Blokering

Billedet
En velklædt person med en krone på hovedet sidder på en grå stenblok. Et stykke bag ham ses en by og en grå himmel. Hans fødder hviler på to mønter, en tredie holder han foran brystet og den fjerde hviler på kronen over hans hoved.

Element/nummer
Firerne’s behov for struktur og konsolidering er her blevet til en udtalt trang til beskyttelse, til at gardere sig. Mønterne repræsenterer den fysiske og materielle verden, og noget tyder på, at det er selve beskyttelsen. Denne person garderer sig helt bogstaveligt med sin magt og velstand, han bruger den som skjold mod verden. I overført forstand betyder det, at han gør alt op i det materielle, i det der kan tælles, måles og vejes. Hele hans verdenssyn er materielt, og intet andet har betydning.

Beskyttelse
Bemærk at han holder mønterne ved fødderne, ved brystet og over hovedet. Det har med hans jordforbindelse, hans følelser og hans åndelighed eller spiritualitet at gøre. Den spirituelle energi, som kronen symboliserer (tænk på kronechakraet) er blokeret, hans følelser (hjertechakraet) er blokeret og han er simpelthen groundet i den materialle verdensopfattelse, som mønterne symboliserer. Men hans fødder rører ikke ved selve jorden.

Kortet er blevet kaldt gnieren. Men ikke nok med at denne person holder fast i og blokerer sin egen energi, han blokerer også for input, for at modtage ny energi. Der er absolut intet flow, ingen udveksling af noget som helst her. Der bliver hverken givet eller modtaget.

Konsekvensen er afstand, og derfor sidder han også et stykke udenfor byen. Han er ikke en del af det levede liv og impulsen fra andre mennesker,  som byen ofte symboliserer. Han er isoleret på grund af sin manglende evne eller vilje til at give og modtage, Stenblokken som han sidder på, nærmest sammensunken, symboliserer en forstenet, fastlåst, forkrampet attitude – fx sidder også kvinden i To Sværd på en grå stenblok.

Uanset hans tilsyneladende velstand vil denne attitude sandsynligvis resultere i en form for følelsmæssig og sjælelig fattigdom, som han ironisk nok er ude af stand til erkende.

Divinatorisk betydning
Fire Mønter kan bl.a. betyde at holde energi tilbage, isolation, beskyttelse, fremmedgørelse, blokeringer af enhver art, et for materielt livssyn, griskhed, åndelig og følelsmæssig fattigdom, afstumpethed.

Refugium

Billedet
En gylden ridder iklædt harnisk og brynje ligger på et leje, med et sværd under sig, som sit fundament – han er en sværdets mand. Tre andre sværd hænger på væggen over ham. Men han er ikke død, og han sover ikke. Han holder sine hænder samlede over sig, som i en bøn. Til venstre for de tre sværd på væggen ses et glasmaleri, hvorpå Kristus giver en velsignelse til en bedende.

Element/nummer
Firerne står for blandt andet konsolidering, struktur, stabilitet og fundament. Sværdene står for mentalitet, rationalitet, tanker, ideer, og i visse tilfælde også det spirituelle. Nogle gange er det nødvendigt for os at trække os tilbage, at hvile og lade tanken hvile for at finde vores fundament, for at konsolidere os, for at finde en indre ro eller genfinde balancen i en kaotisk verden.

Det er det, som denne ridder har gjort, måske i et kloster. Måske er hans såret og trænger til velsignelse og helbredelse, til at trække sig tilbage fra verden for en periode for så at komme tilbage med fornyet styrke.


Fiskerkongen
Der er en mindelse om legenden om Fiskerkongen eller Gralskongen over dette kort, Som Rachel Pollack påpeger i Tarot – visdommens billeder og Tarot Wisdom. Kun gralens velsignelse, overbragt af en udefrakommende (Parsifal eller Galahad) kan helbrede kongen. Parsifal helbreder kongen ved at spørge, hvad der foregår da han ser gralsjomfruerne bære de hellige genstande, men ifølge Robert A. Johnson først da han besøger Gralsborgen anden gang. Der skal altså en modningsproces til før helten tør gøre noget så simpelt som stilfærdigt at åbne munden og spørge til rigets tilstand – og kongens.

Hvad betyder det?

At det i visse tilfælde kan være nok – i forhold til et andet menneske – at være stilfærdigt opmærksom, at spørge til vedkommendes tilstand. At komme ved. Ofte lader vi som ingenting, og på den måde berører vi ikke hinanden, hverken i konkret eller i overført betydning. I berøringen og opmærksomheden ligger helbredelsen og velsignelsen. I nogle tilfælde kan det være nok at lade vedkommende hvile, selv at restituere sig – men først kommer opmærksomheden, det søgende, omsorgsfulde blik.

