De tre P’er

“The 3 P’s of the Feminine” er et et begreb Marion Woodman har introduceret. De står for Presence, Proces og Paradox:

Presence: Vær til stede her og nu. Der er intet andet end dette nu, og det du bidrager med. Du er selv dit liv.

Proces: Processen er målet. Der er intet andet. James Wells skriver:

“The path is fluid, winding, meandering.  Like walking the labyrinth, process sometimes takes us close to the centre, then away from it again, dancing between the two. Let’s detach from specific outcomes and allow what needs to be to emerge.”

Paradox: Er nok den største udfordring af de tre. At acceptere “både og” istedet for “enten-eller”. At acceptere det paradoksale, det komplicerede, det modsætningsfyldte. Igen citerer jeg James Wells:

“To be able to hold the tension of both or all perspectives is a holy and powerful act.  To be able to contain paradox, even for a moment, is wholeness-making.”

Paradokset er skræmmende, fordi vi har en tendens til at forenkle, for at gøre tingene nemmere at forstå. Men sagen er, at tingene ikke er enkle. Vi er ikke enkle. Vi er selv paradoksale væsener. Men kan vi acceptere og forholde os til paradokset – blot et øjeblik – kan vi skabe mere bevidsthed, om hvem vi er og indeholder. Og dermed rum til at være dem, vi også er.

Alle tre P’er giver stof til eftertanke. Jeg må indrømme, at jeg ikke pt kan gennemskue hvorfor de netop knytter sig til det feminine. Jeg vil prøve at finde det sted hvor Woodman skriver/taler om dem.

Men det er måske en mere feminin måde at forholde sig til eksistensen på – både for kvinder og mænd.

Inspirationen til og citaterne i dette blogindlæg kommer fra James Wells’ Circle Ways. Tak til James for inspirationen!

Lilith

Når nu det feminine i de sidste 2500 års historie er blevet undertrykt og undervurderet, og set som det onde, mens konkrete kvinder er blevet set som fristerinder, hekse etc. – hvordan kan det så være at Djævelen ikke er en kvindelig skikkelse?

Det kom jeg til at tænke på, og jeg fik så svaret da jeg læste i ovennævnte bog af Russell The Prince of Darkness : Radical Evil and the Power of Good in History.

Djævelen er ikke en kvinde, fordi kvinder er for inferiøre til at indtage en så væsentlig rolle. Ja. Kvinden er ikke engang vigtig nok til at kunne være Djævelen.

The Devil is almost always male. He has a powerful grandmother, probably an avatar of an ancient fertility goddess. …

Most basic is the sexist assumption that any figure of such enourmous power has to be male. Lucifer’s mother, sometimes called Lilith, “is proud of her son, the Devil”. … In hell as on earth the role of the female is to follow and admire the male. Folklore reflected not only contemporary society but the millennia-old assumption of male supremacy and domination. (p. 116-117)

Så her ser jeg nogle indikationer; Gudinden, som ofte har været en frugtbarhedsgudinde – tænk blot på den store nordiske gudinde Freja – har fået rollen som Fandens bedstemor, og Lilith er hans mor. Han har også en kone og syv døtre, der repræsenterer de syv dødssynder (Russell p. 116). Han er med andre ord omgivet af det kvindelige, og vel at mærke det kvindelige, der er udgrænset som det onde.

Lilith lader til at være et bud på ondskab i en kvindelig form.

lilith

Kort fortalt daterer Lilith sig 6000 år tilbage i tiden.  Hun var en mesopotamisk stormgudinde, associeret med vind og var en bærer af sygdom og død. Figuren tilhørte oprindeligt en gruppe af vind- og  storm dæmoner eller ånder, kaldet Lilitu i Sumer, cirka 4000 år før vores tidsregning.  Navnet  “Lilith” menes at have oprindelse i oldtidens Israel omkring 700 år før vores tidsregning. Lilith blev en del af den oldhebræiske kultur. Hun optræder som en nattedæmon i jødisk folklore. Senere bliver Lilith navnet  på Adams første kone. Hun blev associeret med ugler, løver og slanger, og hun blev kaldt Forførersken, der ledte mænd i fordærv.

Der er vel ikke meget godt at sige om denne skikkelse, men jeg finder hende interessant. Som en repræsentant for det kvindeligt onde, som en kvindelig pendant og partner til Djævelen. Lilith må have en form for appeal for hun optræder i kultur og folklore helt op til vor egen tid. Blandt andet i Goethes Faust. Måske som en modsvar til det pæne kvindelige, det som var og er accepteret af kulturen. Lilith synes at være en skikkelse der bringer kaos i sit kølvand. Hun er den slemme kvinde, som rusker op i os og den etablerede kultur.

Kilde: Wikipedia hvor der er meget mere information, samt links og referencer at hente.