Tag: Gud

Håb

fjerlet

“Hope is the thing with feathers that perches in the soul
– and sings the tunes without the words
–  and never stops at all.”
Emily Dickinson

Håb er en underlig størrelse. Det modsatte af frygt. Og dog. De gange, hvor jeg har følt frygt i løbet af det sidste stykke tid, har jeg tvunget mig selv til at foretage nogle små konkrete handlinger i retning af at ændre min situation. Jeg har handlet på trods af frygten.

Men I frygt, ikke uden frygt. Og det at handle har på forunderlig vis opløst frygten. Men jeg har ikke vidst om det ville virke. Jeg har håbet det. Og handlet i det håb.

Håbet er frygtens kerne, som den inderste ring i et løg.

Du ved ikke, om det du gør virker, eller om det slår fejl. Du sætter en fod foran den anden, men du ved dybest set ikke, hvor vejen går går hen, hvor dine skridt fører dig hen. Du kan blot håbe – blindt – på at de fører ud af mørket, ikke dybere ind i det.

Håb er det, du må mønstre, når du indser, at du ikke selv kan gøre mere. Det ligger udenfor din kontrol. Så er der intet andet at gøre end at kaste dig ud på de 70.000 favne. Håb er at overgive sig til noget, der er større end dig selv. Du kan kalde det Gud, skæbnen, eller forsynet.

Sagen er blot den, at håbet fordrer at vi selv arbejder med. Det er et paradoks. På den ene side er du nødt til at gøre noget, dit bedste – det bedste din reneste intention kan mønstre – på den anden side træder det i kraft i det øjeblik du indser, at du ikke kan gøre mere. At alt stopper. Så træder håbet ind, og når vi overgiver os, opleves det som nåde.

Det hellige

Jeg blev virkelig inspireret af dette citat – som jeg tillader mig at låne – fra dette dejlige indlæg på Min yoga passion:

“When you do yoga, think God. When you work, think God. When you speak to your wife, you think God! Even when you go to sleep, you think God! Any god you like.”

Jeg kom til at tænke på at meningen med citatet (også) kan være, at Gud ikke er fraværende, som han ofte beskyldes for at være.

Forleden hørte jeg Kanten i radioen, hvor et af problemerne ved Gud er at han er fraværende.

Men hvem siger, at han er det?

En anden problematik er det med at han skal være god. Det har jeg været inde på før – det er det med theodicé-problemet.

Hvis han ikke synes at være nærværende, må han enten være (a) fraværende eller (b) ond. Men hvem siger at han er fraværende og hvem siger at han pr definition er god? Måske kan han både være nærværende og ond?

Måske er han mindre end personifikation end en dimension, nemlig den hellige dimension i tilærelsen, det numinøse.

Det hellige defineres af den tyske religionshistoriker Rudolf Otto som  “mysterium tremendum et fascinosum”, “idet en hemmelighedsfuld magt (mysterium) fremkalder ærefrygt (tremendum) hos mennesket og virker tiltrækkende (fascinosum)”. (kilde: Gads Religionsleksikon).

Så måske kan Gud eller erfaringen af det hellige også være angstprovokerende, frygtelig, krævende det bedste af os, krævende at vi yder, at giver af os selv. Samtidig med at han er fascinerende og tiltrækkende. Som solen.

Solen - et symbol på bevidsthed - tænk blot på Apollon

Hvis Gud eller det hellige er en dimension eller en bestemt erfaring eller kvalitet, gør vi det uret ved at definere det som en fraværende mand (?) , som dog forventes at stå til vores rådighed – og være god. Hvis det altså er sådan vi definerer Gud i gængs forstand.

I The Symbolic Life fortæller Jung om en indianerpueblo, hvis hele formål (telos) er at hjælpe deres Gud, Solen, med at stå op om morgenen og over horisonten. De tager således del i skabelsen hver dag.

Måske gælder det også for os. Måske har vi så misforstået det hele.

Det er os, der skal til rådighed for denne dimension og dermed have det i vores bevidsthed når vi lever vores daglige liv, dyrker yoga, arbejder eller er sammen med vores familie, mand eller kone. Anerkende det hellige i os selv, den Anden og det Andet, samt ikke mindst i relationen til den Anden.

