En artikel i Weekendavisen om den franske filosofs Robert Redekers bog Egobody vækkede straks min opmærksomhed.
Redeker mener at vi har mistet vores sjæl efter vi sagde farvel til både Gud & Djævelen:
Et menneske, der kun lever for sin krop, som det moderne menneske gør, har glemt sin sjæl og sit jeg og forholder sig ikke længere til det evige spørgsmål: Hvem er jeg? Egobody’en spørger: Hvad er jeg? Han ignorerer mennesket i sig selv og de to størrelser – sjælen og jeget – som indtil nu har udgjort den menneskelige identitet.
Mennesket har med andre ord reduceret sig selv til en »zoologisk dimension« og afvist alt det, der adskiller det fra andre levende væsner: at være mere end materie, at være ånd, at have en sjæl.” Fra artiklen i weekendavisen
Er det sandt? Først og fremmest tror jeg ikke, at vi har en sjæl. Jeg tror at det er den, der har os. Men muligheden for at der overhovedet eksisterer sådan noget som en sjæl, vil vi som kollektiv, som kultur ikke kendes ved. (I øvrigt er denne diskussion endu et vidnesbyrd om den dichotomi jeg forsøger at gøre op med i indlægget om Kroppen).
Vi ønsker at glemme sjælen, at fortrænge den. Fordi fordi det minder os om smerten ved at være menneske, om alt det upassende og frastødende. Om mørket og dybet. Om skyggen – og angsten for det ukendte.
I sidste ende angsten for døden. Selvom ironien er, at netop vores krop er dødelig – selvom sjælen (måske) ikke er det. Det ved vi ikke. Men sjælen er sådan en udefinerbar, metafysisk størrelse – mens kroppen er formbar og disciplinerbar. Så det bliver kroppen vi tyer til i vores længsel efter udødeligheden.
Vi vender metafysikken og filosofien og døden ryggen, selvom (som Redeker siger med Platon og Montaigne) at filosofere er at lære at dø.
Enig. Sjælen er “farlig” at mærke – vi lærer at sorg, sår etc. skal behandles, men ingen fortæller om den heling, vi selv må gøre. Men kroppen er en forudsætning – for den hjælper med at rumme det, vi tror vi ikke kan rumme… Samspillet med kroppen er nødvendig ;o)
Se, det er jo derfor jeg er her – i denne verden – for at vise folk væk fra “Hvad er jeg?” til “Hvem er jeg?”
Jeg ved dog ikke, om det handler om, at vi “ØNSKER” at glemme sjælen eller at fortrænge den?
Min oplevelse er, at mange finder tryghed i at være i egoet og “hvem jeg er”…at de ikke kender den anden tilstand.
Jeg er bestemt enig i, at nogle frygter smerten – og dermed også kærligheden – men uden smerte, uden virkelig smerte, ingen kærlighed. Med mindre man i den grad formår at være i nuet, kun i kroppen, for så ER det ren kærlighed. Uden smerte.
@Niels: Jeg forstår ikke helt din skelnen mellem Hvad jeg er til Hvem jeg er. Kan du sætte flere ord på? Derudover har du nok ret i at det rigtige ord ikke er “Ønsker” – for dybest set ønsker vi nok sjælen.
@ Krutters krøller: Det er sandt; Samspillet med kroppen er forudsætningen. Det forstår jeg omsider.
@Kristine.
Hvad….handler om ydre betragtninger, status, det jeg er i kraft af hvad jeg siger og hvad andre ser.
Hvem jeg er, er det autentiske. Det indre, sjælen, inde i kroppen. Det jeg kan mærke.
Giver det mening?