Tag: vrede

Heks

“You will find the witch at the end of a pointed finger” P.G.

Voldtægt.

Endnu en voldtægthistorie rejser verden rundt med vantro og vrede til følge.

Kvinden er modig, klar, artikuleret Hun læser sit  brev højt for voldtægtsmanden i retssalen. (Læs det.)

stanford

Kvinden bliver udsat for en masse spørgsmål. Ingen spørger krænkeren, hvor meget han har drukket, hvornår han har tisset, hvilket tøj han havde på, hvem han han har kommunikeret med, hvordan han sexliv er etc.

Fingeren peger på kvinden. Hendes liv pilles fra  hinanden for at lægge skylden på hende. Igen, det er set før, og vi vil opleve det igen. Og igen.

*

Hvorfor?

Fordi den underliggende struktur er at kvinder blot er noget, man kan gøre sådan noget med. Og komme afsted med det. Hun er en ting, hun er ikke et subjekt, hun er et objekt på hvilket, der kan udføres “20 minutes of action”. Det tager kun 20 minutter at ødelægge et andet menneskes liv. Det tager resten af hendes liv at blive sat sammen igen. Hun er stærk.

Hun har ihvertfald fundet styrke.

Vi er ikke alle så stærke. Ikke alle historier får den opmærksomhed. Kvinder lider i stilhed – og skam. Der bliver begået voldtægter hver eneste dag, der bliver begået vold mod kvinder hver eneste dag. Den vold, der er faldende er (heldigvis) mænds vold indbyrdes.

Kvinder er stadig legitime mål, og de kan stadig pålægges skylden for den vold, der begås mod dem. De kan stadig qua deres adfærd, tøjstil og udfra hvem de har kommunikeret med og hvordan, pålægges ansvaret for forbrydelser begået mod dem.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke er krænkeren, der underlægges den slags undersøgelser. Hvad får en mand til at voldtage en kvinde? Hvad tænker han på, hvad er der sket forud, hvem har han kommunikeret med? Hvad har han følt? Vrede, afmagt? Har han taget stoffer? Har han været oppe at slås? Hvilket tøj havde han på? Hvornår har han sidst pisset, skidt, brækket sig? Er han promiskuøs?

Det synes at være sådan, at “promiskuøse” kvinder er mere skyldige? Hvad vil det sige at være promiskuøs? Er det at have et sexliv? At være et seksuelt væsen? Er man mindre skyldig, hvis man er jomfru eller “dydig”?

*

Da Jyoti Sing blev voldtaget og dræbt, da de muslimske unge mænd havde krænket kvinder i Köln skrev jeg i begge tilfælde om vreden mod kvinder. Og jeg er stadig overbevist om at det er den dybereliggende årsag til at vi stadig ser den slags sager, også herhjemme.

Og vi skal se dybt. For det er i lige så høj grad et indre psykologisk arbejde. Og det er kulturpsykologi.  Vi ændrer verden ved at ændre os selv.

Vreden mod kvinder og det kvindelige ligger dybt. Heldigvis er det ved at vende, heldigvis er der heltemodige mænd, som står op og erklærer sig som ligeværdige med kvinden. Heldigvis er der ved at ske noget. Hvorfor? Fordi stadig flere mænd kigger indad, bliver venner med deres egen kvindelighed og venner med det kvindelige. Konfronterer den indre heks. Heldigvis gør flere mænd deres hjemmearbejde.

Men det er ikke nok. For det kvindelige bliver også bekæmpet af det mandlige i kvinder selv. Den indre rigide, ubalancerede animus i kvinder selv er mindst lige så farlig som den indre heks i mænd. Kvinder er også kvinder værst. Kvinder måler og dømmer hinanden på perfektion, på kroppen, på performance etc.

Så det er stadig min pointe at såvel Det mandlige som Det kvindelige som kræfter i psyke, kultur og eros er sårede, ubalancerede og i krig med hinanden. Mænd og kvinder er heldigvis begyndt at ændre sig selv, deres forhold til skam, til skyld, til sex, til frihed. Men det korte af det lange er, at kun konkrete mennesker kan ændre disse strukturer i samfund og psyke, der gør voldtægt mulig og næsten legitim, fordi offeret kan blames.

