credo Arkiv ~ Prima Materia

Nydelse

Hvis jeg kan forkynde nydelse i betydningen sanselighed, krop, sensualitet, farver, skønhed, poesi, sjæl, og hvis det på nogen måde lykkes for mig in persona at udtrykke disse kvaliteter, så er jeg lykkelig. Så er mit formål opfyldt.

For det har med alle tre dele af mit credo at gøre. At have det godt i min væren, at stråle og at elske og blive elsket.

At elske livet.

Jeg har længe advokeret for kroppen som sjælens beholder, og for skønhed og sanselighed for deres eget skyld, og ikke som led i et projekt, for det at udvise puritansk kontrol. Det er et af mine budskaber, at vi har mistet kontakt med sjæledybderne til fordel for ånd og transcendens.

Nydelse er ikke et spørgsmål om at dykke ned i en sø af fristelser, at blive opslugt og opløst i opfyldelsen af fx seksuelle og materialistiske behov. Det er derfor, at jeg med vilje ikke medtager det seksuelle, men det sensuelle i min definition af nydelse.

Der er en subtil forskel mellem at være nydelsessyg – og nydelsesfuld. Eller det, jeg forstår som at være sanselig.

At være nydelsessyg er netop at være draget, på en ufri måde mod nydelse. I dette scenarie kan implicit ligge at man misbruger både sig selv og andre. Det nydelsesfulde derimod søger at skabe velvære for både krop og sjæl. Umiddelbart er formålet med dyrkelsen af den sanselige skønhed at dyrke og ære sjælen gennem sanserne. Det er ikke perfektionisme, puritanisme eller performance.

Det handler om at gøre det for min krop og sjæl som føles godt. At sole mig, at spise en dejlig dessert, at høre god musik, at finde hvile, at læse. Der er mange måder at omfavne nydelsen på.

Jeg søger beruselse, der bunder i livsglæde – joie de vivre – eller sensuel arousal. Jeg søger at være bevidst, klar og uforgiftet i min beruselse. Det handler om at mærke indefra hvad ønsket er, og så dyrke det som en sensuel gave til mig selv.

Det er interessant, at hedonisme populært opfattes som en tøjlesløs jagt på nydelse. Men vi har glemt, hvad det egentlig dækker over. For selvom Epikur kaldte “nydelse det højeste gode”, var vejen til nydelse at leve beskedent, at opnå viden om verden, og at begrænse ens begær og ønsker. Dette ledte til opnåelsen af fredfyldthed, og ideelt til fravær af fysisk [og kunne jeg tilføje psykisk] smerte. Og kombinationen af disse to er glæde i sin højeste form, ifølge Epikurærerne.

Så der ligger også en ydmyghed i det, og et ønske om at tage udgangspunkt i der er muligt, her & nu. At skabe glæde i ordets dybeste betydning.

At stråle

For 10 måneder siden sad jeg i min vindueskarm, og havde det afskyeligt. Jeg sad og kiggede ned på gaden. Jeg var kommet til kort. Jeg sad og ventede på at min veninde skulle komme.

Jeg skrev et blogindlæg, hvor jeg bad om at nogen holdt øje med mig. Vi har alle brug for at blive holdt øje med, og jeg er siden da blevet mere overbevist om, at vi bliver holdt øje med.

I dag kan jeg mærke denne afsindige tristhed trække i mig. Jeg kan mærke en følelse af mismod og meningsløshed snige sig ind på mig. Jeg har lyst til at kravle op i vindueskarmen igen og bruge resten af aftenen på at se på hvordan lysene skinner i regndråberne (hvis altså det regner), og have ondt af mig selv.

Jeg er blevet klogere siden dengang. Jeg er blevet bedre til at mærke, AT det er sådan, uden at falde hen i det. Så det går bare ikke. For jeg kom tanke om noget som (endnu) en skøn kvinde sagde til mig på et tidspunkt:

“Du stråler, når du elsker dig selv”.

