“Cultivate your curves,
They may be dangerous,
But they won’t be avoided”
Jeg er gået i hi. Eller min krop er. Pr. instinkt. Egentlig ville den helst sove til påske, men det er ikke muligt. Istedet skruer den ned for energiforbruget, og vil bare hvile, vegetere.
Jeg har besluttet mig for at lade den gøre det i år. Og acceptere at mine former er blevet rundere, mine bryster større. Når foråret kommer vil den ud og svinge formerne, og så ryger det overskydende energilager af.
For første gang nogensinde er det ikke mit “nytårsforsæt” at tabe mig. Jeg har iøvrigt skilt mig af med badevægten. Jeg tænker at det er imod kroppens natur at tabe sig i januar og februar. I gamle dage var det i den mørke tid, at vi havde brug for fedt til at stå imod vinteren med.
Jeg tror på, at kroppen er sjælens manifeste udtryk. Men at vi i vores præstations- og kontrolprægede kultur glemmer at se kroppen som sjæl, og istedet opfatter den som sjælløst kød, som produkt. Noget vi kan måle og veje, og bliver vurderet på.
Jeg kom til at tænke på det første juledag, da vi gik en tur i det fuldstændigt blændende smukke vintervejr. Isnende, skærende smukt var det. Og så alle disse mennesker, der tonsede derud ad, som om de ikke hurtigt nok kunne ryste julesulet af, som om de ikke kunne nyde roen i hviledagen, og bare duve afsted i takt med sjælen. Jeg tænkte at de gjorde vold på sjælen. På mig virkede det næsten forceret, ulystigt. Som om julen er et irritationsmoment, der kan løbes væk.
Én kvinde skilte sig ud. Rødt flagrende hår, sorte løbebukser, lædervest, solbrændte, muskuløse, bare arme med tatoveringer. Hun kom løbende som en kugle af ild. Hun var smuk og stærk og udtryksfuld. Hun havde sjælen med sig.
Hun var en moderne valkyrie.
I vikingetiden holdt man blót til ære for guderne Odin og Thor ved vintersolhverv. Man åd og drak og ofrede og festede for at fejre lysets tilbagevenden. Der var ikke megen kontrol over det.
Kontrol er kodeordet. Eller dets modsætning; overgivelsen, hengivelse til kroppens egen rytme og lyst, i bred forstand. På den måde opfatter jeg det at acceptere min krop om den er som en form for oprør imod kontrol og imod neglecering af sjælen. Den måde vi behandler kroppen i vores kultur er ikke så meget et udtryk for kontrol af kroppen, som et symptom på et dybere tab af sjæl.
Jeg vil være god ved min krop og acceptere dens rytme, men jeg vil også gerne bruge den, bevæge den, blidt og nænsomt. Jeg accepterer dens kurver og kultiverer dem. Min krop er fed som den er og smuk og frodig. Og jeg gør hvad jeg kan for at følge dette råd:
“[Y]ou must make the absolut best of what you have, you must present yourself as the most delicious, enticing and well-wrapped package as you can possibly manage.”