*

En klog, erfaren kvinde sagde til mig:

Kvinder skal have erfaring med det erotiske, for for jo flere kvinder der har det, jo sværere vil det blive at gøre dem tavse med henvisning til at de er på den forkerte side” [underforstået skøger]

Hvad handler alt det her om? For mig handler det om det split mellem luderen og madonnaen, der er blevet skabt i Det kvindelige i mænd såvel som i kvinder, i den kollektive psyke og i kulturen. Som stadig er et sår, og vil vedblive at være det, hvis ikke både kvinder og mænd tager ansvar for at hele det indefra og ud. Det handler om kraften i seksualiteten, især kvindens, der bliver brugt som undskyldning for at pålægge hende skylden. Det handler om nogle mænds manglende vilje til at tage ansvar for deres egen seksualitet.

Det handler om at mekanismen er den samme som i forholdet til heksen, at der peges på dem, der er forkerte, de andre, den anden.

Tavshed

“Der Rest ist Schweigen.”*

Da jeg var barn oplevede jeg at min far kunne straffe mig ved at give mig The Silent Treatment i flere dage. Jeg tænker at han også har gjort således ved min mor.

Jeg haft andre oplevelser med tavshed og afvisning fra min fars side. Da jeg blev teenager kunne han ikke forholde sig til min spirende seksualitet. Da han ikke kom hjem en aften, hvor min mor, alene med mig, havde taget for meget medicin og alkohol. Da han ikke tog mig, da mine forældre blev skilt, da han blev syg, da han døde etc. Alt sammen eksempler på følelsen – for mig – af, at han har afvist mig.

Jeg har igen fået anledning til at overveje, hvad tavshed gør ved mig. Dette at kommunikation og relation afbrydes. I tavsheden ligger der, for mig en meget stor følelse af afvisning, en følelse af at blive forkastet. Være u-værdig. U-elsk-værdig.

Jeg har det programmeret som en psykologisk kode. Men nu er jeg kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg ikke længere behøver at leve efter den kode. Det er muligt at skrive et andet stykke kode.

For nogle år siden, da jeg følte mig afvist og mødt med tavshed, fik jeg anledning til at få hele komplekset gennemlevet igen. Og på det tidspunkt gik det op for mig, at jeg aldrig havde rettet min vrede over at blive afvist mod min far, men mod mig selv, i en følelse af skam og uværdighed.

Jeg blev vred mod mig selv, og følte mig derfor dobbelt forkastet.  Jeg har haft stor grund til at blive vred på min far. Men jeg blev det aldrig.

Jeg blev vred på mig selv. Det var en stor øjenåbner. Det var muligheden for at omfatte mig selv med kærlighed, når jeg føler mig afvist af andre.

Når jeg møder tavshed i dag, eller følelsen af folk afviser mig, mærker jeg komplekset røre på sig. Det gør helt sikkert noget ved mig stadigvæk. Men jeg behøver ikke at føle mig afvist, forkastet, uværdig pr. automatik.

Og jeg har besluttet mig for ikke at møde andre med tavshed. Hellere vrede, ked af det hed eller åben sorg.

Jeg blev dog klar over, at jeg gjorde det her i sommer i en situation, hvor jeg var vred, og ikke vidste hvad jeg skulle sige. Jeg gør det aldrig igen.

Jeg tænker det bedste er at sige: “Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg vender tilbage, når jeg er klar over det”.

Når kanalen er klar, flydende, åben, vil jeg altid ønske at der er mulighed for at kommunikere, verbalt eller nonverbalt. Når kanalen er klar, flydende, åben, ønsker jeg at turde blive i feltet, det tredie sted, det sted, der altid er i en relation, uanset art og som er mere end de to mennesker tilsammen. Og jeg håber, at de mennesker jeg har et forhold til, også tør blive i feltet.

Uanset hvor svært det kan være at blive i.

Jeg ved, hvor invaliderende tavshed kan være i en relation. Og hvordan den kan bruges som straf, som kulde. Når relationen er ophørt, kan der muligvis kun være tavshed. Jeg har jo fx ikke mulighed for at blive vred på min far, direkte. Nogle gange er der ikke mere at sige.

Men den indre psykologiske kode kan skrives om.

*C.G. Jung i et sidste brev til Freud.

Fundament

“Den modne person når da måske det stadium, hvor han er sin egen moder og fader.”

At være min mors datter var svært. Få dage før hun døde skældte hun mig ud i telefonen og lagde røret på. Heldigvis nåede vi at blive forsonede inden hun døde. At hun døde var traumatisk, som alle pludselige dødsfald. Da hun var død, skete der en grundlæggende forandring med mig. Og faktisk var jeg lettet. Det lyder grimt at sige det, men det er ikke desto mindre sandheden. Jeg blev et andet menneske, en energi var sat fri. Jeg følte mig fri.