Måske kommer denne tristhed mest over mig, når jeg føler mig u-elsk-værdig. Når jeg søger det derude i dybet, som jeg ikke tror jeg har hjemme i mig selv. Så er det sgu svært at stråle i mig selv.

Men da jeg kom i tanke om det (igen) med at stråle, blev jeg enig med mig selv om, at jeg i aften VIL elske mig selv, og gå ud og danse. Være et fyrværkeri.

Det er faktisk muligt at stråle rent indefra og ud, når vi husker os selv på at vi ikke behøver andre eller andet til at fylde os op udefra. Og at tagerne letter og der bliver større klarhed når vi ikke forsøger at flygte fra følelsen af mismod, fylde os med noget andet – men bære det med os OG stråle på samme tid.

Og jeg kom i tanke om mit gode, gamle credo:

Be. Shine. Love.

Før jeg ånder ud …

… vil jeg ikke noget.

Jeg har ikke en “bucket list” – eller “træskoliste”, som det hedder på dansk. Jeg har ikke en intens drøm om at bestige Kilimanjaro eller at svømme med delfiner eller rejse Jorden rundt 17 gange – eller noget lignende.

Jeg er og kan blive lige så glad her på Vesterbro som i en ashram i Indien. Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke ønsker at rejse ud, hvis muligheden byder sig. Og jeg er faktisk ganske lykkelig her&der, hvor jeg er – uanset hvor jeg er.

Men jeg har en bestræbelse, en evig aspiration, som er mit credo, og som består af tre punkter, og nogle gange glemmer jeg dem – naturligvis. Men så sker der ofte det, at en situation eller en person, der krydser min vej, minder mig om det – uafvidende.

Og nu var det Gitte, der mindede mig om det.

Det lyder:

Be. At være: at ånde ind og ånde ud. At være tilstede i det himmelske og helvedes Nu.

Shine. At lyse op: at lade mit lys skinne og hjælpe andre med at tænde deres lys i verden. Vi har alle så mange muligheder, vi ikke tør kaste lys over.

Love. At elske. At føle, at give og modtage kærlighed i alle dens former. Jeg er ikke kristen på nogen måde, men jeg tror at det er sandt i al sin enkelhed:

“Elsk din næste som dig selv”

Åh, ja, jeg glemmer det, og bliver lykkelig hver gang jeg bliver mindet om det.

Og jeg tænker, at uanset hvad der står på din liste, uanset ad hvilken vej du går så husk nu at kysse det satans liv.

Ude at svømme

I går var jeg ude at svømme, i mere end een forstand, men også sådan helt bogstaveligt, i et cirkulært bassin. Jeg kan godt lide at svømme i cirkler. Fordi det væsentligste ikke er hvor langt jeg svømmer, men AT jeg svømmer.

Det gode ved at svømme er det kan blive en meditativ tilstand, hvor tankerne bare kommer og går, lidt som i yoga. Min yogalærer sagde at yoga er en proces.

Naturligvis tænkte jeg en masse tanker. Blandt andet på at jeg bedre kan lide at bevæge mig i en proces, eller cyklisk, organisk, som i svømning, yoga, vandring eller cykling.

At der er meget, der er blevet projekter, snarere end processer. At vi orienterer os lineært, snarere end cirkulært.

At have en krop fx. Alene dén formulering viser en kroppen som objekt og os som ejere af den krop. Subjekt-objekt dikotomien igen.

Vi gør ting ved vores kroppe så de skal performe bedst muligt, eller vi undlader at lytte til kroppen indtil det er for sent. Især hvis vi med opmærksomheden mest er i vores tanker. Derfra kan man sende en masse beskeder til kroppen om at den skal opføre sig på bestemte måder, være på bestemte måder – og kritisere den og sig selv hvis den ikke er sådan.

Uanset om vi perfektionerer kroppen eller helt neglicerer den kan det være et udtryk for at sind og krop ikke har forbindelse. At vi ikke ER vores krop.

