“Das Ewig-Weibliche zieht uns hinan”
Jeg var chokeret da jeg havde set filmen om Jyoti Singh. Både over den bestialske måde, hvorpå hun blev voldtaget og dræbt, og over det til grund liggende syn på kvinder, der skaber den kultur, der gør en sådan forbrydelse mulig.
At det skyldes politiske, kulturelle, sociale og økonomiske strukturer i de indiske samfund er der ingen tvivl om. Om vi kan ændre det? Uddannelsesniveauet for såvel de unge kvinder som de unge mænd kan højnes, fattigdommen kan bekæmpes.
Vi kan ikke ændre ting, der foregår på den anden side af jorden. Vi kan højne bevidstheden her hvor vi er.
Jeg har tit tænkt, at mange af de problemer, der findes i verden, både i vores kultur og i andre, dybest set skyldes en nedvurdering af, ikke blot kvinder, men af det kvindelige i symbolsk og psykologisk forstand. Det kvindelige er enten blevet nedvurderet og degraderet til noget skamfuldt (Luderen) eller ophøjet til noget overjordisk rent (Madonnaen), i såvel mænds som kvinders psykologi, som i den kollektive psyke. Spektret for hvordan det kvindelige kan udtrykkes, formidles og forvaltes er lille, faktisk enten sort eller hvidt. Der har set ikke været så mange andre nuancer. Og det har skabt og skaber lidelse for såvel kvinder som mænd.
Toni Wolf – psykoanalytiker, samt Jungs samarbejdspartner og elskerinde – skabte en matrix for den kvindelige psykologi med fire roller; moderen, amazonen, hetæren og den mediale kvinde. Amazonen er her den figur, der er uafhængig af en mand. Disse blot for at beskrive et tidligt forsøg på at skabe nuancer i den kvindelige psykologis struktur. Siden da har det kvindelige fået lov til at udtrykke sig mange forskellige måder, og med mange forskellige nuancer. Og det har det måske i virkeligheden altid gjort – men under radaren.
Alligevel er det som om at det feminine som princip, som kraft, stadigvæk – kollektivt – er nedvurderet. Både i et land som Indien – selvom det paradoksalt nok er i den hinduistiske/buddhistiske tradition at tantraen, der som filosofi og praksis hylder ligeværdet mellem det mandlige og det kvindelige opstod. Eller i Kina, hvor taoismen opstod. Taoismen, hvis symbol er Yin & Yang. Symbolet på balance.
Og i vores del af verden.
Frigørelsen har skabt ligestilling og ligeværd i den vestlige verden. Men det er som om vi (mænd og kvinder) i processen med at skabe ligestilling og ligeværd har tabt selve det kvindelige på jorden. Dette udsagn kan være stærkt provokerende; men jeg mener at samfundet i processen med at skabe ligestilling har tabt forbindelsen til det kvindelige og kraften i det kvindelige, fordi ligestillingen er sket på det maskulines præmisser.
Nogle gange har jeg på fornemmelsen at prisen for det er en generel kulde i samfundet, og at også det maskuline har tabt følingen med det kvindelige, således at selve udtrykket, stemningen er blevet mere rå, mere skinger og mere fortvivlet.
Det maskuline mister jordforbindelsen, når det mister forbindelsen til og balancen med det kvindelige. Det bliver enten mere følelesløst, voldeligt eller mere abstrakt, teoretiserende. Og det ses både hos mænd og kvinder, på forskellige måder.
Bemærk at jeg her ikke sætter det op som mænd vs kvinder, ej heller som det kvindelige/det feminine vs det mandlige/det maskuline. For det har intet at gøre med individuelle mænd og kvinder – det er ikke et spørgsmål at uddele skyld. Det er mit forsøg på at forstå de psykologiske og kulturelle dynamikker, der ligger under sociale strukturer, som både mænd og kvinder bliver ofre for.
Pointen med at bruge det indledende citat fra Faust er at vi har brug for det kvindelige som livsprincip for at skabe balance, og vi vil altid længes efter det, når vi har mistet det. Og vi har brug for det for at skabe en bedre og friere verden at leve i.
De to næste interessante spørgsmål er; hvad er det kvindelige og det mandlige? Og hvad kan vi gøre for at skabe balance