Siden er der sket mange ting i mit liv. Og nu er jeg her. I en helt anden livssituation end forventet.

I den forløbne uge ramte jeg pludselig en følelse af savn efter at have en mor og en far. Stadig at have min mor og far. En form for fundament. En følelse af mangel, ensomhed, rodløshed.

Min vrede imod dem har fyldt meget i mit liv, min følelse af blive svigtet af fravær og misbrug. En grundlæggende følelse af blive afvist, ikke at være god nok, en følelse af skam over at være blevet afvist. Vrede ikke blot imod dem, men også en paradoksal vrede mod mig selv over at blive afvist, over ikke at være god nok.

Jeg blev pludselig konfronteret med sorg over at de ikke er i mit liv, nu som voksen. Og smerte over at tingene blev som de blev. Men det står ikke til at ændre.

Det er svært at erkende den sorg, netop fordi jeg har været så vred. Men da jeg tillod mig at sørge, blev det klart for mig, at det er okay at føle den sorg, og også vreden, og at det også nu er muligt at tilgive dem og måske se dem, ikke blot som mennesker, der svigtede – men også som mennesker, der sandsynligvis – for det er jo sjældent at mennesker bevidst ønsker at svigte – ønskede at gøre det så godt som muligt. At erkende dem som mennesker, der gjorde og ønskede deres bedste, og som heller ikke svigtede 100 %. De gav mig et godt fundament for at være i verden, selvom det er kan være svært for alle mennesker, dem selv inklusive.

For os alle gælder det, uanset hvordan vores forhold til vores forældre er, at vi på et tidspunkt må slippe dem. Uanset om vi ser dem, om vi har et godt forhold til dem, om vi har et problemetisk forhold til dem, eller vi af en eller anden grund har mistet forbindelsen til dem, eller om de er døde.

Uanset hvad så må vi slippe dem, tilgive dem og se dem som mennesker.

Det at blive voksen handler om dette, at give slip, at slippe ud af deres faktiske, psykologiske og arketypiske skygge. Det at blive voksen handler i sin essens om at skabe sit eget fundament – blive sit eget fundament. At blive sin egen mor og far, som Erich Fromm skrev om det modne menneske i sin fine lille bog Kunsten at elske.

Mild

For nyligt var der et menneske, der har stået mig nær i lang tid, som kaldte mig “mild”. Hvilket undrede mig. For jeg har meget svært ved at se mig selv som “mild”.

Jeg har tit følt en meget stor vrede i mit liv, både imod mine nære relationer, og ikke mindst en ubønhørlig vrede vendt imod mig selv.

Med min nye livssituation kommer der en opløsning af vreden.

Da jeg var barn var vrede ikke en acceptabel følelse, eller dens udtryk. Jeg har altid haft det svært med vrede. Det var ikke pænt at være vred. Jeg havde voldsomt temperament – som det hed sig – eller også var jeg “hysterisk”.

Vreden (og den underliggende ked af det-hed) blev verbaliseret og kategoriseret, men ikke rummet og accepteret. Vreden blev aldrig balanceret for mig. Og derfor kunne den komme ud på en eksplosiv måde – og det sker stadig for mig.

Mild har jeg aldrig følt mig, selvom jeg i virkeligheden altid har båret hjertet uden på tøjet. Jeg har ikke selv kunnet se min mildhed. Måske fordi jeg ikke har turdet være sårbar.

Jeg er blevet bedre til at udtrykke min vrede på en autentisk, adækvat måde og det giver rum for mildheden, mulighed for at tage den på mig og acceptere den. Ikke for at “please” og være “sød”, men at være mild på en jordfæstet måde. Præcis som med vreden.

De er to modsætninger på en skala, men når de begge er i balance, komplementerer de hinanden. Måske er det endda muligt at være vrede på en mild måde?

Udtrykket “den lyse skygge” beskriver en kreativ eller positiv side, som vi endnu ikke har kastet lys over. Måske er mildheden en lys skygge i mig.

Hvad er din lyse skygge?

Etik?!

Fornylig var der en person, der sagde til mig “Jeg har en etik!”

Det der blev sagt mellem linierne er naturligvis:”Det har du ikke”.

Det er fuldstændigt korrekt. Begreber som normativ og etisk siger mig ikke noget – der er for lidt puls i dem. Det samme gælder synd, skyld og skam.

