Jeg har netop læst to meget tankevækkende bøger, der begge to handler om menneskelig ondskab.
Det var Birkedal : en torturbøddel og hans kvinder af Peter Øvig Knudsen og Kong Leopolds arv af Adam Hochschild.
Sidstnævnte handler om “Om den belgiske Kong Leopold II’s (1835-1909) rædselsregime i hans “personlige” koloni, Fristaten Congo i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet”.
Den første er “Beretningen om den højestplacerede dansker i Gestapo under besættelsen, Ib Birkedal Hansen (1909-1950), herunder om forholdet mellem Birkedal og hans kvinder, psykiateren Max Schmidts rolle og om de dramatiske begivenheder, der førte til at den frygtede stikkerchef og torturbøddel blev henrettet i 1950 som den sidste efter retsopgøret.”*
Begge bøger er velskrevne og gode eksempler på dokumentation, der er mindst lige så spændende at læse som en hvilken som helst roman. Forskellen er blot at de bygger på virkeligheden.
At de rædsler og den menneskelige nedværdigelse, at de handlinger, der bunder i sadisme, forråelse, ondskab og grådighed der beskrives rent faktisk har fundet sted. Virkeligheden overgår så langt fantasien. Det ligger udenfor ens fattevne, og bøgerne giver egentlig ikke nogle svar af filosofisk eller psykologisk art på, hvorfor det er sådan. Fakta og dokumentation fremlægges og så må man som læser drage sine egne slutninger, og selv forsøge at fatte og forholde sig til det.
Hvorfor? Hvorfor kan det finde sted og hvorfor gør folk sådanne ting mod andre? Hvilke mekanismer træder i kraft?? Kan vi alle gøre noget lignende?
Ja. Det tror jeg faktisk. Jeg tror at det er et spørgsmål om valg. At vælge at se eller at vælge at åbne øjnene, når man står i en given situation. Og egentlig er det overflødig at skrive “menneskelig ondskab” for ingen andre væsener har den moralske mulighed at vælge mellem godt og ondt.
Men meget forenklet at sige at det drejer sig om vælge, at foretage et moralsk valg, betyder ikke at selve valget i den givne situation er nemt. For hvis det var nemt at handle godt, ville der jo ikke være nogle tilfælde af menneskelig ondskab. Måske er det endda nemmere at handle ondt end at handle godt?
*Jeg har citeret resumerne efter bibliotek.dk beskrivelser