Nøjsomhed

Da jeg for 20 år siden boede i Århus, boede min veninde på Nøjsomhedsvej i Brabrand.

Det var pudsigt, for hun var virkelig nøjsom, grundet sin daværende livssituation og det er hun endnu. Jeg har tænkt meget på begrebet nøjsomhed på det sidste, fordi jeg nu selv er i en situation, hvor jeg må vælge at være nøjsom.

Nu bor jeg også på “Nøjsomhedsvej”. Nøjsomhed er ikke noget der falder mig let, må jeg indrømme. Min naturlige tendens er expansion og udfoldelse, hvilket snarere gør mig til et pengesvin end en sparegris – hvis jeg altså havde uanede midler. Og jeg har en naiv, optimistisk tro på at det “hele nok skal gå”.

Ashmolean-piggy-bank

Dette er en antik sparegris. Jeg tænker at grunden til at det netop er grisen, der bruges til opbevaring af penge er, at den er et gammelt frugtbarhedssymbol. En af den nordiske gudinde Frejas skikkelser var således en so. Denne ser dog lidt olm ud. Måske får den ikke penge nok?

Men som jeg har talt med den samme veninde om for nylig, så handler det jo ikke udelukkende om at være nøjsom af nød (selvom det desværre er virkeligheden for mange mennesker), men fordi jeg har valgt det på det nuværende tidspunkt i mit liv. Alle livets valg medfører nogle bestemte konsekvenser, og de valg, jeg har gjort hidtil mit liv har ført til den situation, jeg er i nu. Jeg tager selv det fulde ansvar for det, der er jo ikke andre, der kan/skal/vil.

Nøjsomhed handler om at prioritere. Jeg har taget det valg at blive boende i mit hjem efter skilsmissen for at skabe tryghed for mig selv og børnene. Et valg medfører fravalg af andre ting; ferier, forbrugsgoder etc.

Du kan ikke både havde en kæmpevilla, og tage på adventureferier hvert andet år for at bestige Kilimanjaro (Hov nu dukkede det op igen!) og samtidig beklage dig over at du ikke har råd til en lystyacht. Jo – der vil altid være mennesker, der kan det hele. Men for de fleste af os handler det om at prioritere, at vælge.

Og det handler igen om værdier. Du kan jo også vælge at være nøjsom af moralske årsager; fordi det er bedre for miljøet (ja, det er nok et valg, som vi er nødt til at foretage fremover). Eller det kan være et valg, der handler om simple living eller minimalisme, at leve så enkelt som muligt, fx af æstetiske årsager, eller fordi du sætter mennesker, relationer og nærvær højere end ting og oplevelser.

Så det handler om værdier; ikke udelukkende om de jordiske – som bolig, aktier, smykker etc. – men om de etiske; hvad betyder noget i dit liv nu og på længere sigt. Og det er ikke overraskende, at dette forandrer sig gennem livet.

Men det er måske værd at stoppe op engang i mellem og spørge dig selv, hvad der egentlig betyder noget, og har værdi for dig, og så sætte kompasset derefter. Hvad er dine værdier og hvilke handlinger skal det afføde, udfra den konkrete livssituation du er i nu, og de muligheder, du har?

Så: Hvad er dine værdier – og hvilke valg og konsekvenser har de for dig nu?

80 %

Jeg har et noget ambivalent forhold til minimalisme eller simple living.

På den ene side er jeg tiltrukket af ideen på mange forskellige planer; at have færre, men bedre ting, at leve et mere enkelt liv, at leve mere i nuet, i stedet for  at opstille en masse mål og fordringer om det ideelle eller perfekte liv.

På den anden side er der noget  i min (kvindelige?) natur, der er tiltrukket af sanselighed i form af overflod, luksus, skønhedsprodukter, skønne kjoler, smykker, champagne etc.

Champagne –
en luksus jeg aldrig vil sige nej til …

Jeg tror det handler om at være minimalist på en måde der passer til ens natur. Det ville aldrig være mig kun at eje 100 ting fx.

Fornylig fik vi en ny nabo her i opgangen, som også er minimalist, og det er dejligt at have nogle mennesker i kød&blod at diskutere disse koncepter med – og høre hvordan de gør det i deres familie.