Og pludselig dér i bassinet, mens jeg svømmede rundt og rundt, besluttede jeg mig for, een gang for at alle at slutte fred med min krop. At indstille kampen mod kroppen. At bebo den og glædes over den, fremfor at vurdere og kritisere og forvente ting af den i mit ikke så stille sind. At give den kærlighed og omsorg.

At vende tilbage til Mit credo: Be. Shine. Love.

At skrive som det eneste jeg ønsker at GØRE (som i ambition, villen) – men hvor processen igen er det væsentlige.

Da jeg kom ind i saunaen, faldt det mig ind, at kroppen ikke tilhører os som objekter, men er instrumenter for at der kan le’s, danses, leves og elskes igennem dem. Og at det er ikke er os, der gør det, men universet. Og det egentligt er ligeglad med om vi er perfekte, for vi er perfekte når vi stiller os til rådighed for dets latter, dets liv, dets lyst, dets leg.

Om det essentielle

Eliminate the Unnecessary

Hvad er det essentielle i dit liv? Hvad vil du prioritere?

Nogle gange er vi nødt til at finde kniven frem og skære det bort som forhindrer os i at gøre eller være det, som giver mening for os. Det kan være en hård og lang proces at nå dertil.

Ud over at jeg holdt op med at have mål, og i stedet så det som min aspiration at skabe Eros, har jeg skåret endnu mere indtil benet.

Cirklen er et udmærket billede til at beskrive det. Her er der endda hele tre cirkler der lapper ind over hinanden.

Jeg forestiller mig dem som en grafisk gengivelse af de tre modi, Be. Shine. Love, som jeg beskrev indlægget om mit credo, og hvordan de kommer til udtryk i mit liv.

Den største cirkel repræsenterer det at være, den lille blå repræsenterer det at skinne, et element der i høj grad har med at skrive at gøre. Og den røde repræsenterer kærlighed, at elske betingelsesløst.

Jeg ser disse cirkler som være “flydende” og varierende i størrelse og overlap. Livet er ikke statisk, men i evig forandring. Hen over de næste par uger vil jeg skrive et indlæg om hver af de tre cirkler.

Modeller er altid sjove at lege med som metaforiske kort over rejsen. Hvordan ser dit kort ud, hvad skal der være på det, og hvad skal der netop ikke være på det?

Men husk: The Map is not the Territory.

Credo

For længe siden opgav jeg at have mål – for blot at være til.

Mit credo – eller mit motto eller mine modi vivendi – blev:

Be. Shine. Love.

Faktisk havde jeg glemt det motto, men for nylig blev jeg mindet om det, og besluttede mig for at det er på tide at støve det af – at lade det skinne igen – i erkendelsen af at det ikke er nødvendigt med mere:

At være: ikke at være noget bestemt, bare at være den man nu er, i dette øjeblik. Nu.

Vi er dem vi skal være, vi behøver ikke mere, vi behøver ikke at være perfekte.

At være er at acceptere dig selv helt og fuldt, også det svære; følelsen af længsel, eller ked-af-det hed eller ydmyghed eller vrede. Men lige så svært det kan være at være med de svære følelser, kan det være at tillade dig selv at være glad, tillidsfuld, ubekymret.

At være er både at tillade dig selv at være, men også at lade omstændighederne være som de er. Lad være med at forsøge at kontrollere det som der er uden for din kontrol, eller at lave om på andre.

At skinne: At lade sit lys brænde og tillade andres lys at brænde:

“Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.” Matt. 5. 15.

Det lys der er i dit hjerte, uanset hvilken form det antager, den ild du nærer, din passion, din flamme, lad den brænde – og lad andre se dit lys. Lad være med at forsøge skjule hvem du er, eller at skamme dig over det. Lad være med nedgøre andre fordi du er usikker på dig selv. Hvis du tillader dig selv at skinne, er det nemmere at se andres lys, uden misundelse eller nag.

At elske. At unde betyder at elske. At misunde betyder således ikke at elske. Det at se andre menneskers lys, er at elske dem for det de er.

K.I.S.S.