Og altså være med til at skabe det numinøse ved at have det i vores bevidsthed når vi er til, i vores hverdag.

Vi skal  hjælpe dette hellige – Gud – til større bevidsthed ved selv at være bevidste.

Ved ikke blot at ære det – men også at bære det, og dermed være med til at manifestere det.

(Jeg er også stødt på denne tanke om at hjælpe Gud med at skabe bevidsthed i en bog om Jung, men lige nu er jeg desværre ikke i stand til at huske hvor og dermed angive kilden. Det kunne være Murray Steins fantastiske introduktion, Jungs map of the soul.)

Theodicé

Vi spørger, hvorfor det onde kan finde sted – ja hvorfor det onde eksisterer i verden – når Gud er god, altvidende og almægtig?
Dette er et ældgammelt spørgsmål. Men det gør det ikke mindre aktuelt. Det kaldes Theodicé-problemet og dilemmaet går kort sagt ud på netop det;  Hvordan kan det onde eksistere, når Gud er god, altvidende og almægtig?

Den lærde Aksel Haaning behandler problemet i sin bog Antikrist, og ridser kort sagt problemet op således (han citerer Svendsen: Ondskabens filosofi, 2002) :

1) Gud vil overvinde det onde men kan ikke. 2) Gud kan overvinde det onde men vil ikke. 3) Gud hverken kan eller vil overvinde det onde. 4) Gud kan og vil overvinde det onde … Disse fire alternativer udlægges således at Gud enten er ond eller magtesløs (eventuelt ond og magtesløs) eller det onde findes ikke.

Som jeg forstår det, betyder det, at eksistensen af det onde benægtes, fordi Gud ikke kan være ond. Eller også fornægtes Gud fordi det onde ikke kan benægtes. I den kristne teologi er det onde iflg Haaning blevet forklaret som fraværet af det gode, privatio boni.

Kort sagt (se Haaning for mellemregningerne): Det onde benægtes en selvstændig eksistens, Gud holdes fri fra kendskab eller vilje til det onde – eller hvis det eksisterer er det for det gode, altså i en højere sags tjeneste, som vi ikke kan forstå – og mennesket alene har ansvaret for det onde – eller skylden i form af arvesynden.

Det er ikke en løsning jeg – som menneske – bryder mig specielt meget om. Det kan du læse mere om i en senere post i denne serie om ondskab, nemlig om arvesynden.

Der er andre muligheder (og dette står for min egen ulærde regning):

Gud er ikke god, alvidende og almægtig. Gud er ligeglad. Såvel gode som onde ting sker, men det har intet med Gud at gøre. Eller Gud hæver sig over alle de dualistiske modsætninger, som vi stiller op. Eller Gud er en helhed af disse modsætninger. Det vil sige Gud er både god og ond.

I virkeligheden er problemet måske overhovedet at ville tillægge Gud nogen som helst egenskaber. Menneskets siges at være skabt i Guds skikkelse, men måske er Gud i virkeligheden skabt i menneskets billede? Og mennesket tillægger Gud dets egne egenskaber, såvel det gode, som det onde.

Men måske er det heller ikke så enkelt endda. End blot at konkludere at Gud er skabt i menneskets billede og ikke omvendt.

I den udstrækning, der findes en kraft større end mennesket – og det tror jeg der gør –  er det måske slet ikke muligt er erkende denne kraft, ihvertfald ikke ad vore sædvanlige rationelle “kanaler”, langt mindre at ville definere den. Måske er det slet ikke muligt at sige noget om den kraft vi kalder Gud?

(En lille snirkel på dette indlæg er at Eksistens på P1 netop nu (sidst i programmet) handler om dette problem; ovenpå jordskælvskatastrofen i Lissabon i  1755 blev teodicé problemet aktualiseret med så interessante debattører som Leibniz (om gav theodicéproblemet dets navn), Voltaire og Rousseau, fortalt af lektor i idéhistorie Morten Haugaard Jeppesen).