Hermes Arkiv ~ Prima Materia

Lad døren stå

Life needs a point of entry, a crack in our defenses

skriver Thomas Moore i sin fine lille bog Original self. Og han forsætter med at beskrive hvordan vi kan blokere for livet, fordi vi er bange for at nogen skal bryde ind og “stjæle” fra os, og hvordan dette er et hyppigt motiv i drømme.

Den låste dør.

Hermes er den som i klassisk forstand har rollen som tyv, som sjælefører, som den der bryder igennem vores forsvar og stjæler fra os; “by taking away the very thing we do most want, but do not need … [but] … One experiences the loss of health or a loved one and mysteriously life takes a promising course”.

Hermes er på samme tid tyven og den, der laver hul i forsvaret og skaber liv og forandring. Han er tyv, trickster og tryllekunstner. Og budbringer, bringer af liv. Eros, den lille fede kerub med vinger og tilfældets pile, har den samme rolle.

Ingen kan vide sig sikker.

Lad døren stå på klem, lad tyven komme ind, lad livet. Lad være med at være bange for at leve det, for at blive såret, for at nogen bryder ind. At lade døren stå, måske lukket, men ikke låst, eller endda på klem.

At tillade dig at være og forblive sårbar – at være åben og turde blive såret – betyder at du tør livet og det som det bringer.

En klog kvinde sagde til mig, at

Jeg er mere bange for ikke at blive såret end at blive såret, for det betyder at livet er blevet levet”.

Ja.

The image is from the Burning Serpent Oracle, copyright Robert M. Place, and used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website for further information. Also visit Roberts campaign on Indiegogo for the fourth version of the Alchemical Tarot.

Kviksølv

Ifølge Paracelsus var kviksølv (af gr. hydragyron – flydende sølv, vandsølv) sammen med salt og sulfur de tre grundelementer i alkymien. Sulfur blev associeret med Solen, kviksølv med Månen og og salt med jorden og Prima Materia.

I alkymien anvendtes kviksølv som udgangspunkt for at skabe det ædleste af alle metaller – Guld.

Sammen med sulfur skabes merkurisk sulfid eller Cinnabar, der er blodrødt og derfor blev denne kemiske forbindelse associeret med Rubedo i den alkymistiske sekvens af farver. Rubedo symboliserer psykologisk frigivelse af energi (libido i bred forstand), helhed, kulminationen på det alkymistiske arbejde og mødet med Selvet (individuation).

I Splendor Solis associeres Mercury (planeten) med The White Queen

I alkymien refererer kviksølv/merkur mere til merkuriske kvaliteter end til metallets kemiske egenskaber, selvom der naturligvis er en metaforisk sammenhæng ellers ville de mange associationer mellem kemi, alkymi, mytologi, symbol – og psykologi – næppe være opstået. (Og det tør siges, at i alkymien er disse associationer legio – og temmelig forvirrende).

De egenskaber, der kendetegner kviksølv (også symbolsk) er dets volatilitet – dets bevægelighed, dets flygtighed, dets hurtighed, og dets evne til at indgå i forbindelser med andre stoffer. Kviksølv er en “agent”, der skaber forandring.

Og: Tænk på den græsk-romerske gud Hermes/Merkur; hans vingede fødder, hans rolle som gudernes budbringer, facilitator og trickster. Han stjal ilden fra guderne for at give den til menneskene – han bringer lys og bevidsthed. Metallet kviksølv ses i tre tilstande, som Hermes/Merkur kunne bevæge sig i tre verdner.

Hvor Hermes/Merkur eller den merkuriske energi er, sker der forandring og nye forbindelser af kreativ og “kemisk” art opstår. Hermes er en trickster, som kan komme og gå, men næppe indfanges eller tæmmes.

Han kommer med gaver, inspiration input og indfald, hvis vi har øjne og sind åbne, og vi kan modtage dem i taknemmelighed, glæde og kærlighed, men vi kan ikke fastholde ham eller det i nogen bestemt form – det er imod hans natur.

Den dæmoniske elsker

For at skrive må den kvindelige forfatter lokke den dæmoniske elsker frem, have sex med ham – såvel i overført, som nogle gange i helt konkret betydning. For den mandlige kunster er der naturligvis tale om en muse.

I sin bog Seducing the Demon skriver Erica Jong om forholdet mellem lyst og at skrive. For mig at se er begge sider af Eros.

Måske ville den rigtige term være Daimon Lover – ikke Demon Lover. En daimon er en sjælefører og

“The daimonic has always been, and continues to be, a great source of creativity, inspiration, and fascination in all forms of art.”

