Flow

Billedet
En ung mand med en kegleformet hat jonglerer dansende med to Mønter. Bag ham er der høj sø med to skibe. Det forekommer mig at han ser en kende mismodig eller melankolsk ud. Måske er det sværere end forventet. De to Mønter er forbundet af et bånd i form af et omvendt ottetal. Det er en lemniskat eller Uendelighedstegnet – som vi også finder over hovedet på Styrken og Magikeren i Den Store Arkana.

Element/nummer
Umiddelbart er dette det kort af toerne, der mest handler om balance. Om at finde den rette balance. Mønterne har jo med Jord-elementet at gøre, og på den måde handler kortet middelbart om kunsten at kunne balancere med livets mere håndgribelige realiteter og at få hverdagen til at gå op i en højere enhed. Det kan så også – da fyren på billedet ser ud til a være ung – handler om det med at blive voksen og selv skulle klare sig, selv skulle få pngene til at slå til, at huske at få vasket tøj etc. For det meste er den øvelse sjov, men den kan også være ret anstrengende – og man bliver ikke nødvendigvis særlig god til alt det praktiske halløj. Måske vil man bare gerne have det sjovt, naiv som man er. Og så tager man det bare ikke så alvorligt.

Flow
Jeg tror vi kan læse dette kort på to niveauer. Dels på det personlige; at vi alle forsøger at jonglere her i livet – med tid, penge, job etc – for at få tingene til at gå op i en højere enhed. Dels på et mere universielt; det mest konstante her i livet er forandring, eller tidens stadige strøm af op og ned, frem og tilbage, og for at kunne jonglere, drejer det sig om at komme i sync med dette stadige flow. Og nogle gange at acceptere, at vi ikke kan styre alt, at det ikke nødvendigvis giver mening at opretholde forsøget på at jonglere …

Divinatorisk betydning
Balance, livets små og store udfordringer, flow, forandring, ungdommelighed, naivitet, glæde, sjov

Hårfin balance

Billedet
En kvinde – med bind for øjnene og klædt i en gråblå dragt eller kåbe – sidder på en stenbænk med bind for øjnene. Hun balancerer med to lange sværd i hænderne med armene krydset foran sig på brystet. Bag hende er der et krappet og uroligt hav. Samt en halv, seglformet måne på himlen over hende.

Jeg tror ikke at det er muligt at sidde i denne stilling ret længe ad gange. Med armene krydset højt på brystet og de de to tunge, lange sværd i hænderne. Altså uden at miste balancen og falde baglæns.  Sådanne sværd er givetvis meget tunge. Tænk på hvad det gør ved hendes vejrtrækning. Den måde hun holder armene krydset over brystet hindrer et dybt, frit åndedræt. Og tyder også på et forsvar. Når vi vil beskytte os selv skærmer vii ofte bryst og hals ubevidst.

At hun har bind for øjnene tyder på en manglende evne eller vilje til at se sin situation i øjnene. Hun er i en position, der lige nu er låst fast, men ikke længe. Før eller siden vælter den sårbare balance, hun så omhyggeligt og bittert opretholder. Hvor længe hun kan sidde der berår udelukkende på hendes viljestyrke og på hvor længe hun har tænkt sig at opretholde denne situation.

Element/nummer
Her står To for balance. Men ikke som i Bægrene. Dette er en dyrekøbt opretholdelse af en skrøbelig balance. Vi kan her tale om Toer’nes polarisering. Om at være splittet mellem to positioner uden at ville vælge hvilken vej at gå, og dermed komme ud af situationen. Denne skikkelse nægter at acceptere og tage ansvaret for at vælge, selvom valget er uomtvisteligt, fordi situationen er uholdbar. Der er altså tale om et mere radikalt, eksistentielt valg end for To stave. Han kan vælge. Hun skal vælge – eller der bliver valgt for hende. Men hun nægter.

Kortet handler altså om at vægre sig ved se virkelighedens ofte barske realiteter i øjnene. Men på et indre plan kan det også  handle om at nægte at se sine følelser i øjnene, at blokere hjertet, for at beskytte sig. I den forstand kan sværdene i kvindens hænder ses som et mægtigt og farligt forsvar i form af at rationalisere alt til bevidstløshed.

Og her, allerede i To’eren, anslås også et dystert tema, der løber gennem Sværdenes række og Luftens element. Tankens kraft –  i en negativ forstand. Gennem vores tanker og tankemønstre, kan vi  gøre os selv og andre ubodelig skade. Jeg vil vende tilbage til dette tema, efterhånden som vi bevæger os igennem Sværdene.

