Fornylig var der en person, der sagde til mig “Jeg har en etik!”
Det der blev sagt mellem linierne er naturligvis:”Det har du ikke”.
Det er fuldstændigt korrekt. Begreber som normativ og etisk siger mig ikke noget – der er for lidt puls i dem. Det samme gælder synd, skyld og skam.
Formålet med de begreber er at kunne slå andre i hovedet og sige “Jeg har en etik”. Det giver en mulighed for at føle at man er bedre end den, man siger det til. Og muligheden for at kunne identificere sig som en person der har en etik … der i det mindste har en etik!
Jeg blev sgu egentligt vred. Temmelig vred. Ikke så meget fordi jeg blev skudt i skoene at jeg ikke har en etik. Men mere fordi vedkommende der sagde det til mig forsvandt ind bag sin etik og i øvrigt twistede alt hvad jeg sagde imod mig – hvilket blot bidrog til min vrede.
Der findes to udtryk for vrede; den kolde vrede; hvor man udsætter det menneske, man er vred på for følelseskulde. Og det kan blive virkelig koldt. Den varme vrede, hvor man ønsker at få talt ud, hvor man kan tage et godt skænderi, vise sine følelser, og ønsker at få renset luften.
Jeg dur ikke til The Silent Treatment. Så jeg blev vred, og temmelig ligeglad med etik. Men bagefter kom jeg til at tænke på hvad det egentlig vil sige at have en etik.
Måske betyder det ikke noget for mig – måske er jeg uetisk! Men – det gav stof til eftertanke.
Hvis man har en bestemt profession er det naturligvis nødvendigt at følge en etik; for eksempel hvis man er læge eller psykoterapeut eller lignende. I faglig henseende er jeg ret overbevist om at det er MEGET nødvendigt at have bestemte etiske retningslinjer.
Men hvad vil det sige at have etik, som person? At leve efter bestemte principper? At lade sig definere af disse? At definere andre ud fra disse? Er det etisk at bruge sin etik som et stempel hvormed man godkender ting og personer? At bruge den som standard, ikke blot for sig selv, som andre og deres måde at være til på ? Jeg tror ikke på at der nogle bestemte måder at leve livet på – det har jeg kæmpet med hele mit liv, og derfor er jeg villig til at smide sådanne standarder over bord. For at blive gladere og mere fri og lade andre være det.
Jeg ønsker ikke at dømme andre mennesker, og jeg ønsker ikke at blive dømt ud fra andre menneskers opfattelse af hvad der er godt eller dårligt. Vi kan Aldrig vide hvad der er sandt eller godt for andre.
Jeg tror på empati – at sætte sig i den andens sted. Uden at dømme.
Der er et wicca motto der siger;
“Do what you will, so long as it harms none.”
Det vil jeg gerne skrive under på. Men jeg er også hedensk.
Og så har jeg lært, at hvis jeg leve sådan skal være bedre til at sige til og fra, at melde klart ud hvem jeg er, hvad jeg vil – og også hvad jeg ikke vil.