Formålet med de begreber er at kunne slå andre i hovedet og sige “Jeg har en etik”. Det giver en mulighed for at føle at man er bedre end den, man siger det til. Og muligheden for at kunne identificere sig som en person der har en etik … der i det mindste har en etik!

Jeg blev sgu egentligt vred. Temmelig vred. Ikke så meget fordi jeg blev skudt i skoene at jeg ikke har en etik. Men mere fordi vedkommende der sagde det til mig forsvandt ind bag sin etik og i øvrigt twistede alt hvad jeg sagde imod mig – hvilket blot bidrog til min vrede.

Der findes to udtryk for vrede; den kolde vrede; hvor man udsætter det menneske, man er vred på for følelseskulde. Og det kan blive virkelig koldt. Den varme vrede, hvor man ønsker at få talt ud, hvor man kan tage et godt skænderi, vise sine følelser, og ønsker at få renset luften.

Jeg dur ikke til The Silent Treatment. Så jeg blev vred, og temmelig ligeglad med etik. Men bagefter kom jeg til at tænke på hvad det egentlig vil sige at have en etik.

Måske betyder det ikke noget for mig – måske er jeg uetisk! Men – det gav stof til eftertanke.

Hvis man har en bestemt profession er det naturligvis nødvendigt at følge en etik; for eksempel hvis man er læge eller psykoterapeut eller lignende. I faglig henseende er jeg ret overbevist om at det er MEGET nødvendigt at have bestemte etiske retningslinjer.

Men hvad vil det sige at have etik, som person? At leve efter bestemte principper? At lade sig definere af disse? At definere andre ud fra disse? Er det etisk at bruge sin etik som et stempel hvormed man godkender ting og personer? At bruge den som standard, ikke blot for sig selv, som andre og deres måde at være til på ? Jeg tror ikke på at der nogle bestemte måder at leve livet på – det har jeg kæmpet med hele mit liv, og derfor er jeg villig til at smide sådanne standarder over bord. For at blive gladere og mere fri og lade andre være det.

Jeg ønsker ikke at dømme andre mennesker, og jeg ønsker ikke at blive dømt ud fra andre menneskers opfattelse af hvad der er godt eller dårligt. Vi kan Aldrig vide hvad der er sandt eller godt for andre.

Jeg tror på empati – at sætte sig i den andens sted. Uden at dømme.

Der er et wicca motto der siger;

“Do what you will, so long as it harms none.”

Det vil jeg gerne skrive under på. Men jeg er også hedensk.

Og så har jeg lært, at hvis jeg leve sådan skal være bedre til at sige til og fra, at melde klart ud hvem jeg er, hvad jeg vil – og også hvad jeg ikke vil.

Venlighed: Ærlighed

Det sidste, jeg vil fremhæve i min lille serie om venlighed, er begrebet ærlighed.

Med til venlighed hører ærlighed. At vi trækker klare grænser op og siger ja og nej – ud fra de rigtige årsager. Ja, fordi vi gerne vil eller kan gøre noget for nogen – og nej fordi vi ikke vil eller kan gøre det.

I nogle tilfælde kræver det, at vi giver os tid til at tænke os godt om, og mærke efter om den første indskydelse var rigtig. I hverdagens løb har vi gerne så travlt, at vi siger ja og nej, af de forkerte grunde. Ja, fordi vi tror vi gerne vil noget, eller føler at vi bør sige ja, – og nej, fx til børnene, fordi det kan være hurtigere bare at sige nej.

Men hvad har det at gøre med venlighed? Det giver en klarere kommunikation og viser respekt eller anerkendelse overfor andre, at vi mener det vi siger.

Når vi ved hvad vi vil og ikke vil, giver det også større overskud til at være venlig. Det har også noget at gøre med venlighed overfor os selv, at give os selv tid til at respondere ærligt og oprigtigt til de forslag, ønsker, krav og forventninger, som vi bliver mødt med i en travl hverdag. At skabe rum for os selv.

At undersøge følgende spørgsmål: Hvad forventer vi af os selv, hvad vil vi, hvad kan andre forvente, hvad vil vi ikke?

Når vi evner dette, bliver det nemmere at sige nej, uden at gå defensiven, uden at sætte triumf på. Jeg tror at det er sådan at det er muligt at stå ved sin vrede uden at den bliver omformet til noget andet (småsurhed, raseri, manipulation, passiv aggression o.a.) Og at man kan sætte en klar grænse og udtrykke vrede – på en venlig måde.