Divinatorisk  betydning
Polaritet, benægtelse, fornægtelse, blokering, spænding, fastlåst og fastfrossen situation, rationalisering af følelser, beskyttelse, forsvar, blindhed.

Ligeværdighed

Billedet
To mennesker, en kvinde og en mand, står overfor hinanden og hilser hinanden med hver deres bæger i hånden. Over dem svæver en såkaldt Caduceus-stav, men som er associeret med den græske gud Hermes, og som ikke må forveksles med det medicinske symbol, Asclepius-staven. Caduceus-staven er sædvanligvis omviklet med to slanger og er vinget, her endog prydet med et vinget løvehoved. Det er et alkymistisk symbol – som jeg vil vende tilbage til i en senere post. Også behandlingen af selve hermes staven fortjener en post for sig.

Bemærk personernes tøj; kvinden er klædt i hvid og blåt, der symboliserer renhed og klarhed, hun bærer laurbærkransen på hovedet som et symbol på ære. Manden bærer en krans af roser på hovedet som et symbol på kærlighed, og hans tøj ligner Narrens. Han er parat til at ofre sig selv for kærligheden. Det betyder ikke at kvinder er eller skal være “rene” og mænd skal være “modige”, men at de egenskaber skal være tilstede i begge parter i et forhold. For at få det til at fungere er det ønskeligt at begge er altruistiske og parate til at give slip på deres egoistiske behov.

Element/nummer
To står her for dualitet og balance. Om at anerkende modsætninger og forskelligheder hos os selv og hinanden og at få dem til at blive en helhed, fremfor at opleve dem som uoverstigelige barrierer. Her er er forskellene nok hinandens modsætninger, men de er stadig forbundne og de kompleterer hinanden, dvs at de sammen skaber en helhed. Dette kort er tarottens svar på Yin og Yang symbolet.

Essets enhed er delt i to, men de kan stadig tilsammen forme en helhed. Vandets kærlige, helbredende og spirituelle egenskaber deles her. I betydningen at blive gjort fælles.

Høvisk kærlighed
Der er noget helligt og helbredende over den kærlighed mellem mennesker, der skildres her. Det er en fortælling om, hvor godt ægte,  konkret kærlighed kan gøre os, når vi er parate til selv at give den. Det er også en fortælling om den romantiske, høviske kærlighed, vi kender fra middelalderens troubadourtradition og fra eventyrene, men som vi skal passe på ikke at glemme i vores moderne, fortravlede tid og liv.

Et væsentlig aspekt ved dette handler om det enkelte menneskes indre liv. Hvordan oplever vi modsætningerne og dualiteterne i os selv. Får de lov til at blive til splittelse, eller formår vi gennem kærlighed og selvværd til at acceptere alle dele af os selv?

Divinatorisk betydning
I oplæg kan To Bægre betyde kærlighed, partnerskab, ligeværdighed, anerkendelse, accept, tolerance, healing, sexualitet.

Valg

Billedet
En mand står på en borgmur og ser ud over sine besiddelser. I højre hånd holder han en globus. I venstre hånd sin stav som et symbol på magt og vilje. Den anden stav er fastgjort til muren. På væggen indenfor muren hænger et emblem med krydsede roser og liljer. De samme symboler, som vi også mødte på Mønternes Es, og som står for kærlighed og renhed.

At den ene stav er fastspændt og den anden i hans hånd, tolker jeg sådan, at han dels er bundet til stedet, og til det han har opbygget (borgen, besiddelserne), mens han samtidig ønsker at ekspandere, at komme ud, at erobre mere land i såvel bogstavelig som overført betydning. Det kan tyde på en polarising mellem forskellige ønsker og drivkræfter. Fx at mellem det hjemlige og det fremmede, mellem frihed og pligter. Måske er han en smule melankolsk på trods af eller på grund af det han ejer og har opnået gennem sin kreativitet og viljestyrke, men som også kan føles som et bånd.

Element/nummer
To står for dualitet, balance, polarisering. Den energi, som i esserne er enhed, er nu blevet delt, som et uafvindelig led i den proces det at realisere energien og kunne udfolde den i verden.

Ildens kreative, brændende energi er blevet delt i to, måske oplevet som to ting, der peger i forskellige retninger, og som kan føles som en splittelse eller ambivalens. Men hvis manden er viis, vil han kunne bygge på det han har og udvide sine kræfter ud fra det, medmindre det han ønsker peger i den stik modsatte retning, end det han har, og så står han overfor at skulle træffe et valg.

Roserne og Liljerne kan indikere at for at kunnne vælge viist, må det ske med uskyld og kærlighed.

Divinatorisk betydning
I konkrete oplægninger kan To stave betyde magt, vilje, ønske, valg, dilemma, ambivalens, melankoli.