Tag: spiritualitet

Taknemmelighed

This one goes out to the one I loved,
this one goes out to the one I left behind

Det er godt at værdsætte det gode vi har. Det er imidlertid ganske nemt at være taknemmelig over de gode ting i livet.

Men er det muligt at være taknemmelig over de svære ting? Kan vi være taknemmelig over vores fejltagelser og fiaskoer? Og over skuffelser, sårede følelser, svigt, smerte, stik?

Ikke destomindre var det lige præcist det jeg blev spurgt om i går: Kan jeg være taknemmelig over det, som er sket i mit liv i løbet af de sidste år? Ville jeg have gjort noget anderledes?

Jeg ville have gjort det anderledes, hvis jeg kunne. Men det kunne og gjorde jeg ikke – så svaret må være, at jeg ikke ville have gjort det anderledes – så havde jeg gjort det. Ergo svaret er nej.

Men jeg kan ønske, at jeg havde haft bevidsthed og evne til at have ageret og talt anderledes i adskillige situationer.

Ville jeg så gøre det hele igen? Igen er svaret nej. Jeg ville ikke ønske at opleve det igen. Det er forbi, caput, finito. Done.

Jeg er hvor jeg er nu. Og selvom det føles som limbo, er det her jeg er.

Den kvinde jeg er blevet.

Kan jeg være taknemmelig over det jeg har oplevet og erfaret? Kan jeg se på alle mine oplevelser og erfaringer –  også det som er kommet til mig udefra, positivt og negativt, med taknemmelighed over at have modtaget det?

Som en gave?

Følelsen af blive afvist (i min seksualitet, i min spiritualitet, i min sårbarhed) er således en gave, fordi jeg istedet for at få den Anden til at bære det, tvinges til selv at rumme, og tage ansvar for seksualitet, spiritualitet og sårbarhed. Tak for det, også selvom det gjorde modbydeligt ondt i processen.

Kan jeg se med taknemmelighed på det, og også tage ansvar for min andel i det, der er gået galt i mine relationer?

Bliver det da muligt at se, ikke på skyld, men på ansvar?

Jeg tænker på at i enhver relation er helheden altid mere end summen af to dele. Når to mennesker relaterer til hinanden opstår et tredje sted, et højere selv, eller det som Jung kaldte Den Transcendente Funktion, som er mere end de to menneskers kærlighed, erfaringer, ønsker, skuffelser, forventninger, drømme, håb, bevidsthed og ubevidsthed tilsammen.

Nogle gange er det ikke blot smukt, men også frygteligt svært og sårbart.

Kan jeg se på det forgangne med vidt åbne øjne? I ansvar, erkendelse, bevidsthed – taknemmelighed?

Betyder det så at taknemmelighed bliver til tilgivelse? Ja, det tror jeg faktisk, og til tilgivelse, frisættelse og frihed af både den Anden og mig selv.

Spiritualitet – Hot or Not?

Not.

At søge Ånd uden at have forbundet sig med Sjæl giver ingen mening. Derfor er den spirituelle søgen for mig indstillet. En del af forklaringen findes i disse tidligere indlæg om New Age og Damebladsspiritualitet.

Jeg har indset ud af at det jeg så som min spirituelle praksis lige så vel kan være en måde at søge Sjælen; fx at arbejde med drømme, at skrive og at beskæftige mig med symboler – alt sammen som et middel til selverkendelse eller det James Hillman kalder Soul-making.

Sjæl og Ånd bliver til tider brugt som synonymer. Men de er ikke det samme – og det er umådeligt væsentligt.

At søge Ånd – at være spirituel – er en bevægelse opad. Men det er min oplevelse at den ofte mangler bund. Den bliver overfladisk og inflateret. For at kunne komme op, er det nødvendigt at gå ned – i mørket, i materien, i skyggen – hvor guldet ligger.

Psyche opening the golden box

Jeg siger ikke at det spirituelle – eller Ånd – ikke eksisterer – det gør den. Men måske giver det ikke mening at søge den, før vi har kontakt med vores egne dybder – istedet for at flygte fra dem ved at søge Ånd.

I søgen efter det spirituelle (det er min egen oplevelse) ligger en form for prætention, en søgen efter det perfekte, det transcendente, det som bringer mig væk, hen mod et udefinerbart mål. I søgen efter det spirituelle ligger en form for flugt og en afvisning af skyggesiderne.

Mens det er i erkendelsen af disse, accepten af det-der-er, af at vi altid er på vej, i accepten af modsætninger og paradokser at vi finder os Selv. Accepten af vores ydmyghed og menneskelighed, gør os større og måske bedre i stand til at rumme os selv og andre, og erkende og tilgive fejl – egne og andres.

I forståelsen af at livets Mening ikke eksisterer; Du er selv dit liv.

Livet selv er meningen med livet. Glæden ved at være til – og kærligheden.