Tag: kroppen

En pludselig indsigt

Jeg har spekuleret meget over forholdet mellem krop, sjæl og ånd.

Jeg tror, at vi ofte forveksler de to sidste, eller slår dem sammen til ét og sætter dette ene (ånden), højere end kroppen, der enten dyrkes, negligeres eller kontrolleres.

Men sjæl og ånd er to forskellige ting, og det er væsentligt at anerkende denne forskel. Blot har jeg haft svært ved præcist at definere for mig selv og forstå, hvad forskellen er.

Og pludselig forstod jeg det – typisk slog det ned i mig mens jeg var i bad – jeg tænkte på det med at pleje kroppen, drage omsorg for den, gøre den smuk (eller så smuk som det nu  er muligt). Ikke for at dyrke den eller for at underlægge sig den, men for at kunne være (i) den, være til.

Og så kom forståelsen, i form af en metafor, en pludselig indsigt, der bare slog ned i mig:

“Kroppen er huset, Sjælen er værten og Ånden er gæsten.”

Coagulatio – til jord skal du blive

Fixing the volatile

Coagulatio handler om at fiksere det flydende; at gøre den alkymistiske substans solid efter calcinatio, solutio og sublimatio.

“In essence coagulatio is the process that turns something into earth … it is heavy and permanent, of fixed position and shape. It doesn’t disappear into air by volatizing nor pliantly adapt itself to any container as does water. Its form and location are fixed. Thus for a psychic content to become earth means it has been concretized in a particular localized form; that it has become attached to an ego.” (p. 83)

I alkymien er der forskellige substanser, der kan udsættes for coagulatio – med forskellige symbolske betydninger; Fx det flygtige, undvigende Kviksølv – The Spirit Mercurius. At få fikseret kviksølv – som i følge Edinger symboliserer “the archetypal psyche, the paradoxical manifestation of the transpersonal Self” – at underkaste Kviksølv coagulatio – betyder altså at der skabes en relation mellem egoet og Selvet.

The Fixation of the Volatile

Coagulatio handler om at få jordforbindelse, at forankres, i virkeligheden, i kroppen, i begæret. I øvrigt er det interessant, at begær i relation til coagulatio også ses som noget positivt, som binder os, inkarnerer os, gør os virkelige, til kød og blod.

Men denne proces kan også opleves som pinefuld fordi der netop kræves, at vi forholder os til begæret, og forvalter og tager ansvar for det. Det samme ansvar har vi for vores skyggesider – og vores “ondskab”,  som coagulatio altså også repræsenterer.

Hertil kommer at vi i inkarnationen, i kroppen, bliver dødelige: “Til jord skal du blive”. Også det må vi forholde os til.

Men det er netop gennem disse processer, at egoet modnes og bliver stærkere, kan være i verden, handle, bygge op, skabe noget, samt bære realiterne og altså ikke mindst sine skyggesider.

Kilde: Edward F. Edinger: Anatomy of the Psyche : Alchemical  Symbolism in Psychoterapy.

Image from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Kroppen er den alkymistiske kolbe

Kroppen er bevidsthedens beholder.

Kroppen er den alkymistiske kolbe hvori arbejdet med integration og helhed og bevidsthed finder sted.

” … The Empress represents the alchemical vessel, which nurtures the creation of the philosopher’s stone …” (The Alchemical Tarot Study Group,  Aeclectic)

Vi er ikke noget uden en krop, for vi er vores krop. Bevidstheden kan ikke adskilles fra kroppen, men er en del af den; hver celle, hver fiber,  hver nerve, hvert feromon, hver erogen zone er et medium, hvorigennem bevidstheden kommunikerer.

(Jeg bør nok lige indskyde, at jeg lige her definerer bevidsthed temmelig bredt – som det engelske mind, der kan betyde flere ting; sind, psyke, bevidsthed.)

Som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg om kroppen, er det noget jeg først nu er begyndt at forstå og værdsætte. Først i en alder af 36 er jeg begyndt – ikke at dyrke min krop – men holde af den, drage omsorg for den og arbejde med og integrere mere sanselighed i min personlighed – det er det som i jungiansk terminologi hedder fornemme- eller sansefunktionen. Konkret bl.a. ved at træne min krop, og ved at blive bedre til at lytte til dens signaler og passe bedre på den.

Jeg kan derfor godt lide metaforen for kroppen – som en alkymistisk kolbe. Som en beholder for de processer, der foregår i os – kropsligt, bevidsthedsmæssigt, spirituelt og sjæleligt.  Problemet er i virkeligheden at disse fire adskilles, istedet for at (for)blive integreret, og at  noget endog skilles ud fx det kropslige eller det sjælelige.

Det ovenstående tarotkort er endnu et meget smukt og enkelt billede på den alkymistiske kolbe og på integration og de processer, der foregår heri. Kvinden og manden står – som dem de nu er – frie og nøgne. Den alkymistiske rose symboliserer eros og helhed.

Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.

Kødkrogen

Jeg elsker, når hedenske elementer optræder i fx populærkulturen. Jeg synes, at det er storartet at der optræder en mænade i anden sæson af True Blood, der driver hele Bon Temps til vanvid – også selvom det er skræmmende. Naturligvis skal man tage det med et gran salt – for det bliver jo ofte gjort temmelig spektakulært og forvrænget – men det er spændende når de elementer kommer i spil.

En grund til, at jeg er tiltrukket af disse myter og symboler er naturligvis, at det kvindelige har en plads i her – fx i myten om Inanna og Ereshkigal – som det har mistet i kristendommen. Kristendommen – især i den lutherske version – er temmelig gold set fra det feminines synspunkt, ikke engang Maria har nogen særlig betydning – men det er jo ikke noget nyt.

Inanna i sit aspekt af krigergudinde med foden på en løve

En anden problematik er adskillelsen af ånd fra materie. Jeg kom til at tænke på da jeg læste følgende i Descent to the Goddess af Sylvia Brinton Perera (om Ereshkigals krog):

“This sense of the pole suggests an aspect of the impersonal feminine yang energy. It makes firm, nails down into material reality, embodies and grounds spirit into matter and the moment. It it thus supportive, a peg to hang onto through life’s flux. […]”

Materien, det første (prima materia), det konkrete, det som er os – det som inkarnerer os – vores krop, især den kvindelige krop, er ildeset i kristendommen og i patriarkatet. Der er sket en adskillelse mellem ånd og materie, en adskillelse, som er som et sår, både for mænd og kvinder, og som måske først er ved at heles nu, psykologisk og kulturelt.

Denne splittelse betyder, at kvinder kan have svært ved at forbinde sig med verden, at findes vores kraft og tage den i besiddelse. Vejen ned i dødsriget til skyggesøsteren (det kvindeliges skyggesider, ildeset af patriarkatet), døden og det at blive hængt på en kødkrog, som Inanna bliver det af sin søster, fortæller symbolsk om at dykke ned, ned for at finde den styrke, der skal til for at forene ånd og materie.

Accepten af kroppen, kroppen som den er – ikke den idealiserede krop, der burde være og som vi repræsenteres for i kulturelle normer og skønhedsidealer – er svær. Kvindernes lod har været menstruationer, graviditet, vold, voldtægter, fødsler, barselsdød og barrnedød, sygdomme, udslidthed og tidlig aldring og død. Vi er – kulturelt – blevet identificeret med kroppen og gjort til objekter – og det er svært at tage den besiddelse, at elske den som vores egen, fordi der i de sidste 2000 år har været skam, skyld, synd og urenhed forbundet med kroppen. Og der er stadigvæk dobbelte standarder for kvinder fx i forhold til seksualitet – make no mistake.

Hvad jeg søger er en anerkendelse af det feminines kraft – som vi finder den i myter som den om Inanna og Ereshkigal – og som vi må tilbage til de ældgamle fortællinger om Gudinderne for at finde. Og naturligvis kræver det også balance – og en anerkendelse af at det feminine ikke blot handler om kvinder – men også mænds kvindelige aspekter.

Det jeg efterlyser er naturligvis ikke kontrollerende bitterfisser – men ægte rå kvindelig kraft, hvor der er fundet en helhed – hvor kvinder er i kontakt med og forbundet til deres maskulinitet og kan bruge den kontruktivt og afbalanceret.

Tilsyneladende kræver det en tur på Ereshkigals kødkrog …

Det sjælløse menneske

En artikel i Weekendavisen om den franske filosofs Robert Redekers bog Egobody vækkede straks min opmærksomhed.

Redeker mener at vi har mistet vores sjæl efter vi sagde farvel til både Gud & Djævelen:

Et menneske, der kun lever for sin krop, som det moderne menneske gør, har glemt sin sjæl og sit jeg og forholder sig ikke længere til det evige spørgsmål: Hvem er jeg? Egobody’en spørger: Hvad er jeg? Han ignorerer mennesket i sig selv og de to størrelser – sjælen og jeget – som indtil nu har udgjort den menneskelige identitet.

Mennesket har med andre ord reduceret sig selv til en »zoologisk dimension« og afvist alt det, der adskiller det fra andre levende væsner: at være mere end materie, at være ånd, at have en sjæl.” Fra artiklen i weekendavisen

Er det sandt? Først og fremmest tror jeg ikke, at vi har en sjæl. Jeg tror at det er den, der har os. Men muligheden for at der overhovedet eksisterer sådan noget som en sjæl, vil vi som kollektiv, som kultur ikke kendes ved. (I øvrigt er denne diskussion endu et vidnesbyrd om den dichotomi jeg forsøger at gøre op med i indlægget om Kroppen).

