen er eksperter på dette felt. Præster, terapeuter, digtere ved nok mere om kærlighedens væsen end så mange af os andre. Men vi er alle på Herrens eller Fruens mark, når det kommer til kunsten at elske.

Vi bliver aldrig færdige med at lære Kunsten at elske. Men jeg tror at det er sandt, som det siges her; at i sidste ende er det at mærke at man elsker og at mærke sig elsket livets inderste betydning.  Og sorg er i den forbindelse en indikator af betydningen af den kærlighed, vi mister.

Jeg elsker og jeg bliver elsket.

Jeg vil naturligvis også gerne elskes af en mand, på den romantiske måde. Men jeg forstår nu at dét blot er en af kærlighedens facetter. Og kærligheden er – livets betydning – men livet er også det mirakel at være i live og at tage del i livet i alle déts facetter.

Jeg tror at kærlighedens kilde er større vi aner, og det er den jeg nu kan læne mig ind i og lade mig blive gennemlyst af.

Livet handler om at være generøs med os selv og det vi er og det vi kan. At være tilstede, at være aktiv, at vise hinanden omsorg. Men livet er også – som kærligheden – en gåde – som vi blot forstår stykkevist og delt.

Fordi vi ikke kan andet og fordi vi ikke skal andet. Og nu vil jeg ikke skrive mere om kærligheden her, men leve mit liv.

I’ve looked at life from both sides now
From win and lose and still somehow
It’s life’s illusions I recall
I really don’t know life at all.

Erich Fromm: Kunsten at elske. 3. udgave, 2000.

Citater af Joni Mitchells “Both sides now”

Der er lukket for kommentarer.