Så jeg tror at jeg er 80 % minimalist. Hvilket dels betyder at jeg ikke er 100 % minimalist. Dels at jeg fx arbejder på kun at spise mig 80 % mæt. Det vil sige at træne mig i at mærke efter – ikke hvornår jeg er mæt – men hvornår jeg ikke er sulten mere.

Måske kan denne levemåde udfoldes til også at omfatte andre ting, til at mærke efter hvor meget jeg egentlig har brug for af en given ting i en given situation.

Dybest set handler det om hele tiden at mærke efter, hvem jeg er, hvordan jeg har det og hvad jeg egentlig har brug for i dette nu.

Kosmos

I dag oprandt dagen, hvor restaureringen af vores fugtskadede væg blev færdig, og jeg kunne sætte mit skrivebord op, ryddet og klart.

Virginia Woolf skrev om A room of one’s own – det er ikke muligt i denne lejlighed – men et ryddet skrivebord er også godt.

Resten af lejligheden, ihvertfald køkken, badeværelse og børneværelse er stort set i kaos på grund af ombygningen af badeværelset, så for mig er det dejligt at min skrivekrog nu er færdig – og min læsekrog med bogreoler og lænestol.

Det var lidt af et chok med den fugtskade bagved bogreolerne, men det tvang os til at tage stilling til nogle ting, at rydde op, at smide væk (også bøger!), at skabe en smule mere enkelhed og minimalisme – et skridt i den rigtige retning.

Det er så en lille oase, et minikosmos,  mens alt det andet endnu er i kaos.

Prioriteter V

Fiasko?

Tjah. Min indre kritiker hvæser aggressivt ordet ind i øret på mig.

Måske kan vi også kalde det Ro. Og Fokus. Ja. Fokus på nuet. Og dermed Nærvær.

Og når det indfinder sig, når vi er rolige, fokuserede og nærværende, så tier den inde kritiker. Han kan ikke stille noget op overfor Nuet.

Hvad så?

Jeg har dét motto:  Ro, Fokus, Nærvær. Jeg har det med at glemme det.

Jeg har også et andet, som jeg har vendt i tankerne i løbet af de sidste par måneder. Og jeg er nået frem til følgende:

“Have less. Be mindful. Write”

Det er mine prioriteter. Mine fokuspunkter. De hænger nøje sammen med mine sidste simplificeringer, blot skåret endnu mere ind til benet. Less is More.

Have Less: Minimalisme. Købe færre ting,  sæt pris på det jeg allerede har. Det som er.

Be mindful: Mindfullness. Netop: Ro, Fokus, Nærvær.

Write: Prioritet nr. 1.

Kan du udtrykke dine fokuspunkter i et enkelt motto. En levemåde? Hvordan lyder det?

Udrensning

For at fejre at det er blevet forår og som led i at leve mere minimalistisk og enkelt har jeg i disse dage foretaget en udrensning af gammelt make up og tøj – til genbrug – som jeg ikke har brugt i længere tid.

Så min garderobe er blevet lidt slankere (gid jeg også var!). Både den og min make up svarer til det jeg egentlig bruger – og min smag. Jeg forsøger at holde en enkel stil med udgangspunkt i sort og hvidt … dog kan jeg godt lide klare, strålende farver, som rød, pink,  lilla og turkis.

Derfor flottede jeg mig og købte en ny læbestift . Nemlig den nye Rouge Coco fra Chanel. Farven er Taffetas Rose. Frisk til foråret. Jeg kunne blive rigtig glad for den.

Tak til Anette for tippet om de nye læbestifter fra Chanel.

Selvværd

Det smukkeste ved blogging er muligheden for at blive inspireret – og at give det videre.

Jeg blev inspireret af Becoming Minimalist til at tænke på  at ville have mindre gør det nemmere bare at være.  At begære noget er at flytte energi ud i noget andet, og det er fremtidsrelateret. Det flytter fokus væk fra nuet og ind i en fantasifremtid.

Implicit i det at ville have noget eller at ønske mig noget andet, er at jeg selv – som den jeg er lige nu – har mindre værdi. For energien (værdien) tillægger jeg det begærede objekt.

Jeg tænkte på, hvad der forhindrer mig i at nyde bare at være til og værdsætte mig selv? For jeg har jo det jeg har brug for.

