Trial-and-error

“You don’t have a soul. You are a Soul. You have a body.”
C.S. Lewis

Hvem er vi egentlig vi mennesker? Er vi kroppe med sjæle eller sjæle med kroppe? Eller er kroppen en manifestation af vores sjæl? Er vi her bare eller er vi her for at lære noget?

Er vi her for at lære eller blive dem vi virkelig er, og kan vi blive det ved at turde være menneskelige, sårbare?

Leonard Cohen synger

“There is a crack in everything
That’s how the light gets in.”

Det gælder også – eller måske især – for os mennesker.

I Det knuste hjertes visdom skriver Lars Muhl – med afsæt i ovenstående citat:

“[P]å samme måde som lyset kan trænge ind udefra når hjertet brister, kan dets iboende lys også skinne ud og oplyse din tilværelse indefra.”

Hvor vil jeg hen med alt dette?

Jeg vil faktisk sige Ja til det hele. Vi starter med at være så fine og sarte og uskyldige og rene, så bliver vi socialiseret ind i en bestemt kultur og norm, oglærer  hvordan vi kan og skal og bør være.

Og det prøver vi så. For ikke at blive udelukket og forkastet. Vi fejler og vi prøver og vi fejler igen. Og måske bilder vi os ind at vi skal være succesfulde og lykkelige og perfekte. Og så er det jo ikke så svært ikke at lykkes.

Men vi glemmer undervejs, hvad disse ting virkelig betyder for os, og vi måler os selv med de forkerte alen, der slet ikke er vores, og som intet har at gøre med dem vi egentlig er og som det er meningen at vi skal blive. Vores telos.

Nogle gange ser det ud som som on lyset skinner ud af himlen

Det er menneskeligt at fejle, men tør vi, kan vi, virkelig fejle? Vi skammer os og føler skyld. Vi opdager slet ikke at jo flere ridser, der kommer i lakken,  jo flere knubs, vi får – jo større er muligheden for at det vi egentlig er og startede med at være skinner igennem. Og det betyder, at vi kan acceptere at livet – tilværelsen er netop dette; en trial-and-error proces, hvor vi nogle gange farer vild og føler os fortabte og forladte.

Og erkendelsen af at dette er en del af tilværelsen (et grundvilkår) får os endelig til at forstå, at vi faktisk er der hvor vi skal være. Lige nu og her.

Fordi det vi skal lære er at blive os selv. Mig. Dig. Vi kan jo ikke rigtigt blive til andre, vel?

Det er som en labyrint hvor det ikke handler om at komme ud – men ind til lyset.

Jeg ved ikke om dette giver mening. Jeg håber det. Du må gerne sige hvad du synes.

Det som fik mig ansporet til at skrive dette indlæg – inspirationen – var dette link, som er ti sjove og tankevækkende regler for det at være menneske, sendt til mig af Julia. Tak!

Det hellige

Jeg blev virkelig inspireret af dette citat – som jeg tillader mig at låne – fra dette dejlige indlæg på Min yoga passion:

“When you do yoga, think God. When you work, think God. When you speak to your wife, you think God! Even when you go to sleep, you think God! Any god you like.”

Jeg kom til at tænke på at meningen med citatet (også) kan være, at Gud ikke er fraværende, som han ofte beskyldes for at være.

Forleden hørte jeg Kanten i radioen, hvor et af problemerne ved Gud er at han er fraværende.

Men hvem siger, at han er det?

En anden problematik er det med at han skal være god. Det har jeg været inde på før – det er det med theodicé-problemet.

Hvis han ikke synes at være nærværende, må han enten være (a) fraværende eller (b) ond. Men hvem siger at han er fraværende og hvem siger at han pr definition er god? Måske kan han både være nærværende og ond?

Måske er han mindre end personifikation end en dimension, nemlig den hellige dimension i tilærelsen, det numinøse.

Det hellige defineres af den tyske religionshistoriker Rudolf Otto som  “mysterium tremendum et fascinosum”, “idet en hemmelighedsfuld magt (mysterium) fremkalder ærefrygt (tremendum) hos mennesket og virker tiltrækkende (fascinosum)”. (kilde: Gads Religionsleksikon).

Så måske kan Gud eller erfaringen af det hellige også være angstprovokerende, frygtelig, krævende det bedste af os, krævende at vi yder, at giver af os selv. Samtidig med at han er fascinerende og tiltrækkende. Som solen.

Solen - et symbol på bevidsthed - tænk blot på Apollon

Hvis Gud eller det hellige er en dimension eller en bestemt erfaring eller kvalitet, gør vi det uret ved at definere det som en fraværende mand (?) , som dog forventes at stå til vores rådighed – og være god. Hvis det altså er sådan vi definerer Gud i gængs forstand.

I The Symbolic Life fortæller Jung om en indianerpueblo, hvis hele formål (telos) er at hjælpe deres Gud, Solen, med at stå op om morgenen og over horisonten. De tager således del i skabelsen hver dag.

Måske gælder det også for os. Måske har vi så misforstået det hele.

Det er os, der skal til rådighed for denne dimension og dermed have det i vores bevidsthed når vi lever vores daglige liv, dyrker yoga, arbejder eller er sammen med vores familie, mand eller kone. Anerkende det hellige i os selv, den Anden og det Andet, samt ikke mindst i relationen til den Anden.

Og altså være med til at skabe det numinøse ved at have det i vores bevidsthed når vi er til, i vores hverdag.

Vi skal  hjælpe dette hellige – Gud – til større bevidsthed ved selv at være bevidste.

Ved ikke blot at ære det – men også at bære det, og dermed være med til at manifestere det.

(Jeg er også stødt på denne tanke om at hjælpe Gud med at skabe bevidsthed i en bog om Jung, men lige nu er jeg desværre ikke i stand til at huske hvor og dermed angive kilden. Det kunne være Murray Steins fantastiske introduktion, Jungs map of the soul.)