I andre tilfælde gælder denne opmærksomhed os selv; at give sig tid til at søge indad, introspektere, finde svar i det indre, og lade verden være verden i en periode.

Endelig kan kortet betyde, at vi nogle gange er nødt til at indstille kampen, lægge sværdene fra os og lægge os i Guds eller Forsynets eller de højere magters hænder. Det er ikke resignation, snarere en form for overgivelse, en vished om at alt nok skal gå, men at vi ikke egentlig kan gøre noget i en given situation.

Divinatorisk betydning
Fire Sværd kan i oplæg stå for helbredelse, barmhjertighed, hvile, kontemplation, fred, meditation, introspektion, tilbagetrækken, rekreation, restitution, velsignelse, spiritualitet, søgen, venten, overgivelse.

Kedsomhed

Billedet
En ung person sidder under et træ og kigger på tre bægre, som står foran ham. Fra himlen rækkes et fjerde bæger frem af en hånd – som en parallel til Bægrenes Es.

Element/nummer
Vandet står for det ubevidste, for intuition, for introspektion, kærlighed og medfølelse. Men i sammenhæng med Firerne – som står for konsolidering, struktur, stabilitet, fiksering, fundament  – kan noget tyde på, at vandets strømmende energi står stille. Fuldstændig stille. Der sker ingenting. Her er der tale om kedsomhed og stilstand.

Er glasset halvt tomt eller halvt fyldt?
Det er altsammen et spørgsmål om indstilling. Dette unge menneske opfatter tilsyneladende glasset som værende halvt tomt. Men han ser slet ikke det bæger, der rækkes frem imod ham og som lover nye muligheder, oplevelser, nye perspektiver.

Fordi Vand har at gøre med det indre liv, intuition, introspektion, har dette kort også at gøre med den måde, vi opfatter os selv. med det vi oplever, når vi bliver bevidste om vores eget indre liv. Om det vi ser og oplever, når vi ser på os selv. Bevidsthed kan ændre hele historien og gøre det hele mere spændende, end vi turde have anet.

Og dette kort handler meget om den måde man selv opfatter tilværelsen på, og om man ser de muligheder, der ligger i en given situation. Med andre ord, er det vores eget ansvar at se de muligheder, tilværelsen giver, på både de indre og de ydre linjer. At være opmærksomme og vågne.

Divinatorisk betydning
I oplæg kan Fire Bægre betyde spleen, apati, passivitet, kedsomhed, pessimisme, følelsmæssig trækken sig, – men også at (turde) åbne øjnene og nye muligheder i fastlåste situationer, ændring af perspektiv.

Fest

Billedet
Udenfor bymuren er fire stave pyntet. Der er gjort klar til fest. I baggrunden kommer en gruppe mennesker, festklædte med blomster i hænderne, gående ud mod de fire stave. Aftensolen lyser varmt og gyldent over byen og festpladsen. Festen kan være en fejring af hvad som helst, en sejr, høsten, en religiøs eller rituel højtidelighed, et bryllup eller en fødsel.

Element/Nummer
Firerne står for konsolidering, struktur, stabilitet, fundament, og stavenes Ild står for passion, følelse og kreativitet. Denne ild udtrykkes gennem tallet fire som en festligholdelse, og er som sådan et udtryk for de ritualer, der stabiliserer samfundet og familien. I form af de  tilbagevendende begivenheder, der binder samfundets og familiens medlemmer sammen i fællesskab og glæde.

Det er væsentlig for os at fejre glædelige begivenheder, både som individuelle personer og som medlemmer af et samfund. Tilværelsen har sine højdepunkter, som det er godt at fejre, når de finder sted – både hvis det sker spontant eller forventet.

Som sådan minder dette kort os også om de ting i tilværelsen vi sætter pris på, både de større glædelige begivenheder vi har oplevet og den almindelige daglige tilfredshed med og taknemmelighed overfor tilværelsen. Vi skal ikke tage tingene for givet, men ære det, der æres bør, så at sige. Det handler om at skønne på livet og tilværelsen, mens vi er her.

Det kan også være, at vi fejrer noget, der er fuldendt og fuldbyrdet, fx en eksamen eller en uddannelse, eller et rejsegilde. Kortet kan også hentyde til køb, opførelse eller etablering af et nyt hjem.

Divinatorisk betydning
Glæde, fest, optimisme, taknemmelighed, bryllup, højtidelighed, højdepunkter, fuldbyrdelse.