Den dæmoniske elsker

For at skrive må den kvindelige forfatter lokke den dæmoniske elsker frem, have sex med ham – såvel i overført, som nogle gange i helt konkret betydning. For den mandlige kunster er der naturligvis tale om en muse.

I sin bog Seducing the Demon skriver Erica Jong om forholdet mellem lyst og at skrive. For mig at se er begge sider af Eros.

Måske ville den rigtige term være Daimon Lover – ikke Demon Lover. En daimon er en sjælefører og

“The daimonic has always been, and continues to be, a great source of creativity, inspiration, and fascination in all forms of art.”

Problemet med ens Daimon er at det er svært at lokke ham frem og du ved ikke, hvor du har ham. Han er en psychopomp, der går sine egne veje og han vil gerne have at du går med. Formålet er at finde helhed, men vejen derhen er tit temmelig snørklet.

Desværre kan han bestemt finde på at forlade dig midt i det hele. Han kan også finde på at bringe dig i uføre, give dig mærkelige indskydelser og indfald og skabe små eksplosioner af fyrværkeri, hvis han synes der trænger til at ske noget nyt, hvis han keder sig.

Jeg har efterhånden lært at når jeg begynder at sige mærkelige ting – eller rettere få lyst til at sige eller gøre mærkelige ting, så er min Daimon på spil – og han har noget vigtigt at sige mig. Det er en god idé at lytte til hvad han hvisker mig i øret – men det er IKKE nødvendigvis en god idé at gøre det, han umiddelbart foreslår.

I virkeligheden vil han gerne have det sjovt – han vil have flow, kreativitet, skønhed, lyst, ballade. Han vil have kog i kolben som en anden alkymist. Han vil gerne skabe. Nej han vil gerne have at Du skaber. Han vil gerne have at du lytter til ham og at du sætter dig ned og skriver eller maler, eller hvad din kreative kanal nu måtte være.

Han er en tricksterfigur – så flygtig som Hermes/Merkur. Og lynhurtig. Så han er væk i løbet af et nanosekund, hvis du ikke lytter til ham. Han er det rationelles modsætning, og hvis du bortrationaliserer det som han fortæller dig, inspirationen og ideen, hvis du ikke har tid, er træt og der er tusinde ting i vejen – så gider han dig ikke. Så forlader han dig og du sidder forsmået tilbage.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Om daimons

I denne dæmoniske nissetid er det værd at huske at dæmoner eller rettere daimons oprindeligt (før kristendommen) var en slags indre sjæleførere:

“Daemons are good or benevolent supernatural beings between mortals and gods, such as inferior divinities and ghosts of dead heroes.”

“Hesiod relates how the men of the Golden Age were transmuted into daimones by the will of Zeus, to serve as ineffable guardians of mortals, whom they might serve by their benevolence.”

Psykologisk set er

“The daimonic [] capable of both positive and negative outcomes and is a naturally occurring human impulse or urge within everyone to affirm, assert, perpetuate and increase the self. It is capable of both positive and negative outcomes and must be integrated into consciousness … .”

I nyere tid har Philip Pullman på smukkeste vis brugt Daimonbegrebet i sin fremragende trilogi His dark Materials.

I kristendommen blev de så dæmoniseret og gjort onde – selvom de som udgangspunkt hverken var gode eller onde. Men noget andet end det egoet er – og dermed skræmmende – herudover er de netop en uudtømmelig kilde til energi og kreativitet:

“The daimonic has always been, and continues to be, a great source of creativity, inspiration, and fascination in all forms of art.”

Kilde til citater: Wikipedia.