Min fede krop

“Cultivate your curves,
They may be dangerous,
But they won’t be avoided”

Jeg er gået i hi. Eller min krop er. Pr. instinkt. Egentlig ville den helst sove til påske, men det er ikke muligt. Istedet skruer den ned for energiforbruget, og vil bare hvile, vegetere.

Jeg har besluttet mig for at lade den gøre det i år. Og acceptere at mine former er blevet rundere, mine bryster større. Når foråret kommer vil den ud og svinge formerne, og så ryger det overskydende energilager af.

Dancers

For første gang nogensinde er det ikke mit “nytårsforsæt” at tabe mig. Jeg har iøvrigt skilt mig af med badevægten. Jeg tænker at det er imod kroppens natur at tabe sig i januar og februar. I gamle dage var det i den mørke tid, at vi havde brug for fedt til at stå imod vinteren med.

Jeg tror på, at kroppen er sjælens manifeste udtryk. Men at vi i vores præstations- og kontrolprægede kultur glemmer at se kroppen som sjæl, og istedet opfatter den som sjælløst kød, som produkt. Noget vi kan måle og veje, og bliver vurderet på.

Jeg kom til at tænke på det første juledag, da vi gik en tur i det fuldstændigt blændende smukke vintervejr. Isnende, skærende smukt var det. Og så alle disse mennesker, der tonsede derud ad, som om de ikke hurtigt nok kunne ryste julesulet af, som om de ikke kunne nyde roen i hviledagen, og bare duve afsted i takt med sjælen. Jeg tænkte at de gjorde vold på sjælen. På mig virkede det næsten forceret, ulystigt. Som om julen er et irritationsmoment, der kan løbes væk.

Én kvinde skilte sig ud. Rødt flagrende hår, sorte løbebukser, lædervest, solbrændte, muskuløse, bare arme med tatoveringer. Hun kom løbende som en kugle af ild. Hun var smuk og stærk og udtryksfuld. Hun havde sjælen med sig.

Hun var en moderne valkyrie.

I vikingetiden holdt man blót til ære for guderne Odin og Thor ved vintersolhverv. Man åd og drak og ofrede og festede for at fejre lysets tilbagevenden. Der var ikke megen kontrol over det.

Kontrol er kodeordet. Eller dets modsætning; overgivelsen, hengivelse til kroppens egen rytme og lyst, i bred forstand. På den måde opfatter jeg det at acceptere min krop om den er som en form for oprør imod kontrol og imod neglecering af sjælen. Den måde vi behandler kroppen i vores kultur er ikke så meget et udtryk for kontrol af kroppen, som et symptom på et dybere tab af sjæl.

Jeg vil være god ved min krop og acceptere dens rytme, men jeg vil også gerne bruge den, bevæge den, blidt og nænsomt. Jeg accepterer dens kurver og kultiverer dem. Min krop er fed som den er og smuk og frodig. Og jeg gør hvad jeg kan for at følge dette råd:

“[Y]ou must make the absolut best of what you have, you must present yourself as the most delicious, enticing and well-wrapped package as you can possibly manage.”

Refugium

Billedet
En gylden ridder iklædt harnisk og brynje ligger på et leje, med et sværd under sig, som sit fundament – han er en sværdets mand. Tre andre sværd hænger på væggen over ham. Men han er ikke død, og han sover ikke. Han holder sine hænder samlede over sig, som i en bøn. Til venstre for de tre sværd på væggen ses et glasmaleri, hvorpå Kristus giver en velsignelse til en bedende.

Element/nummer
Firerne står for blandt andet konsolidering, struktur, stabilitet og fundament. Sværdene står for mentalitet, rationalitet, tanker, ideer, og i visse tilfælde også det spirituelle. Nogle gange er det nødvendigt for os at trække os tilbage, at hvile og lade tanken hvile for at finde vores fundament, for at konsolidere os, for at finde en indre ro eller genfinde balancen i en kaotisk verden.

Det er det, som denne ridder har gjort, måske i et kloster. Måske er hans såret og trænger til velsignelse og helbredelse, til at trække sig tilbage fra verden for en periode for så at komme tilbage med fornyet styrke.


Fiskerkongen
Der er en mindelse om legenden om Fiskerkongen eller Gralskongen over dette kort, Som Rachel Pollack påpeger i Tarot – visdommens billeder og Tarot Wisdom. Kun gralens velsignelse, overbragt af en udefrakommende (Parsifal eller Galahad) kan helbrede kongen. Parsifal helbreder kongen ved at spørge, hvad der foregår da han ser gralsjomfruerne bære de hellige genstande, men ifølge Robert A. Johnson først da han besøger Gralsborgen anden gang. Der skal altså en modningsproces til før helten tør gøre noget så simpelt som stilfærdigt at åbne munden og spørge til rigets tilstand – og kongens.

Hvad betyder det?

At det i visse tilfælde kan være nok – i forhold til et andet menneske – at være stilfærdigt opmærksom, at spørge til vedkommendes tilstand. At komme ved. Ofte lader vi som ingenting, og på den måde berører vi ikke hinanden, hverken i konkret eller i overført betydning. I berøringen og opmærksomheden ligger helbredelsen og velsignelsen. I nogle tilfælde kan det være nok at lade vedkommende hvile, selv at restituere sig – men først kommer opmærksomheden, det søgende, omsorgsfulde blik.

I andre tilfælde gælder denne opmærksomhed os selv; at give sig tid til at søge indad, introspektere, finde svar i det indre, og lade verden være verden i en periode.

Endelig kan kortet betyde, at vi nogle gange er nødt til at indstille kampen, lægge sværdene fra os og lægge os i Guds eller Forsynets eller de højere magters hænder. Det er ikke resignation, snarere en form for overgivelse, en vished om at alt nok skal gå, men at vi ikke egentlig kan gøre noget i en given situation.

Divinatorisk betydning
Fire Sværd kan i oplæg stå for helbredelse, barmhjertighed, hvile, kontemplation, fred, meditation, introspektion, tilbagetrækken, rekreation, restitution, velsignelse, spiritualitet, søgen, venten, overgivelse.