Det onde

Ondskaben er et problem vi som mennesker ikke kan undgå at tage stilling til.

Såvel det onde i os selv, som det onde i verden. I det små bliver vi  konfronteret med det på en daglig basis, og i det store fortæller verdenshistorien om holocaust, krige, folkedrab og den tilfældige ondskab, der slår ned i form af ulykker og naturkatastrofer.

I den følgende tid vil jeg komme ind på det ondes problem og aktualitet for det moderne menneske. Det onde er ikke blot noget vi kan skyde fra os, og se bort fra. I et eksistentielt og etisk perspektiv er det onde noget vi kontinuerligt må forholde os til. Husk blot Jesus’ ord:

Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?

Problemet med at skyde det onde fra os, som noget os selv fremmed, er at vi tillægger det de andre. Vi smider i jungiansk forstand vores skygge ud på de andre, der så bliver de onde, som jeg også har været inde på i tidligere indlæg. Det gør vi både som individuelle personer, og som nationer eller hele kulturer.

Jeg skriver på en serie af blogindlæg for at belyse problematikken og diskutere det onde. Mit udgangspunkt og min inspirationskilde er Aksel Haanings bog Antikrist, som jeg vil forsøge at forholde mig til – ud fra min position som lægperson og menneske, men også andre kilder vil blive inddraget.

Det første indlæg i serien vil blive publiceret på fredag og handler om teodicé-problematikken.

Ondskab

Jeg har netop læst to meget tankevækkende bøger, der begge to handler om menneskelig ondskab.

Det var Birkedal : en torturbøddel og hans kvinder af Peter Øvig Knudsen og Kong Leopolds arv af Adam Hochschild.

Sidstnævnte handler om “Om den belgiske Kong Leopold II’s (1835-1909) rædselsregime i hans “personlige” koloni, Fristaten Congo i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet”.

Den første er “Beretningen om den højestplacerede dansker i Gestapo under besættelsen, Ib Birkedal Hansen (1909-1950), herunder om forholdet mellem Birkedal og hans kvinder, psykiateren Max Schmidts rolle og om de dramatiske begivenheder, der førte til at den frygtede stikkerchef og torturbøddel blev henrettet i 1950 som den sidste efter retsopgøret.”*

Begge bøger er velskrevne og gode eksempler på dokumentation, der er mindst lige så spændende at læse som en hvilken som helst roman. Forskellen er blot at de bygger på virkeligheden.

At de rædsler og den menneskelige nedværdigelse, at de handlinger, der bunder i sadisme, forråelse, ondskab og grådighed der beskrives rent faktisk har fundet sted. Virkeligheden overgår så langt fantasien. Det ligger udenfor ens fattevne, og bøgerne giver egentlig ikke nogle svar af filosofisk eller psykologisk art på, hvorfor det er sådan. Fakta og dokumentation fremlægges og så må man som læser drage sine egne slutninger, og selv forsøge at fatte og forholde sig til det.

Hvorfor? Hvorfor kan det finde sted og hvorfor gør folk sådanne ting mod andre? Hvilke mekanismer træder i kraft?? Kan vi alle gøre noget lignende?

Ja. Det tror jeg faktisk. Jeg tror at det er et spørgsmål om valg. At vælge at se eller at vælge at åbne øjnene, når man står i en given situation. Og egentlig er det overflødig at skrive “menneskelig ondskab” for ingen andre væsener har den moralske mulighed at vælge mellem godt og ondt.

Men meget forenklet at sige at det drejer sig om vælge, at foretage et moralsk valg, betyder ikke at selve valget i den givne situation er nemt. For hvis det var nemt at handle godt, ville der jo ikke være nogle tilfælde af menneskelig ondskab. Måske er det endda nemmere at handle ondt end at handle godt?

*Jeg har citeret resumerne efter bibliotek.dk beskrivelser