Og jeg har de mennesker, jeg elsker og holder af omkring mig. Og jeg møder hele tiden nye og spændende mennesker, og muligheder. Hvad er det der forhindrer mig i at værdsætte alt det?

En fin lille bog
En fin lille bog

At jeg ikke værdsætter mig selv nok. Jeg tror det er så enkelt.  Den tanke blev jeg inspireret til af Karin, der gav et par citater fra When I loved myself enough.

“When I loved myself enough

I quit rehashing the past and worrying about the future

which keeps me in the present where aliveness lives”

Jeg tror egentlig at vi er mange, der arbejder med at opbygge en grundlæggende følelse af selvværd. Men. Hvis vi tillægger os selv mere værdi – og nuet –  så kunne vi måske også værdsætte os selv noget mere? Ja ligefrem elske os selv? Give os selv omsorg? Og så ville det blive nemmere at værdsætte det, vi er – og allerede har – så vi ikke behøver mere.

Det er en god cirkel: At ville have mindre og bare være. At værdsætte nuet og det der er. Og dermed elske sig selv. Og begære færre ting.

Giver det mening?

M for Monotasking

Der er lige et lille aspekt ved både minimalisme og mindfulness som jeg vil drage frem, nemlig den ædle kunst at monotaske.

Det har været moderne at multitaske i mange år, men nu er udviklingen vendt mod at monotaske. Det vil sige at gøre én ting ad gangen og være nærværende når, man gør det. At være bevidst om det man gør idet man gør det.

Det hænger sammen med minimalisme på den måde, at man vælger at fokusere på det der er allervigtigst at gøre nu i dette øjeblik og så gør det 100 %. Eller man vælger de tre vigtigste opgaver eller gøremål i dag og så gør dem fuldt ud. Een ad gangen.

Det hænger sammen med mindfulnes på den måde, at når man bevidst fokuserer på een ting ad gangen, så er man ikke allerede ude i det næste og det næste og det næste.

Lige som man kun kan være eet sted ad gangen, kan man i princippet kun gøre een ting ad gangen. Selvom vi prøver at gøre flere ting ad gangen, får vi dem bare chunket op og vores opmærksomhed bliver delt når vi både prøver at skrælle kartofler, tale i telefon og tjekke mail på samme tid – eller hvad det kan være.

Vi gør en ting ad gangen i meget meget korte forløb, og på den måde undgår vi at fordybe os og – ja at opleve det vi gør – at mærke flowet i det.  Og måske går vi så glip af en erkendelse eller fornemmelse eller følelse – eller helt enkelt oplevelsen af at være i nuet.

Så hvorfor ikke vælge at gøre en ting ad gangen med bevidsthed og så virkelig opleve det?

M & M

Det forekommer mig at Minimalisme og Mindfulness er et fint makkerpar. Minimalisme er den ydre horisont og Mindfulness er den indre horisont.

Minimalisme er at forenkle, og spørge dig selv, hvad der virkelig betyder noget for dig, og så koncentrere dig om det. Jeg definerer mindfulness som summen af ro, fokus og nærvær.

Der er det ved mindfulness, at det er en praksis der hele tiden kan øves. Ingen er mindful hele tiden, men hvis du er opmærksom på at være det – nærværende i nuet – bliver du hele tiden bedre til det. Og det handler altså ikke om at slå dig selv oven i hovedet for ikke at være det, eller ikke at være god til det – brug energien på at være det, istedet for at kritisere dig selv for ikke at være det 24/7.

Jeg tror at der ligger en mulighed i forsættet om at være mindful og at det samme gælder for mindfulness som for glæde;

“[Y]our happiness is based solely on your decision to be happy – and this may be one of the most important life lessons you can ever learn”.

Du kan vælge at praktisere mindfulness aktivt. Du kan vælge at gå et lille skridt i den retning hver dag – ikke ved at sætte dig som mål at være mindful, men at sætte dig som mål at være lidt mere mindful i dag end i går. Tak til Carsten for den måde at tænke på!

Det interessante er egentlig mest sammenhængen mellem minimalisme og mindfulness. Jeg opfatter dem altså som  to sider af samme sag.
Når du får ryddet op i dine papirer, ting, din kalender, dine forpligtelser, dine vaner etc, så er der forhåbentligt færre ting der distraherer, og så er det nemmere at være mindful.

