Døden, minderne og det levede liv

I dag ryddede jeg op i de sidste af kasserne fra min mor.  De har stået længe og ventet, det er jo snart to år siden at hun døde, Det var bevægende og glædeligt og sørgeligt på en gang.

Jeg fandt en masse billeder fra 1970’erne af mine forældre, af mig som baby, og af tiden før jeg blev født, hvor min mor så ung smuk og glad ud, blandt andet fra en tur til Sydtyskland, fra 1960, hvor hun har været 23.

Nogle gange glemmer vi at vores forældre har et liv før og udenom om os, og måske bliver vi selv – som forældre – overraskede når vores børn har svært ved at forstå, at vi selv er så meget andet end deres forældre.

Oprydningen fik mig på én gang til at føle mig forældreløs, som et barn – og endelig som voksen.  Oprydningen fik mig til at slutte en cirkel, at sige farvel. Det føles meget mærkeligt at rydde op i et andet menneskes ting, som jeg har ryddet op i min mors i løbet af de sidste to år.

Hun er den der på godt og ondt har stået mig nærmest, men døden og afstanden skaber en fremmedhed, som gør det både mærkeligt og nemt, at “lukke det ned”, at reducere fem kasser med fotografier og gamle papirer til  én, som jeg så kan gemme væk.

Jeg fandt et portrætfoto af min far, som jeg troede var gået tabt. Men det er ikke min far, blot et billede af ham, som jeg er glad for at at have genfundet. Jeg blev på én gang glad og  chokeret, for jeg havde ikke regnet med at se det billede nogensinde igen. Min far døde i 1987.

Minderne om mine forældre flakser rundt som sommerfugle, svære at fange, men lige pludselig sidder de der bare, i hjertet, og jeg husker enkelte ting meget tydeligt.

Det får mig til at tænke på at fotografier og artefakter netop blot er minder. Døden er uigenkaldelig, på et tidspunkt ender udvalgte genstande, fotografier, dagbøger og breve, der repræsenterer os, i en kasse, og det er en anden – et barn, en ægtefælle – der definerer, hvad der hører til i den kasse, og hvad der skånselsløst bliver smidt ud. Utallige mennesker efterlader sig absolut ingenting, når de går bort, eller der er er ingen, der kerer sig om at udvælge de genstande, der repræsenterer dem.

Det er  skræmmende. Livet er kort, døden venter og tilsidst er der ingenting eller meget lidt tilbage.

Trøsten er det levede liv, at leve, elske, at være i dette nu. Det er ikke en floskel – men en enkel sandhed – Carpe Diem. Grib dagen, nuet. Dette tindrende øjeblik, af smerte, glæde og levet liv. Det der definerer os er dem vi er lige nu – nej, vi har ikke brug for noget til at definere os – vi har kun brug for at være, for nuet og for hinanden, mens vi er her.

Du er selv dit liv.

Du er selv dit liv

Mit yndlingsdigt er dette af Fernando Pessoa fra De Flygtige Roser af Ricardo Reis (et af Pessoas adskillige aliaser):

“Du skal ikke, Lídia, i rummet opføre
Noget fremtidigt, eller love dig selv
Et i morgen. Tag for dig af i dag, vent ikke.
Du er selv dit liv.
Træf ikke beslutninger, der er ingen fremtid.
Hvem ved om ikke skæbnen mellem bægeret du tømmer
Og det du fylder op igen, har åbnet
Afgrunden for dig?”

Især sætningen Du er selv dit liv, gjorde stort indtryk (og gør det stadig) den første gang, jeg læste digtet.  Nogle gange kan en enkelt sætning få det til at løbe én koldt ned ad ryggen – den erfaring har alle læsere – og det gjorde den sætning ved mig.

Sandheden i den er så klar og så enkel. Du – i kød og blod – og den ånd eller bevidsthed – du er i dette nu – er dig. Hverken mere eller mindre. Men det er også meget, når man grunder nærmere over det. Alt det som vi ellers definerer os med (penge, job, interesser, ejendele etc) betyder intet i sammenligning med det liv vi er Her & Nu. Og dét er svimlende alt.

Det er ikke muligt at gribe fat i et i morgen eller i går, for det eksisterer ikke. Tiden, livet, nydelsen er flygtig. Kun nuet, hvor vi oplever nydelse og kærlighed, samt bevidstheden om dette nu,  gælder – om det handler hele digtsamlingen.

Men denne ene sætning opsummerer idéen perfekt.

Du er selv dit liv.

Husk det.