Ifølge Paracelsus var kviksølv (af gr. hydragyron – flydende sølv, vandsølv) sammen med salt og sulfur de tre grundelementer i alkymien. Sulfur blev associeret med Solen, kviksølv med Månen og og salt med jorden og Prima Materia.
I alkymien anvendtes kviksølv som udgangspunkt for at skabe det ædleste af alle metaller – Guld.
Sammen med sulfur skabes merkurisk sulfid eller Cinnabar, der er blodrødt og derfor blev denne kemiske forbindelse associeret med Rubedo i den alkymistiske sekvens af farver. Rubedo symboliserer psykologisk frigivelse af energi (libido i bred forstand), helhed, kulminationen på det alkymistiske arbejde og mødet med Selvet (individuation).
I alkymien refererer kviksølv/merkur mere til merkuriske kvaliteter end til metallets kemiske egenskaber, selvom der naturligvis er en metaforisk sammenhæng ellers ville de mange associationer mellem kemi, alkymi, mytologi, symbol – og psykologi – næppe være opstået. (Og det tør siges, at i alkymien er disse associationer legio – og temmelig forvirrende).
De egenskaber, der kendetegner kviksølv (også symbolsk) er dets volatilitet – dets bevægelighed, dets flygtighed, dets hurtighed, og dets evne til at indgå i forbindelser med andre stoffer. Kviksølv er en “agent”, der skaber forandring.
Og: Tænk på den græsk-romerske gud Hermes/Merkur; hans vingede fødder, hans rolle som gudernes budbringer, facilitator og trickster. Han stjal ilden fra guderne for at give den til menneskene – han bringer lys og bevidsthed. Metallet kviksølv ses i tre tilstande, som Hermes/Merkur kunne bevæge sig i tre verdner.
Hvor Hermes/Merkur eller den merkuriske energi er, sker der forandring og nye forbindelser af kreativ og “kemisk” art opstår. Hermes er en trickster, som kan komme og gå, men næppe indfanges eller tæmmes.
Han kommer med gaver, inspiration input og indfald, hvis vi har øjne og sind åbne, og vi kan modtage dem i taknemmelighed, glæde og kærlighed, men vi kan ikke fastholde ham eller det i nogen bestemt form – det er imod hans natur.