Det er vigtigt at pointere at mindfulness ikke er at gøre dig selv tom. Se på dine tanker og følelser og input og fornemmelser; vær bevidst om dine tanker, og giv så slip på dem.

Mindfulness er lade det være som er; dig selv og verden. Vær det du er og lad verden være det den uden at vurdere dig selv eller verden. Og træk vejret ;o)

Anbefalet læsning: Bøger af Charlotte Mandrup og Jon Kabat-Zinn.

Simplificering

Det har været en smule op ad bakke med mine forandringer her på det sidste. Jeg synes at jeg har haft svært ved at gøre noget af det jeg ønskede – skrive, spise  sundt, rydde op og bruge færre penge – i januar og februar.

Men måske er foråret så småt ved at få tag i mig, for her over over weekenden synes jeg at det er vendt en smule. Måske fordi jeg har nået en hel del med hensyn til oprydning i både min mors og vores egne ting. At rydde op (og smide ud) betyder faktisk meget for ens mentale tilstand og energi. Nu er der kun fire kasser tilbage, og det er en masse gamle papirer, hvoraf de fleste sandsynligvis skal smides ud. Ting og bøger er nu stort set på plads.

Det giver overskud til at fokusere på de ting jeg rigtig gerne vil. Skrivebordet er ryddet (bortset fra monsterpuslespillet, som jeg måske snart er færdig med) – så er det jo nemmere at koncentrere sig om at skrive.

Jeg vil spise sundt og har i weekenden fulgt Babautas enkle råd: Eat less. Det vil sige, at lade være med at spise mig fuldstændig mæt. Og det føles rigtigt dejligt at mærke efter, hvornår jeg egentlig er mæt – og sulten for den sags skyld.

Og jeg vil være mere rolig, fokuseret og nærværende – eller øve det. Nu om stunder hedder det Mindfulness.

Derudover har jeg kvittet min deltagelse i et tarotprojekt på Aeclectic og alle biblioteksbøgerne er afleveret. Alle bøger i huset er på plads, undtagen den ene jeg skal til at læse når jeg er færdig med dette blogindlæg: Ego and Archetype af Edward F. Edinger.

Så. Den forløbne weekend har faktisk været rigtig god i forhold til at få fokuseret og minimeret. Det eneste minus: Stadig ondt i halsen. Minder mig blot om at tage den med ro.

Hvad vil du fokusere på?

Minimalisme

Jeg læser et par blogs der handler om minimalisme, eller om det som på dansk nok kendes bedst under betegnelsen Simple Living. Det er en bevægelse eller trend, der handler om at skabe et mere enkelt liv, hvor det er nogle mere essentielle værdier, der betyder noget, fremfor forbrug, fremfor eje, have og købe fx.

For mig handler det om de værdier, jeg tidligere har skrevet om; Ro, Fokus, Nærvær, og om Intention, Intuition og Inspiration. Og også Introspektion; det indre liv, selverkendelse, drømmearbejde etc.  For at skabe rum til dem i mit liv, er det nødvendigt at skære andre ting fra.

Det handler om at starte i det små.

Ifølge Babautas e-bog the simple guide to a minimalist life handler det om at starte med disse fire trin:

1. Start med at erkende, at du allerede har nok

2. Skær ned på dine ejendele

3. Gør din kalender mere enkel

4. Redigér det du gør ud fra principperne fra minimalisme/simple living

Bogen er en guide, der beskriver principperne. Den er ikke en trin for trin guide, man vælger selv den vej man vil gå og den grad af minimalisme, man ønsker at integrere i sit liv.

Det er derfor at de fire punkter er udgangspunktet, man kan gå ud fra og uddybe gradvist.

For mig at se er det umådeligt vigtigt at huske at det er en proces. Og jeg synes det er svært, men det er en udfordring. Og det er også derfor at 2 ud af de 4 forandringer, jeg ønsker at indføre i 2010 har at gøre med minimalisme,  det med at rydde op og bruge færre penge.  I det hele at søge mere enkelthed. Så der bliver mere tid til at skrive, og til at beskæftige mig med tarot, og læse, og være sammen med familien.