Vi ønsker at glemme sjælen, at fortrænge den. Fordi fordi det minder os om smerten ved at være menneske, om alt det upassende og frastødende. Om mørket og dybet. Om skyggen – og angsten for det ukendte.

I sidste ende angsten for døden. Selvom ironien er, at netop vores krop er dødelig – selvom sjælen (måske) ikke er det. Det ved vi ikke. Men sjælen er sådan en udefinerbar, metafysisk størrelse – mens kroppen er formbar og disciplinerbar. Så det bliver kroppen vi tyer til i vores længsel efter udødeligheden.

Vi vender metafysikken og filosofien og døden ryggen, selvom (som Redeker siger med Platon og Montaigne) at filosofere er at lære at dø.

Kroppen

Ja. Kroppen er indgangen. Indgangen til sjælen, og indgangen til Eros.

For en introvert person med intuition som første funktion, følelse som anden funktion og en særdeles veludviklet tænkefunktion som tredje funktion, er det noget jeg “ved” – med mit bevidsthed. Men det er desværre ikke noget jeg har været særligt god til at anerkende eller erfare i praksis – med kroppen. Hele min sansefunktion – den fjerde – er ifølge Jungs typologi ubevidst, og dermed er det ikke noget jeg har været særlig god til at “dyrke”.

Som intuitiv har jeg haft det svært med med kroppen. Til tider har jeg negliceret kroppens egentlige behov. Det kan resultere i at jeg glemmer at lytte til min krop; at spise (sundt), at jeg ikke kan sove på grund af tankemylder, jeg undlader at bruge kroppen hensigtsmæssigt og at lytte til kroppens symptomer. Jeg har opfattet kroppen som inferiør, mindre værd – ja, helt ærligt!

Jeg har oplevet en form for opvågnen, en bevidstgørelse af den hidtil skyggelagte fjerde funktion, der nu er ved at komme til udtryk. Blandt andet som en anerkendelse af min krop og den skønhed, jeg udtrykker.

Det er så min personlige beretning, der dels har sin oprindelse i den måde, jeg personlig er indrettet på, dels min opdragelse og uddannelse. Men der er også et split i hele vores samfund og vores kultur mellem bevidsthed og krop, som gør sig gældende. og som er en af grundene til at jeg nu advokerer for sjæl, krop og eros – ikke i modsætning til – men som komplement til ånd, bevidsthed og logos, som er de bærende værdier og ambitioner i vores kultur.

Vel er der en masse kropsdyrkelse i disse år. Men jeg spørger mig selv, om det bunder i en anerkendelse af kroppen for dens egen skyld, eller om det i nogle tilfælde ikke i lige så høj grad er et spørgsmål om at vise selvdisciplin, at lade bevidsthed og vilje bestemme over kroppen; et spørgsmål om at udvise kontrol og selvkontrol? Sådan at dichotomien mellem krop og bevidsthed forbliver intakt. Vel er der intet galt i at dyrke fx fitness, løb og styrketræning – men det er ikke ringe at stille sig selv det spørgsmål; hvorfor man gør det? Dybest set? Nogle gange tænker jeg på om ikke også meditations- og mindfulnesbølgen til en vis grad også udtrykker en ambition om en sådan kontrol?

Vi har det med at beskrive de ting der har med kroppen at gøre som “nede” og de ting, der har med bevidstheden at gøre som “oppe”. Som om der både er en værdisættelse og en vertikalitet inde i billedet. Hvilket der er, set i perspektivet af den vestlige kulturs åndshistorie. Men måske er denne dichotomi falsk og vertikaliteten en illusion?

Til tider møder jeg et menneske, der er sin krop på en unik måde. Et menneske, der udtrykker bevidsthed gennem kroppen, fx gennem dans, eller musik, eller sport. Hvor krop og bevidsthed smeltes sammen i udtrykket, i væren. Sådanne mennesker synes at udslette dichotomien, og de bliver levende symboler på sammensmeltning af modsætninger og på helhed. Nogle mennesker et simpelthen fantastiske til at være deres krop, og naturligvis bunder det også i disciplin – men det er som om at sådanne mennesker i den grad er deres krop – fremfor at have den* – at de ikke oplever det som en forskel, men at de simpelthen er instrumentet – stemt i den rette tone.

For et et menneske, der er kreativt med ord er det fascinerende. Tilsyneladende er der en form for distance i denne form for kreativitet, som ikke findes i et kropsligt udtryk?

Heldigvis har vi ikke alle de samme talenter eller; vi har adgang til at bruge forskellige udtryk. Jeg tror nu at vi alle – inklusive jeg selv – kan få udbytte af at give slip på dichotomien mellem krop, sjæl, eros og bevidsthed, ånd, logos. Blive os Selv mere. Ved at være selve kroppen – istedet for at have den, disciplinere den og kontrollere den.

*Faktisk kan man også sige at vi ikke har en sjæl – men at vi er en sjæl – men dén diskussion må vente til et senere indlæg.