Problemet med ens Daimon er at det er svært at lokke ham frem og du ved ikke, hvor du har ham. Han er en psychopomp, der går sine egne veje og han vil gerne have at du går med. Formålet er at finde helhed, men vejen derhen er tit temmelig snørklet.

Desværre kan han bestemt finde på at forlade dig midt i det hele. Han kan også finde på at bringe dig i uføre, give dig mærkelige indskydelser og indfald og skabe små eksplosioner af fyrværkeri, hvis han synes der trænger til at ske noget nyt, hvis han keder sig.

Jeg har efterhånden lært at når jeg begynder at sige mærkelige ting – eller rettere få lyst til at sige eller gøre mærkelige ting, så er min Daimon på spil – og han har noget vigtigt at sige mig. Det er en god idé at lytte til hvad han hvisker mig i øret – men det er IKKE nødvendigvis en god idé at gøre det, han umiddelbart foreslår.

I virkeligheden vil han gerne have det sjovt – han vil have flow, kreativitet, skønhed, lyst, ballade. Han vil have kog i kolben som en anden alkymist. Han vil gerne skabe. Nej han vil gerne have at Du skaber. Han vil gerne have at du lytter til ham og at du sætter dig ned og skriver eller maler, eller hvad din kreative kanal nu måtte være.

Han er en tricksterfigur – så flygtig som Hermes/Merkur. Og lynhurtig. Så han er væk i løbet af et nanosekund, hvis du ikke lytter til ham. Han er det rationelles modsætning, og hvis du bortrationaliserer det som han fortæller dig, inspirationen og ideen, hvis du ikke har tid, er træt og der er tusinde ting i vejen – så gider han dig ikke. Så forlader han dig og du sidder forsmået tilbage.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Pejlemærker

I det antikke Grækenland og Rom stod der såkaldte Herma eller Hermessten ved vejene. De fungerede som pejlemærker og som en form for amuletter, der afværgede ondskab og uheld. De var placeret ved overgange og grænser som beskyttelse for de rejsende.

Hermes er guddom for rejsende, for købmænd og for kommunikation, og i tidligere tider en fallisk guddom for lykke, fertilitet og ja, veje. Han er en tricksterfigur – det var ham som stjal ilden fra guderne for at give den til menneskene. Og han er en såkaldt psykopomp, en guide til Underverdenen. Så det giver virkelig mening at sten som er opkaldt efter ham fungerer som pejlemærker på rejsen, både konkrete rejser og i overført betydning.

Hvor vil jeg hen med det? Jo, når man begiver sig ud på en rejse og endda har besluttet sig for ikke at have et eller flere bestemte mål på rejsen, så er det godt at have nogle pejlemærker, nogle Herma på rejsen til at beskytte en.

Hvis processen er vigtigere end selve målet, hvordan kan man så vide, om processen forløber godt eller om den er ved at glide af sporet – ?

Måske er det her at værd at tilføje, at det måske ikke gør noget, hvis man ikke ved, hvor man kommer hen. Man kan jo alligevel ikke kontrollere alt. Og måske gør det heller noget hvis man kommer nogle andre steder hen end der, hvor man havde regnet med at komme hen. Men derfor kan man jo godt komme langt ud, hvis man ikke har et pejlemærke eller to (eller flere), at holde sig til.

Det første spørgsmål drejer sig om, i hvilken retning man skal gå. Her kommer begrebet Intention ind i billedet igen. Jeg har før skrevet om min Intention om at stille mig til rådighed for Universet. Jeg har besluttet mig for at sætte Intention istedet for mål. Intention fortæller noget om den retning, jeg gerne vil gå i, men det fortæller intet om, hvor jeg kommer hen. Det er jo ret spændende så. Ligesom jeg jo heller ikke ved noget om, hvordan Universet besvarer min intention.

Det næste spørgsmål handler om hvordan rejsen forløber, uanset retningen. Her er Intuition et væsentligt begreb. Hvordan er det, hvordan føles det? Giver det ro, flow, mulighed for fordybelse eller erkendelse. Er rejsen sjov eller spændende, eller føles det bare helt forkert, fordi Burde eller Skulle får sneget sig ind i processen – alligevel?

Inspiration kunne være et tredie pejlemærke. Bliver jeg inspireret undervejs til at gå i nye retninger, tænke nye tanker eller skabe noget nyt?

Lige nu kan jeg ikke komme i tanker om andre pejlemærker eller herma, der kan guide mig på rejsen. Men det er nok fordi jeg kun lige skal til at begynde … Og med Hermes eller Dionysos som guides kan alt jo ske.